Jeg har lige været i bloggens gemmer for at se, hvornår jeg sidst har udgivet et af disse indlæg, og det har jeg simpelthen ikke gjort siden november måned 2017. Det er jeg helt målløs over. Der er sket så meget siden da, og jeg er egentlig lidt ked af ikke at kunne læse tilbage i indlæg som disse for den periode. Jeg synes næsten, jeg er et helt andet menneske nu, så det kunne da have været lidt fedt at have dokumenteret udviklingen, men altså – bedre sent end aldrig, som man siger. Vi starter igen. Formatet er det samme, som det altid har været, men hvis du er ny på bloggen, og ikke kender det, kan du tage et kig igennem de gamle indlæg her. Ellers går det således, at der er ..

Minuspoint til nogle menneskers opførsel i byen, særligt på Cosy i timerne efter klokken 03:00. Nej, jeg har ikke 500 kr. i kontanter til dit kokainforbrug, heller ikke hvis du overfører på MobilePay med det samme, og nej, jeg vil ikke score din ven, hverken da han sad her, eller nu hvor du “spørger” for ham. Jeg er i øvrigt heller ikke interesseret i at føle mig som et dyr i Zoologisk Have, fordi I har hørt, at Cosy er “et godt sted at slutte aftenen af”, men opfører jer, som om piger, der er til piger, er et sjældent dyr fra et land, I aldrig har besøgt, og ikke anerkender på verdenskortet.

Minuspoint til at modtage min (fucking fede) nye cykel for så at måtte indlevere den til cykelhandler for at få lås og pedaler på og skulle vente fem dage mere på at kunne køre på den (og betale en god sjat mere for det). Det er et first world problem, I know, men min konto skriger sådan over mit Rejsekort forbrug.

Minuspoint til at være let påvirkelig. Det ene øjeblik har jeg lyst til at række min uddannelse en kæmpe fuckfinger, rende afsted i mit selvstændige virke, og give los dér. Det næste øjeblik spiser jeg frokost ude på Københavns Universitet sammen med mennesker fra mit studie, i den velkendte kaffebar, hvor kaffen koster 5 kr., og der kun sidder gode mennesker, og det hele er umiddelbart og rart. Så savner jeg med det samme hverdagen som studerende, og får lyst til slet ikke at tage orlov.

Minuspoint til nu at skulle leve i konstant frygt for at få min cykel stjålet, fordi den er ny og flot, og jeg bor i Indre By.

Pluspoint til at have købt billetter til The Blaze koncerten i Store Vega. Jeg så dem på Roskilde Festival i sommer, og havde en eminent oplevelse, men er spændt på at skulle opleve dem med den intimitet, Vega kan skabe. Koncerten løber af stablen til marts, og er allerede udsolgt, men det er muligt at komme på venteliste, hvis det skulle være noget.

Pluspoint til min nye cykel, som er så sej og smuk og flot. Jeg synes næsten, jeg bliver sejere sammen med den. Lidt ligesom med nye sneakers. Eller nye støvler, som er made for walking og one of these days are gonna walk all over you.

Pluspoint til striktrøjer og kølige aftener. Nu har jeg et rimelig godt udvalg af striktrøjer i min garderobe, men skulle der tilføjes nye, ville det nok blive enten denne bordeaux strik eller denne gule strik, som jeg har nævnt før, og stadig sukker efter. Var bloggen noget, jeg blev rig af, ville jeg også overveje denne.

Pluspoint til serien ‘Anna Pihl’. Jeg er lige begyndt at se det helt fra begyndelsen, som om jeg ikke har andet at lave, og selvom det måske ikke er fantastisk fjernsyn, er det bestemt underholdende. Ramt af tømmermænd i weekenden græd jeg tre gange på to afsnit. Det er jo også lidt en tidslomme – jeg er for eksempel kæmpe fan af Anna Pihls pink Motorola klap-mobil i anden sæson.

