110917/ STAYING WARM

OM BLOGGEN, HVAD DER SKER, OG SKAL SKE

bloggen

Jeg gør mig som altid mange tanker om, hvad bloggen her er for en størrelse, hvad jeg gerne vil skrive om, og hvad andre tænker om dét, jeg skriver om herinde. Er det for overfladisk? For ærligt? Skriver jeg om noget, jeg i virkeligheden ikke ved noget om? Og er det måske netop det interessante, at læse noget med en 21-årig tvivl mellem linjerne? Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at opnå en generel tilfredshed med det værk, min blog er. Men jeg minder mig selv om, at alt er en proces, og at bloggen her lige så meget er et forum, der inddrager andre i min rejse mod voksenlivet, og mine gentagne forsøg på at være i det og god til det. Bloggen behøver ikke at have eller være svaret, og det er mig, der bestemmer, hvordan den er mest “rigtig”.

På det seneste har sponsoreret indhold domineret “sendefladen” herinde, og selvom jeg helt teknisk er rimelig okay til at udforme dem på en ordentlig måde, og i øvrigt performer rigtig fint, hvis man kigger på det med forretningsbriller, har det sat bloggen på en liste over gøremål, hvor der i øvrigt også står “tøjvask (specielt underbukser)”. Og sådan synes jeg jo ikke, det skal være. Jeg håber dog, at I stadig kan mærke, at det er mig, der sidder bag skærmen, selvom der står “sponsoreret” i toppen af ret mange (de fleste) af mine blogindlæg for tiden. Og selvom det tvinger mig til at være mere struktureret med bloggen, så det hele måske virker meget planlagt, hvilket det jo så egentlig også er for tiden.

Jeg vil i virkeligheden ikke undskylde for mængden af sponsoreret indhold herinde. Det er ikke hensigten med det her skriv. Jeg har bare sådan et øjeblik, hvor jeg er inspireret til at få skrevet nogle tanker ned. Mit arbejde med bloggen er jo faktisk blevet dét, der sætter brød på bordet, og lige så meget som det er en stor ting at have opnået, lige så meget er det en svær balance. Det er stadig så nyt for mig, at jeg ikke helt endnu har et overblik over hvor meget eller lidt, der skal til for at sætte nok brød på bordet so to speak.

I stedet for en undskyldning er det her skriv en erkendelse af, at jeg er klar over, at der sker nogle ændringer her på bloggen, og at der også skal ske nogle ændringer. Jeg har altid været, og er stadig, af den overbevisning, at man kommer længst med ærlighed, og derfor vil jeg også gerne inddrage jer som læsere i den udvikling, der sker, og den udvikling jeg ønsker at skabe.

Det næste stykke tid kan det godt komme til at synes lidt som en rodebutik herinde, altså med endnu mere rod end der er nu, fordi bloggen og min Instagram profil kommer til at være under ombygning. Det er sådan, jeg bedst kan forklare det. Jeg har nogle visioner for det indhold, jeg drømmer om at lave, og dem skal jeg i gang med at realisere. Det er for eksempel min drøm at arbejde på en mere klar, æstetisk profil herinde, og det samme gælder Instagram. Jeg kunne godt tænke mig en rød tråd i min kreativitet med bloggen. Helt konkret vil jeg gerne lave bedre og mere inspirerende indhold. Jeg vil gerne drive en blog, jeg selv kan lide, og håber, I vil med derhen.

9 kommentarer

  • Cecilie

    Hvor ville jeg dog ønske at det var denne type posts der prægede dit feed. Jeg synes det er så fedt og cool at du tør dele de tanker du gør, men dertil vil jeg dog også sige at du virker til at tænke en smule for meget over det. Et godt råd er at hvile i dig selv og være dig selv her på bloggen – personligt kan jeg (og nok også mange andre) sagtens relatere til dine personlige indlæg. Måske du også skal være realistisk ift. hvor æstetisk smuk bloggen er, og i stedet fokusere på indholdet! Dette er skrevet med alt kærliged og i håb om at du fortsætter som du gør og at du bare er dig selv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Jeg er helt enig med Cecilie!! Dog vil jeg også bare lige sige, at jeg synes du formidler de sponsorerede indlæg rigtig godt. Jeg har ikke bemærket, at der har været ekstra meget, blot at der har været nyt fra dig ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Louise

    Jeg synes din blog er æstetisk flot og der er altid en rød tråd i dine indlæg i forhold til billedernes indhold og redigering og jeg elsker den skrifttype du har valgt! Jeg synes du en mega lækker blog så jeg synes slet ikke du skal bekymre dig om dét. Det samme gælder iøvrigt din Instagram som også er så fin og meget sammenhængene synes jeg! Så jeg kan kun sige “tag det roligt” i forhold til udseende å det hele :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    with u till the end my love <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hej Amalie!
    Jeg har læst med på din blog og fulgt med dengang på youtube i mange år. Vi er lige gamle, og har derfor altid kunne relatere til dit indhold. Jeg synes din personlighed kan mærkes så tydeligt igennem din blogging, og derfor vender jeg altid tilbage til din blog. Du kan et eller andet. Det jo godt at have ambitioner for sit arbejde, men samtidig håber jeg du kan hvile lidt i at der er mange der vilde med det du gør lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Jeg håber snart du bliver gladere for din blog, for det er jeg! Det er ikke dårligt, at det er ærligt, men jeg kan godt forstå, at du har svært ved det. Når man læser dine tekster virker det dog som det falder dig helt naturligt, og det er især når du skriver om tøjkriser inden studiestart, at jeg som læser forstår hvor skrøbelig verden er, mere end at jeg tænker, at den er overfladisk. Hvis du tænker mere på de sponsorerede indlæg, når du skriver om det overfladiske, så gør det ikke så meget. Du sætter jo tingene pænt op, og jeg har ligesom Emilie heller ikke lagt mærke til at der var flere sponsorerede posts, det har virker mere som øget aktivitet. Der er jo desuden en masse indlæg der byder på en masse andet, og så gør det ikke så meget.
    Jeg forstår godt, at du gerne vil lave bedre og mere inspirerende indhold (man ønsker vel altid at være bedre, mere fokuseret etc.), men for mig hænger det med inspirerende indhold og æstetik slet ikke sammen. Jeg nyder mest dine tekster, og så kan jeg som sidegevinst også godt lide din æstetik. Du kan virkelig noget på skrift, så et indlæg kun med skrift gør mig ikke noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Andrea

    Jeg vil sige, at du er en af de få bloggere, hvor man ikke bemærker, at det er sponsoreret. Du formår at flette det hele sammen, så det er dig der kommer igennem og ikke produktet, hvis du forstår. Sponsoreret indhold er du nødt til at lave, når du har bloggen som et job og det er også helt OK!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilia

    Jeg synes virkelig du kan noget med dit sprog, det er virkelig det som gør at jeg elsker at læse din blog. Synes helt klart, at det er der, du er stærkest. Derfor nyder jeg virkelig dine lange tekstindlæg, gerne dem med en humoristisk kant. Udover det, så forstår jeg hundrede procent også, at bloggen er dit arbejde, og at der er nødt til at være sponsorerede indlæg, det er klart. Men altså, tro på dig selv, fordi du er super dygtig! Og kom gerne med flere tekster såsom 10 tanker, 10 ting jeg ikke forstår og så videre – fordi de har virkelig kant!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg er fan, uanset hvad du har gang i og selv syntes om bloggen og din insta. For mig er det virkelig rart at læse med, altid.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

110917/ STAYING WARM