All pictures from my Instagram @amaliewesseldk

Noget, jeg sjældent eller måske aldrig får snakket om på bloggen, er, hvor meget god mad, jeg spiser, og hvor meget jeg elsker at spise ude. Jeg kan aldrig have ondt over at have brugt mange penge på at spise ude en aften, for det er virkelig noget, jeg nyder. Jeg tænkte derfor, at det kunne være fedt at videregive nogle tips til gode spisesteder i København, og en del af dem er heller ikke vanvittigt dyre. Jeg tager dem i rækkefølge efter billederne.

Ravage: Det populære sted, som alle poster billeder af små mini burgere fra. Dem har jeg så dog ikke prøvet, men deres moules frites er overdrevet gode, hvis man altså kan lide muslinger selvfølgelig. Et rigtig godt sommersted.

20A: Et hyggeligt sted på Nørrebro, som Frederikke har introduceret mig for. Rigtig lækkert sted at spise let (se tapastallerkenen på billedet i collagen), og det er vildt hyggeligt at sidde ude, men mindst lige så hyggeligt indenfor.

Mother: Dyrt, men sindssygt lækkert. Et sted, man helt klart skal bestille bord, for det er yderst velbesøgt. Priserne på pizzaerne er høje, men smagen er også derefter.

Reef N’Beef: Nok ikke et sted man besøger med penge fra egen lomme, men hvis man kan lokke familien med, er det altså noget af en smagsoplevelse. Jeg fik noget pasta med krokodille (!!) til forret, en virkelig god bøf til hovedret og noget chokolade amok til dessert. Alt sammen virkelig lækkert.

Halifax: Et must-try ud over alle grænser. Det er voldsomt gode burgere, min favorit er Liverpool, fritterne er unreal, og deres aioli er supreme. Det er sådan et sted, man kan besøge lørdag formiddag efter en bytur, eller på en god aften, hvor man bare skal se film bagefter. Man er for mæt til at have vilde planer i hvert fald.

Sticks N’Sushi: Need I say more? Vi ved vist alle godt, at det her sted er mange besøg værd, og jeg spiser ikke sushi fra andre steder. Jeg plejer at bestille rispapirsruller med and, mini maki deluxe menuen og selvfølgelig edamamebønner med spicy sauce.

Sokkelund: Voldsomt god burger, voldsomt gode fritter, og så topper det, når man får både ketchup, aioli og bearnaise sauce til fritterne. Jeg har hørt, at de også skulle have en rigtig god brunch.

Zoo Bar: Sådan et sted, hvor man mødes til tapas og fantastisk gode drinks. Jeg husker faktisk mest stedet for de gode drinks, hehe …

De steder, jeg gerne vil besøge: Foderbrættet, Cocks & Cows, Granola, Fredcos Deli, Fiskebaren, Salt, Lêlê, Wulff & Konstali, Grill Royal, PS Bar & Grill

Hvad kan I anbefale?

På trods af at Instagram er et super overfladisk medie, som lader enhver person kreére en vis forestilling om levevaner og livsstil, elsker jeg måden, hvorpå kreativitet bliver en øjebliksting, som kan udfoldes på kort tid. Jeg ser på mange måder min Instagram-profil som en slags scrapbook, der viser det gode liv (meget subjektivt, da det gode liv jo er forskelligt fra person til person) – de øjeblikke, som jeg værdsætter, og som jeg finder værd at dokumentere på en eller anden kreativ måde. Jeg kan ikke komme udenom, at min Instagram-profil siger enormt meget om mig, for ja – jeg kan sgu ret godt lide at iscenesætte mig selv på sociale medier, men jeg er samtidig klar over, at det er dét, jeg gør. Og det, tror jeg, er vigtigt.

Anyway, min tur til Berlin har givet mig mulighed for at uploade en masse billeder på Instagram, da billeder fra rejser som oftest er bare en del mere fucking spændende end de samme “from where I stand”-billeder i Kbh. Patrick inspirerer mig enormt meget til at være mere kræsen med mine billeder og sørge for en kontinuitet i billederne – redigeringen skal passe sammen, rækkefølgen af billeder skal være god and so on. Jeg håber, at I synes, at min Instagram-profil er et godt supplement til bloggen. Det er i hvert fald ofte dér, I kan lure nye køb, detaljer fra outfits, som måske ikke lige kommer på bloggen samt se lidt mere af min hverdag.

Følg mig på @amaliewesseldk

Jeg blev i går gjort opmærksom på denne digtsamling 7/11 poesi af Caspar Eric, som har kørt en Tumblr med sine digte og billeder af ham selv med dertilhørende hashtags om øjebliksstemninger. Nu er hans digte udkommet i en samling hos Gyldendal, og jeg er hooked. Som regel, når jeg opdager litteratur, som fanger mig eller rammer mig, kan jeg godt lide at læse noget om baggrunden. Hvem er forfatteren, hvad har han tænkt, da han skrev det, hvad vil han gerne opnå med sin litteratur?

