VORES KAMPAGNEVIDEO FOR KØBENHAVNS KOMMUNE

NÅR DET BLIVER SÅ SVÆRT, AT DET IKKE BLIVER SAGT

tumblr_mpjpl3cfnv1rkzjt0o1_540

Jeg ved ikke, om det her får lov at komme ud på bloggen, men hvis du sidder og læser med nu, har jeg tydeligvis samlet mod til det. Tankerne har rumsteret i mit hovede, siden mit første sabbatår startede i august 2015, og jeg har ikke turde skrive om det andre steder end min dagbog. Men det skaber en afstand til det her medie, som sådan en elefant i rummet, fordi jeg har en konstant følelse af at holde noget skjult, hvilket jeg jo i virkeligheden også gør. Og hvis bloggen skal blive ved at være et frirum, bliver jeg nødt til at skrive om det. Og udgive det også, tror jeg. Jeg har det alle dage bedst med ærlighed, og I har garanteret allerede lagt mærke til, at det ikke helt kører på skinner for mig. Eller i hvert fald lagt mærke til, at jeg er mindre aktiv. Og jeg ved det ikke, men jeg tænker, og håber inderligt, at jeg ikke er den eneste, som kæmper med svære tanker, så derfor skriver jeg nu ud til jer. Selvom jeg selvfølgelig ikke håber for nogen, at de går igennem det samme som mig.

Det var et chok for mig at blive færdig med gymnasiet. Jeg havde ikke det mindste begreb om, hvor tomt det ville føles. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig .. At jeg skulle rende i byen tre gange hver weekend, være håbløst forelsket i en fyr, der ikke ville være kærester, og så bare håbe på, at der faldt en plan ned i hænderne på mig. Det er ikke en god plan for et sabbatår, kan jeg hilse og sige. Jeg tog på højskole, men fandt flere spørgsmål end svar, og jeg begyndte at føle mig bange, sådan rigtig hvad-skal-der-blive-af-mig-bange. Ikke at have et klart svar på, hvad jeg havde lyst til at lave, blev til et spørgsmål, om der var noget galt med mig, og det følte jeg helt bestemt, at der var. Sådan har jeg det stadig de fleste dage. Samtidig blev jeg i 2016 syg af noget vitaminmangel, som tog rigtig meget hverdagsglæde fra mig, og gjorde mig endnu mere bange, fordi det gjorde nogle ting ved min krop, jeg ikke kunne forstå. Det bliver behandlet, heldigvis, men det påvirker mig stadig meget. Og det gjorde desværre, at jeg ikke kunne være 100% deltagende i den sidste del af mit højskoleophold.

Jeg er min egen største kritiker. Og det var bestemt ikke fedt at opdage, at jeg ikke havde en sommerfugl i maven, der ville søge ind på Journalisthøjskolen. Jeg så det som et nederlag. Jeg følte mig så magtesløs i hele det her ræs om at vælge uddannelse, men jeg ville bare så gerne tilbage til en almindelig hverdag. Og det var så her, jeg valgte at søge ind på CBS, fordi det virkede som en god idé. Så kunne jeg starte bloggen op igen, få mit selvsikre jeg tilbage, og leve en god tilværelse med studie på CBS og succes på bloggen. Jeg prøvede endda lige en ekstra gang at få fyren til at ville være kærester med mig. Den ligning kunne jeg bare ikke få til at gå op, og jeg endte med at droppe ud af studiet i februar måned i år. Selvom jeg hele tiden fik at vide, at det var en modig, men rigtig beslutning, føltes det for at være helt ærlig mest som endnu et nederlag. Jeg stod jo ligesom uden en hverdag igen, og hvis der er noget, jeg ikke er særlig god til, så er det at omstille mig. Jeg kan godt lide, når tingene er, som de plejer, jeg elsker vaner og rutiner, og jeg trives rigtig dårligt med uforudsigelighed eller planer, der laves om. Det er måske svært at forestille sig, hvis man ikke selv har det sådan, men I kan måske alligevel regne ud, at alle de forandringer ikke har gjort mig til et gladere menneske. Jeg blev ikke gladere af at droppe ud af CBS, men samtidig er jeg helt sikker på, at det ikke var den rigtige uddannelse for mig.

