TJEN PENGE PÅ SHOPPING

FASHION WEEK OBSERVATIONER

img_1017

CPHFW har efterhånden en uge på bagen, men siden fashion week sæsonen ikke er slut endnu, og NYFW er lige om hjørnet, og fordi tekster, der siger noget om det dér omme bagved, altid er interessante, kommer her et lille skriv om nogle observationer, jeg gjorde mig under fashion week. Det har faktisk været virkelig sjovt at skrive, og sjovt at ende med en tekst, der siger noget om fashion week på en anden måde, end mine blogindlæg tidligere har gjort. Let’s get to it:

/ Backstage til Baum und Pferdgartens AW18 show. Nogen kaster op på toilettet. Bemærker straks egen fordom om (og bekymring for), at derude er en model, som ikke er sund. Næste tanke går på, at denne scene er en, hvor er-du-okay ville stå som en misforståelse, som om man er gået forkert, ikke hører til. Så bliver jeg også lidt skræmt af dét, men samtidig absurd glad for. Ikke at være kold i røven ved lyden af opkast.

/ I køen til Han Kjøbenhavn. Jeg har ikke byggeklodser på fødderne.Tænker over udskiftningen af smart, skiftet i generationer. Hvem fanden er de her mennesker. Er jeg ikke for ung til ikke at kende de næste. Eller det er måske sådan, det er. Man ser op til de ældre, kender og smiler til, eller “kender” og skuler til, de fra samme tid, ser blot til, imens de næste træder til. Er pludselig meget gammel. Old (no?) news. Var måske også lidt tidligt ude med at spille smart, blev det måske heller aldrig rigtig, ligger vel i ordet at spille.

/ Til middag på Lusso. Får at vide, mit look er som trådt lige ud af 80’erne. 80’er rocket. Senere på aftenen, nyt menneske, nye ord, jeg ligner noget fra dengang, fra dengang hvad. Jeg var der jo ikke. Ved ikke, om det er rigtigt, dét de siger. Sort make-up, sort tøj, afbleget hår. 80’er rock. Tager mig kun én Google-søgning at blive lidt mopset over den udtalelse. Tænker over, om der underbevidst er lidt Michael Strunge-ness over mit look, for filmen om ham har jeg lige set et par dage forinden.

/ I metroen på vej til Han Kjøbenhavn show sent på dagen, underforstået: Der har været mange shows i løbet af dagen. Overhører en mand og en kvinde, udenlandske, fotograf-agtige typer, snakke om, hvordan de er begyndt at sortere i shows. Hører dem sige, hvordan de engang tog det hele i ét rap, pressede sig selv for at nå det hele for så at være fysisk og mentalt udkørt bagefter. I år har de gjort det anderledes, vælger ting fra, for at holde fast i mental sundhed i al den kaos, fashion week indebærer. Tænker om det er et resultat af tiden, eller den tid, der skal komme, måske et skift er på vej, et skift i vores måde at være til stede. Bliver glad ved tanken.

/ Tendens: Modeshows bliver i højere grad end nogensinde før set gennem skærmen på en smartphone. Tænker, om der overhovedet er nogen tilbage, der står i spænding, og lader musikken gå hele vejen fra tæerne op igennem kroppen, til maven, der brummer lidt af bas, også lidt af sult, mærker det rush, det er, når den første model synes, og den forløsning, det er, når modellerne går finale. Den voldsomme stilhed, når det hele kort efter er slut, og den eneste lyd tilbage er fødder, der hastigt skal videre.

/ Det handler om penge. Det gør det bare.

   

5 kommentarer

  • Simone

    Elsker den her slags indlæg. Observer gerne mere ude i de normale uger.

    Og så kan jeg ikke lade være med at undre mig over hvem alle disse modeuge-videoer er til for. Det er da i hvert fald ikke for følgernes skyld. Ikke for min da. Synes det er decideret anstrengende og tjekkede af samme årsag slet ikke stories hele ugen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • e

    For mange kommaer! aaarh :D

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Det her indlæg var nærmest uforståeligt indimellem, med alle de kommaer, og indskudte sætninger

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicoline

    Jeg er vild med skrivestilen – for mange kommaer eller ej. Du fremstår for mig poetisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Kirstine

    Jeg får simpelthen lange patter af alle de mennesker som udelukkende bruger deres tid på at påpege andres “fejl” og heriblandt særligt andres grammatiske fejl eller mangler. Få dog andre hobbyer.. Btw: jeg elsker simpelthen din blog Amalie og kunne ikke være mere ligeglad med hvorledes du sætter et komma. Jeg elsker teksterne, emnerne hele Wessel-universet. Særligt er jeg glad for det nye måneds-tiltag omhandlende tips til kultur m.v.

    Thumbs up herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TJEN PENGE PÅ SHOPPING