Fuck, hvor har jeg brugt mange dage på at forsøge at få skrevet en indledning til det her blogpost. Der er sådan lidt kill your darling over det, når jeg skal fortælle folk, at 2016 bliver året, hvor jeg lukker og slukker på amaliewessel.dk. Men det er selvfølgelig aller sværest at skulle fortælle det til jer, og derfor har jeg brugt lange minutter på at stirre på et meget tomt tekstfelt. Jeg har mistet grebet, tror jeg. Mistet fodfæstet i en blogverden, der slet ikke ligner den, jeg trådte ind i tilbage i marts 2012, da jeg skrev under på min kontrakt med Bloggers Delight. Det var dér, bloggen tog fart, og det gik op for mig, at bloggen havde værdi for andre end mig selv. Det har jo altid været lidt et socialt eksperiment for mig, fordi jeg startede bloggen ud fra et ønske om at blive en del af et fællesskab. Med bloggen var jeg aldrig alene. Ikke nok med at have et fællesskab med jer læsere, har jeg med relation til bloggen mødt to fantastiske mennesker, jeg ser mig selv være venner med altid. Om dét kan jeg intet ondt sige, og jeg er evigt taknemmelig for at have dem i mit liv. Med mit samarbejde med Bloggers Delight, blev jeg desuden en del af et bloggerfællesskab. Men man må aldrig lukke øjnene for, at blogmediet, uanset fællesskabets størrelse eller sammenhold, er en dyrkelse af individet, selvet, jeg’et. Det handler om mig, mig, MIG. Og med en udvikling, hvor det er blevet lige så normalt at tjene penge på sin blog, som det er at tage sokker på om morgenen, er blogs blevet forretning. Sådan har det været i lang tid, men jeg har nok haft en naiv forestilling om, at min blog ikke var forretning, så længe mit eget mål ikke var at skabe forretning. Jeg tog fejl. Det er en forretning, selvom min vision er en anden.

I den seneste periode har der været rigtig mange sponsorerede indlæg både på bloggen og på min Instagram profil, langt flere end jeg finder acceptabelt på en blog. Det har fået det uheldige udfald, fordi jeg har været tom for inspiration og enormt presset, så jeg har udskudt deadlines gang på gang, og det var dér, jeg for alvor kunne se det. Jeg kan ikke lide min egen blog, og jeg har det ikke sjovt med bloggen mere. Jeg nyder det helt enkelt ikke. Det gør så ondt at indrømme over for mig selv, fordi jeg i virkeligheden nok har vidst det længe, men bare skubbet tanken til side, for hvem fanden er jeg, hvis jeg ikke er bloggeren Amalie Wessel? Det gør også ondt at indrømme det over for jer, fordi jeg ved, at mange af jer oprigtigt har været glade for at læse min blog. Men som en klog bekendt sagde, hvis først følelsen af at ville stoppe er der, går den jo ikke bare lige væk igen.

En anden rigtig stor faktor i alt det her er, at jeg skal være på højskole de næste seks måneder. Det er en stor beslutning, og jeg er pisse nervøs, men jeg kunne bare mærke, at jeg spildte mit sabbatår på noget, der egentlig ikke udviklede mig som person. Og det har det jo så alligevel gjort, for nu står jeg her og kaster mig ud i nye eventyr. Jeg vil gerne lære nyt, opleve nyt, møde nye mennesker, så selvom højskole måske er lidt af et wild shot for en, der er vant til at sidde foran computeren rigtig meget, er det samtidig bare så oplagt, at det er dét, jeg skal. Om ikke andet for at give mig selv en udfordring.

Til sidst vil jeg gerne, uden at blive alt for sentimental, sige det største og varmeste tak for jeres evige støtte, jeres fantastiske kommentarer, måden I kender mig uden at kende mig, jeres fucking fede musik forslag og jeres humor. Mine teenageår havde fandme været én stor røvbanan uden jer, og jeg er både stolt af og taknemmelig for alt, jeg har opnået med bloggen. Men som ordsproget siger, man skal stoppe, imens legen er god, og det er allerede lidt for sent .. Af hjertet, undskyld & tak for alt.