Jeg arbejder rigtig meget på at rydde op i al angsten og fortvivlelsen i mit hovede, og jeg er faktisk i den forbindelse begyndt hos en psykolog. Det kan lyde meget åbenlyst, men det har været vigtigt for mig at høre nogen sige, at jeg skal spørge mig selv, hvad jeg egentlig har lyst til. Og at det også kan være okay ikke at vide det. For jeg tænker rigtig meget over, hvad der er rigtigt at gøre, sejest eller bedst at gøre i andres øjne, og det er rigtig hårdt at løbe om kap med. Jeg har bare forklædt det i, at jeg gjorde det, som jeg fandt rigtigt for mig. Jeg troede, det var rigtigt for mig at flytte hjemmefra en måned efter studiestart, og jeg glemte helt at mærke efter, om jeg nu også havde mod på den forandring. Jeg tror, jeg har haft alt for travlt med at skulle en masse i forsøg på at opnå en eller anden status for min tilværelse, og det er bare gået den helt modsatte vej. Det er et kæmpe fucking nederlag, og det er helt vildt svært at snakke om, fordi det jo desværre er et stort tabu at have rod i tilværelsen. Og i endnu højere grad, når det er rod i tankerne, der er skyld i det. Jeg ville ønske, det var mere okay at sige det højt.

Al denne her fortvivlelse er enormt stressende for mig, og jeg er blevet nødt til at sige nej til mange ting. Det går især ud over bloggen og relationer. Både arbejdsmæssige og sociale. Men jeg kunne sagtens sige nej til endnu mere, og nogen gange tænker jeg på, hvordan det ville være at tage i sommerhus i nogle uger, bare mig og en stak bøger. Om jeg så ville komme tilbage med helt nyt mod. Det findes måske kun i film .. Om under en uge flytter jeg til et nyt sted, og jeg vil gerne se på det som at give mig selv en ny start og chancen for at tage det i mit tempo. Og så går jeg faktisk også, og venter på svar på, om jeg er kommet ind på uddannelse .. Denne gang er det gennemtænkt, så jeg krydser virkelig fingre!

Jeg har ikke skrevet det her med ønske om medlidenhed, men med ønske om, at det bliver okay at sige det højt, når noget er rigtig svært, og når det bliver så svært, at man ikke kan overskue det selv.

32 kommentarer

  • Daniel

    Malle for pokker <3 Du får lige verdens største og varmeste virtuelle krammer herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • k

    Hvis det kan trøste dig på nogen måde, så tror jeg at flere oplever den følelse som du beskriver end man lige går og tror. Den rodløshed og dét at være rammeløs er bestemt ikke sjovt, men jeg er bange for at man nok nærmere skal have nogle redskaber til at kunne kapere den følelse fordi af min erfaring er fremtiden bare altid ret usikker. Og på en måde er da det egentlig meget heldigt, fordi det kan virkelig også få en ud på sit livs eventyr! :-) Jeg håber i hvert fald på at du kan finde en ro i rodløsheden. Og tak fordi at du deler! især når det har været så svært, men som sagt tror jeg at mange går og bakser med det samme, og det er altid dejligt at vide at vi aldrig er alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Super flot indlæg Amalie! Virkelig flot skrevet! <3 Jeg har selv lige holdt et sabbatår, som på ingen måde blev som jeg havde planlagt det. Dejligt, at jeg ikke er ene om at være maks frustreret over studievalg og fremtidplaner…Puh, hvor kan det egentlig suge livsglæden ud af en!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hej
    Jeg står selv i samme situation – jeg har fordrevet tiden med mange forskellige ting, og står nu, få dage før man skal søge, og er helt blank. Hverdagen virker tom uden en klar fremtid… Hvad har du søgt ind på? Det kan være det hjælper mig, ider vi virker ret ens på mange punkter (ud fra det jeg har set af de mange år på bloggen).
    :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Super lækkert indlæg. Jeg har søgt ind på studie her til sommer efter to sabbatår. Jeg har lige sagt op fra mit job i Illum som jeg hader, uden egentlig at vide hvad der skal ske. Men jeg er så psykisk nede lige nu at det ikke er det værd. Jeg ved sgu ikke hvad jeg gør, hvis ikke jeg kommer ind på studie. Tanken om et 3. Sabbatår skræmmer mig alt for meget. Tusind tak for din ærlighed, du er ikke alene!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • k

