Serie: Dét skal du høre på RF16 #5

OM AT OPLEVE ROSKILDE FESTIVAL PÅ EN ANDEN MÅDE

rf16

Min hvide t-shirt er gennemsigtig, før jeg når til Hovedbanegården. Luftfugtigheden føles tungere end min bagage, og de to ting til sammen forøger tykkelsen af mine fingre. Jeg skubber noget af min bagage med fødderne, imens travle københavnere på fortovet kigger opgivende på mig. Jeg har gummistøvler og kasket på, en campingstol sat fast på rygsækken og tasken, jeg skubber hen ad fortovet, er fyldt med papvin.

Efter næsten tre timer i bil, to af dem brugt på at sidde i kø på en strækning på 300 meter, ankommer jeg, får mit frivillig-armbånd, går fire kilometer med min bagage, denne gang i regn, den spiser jeg en durum i bagefter, og så har jeg min første vagt klokken 22. Jeg skal gå patrulje i Clean Out Loud for at holde øje med, om nogen lægger sig på de reserverede områder. Det er der flere, der gør, og de får pænt at vide, at de skal vente, til klokken slår midnat.

Næste morgen begynder mit arbejde som presseansvarlig for Clean Out Loud, alt imens jeg stadig har almindelige vagter under skraldeparaderne, der pryder stierne hver formiddag. Jeg snakker meget i telefon, aftaler rundvisninger, finder camps med sjove tiltag, viderebringer informationer til Roskilde Festivals presseansvarlige, og så tager jeg selvfølgelig billede med Bertel Haarder, da han kommer for at se, hvordan Clean Out Loud ser ud. Imens alt det her sker, går jeg glip af blandt andet Silvana Imam, Santigold og Liss. De fleste aftenkoncerter går jeg også glip af, heriblandt Artige Ardit, Chinah, Tame Impala og James Blake, hvilket jeg stadig har ondt i maven over. Til gengæld har jeg prøvet noget nyt og lært rigtig meget. Jeg er også så heldig at få lov at komme med til reception, da Clean Out Loud bliver overrakt Miljøprisen 2016.

Og det er egentlig heller ikke sådan, at min festival ikke har alt det, den skal have. Jeg får drukket uendeligt mange kolde øl, vi spiller ølbowling, fester i andre camps og hører ‘Model’ af Gulddreng et utal af gange. På festivalpladsen spiser jeg både flæskestegssandwich, faktisk tre gange, pizzaklapper fra Gorm’s, nuddelret fra Thai Lanna og selvfølgelig tarteletter. Jeg tager bad i medarbejderområdet, hvor der også er grillmad og fadøl til fair priser, og der kan man også høre sine egne tanker lidt bedre. Fredag hører jeg først Anderson.Paak, hvorefter jeg går mod Orange Scene for at høre min sjette Scarlet Pleasure koncert. Og her indtræder den. Den famøse lykkefølelse, der bliver snakket så meget om. Emil Goll træder ud på scenen, kigger charmerende ud over menneskemængden, musikken spiller, og et sus går gennem min krop. Koncerten er sublim, han er pisselækker, og jeg er helt igennem glad.

Nu er det tilbage til hverdagen, og de to første ting på dagsordenen er at pakke ud fra mine seks måneder på højskole og arbejde i forsøg på at rette op på skaderne på min konto.

Havde I en god festival?

   

2 kommentarer

  • Clara

    Hej Amalie. Virkelig fedt at du deler ud af højskole oplevelserne! Jeg skal selv afsted på Vallekilde i januar 17. Har indtil videre bestilt inkl Roskilde, men nu bliver jeg helt i tvivl. Jeg elsker at gå til koncerter og have fri, og bliver lidt skræmt over at gå glip af så meget. Fortrød du at du købte det gennem højskolen og ikke bare almindeligt?
    Venlig hilsen

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Clara. Det er måske ret utydeligt i min beskrivelse af festivalen, men jeg valgte frivilligt at arbejde en del mere end alle de andre, da jeg var redaktør for vores pressegruppe. Derfor skulle jeg tage imod opkald, vise folk rundt, være til møder etc., selvom jeg teknisk set havde fri på vagtplanen. Jeg tog også nogle ekstra vagter for folk, der blev syge. Jeg er helt sikker på, at arbejdsbyrden er en anden, hvis man ikke tager ekstra arbejde på sig, som jeg gjorde. Man har også forskellige roller, og det hele bliver forventningsafstemt hjemmefra. Du skal helt sikkert tage oplevelsen at være frivillig med højskolen, for det er super sjovt, og jeg ville ikke have været det foruden :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Serie: Dét skal du høre på RF16 #5