121217/ CHANGES

img_0022img_0021img_0015

H&M coat // WEEKDAY hoodie* // 2ND ONE jeans // DR. MARTENS boots //
MADS NØRGAARD bag // PERSUEDE silver hoops

Sådan her så jeg ud i går, med nyt hår, ny hoodie*, ny jakke og nye øreringe. Mine sædvanlige guld hoops er blevet skiftet ud med sølv, som er mit oprindelige yndlingsmateriale, og jeg synes, sølv passer så meget bedre til min nye hårfarve! Ja, jeg ligner sgu en helt ny version af mig selv. Eller, måske i virkeligheden en fornyet (og ældre) version af den gamle Amalie. Og jeg er vild med det. Apropos nyt måtte jeg i går indse, at det dér med at være uden sin telefon ikke er særlig nemt, når man er blogger og Instagrammer, så jeg har simpelthen købt mig en ny. Det er selvfølgelig ikke sjove penge at bruge, når min “gamle” (den var kun et år gammel) egentlig virkede fint indtil mine to uheld med den, først på Condesa og så i Lille Vega, men jeg er super afhængig af min telefon i forhold til både studie og arbejde (læs: får seriøse abstinenser, hvis jeg ikke kan bruge Instagram), så det var nødvendigt. Jeg har købt en iPhone 8 Plus, og hvis man går bare en lille smule op i at tage billeder, kan jeg allerede varmt anbefale den. Billederne i indlægget her er dog ikke taget med den, men der skal nok komme nogen snart! Jeg har desuden købt et abonnement på VSCOcams nye service, hvor man får adgang til alle filtre og andre seje funktioner. Det kan også varmt anbefales, hvis man har interesse i sådan noget. Forresten får jeg efter min “nye stil” på Instagram en del spørgsmål til redigeringen af mine billeder, så jeg tænker måske at lave et indlæg eller en video om det? Hvis det har interesse? Let me know. Også om I er mest til blogindlæg eller video om den slags.

SIDEN SIDST

screen-shot-2017-12-11-at-13-21-10

MONKI vinyl dunjakke

Fordi jeg har været rimelig MIA på bloggen den seneste tid, har jeg besluttet lige at lave sådan et lille opsamlingsblogindlæg om, hvad der er sket siden sidst i stedet for min sædvanlige opsamling på ugen. Nu er det jo nemlig sådan, at næsten halvdelen af december allerede er gået, og der er sket en del. På fredag har jeg min sidste undervisningstime på 1. semester, hvor jeg også skal opgive mine medieprodukter til min eksamen i medieanalyse, men når det er gjort, får jeg forhåbentlig mere råderum til bloggen. Det er i hvert fald planen. Nå, men siden sidst ..

.. har jeg tabt min elskede iPhone 7 Plus i et toilet på Lille Vega. Og den sad fast. Jeg tænker, det er karma, fordi jeg absolut skulle have Plus modellen. Nå, men dér lå min telefon så i godt og vel fem minutter, inden en sød type fik fisket den op. Men den er desværre druknet, og jeg frygter, at den ikke kan genoplives. Så her sidder jeg, ung og dum uden forsikring, uden min skønne bloggertelefon, og uden penge til en ny. Nå ja, og fik jeg nævnt, at jeg stadig har mange måneders afbetaling tilbage på den? Ej men altså. Jeg har lært tre ting: 1. Hav ikke din telefon i baglommen, når du er for stiv til at administrere det.
2. Hav forsikring på de ejendele, der er dyre at erstatte. 3. Køb ikke ting på afbetaling. Det er fucking nedern. Jeg er en klovn. Og SÅ snakker vi ikke mere om det.

.. har mit hår gennemgået noget af en forandring. Jeg er blevet klippet, og har fået mit hår farvet i en kold, blond farve. Det har jeg også skrevet om her, hvor I også kan se et billede af det. Jeg er så glad for det, og har en klar idé om at beholde det kolde look, måske endda få det lavet lidt mere drastisk næste gang ..

.. har jeg afsluttet det dér større projekt, jeg hele tiden nævner. Det har været virkelig spændende, men det er også utroligt befriende at være nået om på den anden side, fordi jeg håber, at det vil give mig overskud til at fokusere mere på bloggen. Hvad projektet helt konkret har drejet sig om, får I at se til foråret. (Uuuuuh!).

.. er min mor blevet gift med sin søde kæreste! Jeg boblede så meget af glæde, at det bruste helt over, og blev til endeløse glædestårer, der trillede, hver gang jeg kiggede på hendes vielsesring. Jeg fik den ære at skulle skrive under som vidne til deres “ja” til hinanden, og det er noget af det mest livsbekræftende, jeg har gjort.