      Det lyder som den helt rigtige beslutning du har taget om at sige op fra dit arbejde, og selvom at det måske virker enormt stressende at du ikke ved hvad dit næste træk er, så er livet bare for kort til at gå på arbejde hver dag og hade sit job. Jeg krydser fingre for at du kommer ind på studiet og at det er lige præcis det du drømmer om. Hvis ikke du kommer ind, så kan du jo altid prøve næste år, og jeg er sikker på at du finder noget fedt som kan give dig glæde at lave i mellemtiden :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Hvor er det dejligt at vide at man ikke er alene om de her tanker og følelser. Står selv og skal til at søge studie, men intet siger mig noget og alligevel kan jeg ikke overskue endnu et sabbatår. Det studie jeg overvejer kræver at jeg flytter til Aalborg fra Kbh, så jeg bærer på en masse angst og stress disse dage. Tak fordi du valgte af dele det med os!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Iben

      Jeg kan berolige dig med, at Aalborg er en dejlig by, så jeg er sikker på du vil falde godt til her :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    For mit vedkommende er jeg selv lige blevet færdig med gymnasiet. Der helt klart var 3 fantastiske år, men gode minder. Det bliver for mig tomt og sværg at forlade de trygge rammer som gymnasiet giver. Men samtidig er jeg ser jeg også frem til at møde noget nyt, og komme ud og afprøve mig selv. Lige pt ved jeg ikke hvad fremtiden bringer, og hvor og havd jeg laver om nogle år. Hvilket kan virke utrolig skrammende. Der er så mange valg man hele tiden skal træffe, og om man så træffer det rigtige, kan tiden kun vise. Men der er så meget pres på os. Vi skal kunne det hele og vide det hele. Men det kan vi bare ikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    det stærkeste, ærligste, mest reelle og mest ægte blogindlæg jeg nogensinde har læst

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Du er ikke alene, tak fordi du åbner op <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hannah

    Dette er så ærligt, ægte og relevant, og det beskriver så fint hvilke tanker mange unge (inkl. mig selv) går eller har gået rundt med. TAK at du bruger det talerør, du har, gennem bloggen til at bryde tabuet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julia m.

    Mia Gardum tager tit i sommerhus alene, så det kan du altså også sagtens gøre. Bare gør hvad du har lyst til og skid være med hvad andre tænker 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Kære Amalie. Dit indlæg er SÅ vigtigt og så SEJT at du sætter ord på det. Jeg har selv kæmpet med angst i flere perioder og har desværre bare måtte erkende at det er en del af mig. Både i perioder efter gymnasium, højskole og nu senest færdiggjort uddannelse. Jeg er helt sikker på at tingene skal nok skal flaske sig for dig. Tag tingene i dit helt eget tempo og mærk efter som du jo også gør. Det belønner sig virkelig i sidste ende. Ønsker dig det bedste! Og krydser fingre med studiet. KH en der søgte ind 3. gange på drømmetstudiet før det lykkedes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg synes det er så flot skrevet, hvis flot er det rette ord… Jeg har også altid følt dette emne har været et tabu. Jeg blev student i 2013, hvor jeg egentlig havde planlagt et sabbat år efterfølgende. Men efter 1 uge uden et andet formål end at arbejde på mcD kunne jeg godt fornemme det ikke var rigtigt, jeg var nødsaget til at finde et formål for min hverdag. Til mit held opdagede jeg denne hverdag-uden-formål hurtigt og dagen inden sidste frist for ansøgning til universiteter, fik jeg søgt ind på en professionsbachelor i it. En professionsbachelor jeg egentlig valgte, fordi 5 år med skole lød af meget, men 3,5 var alligevel til at overskue.
    Men it var ikke noget jeg vidste noget om, jeg vidste bare jeg var god til at bruge systemer.

