UGENS PLUS- & MINUSPOINT #5

OM HVORFOR JEG BLOGGER, OM KVINDEBILLEDER & MISFORSTÅELSER

Som jeg fik nævnt i mit femte blogpost om ugens plus- og minuspoint, har jeg haft en samtale, en diskussion om man vil, med nogle unge piger på min egen alder, som jeg skulle arbejde med til deres filmprojekt om kvindebilleder blandt unge kvinder i det danske samfund. Projektet bliver offentliggjort på et eller andet tidspunkt, og de er helt indforståede med, at jeg har set projektet som lidt af et angreb mod mit “felt”, og vi har også haft en god snak om det efterfølgende, så dette er på ingen måde backfire mod dem, men derimod et debatindlæg med formålet at belyse et emne, som jeg føler mig nødsaget til at råbe lidt højere omkring. Snakken med dem har givet mig det sidste skub i rumpetten, der skulle til for at få skrevet det her ned.

Jeg kan forstå, at der findes mennesker, som tror, at man starter en blog med præmissen, at man har et så interessant og godt liv, at man føler, det er noget at byde andre at følge med i. Dét skræmmer mig helt vildt, at der muligvis sidder piger, drenge, kvinder eller mænd og tænker sådan om mig, hvis de kommer forbi min blog eller min Instagram. Og til de, der spørger, hvad jeg ønsker at opnå med min blog, vil mit svar altid være, at jeg ønsker at inspirere andre mennesker, som jeg selv er blevet inspireret af mine forbilleder i “blogland”.

Men formålet var ikke at inspirere andre, da jeg som 13-årig lagde min første video på YouTube. Jeg ville bare gerne være en del af noget. I ved, der er altid hestepigerne, sportspigerne eller musikpigerne, og jeg passede bare ikke rigtig ind nogle af de steder. Jeg gik til billedskole, men så snart min far gav mig mit første kamera, blev jeg langt mere optaget af at være digitalt kreativ. Jeg ved ikke, altså jeg har nok altid været lidt en nørd. Jeg glemmer aldrig, da jeg fik min første bærbare computer, og vi fik trådløst internet. Det var, uden pis, rigtig stort for mig.

Ved at blive en del af YouTube og senere blogverdenen, fandt jeg mit eget felt. Jeg fandt noget, der var mit, en hobby, som jeg var god til, og som jeg kunne dele med andre, der kunne lide det samme som mig. Og nej, jeg vidste ikke, hvem jeg var, da jeg startede. Det ved jeg måske ikke engang nu, så jeg har med garanti ikke følt, at jeg kunne byde på noget særligt, men jeg skabte et kreativt forum, som også blev et socialt forum, og det er, set i bakspejlet, ret genialt tænkt af en forvirret 14-årig, synes jeg. Selvom jeg nok ikke tænkte så langt dengang.

De her piger spurgte mig, om ikke jeg er med til at give et forceret kvindebillede til unge piger, fordi jeg lægger min hverdag på bloggen og på Instagram, og at det aldrig kan være det hele billede, fordi man sorterer i, hvad man deler. De spurgte mig også, om jeg aldrig er bange for at blive misforstået. Og lige dér, med alle deres spørgsmål om, hvorvidt mine medier påvirker andre negativt, kom øjeblikket i hele min blogs historie, hvor jeg har følt mig allermest misforstået.

Jeg har brugt min blog til at udvikle den “kvinde”, jeg er i dag, og det er ikke en kvinde, der føler sig bedre end sit publikum. Det er ikke en kvinde, der har det hemmelige kodeord til et perfekt liv uden sorger eller tøjkriser og kun med gode hårdage og Instagram-mad på “in” steder i København alle ugens dage. Jeg er så ked af, hvis der er mennesker, der tror, at det er grundlaget for en blog. Og jeg synes også, at mine tekster udtrykker, hvor almindelig en pige jeg er. Også selvom jeg værner om mit privatliv og vægter de positive indlæg højere end de negative.

Jeg spiser rugbrød med fucking æggesalat ret tit, bliver også ignoreret af fyre, oftere end hvad acceptabelt er, vil nogen mene, jeg bander tit over mit studie, og jeg har tilbagevendende identitetskriser, hvor jeg vender alt på hovedet og revurderer mig selv fra ethvert muligt perspektiv, og nogen gange vasker jeg ikke hår i tre dage. Idéen med min blog er ikke at sige “jeg er kvinde på den mest rigtige og bedste måde”. Jeg er blevet kvinde sammen med jer, med bloggen, og jeg udvikler mig med den vision at dele ud af mine erfaringer, om det så handler om en t-shirt fra Kenzo x H&M, om at komme igennem 2.g på bedste vis, eller hvor man kan få en god frokost i København. Ikke fordi mine erfaringer er de rigtige eller bedste, men fordi de måske kan inspirere eller hjælpe nogen, ligesom jeg selv i høj grad er blevet hjulpet gennem mange dilemmaer, små som store, ved at læse blogs. Og i den grad også ved at blogge. Jeres kommentarer er jo også en stor hjælp, og så er vi tilbage ved det sociale forum.