Gina Tricot blazer // Weekday bukser* // Acne Studios sneakers

Jeg har atter bevæget mig lidt væk fra at crave at gå i sort. Det kommer og går i perioder. Lige for tiden er jeg helt vild med beige toner og gul, og som jeg vist har nævnt, går jeg og pønser på at få mig en blazer. Jeg tror, jeg kunne se virkelig sej ud i sådan én og sneakers. Det kunne måske gøre mig helt business-agtig her i min orlovsperiode, hvor mit primære fokus er bloggen, og jeg går til møder, sidder ved skrivebord og sådan. Der sker faktisk noget liiidt spændende på den front, som jeg glæder mig til at komme i gang med. Det er nok mest spændende for mig, men forhåbentlig vil det også kunne ses i mit indhold på sigt. Når kontrakten er på plads, kommer det til at stå inde på min Instagram-profil, og jeg laver måske også en story. For det er lidt sejt. Synes jeg. Nu holder jeg min kæft, så jeg ikke kommer til at lyde endnu mere irriterende blogger-agtig. Men mere om det snart. Okay, jeg stopper nu.

Det har rumsteret lidt rundt i mit hovede, hvorvidt jeg skulle lave denne her version af mine podcastanbefalinger – en queerversion. Kan man godt tale om queer uden at blive stemplet som “sådan en, der taler om queer”, og hvorfor vil jeg ikke være “sådan en, der taler om queer”? I min rumsteren er jeg kommet frem til, at det havde været helt fantastisk for mig at læse et blogindlæg som dette, da jeg gik i folkeskole, gymnasiet eller bare for et år siden. Eller nu. Så selvfølgelig skal jeg lave denne her version. Og udgive den. Og om du så selv sidder og er queer eller ej, håber jeg, at de her anbefalinger vil berige dig på den ene eller den anden måde.

Der er koblet et link på alle overskrifterne, så I kan klikke jer ind og lytte den vej, eller finde de forskellige podcasts på jeres foretrukne app.

Når fars pige er til piger (Radio24Syv)
Denne her podcast hørte jeg i efteråret, da den kom ud, og jeg har tænkt rigtig meget på den siden, fordi den meget fint belyser, hvordan det desværre kan være en rigtig svær samtale at fortælle om sin seksualitet, og at det kan trækkes ud til at være en svær samtale meget mere end én gang. Podcasten er en dokumentarserie, og handler om Katrine, der er blevet kærester med Camilla. Familien ved det ikke, og Katrine mærker særligt et behov for at få sin fars accept af det. I podcasten er vi med i fortællingen om, hvordan Katrine møder Camilla, hvordan Katrine selv har det med sin seksualitet og selvfølgelig problematikken omkring familiens accept. Ved de det godt, men siger bare ikke noget? Og hvorfor bliver der ikke sagt noget? På et tidspunkt i podcasten siger søsteren direkte, at Katrine ikke skal fortælle sin far om Camilla på familieferien, fordi det vil ødelægge turen for ham. Mere vil jeg ikke afsløre, men jeg vil gerne sætte den disclaimer på, at podcasten nok kan være lige dele god og svær at høre, hvis man selv står midt i frygten for ikke at blive accepteret af sin familie.

Tændt: Homoseksualitet – medfødt eller fri kærlighed? (P1)
Først og fremmest en kæmpe anbefaling af programserien Tændt, hvor hvert program belyser et emne inden for eller i forhold til sex. Det er lærerigt, oplysende, bekræftende og interessant. I dette program snakker vært Satie Espersen om homoseksualitet, og jeg var fanget allerede fra indledningen, hvor Satie indrømmer egen frygt for at komme til at tale om det på en forkert måde. Samtidig taler hun om vigtigheden i at lave programmet, fordi der stadig er så mange mennesker, der ikke vil give den plads. Homoseksualiteten. Programmet berører det psykologiske, biologiske og sociologiske aspekt af at være homoseksuel, og hvordan det føles at have en seksualitet, der er genstand for debatter, videnskabelige studier og radioprogrammer som Tændt på P1.

Tværs: På tværs af seksualitet (P3)
Dette afsnit af Tværs er sat op som et panel, hvor vi først hører paneldeltagernes egne historier om at “springe ud” for dernæst at høre dem besvare lytternes spørgsmål i forhold til at være homo- eller biseksuel. Programmet fangede mig især ved paneldeltageren Ninas fortælling om at føle sig i modstand over for dét at springe ud, men alle tre fortællinger og de emner, der tages op til diskussion i podcasten, er vigtige og lærerige. I det hele taget er Tværs en programserie, alle unge mennesker burde gøre sig selv den tjeneste at lytte til.