    Så jeg kom ind i en helt ny og anden verden. På et studie, hvor størstedelen af personerne var langt ældre end mig, kom med viden og stor erfaring fra arbejdslivet. Jeg følte mig så bagud og jeg stod ofte af i samtalerne på studiet, fordi de var langt mere erfarne og “bedrevidende”. De vidste jo hvad de talte om, men glemte lige at køre det ned på et niveau, hvor jeg der kom helt uerfaren direkte fra et STX gymnasie.

    Jeg overvejede at droppe ud hele tiden, fordi jeg følte mig bagud. Men jeg bestod alle mine eksaminer, ikke med top-karakterer, men jeg fulgte med.

    Det eneste jeg fokuserede på, var at uddannelsen skulle overståes.
    At jeg skulle igennem 1 forløb af kyssesyge og en forstuvet fod, som begge varede lidt over 0,5 år, gjorde det ikke nemmere.
    Ved siden af arbejdede jeg. I et job jeg egentlig ikke brød mig om. Men et job som var nødvendigt for at jeg kunne bo i min lejlighed og koble lidt af, samt være i et miljø – hvor jeg vidste hvad jeg talte om, fordi jeg havde været der i mange år.

    På studiet var jeg mig selv fordi jeg var yngre og ikke kunne tale med i deres snakke, jeg blev den stille og generte. Men på mit fritidsarbejde var jeg med og jeg vidste jeg i det mindste kunne bruges til noget, når jeg arbejdede – selvom arbejdet ikke lige var mig.

    Ovenstående grunde gav mig motivation til at fuldføre studiet, netop for lettere at kunne finde et andet job end mit fritidsjob, for at åbne flere karrieremuligheder.

    Jeg blev færdig i februar. Med et 12-tal. Jeg var så glad for endelig havde jeg gennemført mit mål. Men så kom den anden udfordring. At få et job. Jeg søgte og søgte, men alle ville antte folk med erfaring eller folk med en kandidat uddannelse. Men 1. Maj startede jeg i drømmejobbet. Det job hvor jeg skulle blive god til et system og lære andre det system.

    Jeg er glad nu, jeg arbejder meget, men det giver et formål, da jeg ved jeg bliver bedre og bedre jo mere jeg arbejder indenfor mit felt.
    Men hele min rejse har ikke været nem og jeg har været nede i næsten en kronisk depression under hele mit uddannelses forløb.
    Det var hårdt at skulle gennemføre, men jeg gjorde det og jeg takker mig selv nu, da det har givet mig et job, som lige nu ikke kunne være bedre!

