Jeg anbefaler tre Netflix-produktioner

Jeg har afmeldt alle mine streamingtjenester undtagen Spotify, fordi jeg skal spare, hvor jeg spare kan, men jeg er så heldig, at jeg må have en profil på min mors Netflix abonnement (selvstændigt og voksent, jeg ved det), så jeg kan stadig binge – bare kun på Netflix. Det har resulteret i, at jeg er lidt grundigere, når jeg kigger mulighederne igennem, mere åben måske også, og jeg har på det seneste givet et par af Netflix’ egne produktioner en chance. Det er blevet til tre anbefalinger, som alle er binge-værdige, og hvis I ud fra disse har nogle anbefalinger til mig, er det meget velkomment at smide dem i en kommentar til indlægget her.


Atypical er en lidt atypisk serie (okay, det var faktisk ikke med vilje) for mig at blive opslugt af, da jeg generelt har en aversion mod serier, der følger amerikansk familieliv, og gør sig morsom på deres irriterende dumheder og åbenlyse fuckups. Det tog mig da også noget tid at tage mig sammen til at få den set, men da jeg rigtig kom i gang, kunne jeg slet ikke slippe den igen. Moren er det meste af tiden en voldsomt irriterende karakter, der gør irriterende ting, men serien vinder på hovedkarakteren, Sam, som er så fantastisk umiddelbar, hans søster og søsterens kæreste, som begge kommer til at fungere som seriens fornuft og moral, faktisk i fællesskab med endnu en karakter, jeg ikke vil afsløre. Serien er samtidig interessant i sin skildring af en ung mand med en udviklingsforstyrrelse, og jeg har faktisk aldrig før set det som tema på denne her måde, hvor karakteren er en så dominerende hovedrolle. Snakken går på en tredje sæson, og det krydser jeg fingre for.


Seven Seconds var gået min næse forbi, men jeg opdagede den forleden, og så, at den havde en høj procentsats i forhold til, hvorvidt serien var et match til mig. Den funktion benytter jeg faktisk ret ofte på Netflix for at lure, om det er noget, jeg gider at se. Jeg slugte serien på et par dage, og kunne serien igennem sætte hak ved flere krimiklichéer, som er velkendte, men virker alligevel – advokatopgøret, en hovedperson, der selv er traumatiseret af episoder i fortiden, og får banket fornuft i sig af en ny makker, jura, der kommer i vejen for hjertets retfærdighedssans og jeg kunne blive ved. Men dér, hvor serien for mig er virkelig interessant, er i dens belysning af problematikkerne omkring politiets undertrykkelse af den sorte befolkning, og hvordan politiet internt er korrupte i grupperinger, der har forbindelser til bandemiljøet. Nu vil jeg selvfølgelig ikke spoile noget, men serien vinder også på, at den er utraditionel i sin slutning, og dét har en kæmpe signalværdi.


Everything Sucks! har jeg allerede nævnt helt tilbage i februar, da serien ikke havde haft premiere endnu. Det er noget tid siden, jeg selv har set den, men af en eller anden grund fik jeg aldrig fulgt op på, hvorvidt den er værd at se, så det gør jeg nu. Udover en irritation over at seriens hovedkarakter er portrætteret som den stereotypiske lesbiske pige i jeans og skovmandsskjorte, og at serien i det hele taget er meget stereotypisk, vinder den på at være både sød og sjov. Derudover er det en fornøjelse at se en serie, hvor en pige, der er interesseret i piger, fremstilles på en ikke-seksualiseret måde, i modsætning til for eksempel en film som Loving Annabelle.

Nye sko til efteråret & et gavekort

Reklame for Paw SkoDr. Martens 1461 Virginia // Dr. Martens 2976 Smooth

Jeg er endnu engang gået sammen med Paw Sko for at larme lidt om oplevelsen at shoppe i en fysisk butik, og ligesom sidst har jeg været i Paw Sko i Lyngby Storcenter (nostalgien lever endnu) for at finde nogle seje sko, denne gang med henblik på efterår, hvorfor jeg selvfølgelig var ude efter nogle Dr. Martens. Det er min favorit på festival om sommeren, men det er i den grad også min favorit, når det bliver efterår og vinter, og der skal et par varme sokker i støvlerne.

