• Marie Jedig
  • Fredes Blog
  • Wewonder
  • Amalie Wessel
  • ···
DREAM TO WEAR: GANNI AW16

5 FORDOMME OM CBS

Det er allerede lykkedes mig at blive kaldt “CBS stereotyp”, da jeg den første dag kom med en joke om lige at pudre næsen, inden vi skulle have taget foto. Det var tydeligvis for tidligt i forløbet til sarkasme, men det gav mig idéen til dette indlæg, for der er virkelig mange fordomme om CBS studerende, både eksternt og internt på CBS. Her er et par ord om fem af de fordomme, jeg oftest har hørt om eller oplevet. Tag det med et gran salt og en god bid humor:

JAKKESÆTTENE: Der er mange, der tror, at man kun møder fyre i jakkesæt på CBS. Det passer ikke. Der er også fyre i Ralph Lauren skjorte, en mere casual habitbuks og Adidas sneaks, selvfølgelig ‘Stan Smith’ modellen. Man skal jo nødig skille sig ud. Nogen er faktisk så casual, at de har valgt Ralph Lauren t-shirten, så kom ikke her og sig, at man ikke kan være nede på jorden på CBS. Okay, sandheden er den, at du kan finde enhver type. Med og uden fest med hest.

NORDSJÆLLÆNDERE & RESERVATET: En meget populær fordom er den om, at det vrimler med selvudnævnte upcoming direktører og virksomhedsejere, som er blevet inspireret/manipuleret af far eller mor under deres opvækst i Nordsjælland/reservatet. Det gør det sikkert også, men ikke på min linje, og dermed kan det jo ikke være generelt gældende for CBS. 1-0 til mangfoldigheden. Min linje er faktisk beriget med alt fra jyder til nordmænd.

KARAKTERSNOBBERI: På CBS er der ikke en eneste uddannelse med en adgangskvotient under 8,4, og på standby kommer snittet ikke under 7,9. Med andre ord skal man have klaret sig rigtig pænt i gymnasiet for at opfylde kravene til bare én af uddannelserne på CBS. Heraf kommer selvfølgelig fordommen, at CBS handler om at være den helt store topscorer. Det passer ikke. Karakterer alene kan nemlig ikke bane vejen for din karriere, og ofte er et godt netværk stærkere end karakterer. Derfor går vi også meget op i kindkys og champagneskål.

RUSTUREN: Takket være et par uheldigheder på sidste års rusture, som sikkert er sket flere gange uden omtale i medierne, hersker nu også en fordom om, hvordan CBS rusture løber af stablen, eller skulle jeg sige “løber af sporet”. Vi snakker konkurrencer om at deepthroate bananer, der belejligt sidder mellem benene på en fyr og tømme shotsflasker for at skulle tømme en ny, hvis man ikke klarer den første. Det er rent faktisk sket. Men det sker ikke mere, så lad os lige give en klapsalve for hurtig opdatering af regelsæt. Nu drikkes der først efter kl. 17, der serveres intet stærkere alkohol end 20%, og der gøres meget for bekæmpelse af gruppepres, blandt andet ved konstante tilbud om cola i stedet for sprut. Hvor fedt er det lige, at man som CBS studerende ikke er voksen nok til at kunne tage på rustur uden sådan et sæt regler.

HVAD ER DET DER SU: Den femte fordom går på, at eftersom CBS studerende jo alle sammen har ophav i reservatet, er det selvfølgelig ikke egne penge, der trækkes fra, når guldkortet bliver swipet. Fars & Mors Bank håndterer det hele, og både lejlighed, bil, flasker i byen og frokost på Joe & The Juice i Frb. Centeret betales med forældrenes lommer, der er fulde af guld. På den måde kan den kære CBS studerende gå gennem sine studieår helt uden realitetssans. SU er man ikke så bekendt med, cafépenge derimod, dem kender man, og de går selvfølgelig til formålet: caféture og nyt kluns. Endnu engang er dette selvfølgelig ikke realiteten, og rigtig mange betaler faktisk husleje med deres SU. Den er bare ikke så høj, da det jo selvfølgelig er forældrekøb.

Tak til alle, der læste med hertil!

Husk iøvrigt at like min nye Facebook-side! Der deler jeg alle nye indlæg.

   

5 kommentarer

  • Kristina

    Som kommende 3. semesters- studerende på HA(kom.) får det her indlæg mig til at grine lidt for mig selv. Er tosset med dine sarkastiske indlæg som dette. Du er uden tvivl havnet på den rette linje.

    God vind med studiet – og held og lykke med mikroøkonomi ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Kristina, tusind tak, haha! Jeg føler mig også godt hjemme på hvad der for mig virker som den eneste linje med selvironi og en god blanding af alle typer. Tak igen, og der er intet, jeg glæder mig mere til end mikroøkonomi ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Hahaha så grineren! De “fucking CBS’ere” som vi kalder dem på Danmarks andre universiteter. ;)
    Oplevede min del af “CBS-typen” på udveksling, hvor vi alle var havnet på samme universitet. Eksempel 1: CBS fyr introducerer sig med, at gå på den linje, der kræver det højeste snit på over 12, for at komme ind… Ok, tak for info. Eksempel 2: en anden CBS fyr (born and raised i reservatet) spørger mega ignorant “hvordan har du det egentlig med at være sønderjyde, når hele Danmark hader jer, fordi der ikke er noget vækst i udkants Danmark”. Øhm, hm… Jeg kan nu godt lide at være sønderjyde. Haha, der er åbenbart mange fordomme om jyder, når man selv er Køøøøøøøbenavner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hahaha, det er så gode eksempler! Har også mødt min del af spøjse CBS’ere, der vist ikke rigtig ved, hvad der fanger en piges opmærksomhed i en smalltalk ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Haha jeg grinede allerede ved den her kommentar: “Okay, sandheden er den, at du kan finde enhver type. Med og uden fest med hest.” Pisse godt indlæg! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DREAM TO WEAR: GANNI AW16