    Med dette vil jeg bare sige til dig, at jeg kender din følelse, selvom jeg ikke er droppet ud, har ejg været nede i nogle sorte huller. Så sorte huller som jeg ikke har fortalt til nogen – før nu.
    Men når du har gennemført, så bliver du glad. Og du har noget i baghånden, om du vil bruge det eller ej – det tror jeg ikke er det store, men det at man har gennemført noget. Noget man kan fortælle andre man har foretaget sig i sit liv, det giver alligevel nogle succeskriterier.
    Klø på! Jeg er sikker på det hele nok skal blive godt, for nogen tager det bare længere tid – og sådan er det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susan

    At tage væk, langt væk med en masse bøger, dét findes ikke kun i film! Kan kun sige gør det, det hjalp i hvert fald mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Jeg tror desværre din følelse af utilstrækkelighed og ubeslutsomhed er ret normal. Selvom det selvfølgelig er betryggende at få at vide.
    Det er en kæmpe kliche at starte sætninger med “det samfund vi lever i”, men ikke desto mindre er det sandt.
    Jeg kan genkende det fra mig selv, men også fra rigtig mange i min omgangskreds. De fleste har faktisk en lille bid af det. Nogen har en lidt større.
    Jeg vil egentlig bare sige, at du i hvert fald ikke er alene <3 og at du ikke har travlt. Tag dig din tid! Kun du bestemmer hvad der skal ske herfra, og du skal kun leve op til dine egne ønsker og forventninger. Det kan også være svært nok, men det er nemmere end at skulle tænke så meget på alle andre også!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Sejeste Amalie, jeg ved, at SÅ mange har det som dig, og kan genkende sig selv i dit opslag -inkl mig selv. Tak for dit mod til at dele det. Det er vigtigt at få ud og få sat ord på. Jeg tror det er virkeligheden for mange unge(voksne), som står et sted i livet med tusinde beslutninger, men hvem er lige den første til at erkende det og sige det højt? Almost no one.
    Jeg håber det bedste dig. Tak for din dejlige blog <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Vi minder i virkeligheden ret meget om hinanden, vi to. Det kan du jo selvfølgelig hverken af- eller bekræfte, men det gør vi sgu. Der er det åbenlyse: 96’er-piger, som er født ind i samme verden, lever i samme land og er opvokset med en (formoder jeg) stor andel af de samme trends.
    Så er der det lidt ’sjovere’. Så vidt jeg har kunnet læse mig frem til gennem min tid som læser af bloggen her, har vi haft samme linje i gymnasiet – helt standard. Vi skrev om noget Helle Helle i SRP. At vi blev færdige med gymnasiet kom og overrumplede os i så høj grad, at vi helt mistede besindelsen, og følte os magtesløse. Du løste det via vikarjob, af hvad jeg kan læse mig frem til, og senere et højskoleophold. Jeg tacklede det ved – halvhjertet – at søge ind på en ledig plads på bacheloren i international virksomhedskommunikation – en uddannelse, der vist minder ret meget om den, du valgte på CBS?
    Faktisk var et sabbatår ikke helt min mening. Eller, det var det, men jeg havde søgt ind på journalisthøjskolen. Med afslag. Og det var mest for at afprøve systemet og se, om det egentlig var realistisk, men alligevel var det lidt af en mavepuster. Jeg havde haft journalistdrømmen siden 8. klasse, og afslaget tog egentlig hårdt på mig.
    Panikløsningen med den ledige universitetsplads på en uddannelse, som egentlig lød spændende nok, og som kunne lede mig til en kandidat i kommunikation, var – sjovt nok – helt forkert. Jeg endte med at gennemgå al undervisning på første semester, men at melde mig ud i midten af november. Så arbejdede jeg i en butik til de ikke havde brug for mig mere, og siden har jeg egentlig ikke udrettet en dyt… Eller, det skulle da lige være, at jeg i marts sendte en kvote to ansøgning i DMJX’s retning, i starten af april sendte min besvarelse af opgaven før optagelsesprøven, i slut april var til optagelsesprøve og i midt maj fik FUCKING SVAR OM AT JEG VAR BLEVET OPTAGET !!!!! Og jeg er så lykkelig. Så glad. Ubetinget glad. Men tvivlen er der endnu. Jeg ved jo reelt ikke, hvad jeg går ind til, om det er, hvad jeg regner med, om det er noget for mig. Men ved du hvad? Vi er kun mennesker. Man kan aldrig vide sig sikker. En ting er jeg dog sikker på; du er ikke alene. Og det tyder kommentarerne til dit fine, i øvrigt VIRKELIG relevante og vigtige, indlæg bekræfte. Vejen er altid snoet, men der er for det meste lys helt nede for enden :)
    For lige at lukke indledningen af, så tror jeg, at den største forskel er, at din journalistdrøm slukkede, mens min i den grad, i hvert fald for nu, drøner dauda!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Held og lykke med journaliststudiet.
      Har du været på højskole inden?

