NÅR DET BLIVER SÅ SVÆRT, AT DET IKKE BLIVER SAGT

Jeg ved ikke, om det her får lov at komme ud på bloggen, men hvis du sidder og læser med nu, har jeg tydeligvis samlet mod til det. Tankerne har rumsteret i mit hovede, siden mit første sabbatår startede i august 2015, og jeg har ikke turde skrive om det andre steder end min dagbog. Men det skaber en afstand til det her medie, som sådan en elefant i rummet, fordi jeg har en konstant følelse af at holde noget skjult, hvilket jeg jo i virkeligheden også gør. Og hvis bloggen skal blive ved at være et frirum, bliver jeg nødt til at skrive om det. Og udgive det også, tror jeg. Jeg har det alle dage bedst med ærlighed, og I har garanteret allerede lagt mærke til, at det ikke helt kører på skinner for mig. Eller i hvert fald lagt mærke til, at jeg er mindre aktiv. Og jeg ved det ikke, men jeg tænker, og håber inderligt, at jeg ikke er den eneste, som kæmper med svære tanker, så derfor skriver jeg nu ud til jer. Selvom jeg selvfølgelig ikke håber for nogen, at de går igennem det samme som mig.

Det var et chok for mig at blive færdig med gymnasiet. Jeg havde ikke det mindste begreb om, hvor tomt det ville føles. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig .. At jeg skulle rende i byen tre gange hver weekend, være håbløst forelsket i en fyr, der ikke ville være kærester, og så bare håbe på, at der faldt en plan ned i hænderne på mig. Det er ikke en god plan for et sabbatår, kan jeg hilse og sige. Jeg tog på højskole, men fandt flere spørgsmål end svar, og jeg begyndte at føle mig bange, sådan rigtig hvad-skal-der-blive-af-mig-bange. Ikke at have et klart svar på, hvad jeg havde lyst til at lave, blev til et spørgsmål, om der var noget galt med mig, og det følte jeg helt bestemt, at der var. Sådan har jeg det stadig de fleste dage. Samtidig blev jeg i 2016 syg af noget vitaminmangel, som tog rigtig meget hverdagsglæde fra mig, og gjorde mig endnu mere bange, fordi det gjorde nogle ting ved min krop, jeg ikke kunne forstå. Det bliver behandlet, heldigvis, men det påvirker mig stadig meget. Og det gjorde desværre, at jeg ikke kunne være 100% deltagende i den sidste del af mit højskoleophold.

Jeg er min egen største kritiker. Og det var bestemt ikke fedt at opdage, at jeg ikke havde en sommerfugl i maven, der ville søge ind på Journalisthøjskolen. Jeg så det som et nederlag. Jeg følte mig så magtesløs i hele det her ræs om at vælge uddannelse, men jeg ville bare så gerne tilbage til en almindelig hverdag. Og det var så her, jeg valgte at søge ind på CBS, fordi det virkede som en god idé. Så kunne jeg starte bloggen op igen, få mit selvsikre jeg tilbage, og leve en god tilværelse med studie på CBS og succes på bloggen. Jeg prøvede endda lige en ekstra gang at få fyren til at ville være kærester med mig. Den ligning kunne jeg bare ikke få til at gå op, og jeg endte med at droppe ud af studiet i februar måned i år. Selvom jeg hele tiden fik at vide, at det var en modig, men rigtig beslutning, føltes det for at være helt ærlig mest som endnu et nederlag. Jeg stod jo ligesom uden en hverdag igen, og hvis der er noget, jeg ikke er særlig god til, så er det at omstille mig. Jeg kan godt lide, når tingene er, som de plejer, jeg elsker vaner og rutiner, og jeg trives rigtig dårligt med uforudsigelighed eller planer, der laves om. Det er måske svært at forestille sig, hvis man ikke selv har det sådan, men I kan måske alligevel regne ud, at alle de forandringer ikke har gjort mig til et gladere menneske. Jeg blev ikke gladere af at droppe ud af CBS, men samtidig er jeg helt sikker på, at det ikke var den rigtige uddannelse for mig.

Jeg arbejder rigtig meget på at rydde op i al angsten og fortvivlelsen i mit hovede, og jeg er faktisk i den forbindelse begyndt hos en psykolog. Det kan lyde meget åbenlyst, men det har været vigtigt for mig at høre nogen sige, at jeg skal spørge mig selv, hvad jeg egentlig har lyst til. Og at det også kan være okay ikke at vide det. For jeg tænker rigtig meget over, hvad der er rigtigt at gøre, sejest eller bedst at gøre i andres øjne, og det er rigtig hårdt at løbe om kap med. Jeg har bare forklædt det i, at jeg gjorde det, som jeg fandt rigtigt for mig. Jeg troede, det var rigtigt for mig at flytte hjemmefra en måned efter studiestart, og jeg glemte helt at mærke efter, om jeg nu også havde mod på den forandring. Jeg tror, jeg har haft alt for travlt med at skulle en masse i forsøg på at opnå en eller anden status for min tilværelse, og det er bare gået den helt modsatte vej. Det er et kæmpe fucking nederlag, og det er helt vildt svært at snakke om, fordi det jo desværre er et stort tabu at have rod i tilværelsen. Og i endnu højere grad, når det er rod i tankerne, der er skyld i det. Jeg ville ønske, det var mere okay at sige det højt.

Al denne her fortvivlelse er enormt stressende for mig, og jeg er blevet nødt til at sige nej til mange ting. Det går især ud over bloggen og relationer. Både arbejdsmæssige og sociale. Men jeg kunne sagtens sige nej til endnu mere, og nogen gange tænker jeg på, hvordan det ville være at tage i sommerhus i nogle uger, bare mig og en stak bøger. Om jeg så ville komme tilbage med helt nyt mod. Det findes måske kun i film .. Om under en uge flytter jeg til et nyt sted, og jeg vil gerne se på det som at give mig selv en ny start og chancen for at tage det i mit tempo. Og så går jeg faktisk også, og venter på svar på, om jeg er kommet ind på uddannelse .. Denne gang er det gennemtænkt, så jeg krydser virkelig fingre!

Jeg har ikke skrevet det her med ønske om medlidenhed, men med ønske om, at det bliver okay at sige det højt, når noget er rigtig svært, og når det bliver så svært, at man ikke kan overskue det selv.