Paw Sko er i forvejen kendt for sin gode service, og jeg er klart med i klubben af mennesker, der synes det. Det oplevede jeg især sidst i forhold til valget om de gule sko. Denne gang var der ret travlt i butikken, men jeg blev alligevel stille og roligt vist hen til hylderne med Dr. Martens, hvor jeg endte med at have flere forskellige par i spil. Og flere forskellige størrelser. Jeg troede egentlig, at jeg kendte min størrelse, eller at den bare var den samme i alle slags Dr. Martens sko, men jeg skulle altså have ‘Virginia skoene’ i en størrelse mindre end ‘Smooth’ støvlerne. Så giver det bare virkelig god mening at tage i en fysisk butik frem for at bestille online.

Apropos at tage i en fysisk butik for at shoppe kan et heldigt væsen vinde et gavekort på 1000 kr. til netop dét i en vilkårlig Paw Sko forretning (der er butikker i hele landet).
Betingelserne er få – du skal blot:

  1. Like/følge mig på Facebook, så du kan se, når jeg annoncerer vinderen. (I virkeligheden vil jeg bare gerne have nogle flere likes på Facebook).
  2. Skrive en kommentar til dette blogindlæg, hvor du fortæller mig, hvilken Paw Sko forretning du vil besøge, eller hvem du vil dele oplevelsen med.

Husk at skrive en gyldig email i feltet dertil, så jeg kan komme i kontakt med dig, hvis du vinder. Det annonceres desuden på bloggen i næste uge.

Hvis du er nysgerrig på mere af det store udvalg hos Paw Sko, kan du kigge i dette online katalog.

13.10.18

Indeholder reklame i form af sponsorerede produkter

Le Fix t-shirt // Le Fix bukser // Reebok Daytona DMX sneakers

Det er jo helt vildt, at vi har temperaturer, der tillader korte ærmer i oktober. Det er selvfølgelig enormt bekymrende i forhold til klimaet, men jeg har da nydt pausen fra kold blæst og varme striktrøjer de seneste par dage, særligt i lørdags, hvor roomie og jeg spiste morgenmad i solen ved Torvehallerne. Den sorte t-shirt er fra den nye Core kollektion fra Le Fix, og det er uden tvivl den bedste pasform og bedste kvalitet, jeg nogensinde har oplevet, hvad angår basic tees. Jeg kan tit komme til at føle mig lidt formløs eller kvapset i sådan nogle t-shirts, men pasformen her er bare lige i øjet, så hvis I er på jagt efter nyt basic til garderoben, ville jeg lige smide denne anbefaling efter jer. Den findes blandt andet også i hvid og rød. Virkelig sejt!

En coming out story om ikke at springe ud

De findes i massevis på YouTube – ‘coming out stories’ – om at springe ud som homoseksuel, biseksuel, panseksuel eller noget helt fjerde. Det har så længe, jeg kan huske, heddet at springe ud eller komme ud af skabet, når nogen fortæller til omverdenen, at de har en anden seksualitet end heteroseksuel. Og det forventes ligefrem, at de gør det – springer ud, sætter varedeklaration på og klarlægger for omverdenen, hvordan landet ligger, hvem man ligger med, og ikke mindst hvordan det foregår. Det blev også forventet af mig første gang, anden gang faktisk også, jeg begyndte at se en pige, og det bliver også sagt om mig, at jeg er sprunget ud, selvom jeg bevidst har valgt ikke at gøre det. Og der bliver brugt mærkater om min seksualitet, jeg ikke engang selv ville bruge.

Det er som groet fast i vores sprog, at det er sådan, vi taler om seksualitet. Med mærkater.

Helt til at starte med handlede dét med ikke at springe ud om, at jeg ikke ville have, at nogen skulle vide “det”, ene og alene af den årsag at jeg ikke var sikker, og var rædselsslagen for skammen i at trække det tilbage, hvis nu det ikke var sådan alligevel. Lige så meget som andre forsøgte at putte mig i en kasse, havde jeg helt klart også selv et behov for at finde en kasse at være i og passe ned i. Sådan tror jeg egentlig, alle mennesker har det på et eller flere tidspunkter i livet. Jeg vidste bare ikke, hvad der skulle stå på den kasse, og det frustrerede mig grænseløst, fordi jeg følte, at jeg konstant blev mødt med at skulle tage stilling til det og “sætte mærkat” på mig selv. Derfor kom jeg også til i en periode at finde mig i at blive omtalt som “lesbisk”, “lebbe”, “homse” eller “homo”, ja, “biseksuel” er jeg også blevet kaldt, fordi jeg “da har været sammen med fyre?”. Det sker stadig, at jeg ikke får sagt fra over det, både af frygt for at ødelægge den gode stemning og for ikke at blive forstået.