      Min drøm siden 8. klasse var at være journalist, men så tog jeg på højskole og fandt ud af, at jeg slet, slet ikke egner mig til at være så autoritær.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Tusind tak ror dette indlæg, Amalie!
    Jeg kan nikke genkendende til stort set alt det, du har skrevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Stærkt at du sætter ord på det, Amalie. Jeg tror mange drømmer om det perfekte voksenliv efter gymnasietiden, hvor det hele bare kører med job, studie og kæreste. Og det er den værste følelse ikke at leve op til sine egne forventninger. Men det er godt at høre at du lader dig slå så let ud. Og måske en tur i sommerhus ville hjælpe? Det kunne i hvert fald give dig tid og plads til at tænke tingene igennem og finde frem til, hvad der er vigtigt for dig og hvad der gør dig glad. Ja, det lyder sgu banalt og som en værre omgang navlepilleri, men pyt med det! Måske Mia Gardum kan være en inspiration for dig i denne forbindelse?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rebecca

      Jeg mente selvfølgelig, at du “IKKE lader dig slå ud så let”. Men det håber jeg fremgik af sammenhængen ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten

    Kære Amalie,
    jeg blev selv student i 2015 og var meget afklaret med at tage et sabbatår. Et år som så blev til to, og først nu er jeg færdig med at arbejde på den skole, hvor jeg har arbejdet det sidste halvandet år. I en fast 37-timers stilling.
    I fredags, efter de sidste kram fra de søde børn og efter sidste personalefest, var jeg rigtig ked af det. Jeg kunne ikke finde ud af hvorfor, og havde ondt i maven, på en måde jeg aldrig før har prøvet, hele weekenden. Det var så ubehageligt, og det er stadig ikke gået væk. Men jeg tror det må være fordi det er ved at gå op for mig, at en tid jeg har stornydt, er ved at være slut. Nu skal jeg til at flytte fra provinsen til København og starte på CBS efter sommerferien, et stude jeg ikke er sikker på er mig, men jeg håber det bliver godt, og at min klump i maven snart går væk.
    Ønsker dig alt det bedste <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Naba

    Jeg er så glad for du skriver det her blogindlæg. Jeg har haft det præcis på samme måde. Jeg blev student i 2016, og på vognturen ramte det mig at lige om lidt stod jeg uden en hverdag, så så ynkelig som jeg nu er, stod jeg stiv og tudefærdig med en fornemmelse af at jeg græd over alting. At bevæge mig videre i livet, ikke at have samme hverdag, ikke at se de dejlige mennesker hver dag igen, ikke at vide hvad JEG selv ville, føle at der skulle ske noget – sådan kort sagt: alt hvad en forvirret student nu kan bekymre sig om.
    Jeg kom i et forhold og blev optaget på medicin med vinterstart og tænkte alting var godt og fint og det kørte sgu. Samtidig med studiestart gik min eks og jeg fra hinanden og en måned efter studiestart flyttede jeg til Fyn (fra kbh-området). I februar droppede jeg ud af studiet, og følte det var endnu et nederlag, selvom jeg følte det var rigtigt for mig at holde en pause. Alt i alt føler jeg hvad du føler – og det er rart at læse dit indlæg – og forhåbentligt går det hele nok alligevel. Held og lykke med flytningen – 2200 bliver læx!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • H