Tårekanalen: Moody – La Vie d’Adèle
Nu kender jeg Josefine Moody off the mic so to speak, og det er altid en lidt sjov oplevelse at høre nogen, man kender, tale i radioen eller på TV, men Josefine er en sjov og charmerende fortæller, så selvfølgelig skal det her afsnit af Tårekanalen anbefales. I afsnittet taler Josefine med vært Rikke Collin om filmen Blue Is The Warmest Color/Adèles liv/La Vie d’Adèle – kært barn har mange navne – en film, jeg ikke turde se, da den kom ud. Jeg gik i 2.g, franskholdet så den i biografen som en del af undervisningen, og kom tilbage chokerede og forfærdede. Det var i hvert fald min oplevelse, og jeg var ræd for, hvad det betød, at jeg havde lyst til at se den af egen fri vilje. Så jeg lod være. Senere hen har filmen fået stor betydning for mig, fordi den skildrer noget, jeg kan genkende mig selv i, og dét har vi mennesker brug for. Noget eller nogen at spejle os i.

Tårekanalen: Mads Axelsen – Call Me By Your Name
Jeg ved godt, at Call Me By Your Name har været på alles læber, og måske er der nogen, der er ved at være lidt trætte af at høre om filmen, men hvis du stadig ikke har set den – se den, vend tilbage og hør dette afsnit af Tårekanalen. Det er kærlighed, når det er bedst, og gør mest ondt. Mads Axelsen har så mange fine ting at sige om filmen, og er i det hele taget bare en fornøjelse at høre “på radio”. I afsnittet er der desuden inkluderet små lydklip fra filmen, og jeg bliver totalt sat tilbage i den stemning, filmen har, som gør mig helt øm om hjertet.

Politikens Poptillæg #90: Årets bedste (homo)film er fyldt med kådhed, knuste hjerter og kedelig sex
I forlængelse af førnævnte vil jeg anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, som også handler om Call Me By Your Name, og igen har Mads Axelsen i panelet. Programmet har med sin anmelderagtige facon en mere kritisk vinkel på filmen – for eksempel de flade sexscener og problematikken i, at der stadig panoreres væk fra sex mellem to mennesker af samme køn. Programmet zoomer dog også ud, og taler om filmens vigtighed i forhold til at vise queerkærlighed i en verden, hvor det desværre stadig er lidt af en begivenhed, når queerkærlighed bliver sat på dagsordenen af film, der rammer populærkulturen.

Politikens Poptillæg #94: Ærlige sexscener, ægte kærlighed – og aids
Apropos populærkultur vil jeg også anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, fordi det netop berører dét at have svært ved at se sig selv i populærkulturen, hvis man tilhører en minoritetsgruppe. Jeg synes selv, det kan være et næsten umuligt projekt at finde frem til de film, serier eller podcasts, hvor queerkærlighed er repræsenteret på en ikke-stereotypisk måde, og det er jo svært nok i forvejen at finde den repræsenteret overhovedet, så jeg synes, det her afsnit er så vigtigt. Forfatter Mads Ananda Lodahl taler nemlig om netop det i anledning af den franske film ‘120 slag i minuttet’ (som jeg mangler at se), og kommer i øvrigt med forslag fra sit eget queer pensum, som han kalder det.

Won Hundred bæltetaske // Mads Nørgaard strik // Envii jeans // Won Hundred taske

Der er noget med mig. Og farven gul. I hvert fald lige for tiden. Den finder vej til mig i alt, jeg foretager mig, og jeg bliver konstant draget af den. Mit nye skrivebord, som er det smukkeste, jeg nogensinde har ejet, har gule detaljer, og jeg har også netop erhvervet mig en gul plakat og et gult krus. Det hele er endt med at hænge meget fint sammen, og nu har jeg så også kastet min kærlighed efter den gule Mads Nørgaard strik og de fine, gule detaljer hos Won Hundred. Det bliver så gult, det hele. Denne super seje hue, som jeg sukkende har kigget på et par vintre i træk nu, er også netop kommet i gul. Ej, men altså .. Den er jeg til gengæld nok nødt til at købe i en mere neutral farve, hvis det på noget tidspunkt sker, at jeg har den slags penge .. Til en hue. Jeg kom til at prøve den på sammen med min mor for nylig, and she approved? Jeg var i chok. Hun sagde ligefrem, at den virkelig klædte mig. Hvis mor siger ja, så er det vel okay, ik .. ?

