10 SØNDAGSTANKER

MENS VI LEVER

mensvileverstill

Jeg vidste godt på forhånd, at filmen ville sidde i mig bagefter, at den ligesom film som De urørlige og Smagen af rust og ben ville gøre ondt i maven, ondt i hjertet, og i samvittigheden, give våde øjne, og skubbe tårer langt ned af kinderne, til de sidder under hagen som små salte vidner om, at man er for rørt til at bryde sig om at tørre dem væk. Men fordi traileren er så sparsom i sin afsløring af handlingen, havde jeg ingen anelse om, hvor meget jeg egentlig ville tage med mig fra filmen.

Det er som sådan heller ikke den konkrete handling, der taler til mig, men mere den underliggende, at der er så meget, vi mennesker ikke fortæller hinanden. Der er mange ord, vi ikke lader os selv ytre, mange følelser, vi lægger skjul på, og det handler jo nok i bund og grund om at være bange, bange for at ordene ændrer os, eller ikke bliver grebet. Det er derfor, vi ikke bare slynger ordene ud.

Når jeg tænker tilbage, er der uendelige gange, hvor jeg ville ønske, at jeg havde sagt noget. Og her mener jeg ikke efter de dér samtaler, man har med sig selv i badet, hvor man revurderer ethvert ord i den fuldemandssnak, man havde i går, og ønsker at have sagt noget andet, noget bedre. Jeg mener alle de gange, hvor man tier. Alle de gange man føler og tænker i stedet for at tale, især når man får tænkt noget så stort, at det slet ikke synes muligt at tale om det. Selvfølgelig er der emner, som bare esvære at tale ærligt om, og vi vil finde os selv i mange situationer, hvor vi bliver i tvivl, om vi overhovedet skal sige noget. Jeg er bare blevet ret sikker på, at den største fortrydelse er dén ikke at få sagt noget. Vi har jo kun tiden, mens vi lever.

Nogen gange bruger vi måske også tiden forkert ved at tie. Jeg er på ingen måde fortaler for at sidde og fortryde tidligere perioder af ens liv, men jeg ved bare med mig selv, at der er relationer, hvor jeg gerne ville have talt mere, end jeg tænkte og følte, situationer, hvor jeg gerne ville have sagt fra, råbt højt, eller bare anerkendt, at noget eller nogen fik mig til at føle på en bestemt måde. Jeg havde måske været et andet sted i min evne til at være ærlig om mit indre, hvis jeg havde været det første gang, jeg oplevede denne her tvivl. Det er bare blevet en så stor del af mig, at jeg holder det for mig selv, når det virkelig betyder noget. Hvis jeg endelig siger en følelse højt, handler det for det meste af tiden om noget endnu dybere, der bare ikke kan finde sin vej til mine læber. Og sådan tror jeg faktisk, vi er rigtig mange, der har det.

Jeg er for nylig, og af flere omgange, blevet gjort opmærksom på, at det skaber en distance, en kløft, når man tier, når jeg tier, eller negligerer følelser. Det har virkelig fået mig til at tænke, men det har også vækket en lyst til at bruge mine ord, og bruge dem ærligt, selvom det er svært.

Hermed altså en varm anbefaling af filmen Mens vi lever.

1 kommentar

  • Anna

    “Jeg mener alle de gange, hvor man tier. Alle de gange man føler og tænker i stedet for at tale, især når man får tænkt noget så stort, at det slet ikke synes muligt at tale om det. Selvfølgelig er der emner, som bare er svære at tale ærligt om, og vi vil finde os selv i mange situationer, hvor vi bliver i tvivl, om vi overhovedet skal sige noget. ”

    Kan så meget relatere til det der. Nogengange går man med så store tanker, at man ikke ved hvordan man skal formulere det, og om man overhovedet kan… men, så har jeg også gået langtid efter og været irriteret over at ingen forstår mig og/eller hvordan jeg har haft det, men det hele var fordi jeg ikke kunne forklare mig, eller vidste om jeg skulle… 🙄

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 SØNDAGSTANKER