    Wow, Amalie! Jeg kan kende mig selv så meget i alt, hvad du beskriver her. Jeg blev student i 2014, og jeg oplevede et enormt tomrum i tiden efter. Mit liv føltest pludselig så ensomt, og jeg har aldrig været så langt nede i mit liv tidligere. Jeg lavede ingenting de første seks måneder efter og måtte også gå til psykolog i en lang periode. Det var svært at håndtere, at alle andre så ud til at komme videre med livet efter gymnasiet, mens jeg selv følte, at jeg bare sad fast, og at jeg ikke var god nok til noget job osv. Jeg endte med at tage to sabbatår, men jeg oplevede aldrig, at mit job kunne udfylde tomrummet. Min drøm har i mange år været at blive journalist, men nu læser jeg medievidenskab i stedet. Jeg er stadig i tvivl om mit valg, men jeg tror, at denne tvivl er en del af livet, som man må tage med. Jeg håber, at alt snart falder på plads hos dig, Amalie. Du er så sej, og jeg nyder at læse din blog, som er så ærlig<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Jeg havde det selv svært, da jeg troede jeg startede på mit drømmestudie. Jeg har meget svært ved forandringer, og har det præcis som dig. Jeg var ked af det hver eneste dag, men tvang mig selv til at tage afsted. Det skal siges jeg bor i Odense og læste i Kolding, så det var alligevel en tur, når man havde det så dårligt som jeg havde det. Jeg troede det var normalt, at jeg var så ked af det, men det fortsatte bare. Jeg græd hver evig eneste søndag aften, fordi jeg vidste jeg skulle afsted om søndagen. Jeg var jo så sikker på at det var det jeg ville, så jeg forsatte. Jeg græd i toget, derhjemme og sågar sad jeg og græd i undervisningen, uden der var nogen der opdagede det. Det værste var, og er stadig, usikkerheden omkring hvad der gik galt. Jeg snakkede med min læge, men kunne overhovedet ikke bruge det til noget, fordi hun var mere fokuseret på at snakke om sig selv. Dét at jeg aldrig har fundet ud af, hvorfor det gik så galt, har gjort, at jeg bare er mere bange for at det sker igen. Det endte med, at jeg hver dag i en uge kastede op. Derudover havde jeg en sindssygt dårlig læsegruppe. Jeg havde sagt til dem, hvordan jeg havde det, og alligevel angreb de mig med, at jeg aldrig sagde noget, og de syntes ikke at jeg deltog nok. Det er bare lidt svært, når hver gang man prøver på at sige noget, så begynder man at græde. Jeg besluttede mig derfor for, at snakke med en studievejleder, der sagde, at måske skulle jeg stoppe. Men hvad skulle jeg så?! Jeg søgte ind igen, og selvom studiet er sindssyg hårdt og ikke hvad jeg forventede, sidder jeg på 4. semester, og græder ikke længere hver dag. Det synes jeg var en sejr i sig selv for mig. Men som min far sagde til mig, da jeg var ked af, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle “Hellere end glad tømrer, end en trist jurist.” Det må være det bedste råd jeg nogensinde har fået.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie Jansson

    Kære Amalie

    Det med valg er utrolig svært og jo ældre vi bliver desto flere valg skal vi træffe. Livet er fantastisk men nogle gange kan det heller ikke være til at holde ud.
    Du må prøve på ikke at sammenligne dig selv med andre. Du er forfatteren til dit eget liv og det er okay og helt normalt at man ikke ved hvad man vil lave resten af sit arbejdsliv. Jeg er selv voksen og vælger nu at tage en ny uddannelse og det bliver et eventyr. Men hvor er det en fordel at du kender dig selv og ved at du fungerer rigtig godt med rutiner og faste rammer. Kunne du evt. selv skabe dine egne rutiner hjemme og fornemme en hverdag selv om du har sabbatsår.
    Hvis man er trist og overvejer om det vil hjælpe at rejse alene på ferie eller som du siger alene i et sommerhus med en masse bøger og så bliver det hele bedre -it will not…. Det sker virkelig kun på film. For hvis man har det skidt så følger den sindstilstand med én lige meget hvor man befinder sig. Det er ikke noget man kan rejse væk fra. Det bliver blot værre af at være alene.