At skrive “10 hurtige” i overskriften er måske på grænsen til falsk reklame. Der er i hvert fald ikke så meget fart over de ti punkter – jeg fatter mig sjældent i korthed, men jeg har nu boet i Indre By siden midten af juli, tiden flyver afsted, og imens den har gjort det, har jeg gået og skrevet på de her punkter. Mit år på Nørrebro var afklippede jeans, fadøl, skødesløst hår, brune Birkenstock sandaler og (næsten) alle de bedste mennesker i mit liv inden for en radius af to kilometer. Nu bor jeg så i Indre By, hvor min nærmeste kiosk er 7-Eleven på Nørreport, køen til Arch er min nabo og lyden af en “fed BMW”, der gasser op ned mod Torvehallerne, er soundtrack til min hverdag. De afklippede jeans og de brune Birkenstock er selvfølgelig kommet med herind, men der er altså bare noget, der er anderledes ved at bo i Indre By.

– Hvor jeg førhen, da jeg boede på Nørrebro, helt sikkert har været larmen, når jeg er gået sent hjem fra Nørre Bodega, bruger jeg nu usandsynligt meget stemmebåndsaktivitet på at tale om larmen. Det er faktisk på et niveau, hvor min mor linker artikler til mig, der handler om ældre mennesker, der bor i mit område, og sender støjklager til kommunen. Men øhm, kom drenge, vi tager på Arch!

– Jeg tør (næsten) ikke købe en ny cykel, selvom jeg virkelig mangler en, for er der noget, jeg ikke orker at stå og bande over nede ved Nørreport, så er det en stjålet cykel. Den statistik skal jeg bare ikke være en del af.

– Selvom larmen er lidt hidsig af og til (Fireball af Pitbull på fuld tryk fra en Heineken festbus er lidt hård, når man ligger og sveder tømmermænd lørdag formiddag), gør byens puls noget ved mig. Jeg vil nok ikke gå efter at bo i Indre By igen, for jeg savner følelsen af at have et lokalområde, men jeg kan godt lide at bo i lyden af storby. Hvor findes den perfekte blanding af de to? Vesterbro?

– Inventarlisten på min hylde i køleskabet siger lige nu havredrik, Thise urmælk, Thise vesterhavsost, Kærgården, økologisk rugbrød, God Morgen appelsinjuice og et bundt frisk bladselleri. Og en billig rosé, men det er lidt snyd, for den havde jeg med fra Nørrebro.

– Der ligger en pøl af indtørret opkast til højre for trappen ind til min opgang.

– Sonny er ved at blive lidt af et stamsted for mig, altså denne dér “bloggercafé” nede i Rådhusstræde. Jeg vil ikke engang skamme mig over det, for de laver rent faktisk en interessant avocadomad med langt mere spark i end så mange af de andre caféer i Indre By. Og deres citronlemonade med timian er min nye ting. Måske vi også skulle tage at holde op med at label ting som “bloggerting”, som om det er noget dårligt.

– Der er langt til alt, og alting er tæt på.

– Med mit tiltagende antal besøg på førnævnte café bliver jeg eksponeret en del for de dér cool piger, der kun snakker om, hvor sejt et eller andet nyt projekt, de har startet, er (drømmer totalt meget om at blive én af dem). De cool piger går selvfølgelig i (endnu mere) cool sneaks (end mig), og jeg er røget direkte tilbage i min sneakerafhængighed, dog uden at have bukket under for den (endnu). Men jeg skal gerne indrømme, at det er møg hamrende svært. Opdatering: Siden jeg skrev dette punkt for en måned siden er det blevet til to nye par sneakers. Jeg forstår godt, hvis nogen ikke tager mig seriøst, for jeg tager så tydeligvis heller ikke mig selv seriøst.

– Prisen på to-go kaffe har kureret min craving for det fuldstændig, og selv siddende på en café er jeg begyndt at bestille noget andet. I hvert fald 7 ud af 10 gange. Jeg savner min faste bestilling hos Riccos i Stefansgade. Det er også, som om kaffe i Indre By smager mere af mælk end kaffe?

– Jeg har været med roomie på indløb i Torvehallerne. For at købe pil-selv rejer. Og fritter. Med trøffelmayo. Festmåltidet havde også hvidvin på bordet. Er der nogen, der gider trække mig op på bodegavognen igen, inden det stikker helt af? Opdatering: Jeg har fået et bekendtskab, der bor ude i mit gamle hood på Nørrebro, og er derfor igen at finde på mine stambarer.