.. har jeg været til Aksglæde koncert i Lille Vega, købt billetter til Sigrid koncerten i Lille Vega til januar, og dælme om ikke også det har løst sig sådan, at jeg er så heldig at skulle høre VETO i Store Vega til marts. Nu på lørdag skal jeg høre Soleima i Lille Vega, og og og! Jeg har også en Harry Styles koncert at se frem til i det nye år. Så mange gode musikoplevelser to come!

.. er min ene roomie og jeg begyndt at sætte krydser i vores fælles kalender for hver gang, jeg tager i byen, eller er ude til noget, der involverer alkohol. Det har nemlig taget lidt overhånd. Altså ikke på sådan en “I gotta check into rehab”-måde. Mere på sådan en “kig lige indad, og spørg dig selv, om det virkelig er nødvendigt”-måde. Både økonomisk, sundhedsmæssigt og “psykisk”. I den forbindelse brygger (pun intended) jeg lidt på et nytårsforsæt. Men mere om det i et indlæg om netop nytårsforsæt.

.. er anden sæson af The Crown kommet på Netflix, så det har jeg fået mine tømmermændstimer i weekenden til at gå med, og jeg er faktisk allerede nået til sidste afsnit. Jeg er totalt fascineret af historien, og særligt fortællingen om Princess Margaret har vækket min interesse, så jeg er faktisk ude i at ville læse denne biografi om den fotograf, hun blev gift med. Den er røget direkte på ønskesedlen til jul.

Ydermere er jeg nået til bunds i mine beskedanmodninger på Instagram, og jeg har gjort mit bedste for at svare jer alle sammen. Men! Hvis du føler dig forbigået, er du så hjertens velkommen til at sende mig en ny besked, og så skal jeg nok vende tilbage ASAP.

Håber I nyder december, og får en fantastisk uge!

NEW HAIR WHO DIS?

img_2070

Jeg lavede sådan en poll på Instagram for noget tid siden, hvor jeg spurgte, hvorvidt jeg skulle farve mit hår blond med en kold nuance. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor. Jeg skulle nok bare lige prøve det dér poll. I den var så rimelig delte meninger om hårfarven, næsten 50/50 faktisk, men ikke desto mindre har jeg altså gjort det, og det var lige dèn forandring, jeg havde brug for! At jeg så også sprang ud i noget pandehår, har jeg ikke lige dannet mig en endegyldig mening om endnu, men jeg fik da, hvad jeg bad om; en drastisk forandring. Idéen bag håret har egentlig været at markere et skel, fordi jeg har gennemført det projekt, jeg har været i gang med de sidste mange uger. Alle optagelser er done. Processen i at “finde mig selv” kører selvfølgelig videre, men jeg føler bare, at jeg er kommet så langt, og det havde jeg brug for at symbolisere med en ydre forandring også.

Jeg har fået lagt en masse (virkelig mange faktisk) hvide striber i håret, altså afblegning, sådan helt tæt, for at gøre det så lyst og “hvidt” som muligt, hvorefter der er lagt en kold toner i. Hele molevitten er lavet af Line hos Filip Filip på Vesterbro. Super cool sted! Og så ligger det lige op af Patricks butik, så jeg havde en god undskyldning for at forstyrre hans renovering og drikke en kaffe bagefter.

Det er så spændende med et nyt look, og jeg glæder mig til at få taget flere billeder af det!

011217/ DAGENS DRØMMEOUTFIT

want-to-wear

LE SPECS sunnies* // WEEKDAY jeans // MADS NØRGAARD dress // GANNI sneaks

Jeg sidder lige nu til undervisning i medieanalyse, og har fået indtaget en mængde kaffe, der har resulteret i, at min hjerne kører derud af, jeg skriver hurtigere på mit tastatur end nogensinde før, dog med meget shaky hands, men ikke desto mindre inspirerede det mig til lige at lave det her fredagsindlæg til jer. Jeg har det mildest talt virkelig svært med det dér garderobeprojekt, jeg har startet, for nu har det være lønningsdag, jeg har betalt en større regning til SKAT (livet som selvstændig, der er virkelig elendig til at lave forskudsopgørelse), og der er ikke længere noget konkret, der holder mig tilbage fra at overgive mig til min shoppelyst. Til gengæld er jeg jo blevet helt vildt bevidst om, hvorfor jeg køber nyt, så jeg spørger hele tiden mig selv, om jeg har brug for det, eller om jeg bare lige har nogle off days, jeg får lyst til at forsøde med noget nyt. Og jeg må nok bare erkende, at det sidste er tilfældet. Honesty is the policy, som min højskoleveninde og jeg blev enige om i weekenden. Men det skal nu ikke stoppe mig i at drømme om outfittet på collagen. Den kjole og de sneaks måtte så gerne ligge under træet i år!