    Husk at når du søger efter kærligheden så tro på at du fortjener en som værdsætter dig for den du er. Lad dig ikke nøjes med en som synes at du er okay eller en som egentlig hellere vil være sammen med en anden.. Han skal være fuldstændig VILD med dig og være SÅ stolt over at du er kvinden i hans liv.

    Husk også at det som du føler er nederlag kan være det bedste som er sket for dig. Du skal måske et helt andet sted hen. Det er måske et bump på vejen men ikke ensbetydende med at du ikke når i mål. Når et skib lægger fra havn og begynder sin lange rejse vil det højest sandsynligt komme ud i stormvejr, men det vil helt sikkert komme til sit bestemmelsessted og ende sikkert i havn.

    Det er jeg sikker på at du også vil. Ønsker dig alt det bedste og husk nu du har ikke fundet dit ståsted – ENDNU ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Jeg står netop selv nu med samme tomme følelse da jeg i sidste uge blev student og derved afsluttede gymnasietiden. Lige nu burde jeg så være høj på glæde og nyde studenterugen med alle mine venner, men efter hver fest vågner jeg med en tom følelse indeni. Jeg mangler hverdagen med rutinerne og mine venner omkring mig hele tiden. Nu er jeg alene når jeg ikke drikker mig fuld sammen med de andre og jeg har svært ved at holde alenetiden ud. Derudover har jeg ingen anelse om hvad jeg skal lave med mit liv nu, så fremtiden ser så tom ud. Det er enormt svært at snakke om og jeg er glad for, at du åbner om sådan noget på din blog. Det fortæller os andre, at vi ikke er alene om vores tanker. Mange tak. Jeg håber for dig, at du bliver glad for dit valg af studie og for din nye start i ny bolig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Jeg droppede også ud af det første studie, som jeg startede på. Jeg så det også som et nederlag i starten, og bruge to år på at finde ud af, hvad der så var mig. set i bakspejlet har jeg været så glad for min beslutning om at droppe ud, og jeg ser det ikke længere som et nederlag, og det bør du heller ikke (!), der er så mange der ikke rammer plet første gang og det er der altså intet galt i. Jeg krydser mine fingre for at du kommer ind på studiet og at det er det rigtige valg denne gang, og hvis ikke, så husk at der altså intet galt i at indrømme, at det ikke var det rigtige valgt man tog. Alt held og lykke til dig, skønne Amaile.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    mussi <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karla

    Tusinde tak for dit indlæg Amalie! Det er dejligt at vide, at der også er andre, der har det svært. Jeg er netop blevet student, hvilket efterlader mig uden den lykkefølelse, jeg troede, jeg ville opleve. Jeg er bundforvirret, og ved slet ikke hvem jeg er, og vil være. Jeg har i tre lange gymnasieår glædet mig til at blive student, fordi at jeg tænkte, at det ville blive fedt med alle de muligheder, der følger med, når man ikke længere er gymnasieelev. Tværtimod er jeg nu fuldkommen rundforvirret. Dertil kommer at jeg i det sidste halve år, har haft problemer med ondt daglig hovedpine (long story), hvilket har gjort, at jeg har mistet alt mit overskud, og den energi jeg engang havde. Jeg vil så gerne genvinde den tabte energi, fordi jeg føler, at jeg behøver den for at få et vellykket sabbatår + studiestart. Og nu er jeg bare forvirret. Tak for din ærlighed. Jeg er glad for at vide, at jeg ikke er alene. xxx

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VORES KAMPAGNEVIDEO FOR KØBENHAVNS KOMMUNE