Når jeg så har valgt fortsat ikke at ville springe ud på traditionel vis, eller gøre så meget ud af det, handler det om, at jeg ikke rigtig ser det som nogen andens forretning end min egen og en eventuel partners, hvad min seksuelle og romantiske orientering er. Det er ikke breaking news, det skal ikke være mandag morgens sladder, og jeg skylder det ikke til nogen at definere mig selv som det ene eller det andet. Jeg synes, der hersker en uberettiget konsensus om, at homoseksualitet og biseksualitet er seksualitet, man må og kan blande sig i, og jeg oplever alt for ofte stødende spørgsmål, stødende måder at spørge på eller stødende måder at blive omtalt. Det er jo ikke på samme måde sådan, at heteroseksuelle bliver bedt om at redegøre for deres seksualitet, eller nogensinde i en gruppe bliver bedt om at definere deres seksuelle og romantiske orientering, så hvorfor skal vi? Og hvorfor sker det, at den bliver forsøgt defineret for os, som om andre har en part i den?

Forvirringen og frustrationen over alle kasserne og mærkaterne vendte jeg til et spørgsmål om, hvorvidt jeg overhovedet skulle være i nogen kasse. Jeg lever jo mit liv, som jeg vil uanset. Jeg lægger ikke skjul på noget, og jeg begrænser ikke mig selv, men jeg har grænser. Grænser for, hvad jeg vil være med til, grænser for, hvad jeg vil dele, grænser for, hvilke kampe jeg vil tage, og grænser for, hvor meget omverdenen skal have lov at definere mig. Jeg behøver ikke en kasse eller et mærkat.

Hver gang nogen kalder mig homo, lebbe eller lesbisk, og jeg tænker eller siger, at det er jeg ikke, er det ikke, fordi jeg benægter min seksualitet. Jeg ved godt, at jeg er homoseksuel. Men det har ingen krav på at få defineret. Jeg definerer ikke mig selv gennem de termer. Jeg er til gengæld holdt op med at sige, at jeg ikke er lesbisk, for så bliver jeg spurgt, hvad jeg så er? Biseksuel? Og det er jeg heller ikke. Det er jeg egentlig endnu mindre, end jeg er lesbisk. Jeg bliver desuden spurgt, om jeg er biseksuel uanset hvad, for jeg “har jo langt hår og ser da ikke særlig lesbisk ud?”.

Pointen er, at mærkaterne i min optik er en simplificering af min person og min seksualitet. 

Jeg er ikke lebbe. Jeg er ikke lesbisk. Jeg er ikke homo. Der hører så mange konnotationer og forestillinger med til de termer, som jeg ikke er. Det er ikke, fordi jeg ikke er proud. For selvfølgelig er jeg fucking proud. Men jeg vil også gerne bare kysse med en pige på en bar uden at blive bedt om at sætte varedeklaration på. 

Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at sige fra og sætte grænser. Jeg kunne godt tænke mig et nyt sprog for, hvordan vi taler om seksualitet. Lad dette være det første spadestik. 

02.10.18

Annonce for & Other Stories*

& Other Stories jakke* // Wood Wood hoodie // Wood Wood bukser //
New Balance 990 sneakers // Mads Nørgaard taske

Det er simpelthen helt vildt, hvor mange spørgsmål jeg har fået omkring min nye (og første) camouflagejakke*. Jeg spottede den selv på en pige til fredagsbar ude på mit studie, og kunne selvfølgelig ikke lade være at spørge, hvor den var fra. Et par dage efter tikkede der en mail ind med en forespørgsel på et samarbejde med & Other Stories*, som jeg selvfølgelig takkede ja til med det samme. Sådan er livet lidt spøjst nogen gange. Heldigvis havde de stadig jakken, og nu er den faktisk kommet på udsalg til nærmest ingen penge. Den er super god med en hættetrøje nu her, og så er jeg helt sikker på, at jeg igen til foråret vil være glad for at have tilføjet den til min garderobe. Apropos forår har jeg også klikket de her bukser* hjem, som måske er lidt overmodigt blege i farven til denne sæson, men de sidder som en drøm, og ser virkelig godt ud med både sneakers og støvler til. Det skal bare lade være at regne, så jeg kan gå ud og sporte dem.