Det første, som er helt vildt spændende, er, hvordan han er opmærksom på det ærlige billede på tilværelsen. Dette fra en artikel på information.dk: “Derfor har det været vigtigt for ham at arbejde med ærlighed. At lægge noget ud til andre uden at påstå, at man har styr på det hele. At indrømme tvivl og svaghed og hykleri, at tilstå overdreven selvbevidsthed og iscenesættelsestrang og usikkerhed”. Nu skriver jeg jo ikke digte, men jeg har ofte samme ønske med bloggen, at skabe et rum, hvor alt dette er tilladt, da jeg synes, det er vigtigt at råbe lidt højere om disse ting.

Det andet interessante er, hvordan han er samfundsbevidst uden et decideret mål om ligefrem at være politisk. Der kommer politiske holdninger til udtryk, men det er mere samfundet og ungdommen, som skildres på en meget unik og nøgen måde. Alle digtene afsendes af et ‘jeg’, og der fremgår aldrig et decideret ‘vi’, fordi “Et ‘vi’ i sig selv er en voldsom ting at være, det er altid en eksklusion af nogen. Når folk snakker om, at der i den generation, som jeg på en måde tilhører, er en jegfiksering, når de efterlyser fællesskabet og spørger, hvor viet er henne i litteraturen, jamen så er svaret jo bare, at ‘vi’ er ærlige om, at ‘vi’ består af jeger,” siger Caspar Eric (fra information.dk artikel).

Alligevel får digtene en følelse af et ‘os’, fordi de, på trods af at bære stort præg af Caspar Erics egne tanker om og kærlighed til hverdagsting, bliver et billede på en ungdom, som er faret vild i en skov af rigtige og forkerte følelser. Enhver, der interesserer sig for dybde, ærlighed og ungdom, bør læse disse digte, og I finder mange af dem her.

Jeg har ikke elsket bloggen på det seneste. Det bliver jeg nødt til at indrømme, selvom det lyder hårdt og opgivende. Jeg har ikke haft overskud til at gå tre skridt fra min seng til min computer på mit skrivebord, selvom der ligger utallige fine billeder klar til redigering. Jeg har undret mig meget over situationen, undret mig over at have efterladt bloggen som en ligegyldig forglemmelse bag i mit hovede.

Jeg tror, at jeg blev bange. Bange for ikke at være god nok, spændende nok, fashion nok, personlig nok, visuelt dygtig nok, men vigtigst af alt, følte jeg mig tom for ord. Og så holdt jeg bare op, fordi jeg tænkte, at det var lige meget, når jeg ikke havde noget spændende at skrive. Jeg blev ked af det, fordi nogen sagde, at jeg er blevet kedelig og uinspirerende. Og det er udelukkende, fordi jeg er så selvkritisk, at jeg bare blev enig med vedkommende. Og så var der noget med, at jeg fremstår overfladisk, fordi jeg har skabt en identitet gennem min blog. Og det gav mig bare sådan en dårlig smag i munden, at jeg slet ikke kunne få mine fingre til at samarbejde med tastaturet. Nu lyder det måske, som om jeg ønsker jeres accept af dette, eller gerne vil have nogle flere “du er en god blogger” smidt efter mig. Men sådan er det ikke. For det er netop ikke håbet bag min blog.

Jeg skriver det her til jer, fordi det er vigtigt for mig at understrege, at bloggen er nødt til at være det sted, hvor jeg må og kan skrive, når jeg vil, og om hvad jeg vil, med de billeder, jeg vil. Jeg ønsker at se mig selv som en person med mere på hjertet end smukke billeder og æstetiske blogposts, og jeg ønsker for alvor at kunne SKRIVE på min blog. Det var jo en af de største grunde til min start af bloggen i stedet for videoerne. Jeg elsker billeder, men jeg elsker at skrive mindst lige så højt. Og det er, når jeg skriver, at jeg føler mig tæt på jer. Jeg kan godt lide tanken om at skrive noget om gymnasiet, om personlighed eller om noget så stort som livet, at det får en plads i jeres bevidsthed som en god tekst, der satte tanker igang. Jeg vil ikke være “hende den overfladiske med blogger identiteten”, for jeg er sgu mere end det, og jeg tænker over mange andre ting end dyre tasker og ASOS udsalg. Og jeg tænker meget. Rigtig meget.

Jeg hader følelsen af at begrænse mig selv for at opnå et eller andet resultat, som ikke har den effekt, jeg ønsker. Og jeg har for alvor måtte tænke over, hvad det er for nogle “gevinster”, jeg ønsker at opnå med min blog. Jeg er kommet frem til det for nogen chokerende resultat, at jeg ikke vil anden gevinst end at skinne igennem som værende det jordnære menneske, jeg rent faktisk er bag alle de dér Instagram followers og snak om udtryk og nye ting. Det skræmmer mig, at nogen tænker andet om mig, men jeg forstår det godt. Jeg har noget at gemme mig bag, og det er jeg kommet til at udnytte. Undskyld. I har mig tilbage.