Jeg kan ikke stå til ansvar for, hvilket kvindebillede andre influencers fremstiller, men jeg kan stå til ansvar for mit felt. Og det ville jeg bare gerne lige ud med. Rigtig mange pluspoint til de, der har læst med helt hertil. Jeg håber, I forstår mig.

13 kommentarer

  • Camilla

    Musse ❤️👏🏾

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Du er virkelig så sej og du inspirer mig så meget! Du gør et skide godt job, og det skal du bare lige vide.
    Min veninde og jeg har en helt lille fanklub omkring dig, hvor dine brugte “udtryk og vendinger” i blogposts kan gå hen og blive til vores eget lille sprog (Min veninde var så tæt på at græde, da du lukkede bloggen for ca. et år siden. No joke! Hun er en KÆMPE fan!)

    Det synes jeg bare lige, at du skulle vide som et lille skulderklap. Og så en tak for at bruge din tid på en blog, som er et lyspunkt i min ellers lidt for ofte grå hverdag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Hold kæft hvor er det en fornøjelse at læse dine længere og mere debatterende tekster, Amalie.
    Når det er sagt, synes jeg i hvert fald ikke, at du skal være bange for at give et forvrænget billede – på din blog er der jo netop (synes jeg) en jordnær stemning, og du blogger bl.a. om alt fra ugens små kiksere, tvivl på studievalg og up’s and down’s ved at være ung! Hvis man som helhed opfatter din blog til at være forvrængende af kvindebilledet, har man enten ikke læst den særlig godt eller også vil man måske bare gerne være kritisk for at kritisk, hvis du spørger mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie K

    Sikke en fornøjelse at læse dette indlæg, Amalie! Du er så pisse sej!!!
    Kan slet ikke få armene ned, du er så fucking inspirerende altså!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Asta

    Amalie, du er så fucking sej altså ❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie G

    Kære Amalie. Jeg synes du er fantastisk sej! Jeg læser den blog (som den eneste jeg rent faktisk læser og ikke bare scroller hurtigt igennem). Jeg er endda en smule ældre end dig (26) og jeg har også identitetskriser (stadig) og jeg har stadig ikke lært at spare penge sammen, men din blog får mig dog alligevel til at tænke at det hele nok skal gå :) jeg er vild med dig! Selvom jeg kun kender dig herfra. Du er meget talentfuld og jeg ville ønske jeg havde været lige så sig som dig da jeg var 20!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Jeg synes bestemt, at du er en af de personer i blogland, som formår at vise et rigtig naturligt og “glansløst” billede af dig selv, som stadig er sindssygt inspirerende. Jeg kan virkelig spejle mig selv i dig, og det må jo bare betyde, at du er lige så normal som alle os andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Jeg har læst din blog fast lige siden du åbnede den og synes du er helt vildt god til at holde den jordbunden og nede på et niveau man kan relatere til, samtidig med at der også er masser af indlæg, der inspirere. Vi er på samme alder og særligt derfor, synes jeg, at det har været så interessant og givende at følge din udvikling.
    Når alt det er sagt, synes jeg et eller andet sted også, at det er ærgerligt, at man her i Danmark aldrig må sige, at man er noget særligt, eller har noget særligt at byde på. Lige så vel som du er en helt normal 20 prof kvinde er du vel også på din egen måde noget særligt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hamrende godt indlæg! Du er meget inspirerende Amalie! Bliv ved med det gode arbejde😌🙃

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Paula

    Jeg må sige – igen – praise you!! Jeg er tosset med din blog, du er fandme dygtig!
    Som du svarede mig i min sidste kommentar, så har du ikke helt kunnet mærke os “læsere” helt endnu – men jeg VED med sikkerhed, at der er en masse såkaldte spøgelseslæsere, som bliver enormt inspireret af dig, men blot ikke giver lyd fra sig. Det var jeg selv indtil jeg kommenterede et af dine blogindlæg for første gang.
    Jeg ved, at vi er mange der følger med og er skide glade for dit “comeback” – bliv ved!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    High five, Amalie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Hej Amalie, helt ærligt, så har jeg aldrig set dig som andet end en helt almindelig, nede-på-jorden pige, som de fleste af os jo er. Forestillingen af dig med en æggemad i hånden synes virkelig realistisk for mig, forstå mig ret, haha. Bliv ved med at være den du er – og at skrive sådan nogle seje indlæg her :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise H.

    Der er ingen skam i at være en nørd – synes derimod det er sejt og pisse fedt, når folk virkelig interesserer sig for noget og brænder for det.

    Synes du gør et godt stykke arbejde, som jeg har fulgt med i siden 2012.

    Kh
    Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

UGENS PLUS- & MINUSPOINT #5