13.10.18

Indeholder reklame i form af sponsorerede produkter

Le Fix t-shirt // Le Fix bukser // Reebok Daytona DMX sneakers

Det er jo helt vildt, at vi har temperaturer, der tillader korte ærmer i oktober. Det er selvfølgelig enormt bekymrende i forhold til klimaet, men jeg har da nydt pausen fra kold blæst og varme striktrøjer de seneste par dage, særligt i lørdags, hvor roomie og jeg spiste morgenmad i solen ved Torvehallerne. Den sorte t-shirt er fra den nye Core kollektion fra Le Fix, og det er uden tvivl den bedste pasform og bedste kvalitet, jeg nogensinde har oplevet, hvad angår basic tees. Jeg kan tit komme til at føle mig lidt formløs eller kvapset i sådan nogle t-shirts, men pasformen her er bare lige i øjet, så hvis I er på jagt efter nyt basic til garderoben, ville jeg lige smide denne anbefaling efter jer. Den findes blandt andet også i hvid og rød. Virkelig sejt!

En coming out story om ikke at springe ud

De findes i massevis på YouTube – ‘coming out stories’ – om at springe ud som homoseksuel, biseksuel, panseksuel eller noget helt fjerde. Det har så længe, jeg kan huske, heddet at springe ud eller komme ud af skabet, når nogen fortæller til omverdenen, at de har en anden seksualitet end heteroseksuel. Og det forventes ligefrem, at de gør det – springer ud, sætter varedeklaration på og klarlægger for omverdenen, hvordan landet ligger, hvem man ligger med, og ikke mindst hvordan det foregår. Det blev også forventet af mig første gang, anden gang faktisk også, jeg begyndte at se en pige, og det bliver også sagt om mig, at jeg er sprunget ud, selvom jeg bevidst har valgt ikke at gøre det. Og der bliver brugt mærkater om min seksualitet, jeg ikke engang selv ville bruge.

Det er som groet fast i vores sprog, at det er sådan, vi taler om seksualitet. Med mærkater.

Helt til at starte med handlede dét med ikke at springe ud om, at jeg ikke ville have, at nogen skulle vide “det”, ene og alene af den årsag at jeg ikke var sikker, og var rædselsslagen for skammen i at trække det tilbage, hvis nu det ikke var sådan alligevel. Lige så meget som andre forsøgte at putte mig i en kasse, havde jeg helt klart også selv et behov for at finde en kasse at være i og passe ned i. Sådan tror jeg egentlig, alle mennesker har det på et eller flere tidspunkter i livet. Jeg vidste bare ikke, hvad der skulle stå på den kasse, og det frustrerede mig grænseløst, fordi jeg følte, at jeg konstant blev mødt med at skulle tage stilling til det og “sætte mærkat” på mig selv. Derfor kom jeg også til i en periode at finde mig i at blive omtalt som “lesbisk”, “lebbe”, “homse” eller “homo”, ja, “biseksuel” er jeg også blevet kaldt, fordi jeg “da har været sammen med fyre?”. Det sker stadig, at jeg ikke får sagt fra over det, både af frygt for at ødelægge den gode stemning og for ikke at blive forstået.

Når jeg så har valgt fortsat ikke at ville springe ud på traditionel vis, eller gøre så meget ud af det, handler det om, at jeg ikke rigtig ser det som nogen andens forretning end min egen og en eventuel partners, hvad min seksuelle og romantiske orientering er. Det er ikke breaking news, det skal ikke være mandag morgens sladder, og jeg skylder det ikke til nogen at definere mig selv som det ene eller det andet. Jeg synes, der hersker en uberettiget konsensus om, at homoseksualitet og biseksualitet er seksualitet, man må og kan blande sig i, og jeg oplever alt for ofte stødende spørgsmål, stødende måder at spørge på eller stødende måder at blive omtalt. Det er jo ikke på samme måde sådan, at heteroseksuelle bliver bedt om at redegøre for deres seksualitet, eller nogensinde i en gruppe bliver bedt om at definere deres seksuelle og romantiske orientering, så hvorfor skal vi? Og hvorfor sker det, at den bliver forsøgt defineret for os, som om andre har en part i den?

Forvirringen og frustrationen over alle kasserne og mærkaterne vendte jeg til et spørgsmål om, hvorvidt jeg overhovedet skulle være i nogen kasse. Jeg lever jo mit liv, som jeg vil uanset. Jeg lægger ikke skjul på noget, og jeg begrænser ikke mig selv, men jeg har grænser. Grænser for, hvad jeg vil være med til, grænser for, hvad jeg vil dele, grænser for, hvilke kampe jeg vil tage, og grænser for, hvor meget omverdenen skal have lov at definere mig. Jeg behøver ikke en kasse eller et mærkat.

Hver gang nogen kalder mig homo, lebbe eller lesbisk, og jeg tænker eller siger, at det er jeg ikke, er det ikke, fordi jeg benægter min seksualitet. Jeg ved godt, at jeg er homoseksuel. Men det har ingen krav på at få defineret. Jeg definerer ikke mig selv gennem de termer. Jeg er til gengæld holdt op med at sige, at jeg ikke er lesbisk, for så bliver jeg spurgt, hvad jeg så er? Biseksuel? Og det er jeg heller ikke. Det er jeg egentlig endnu mindre, end jeg er lesbisk. Jeg bliver desuden spurgt, om jeg er biseksuel uanset hvad, for jeg “har jo langt hår og ser da ikke særlig lesbisk ud?”.

Pointen er, at mærkaterne i min optik er en simplificering af min person og min seksualitet. 

Jeg er ikke lebbe. Jeg er ikke lesbisk. Jeg er ikke homo. Der hører så mange konnotationer og forestillinger med til de termer, som jeg ikke er. Det er ikke, fordi jeg ikke er proud. For selvfølgelig er jeg fucking proud. Men jeg vil også gerne bare kysse med en pige på en bar uden at blive bedt om at sætte varedeklaration på. 

Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at sige fra og sætte grænser. Jeg kunne godt tænke mig et nyt sprog for, hvordan vi taler om seksualitet. Lad dette være det første spadestik. 

02.10.18

Annonce for & Other Stories*

& Other Stories jakke* // Wood Wood hoodie // Wood Wood bukser //
New Balance 990 sneakers // Mads Nørgaard taske

Det er simpelthen helt vildt, hvor mange spørgsmål jeg har fået omkring min nye (og første) camouflagejakke*. Jeg spottede den selv på en pige til fredagsbar ude på mit studie, og kunne selvfølgelig ikke lade være at spørge, hvor den var fra. Et par dage efter tikkede der en mail ind med en forespørgsel på et samarbejde med & Other Stories*, som jeg selvfølgelig takkede ja til med det samme. Sådan er livet lidt spøjst nogen gange. Heldigvis havde de stadig jakken, og nu er den faktisk kommet på udsalg til nærmest ingen penge. Den er super god med en hættetrøje nu her, og så er jeg helt sikker på, at jeg igen til foråret vil være glad for at have tilføjet den til min garderobe. Apropos forår har jeg også klikket de her bukser* hjem, som måske er lidt overmodigt blege i farven til denne sæson, men de sidder som en drøm, og ser virkelig godt ud med både sneakers og støvler til. Det skal bare lade være at regne, så jeg kan gå ud og sporte dem.

Dejlige, dyre huer

Acne Studios hue: Navy Blue // Charcoal Melange //  Pale Yellow

Det er mildest talt helt forfærdeligt, hvordan min hjerne kan sætte sig fast på bare at måtte eje én bestemt ting. Jeg kan ikke få den hue ud af hovedet, og jeg tænker endnu mere på den nu, hvor vejret er til at have den på. Det er forfærdeligt, fordi huen er latterligt dyr, og fordi den ligner så mange andre huer med undtagelse af den lille, åndssvage smiley foran. Jeg bliver næsten vred på mig selv, når jeg har momenter, hvor jeg reelt overvejer at købe den, for det er jo en dum ting at bruge mange penge på, og jeg har egentlig ikke lyst til at bidrage til den slags forbrug. Eller forvolde den slags skade i min økonomi. Til gengæld vil jeg aldrig købe en anden hue, hvis først jeg køber denne, for jeg vil kun have brug for den éne, og den skal, pengene taget i betragtning, holde i mange år, og forhindre mer-køb af alverdens huer, der alligevel ikke sad så godt. Måske er idéen faktisk ikke så tosset endda.

Tårekanalen: Amalie Wessel – The Minds of 99

Lyt til podcasten her.

Jeg har allerede delt det på min Instagram, en del faktisk, men nu ville jeg altså også lige skrive et blogindlæg om det, så nyheden og link til podcasten ligger fast som et indlæg her på bloggen også. Det var med som pluspoint i en udgave af ‘Ugens plus – & minuspoint’ for nylig, at jeg var blevet bekræftet som gæst i en af mine yndlingspodcasts, og at jeg nok snart skulle afsløre hvilken. En af jer skrev faktisk en kommentar til det indlæg, og gav udtryk for virkelig at ønske sig, at det var Tårekanalen, jeg skulle være gæst i. Sådan noget får jeg kæmpe optur over, for det er bare så fedt, at en af jer havde tænkt, at det ville være et godt match. I dagene op til dagen hvor jeg skulle optage afsnittet sammen med Rikke Collin, som er vært på podcasten, glædede jeg mig så meget, at jeg begyndte at få paniktanker om alle mulige scenarier, der kunne forhindre, at vi skulle optage. Sådan bliver jeg, når noget virkelig er vigtigt for mig, og i ren afmagt drak jeg mig småfuld i fadøl aftenen før, hvilket jo absolut var at lege med ilden. Men vi fik altså optaget et afsnit på lidt over en time om (noget af) dét, der rører mig til tårer, om film, hjertesorg, hjertesorg på festival, lyrik, musik og selvfølgelig The Minds of 99. Vi nåede slet ikke at snakke om alle de numre, der har rørt mig til tårer, for jeg har mange ord, men jeg indsætter dem herunder. I podcasten snakker vi særligt om en oplevelse, jeg havde, til den akustiske version af Hurtige Hænder på Roskilde Festival i sommer, hvor The Minds of 99 spillede på Orange Scene. Vi snakker også om forelskelse, om at føle sig anderledes og om min medvirken i De Perfekte Piger på DR3. I kan lytte til podcasten her.