
Annonce for organisationen Headspace Foto: DR
“Hemmeligheden” er ude. Det dér projekt, jeg har snakket om i, hvad føles som evigheder, men ikke har måtte løfte sløret for, før i søndags altså. En programserie på DR. Kort før dagen for “afsløringen” blev jeg kontaktet angående et samarbejde med organisationen Headspace, og timingen kunne ikke være bedre. Desuden ser jeg det også lidt som min pligt at være stemmen, der fortæller, at der er steder at gå hen, når noget er svært.
Men først en lille forhistorie:
For et år siden bliver jeg kontaktet af en journalist, der arbejder på at udvikle et projekt til TV om perfektionisme og yngre kvinder, og i den forbindelse gerne vil mødes til en snak med mig. På det tidspunkt er jeg netop droppet ud af min bacheloruddannelse på CBS, og ser det ikke som en ny begyndelse, men som en falliterklæring af min selvopfattelse. Jeg har altid set mig selv som en dygtig, flittig og ambitiøs pige, men hvordan var jeg berettiget til fortsat at tænke sådan, når nu jeg var “sådan en”, der droppede ud af sin uddannelse? Interviewet med journalisten bliver startskud til, at jeg sluses ind i det projekt, der bliver til DR3 programmet De Perfekte Piger, som vi går i gang med at filme i efteråret. Programmet forløber sig over seks intense uger, hvor jeg mange dage er fysisk udmattet af at være så meget i kontakt med mine inderste tanker, men det bliver også seks uger, der frigør mig, og markerer en markant ændring, både indeni og udadtil. Det går op for mig, at jeg, også før min tid på CBS, faktisk siden folkeskolen, har navigeret ud fra, hvad andre skulle tænke om mig i en naiv tro om, at sådan ville jeg føle mig mest rigtig.
I programmet er vi fire piger, der bruger hinanden til at skabe et rum for at snakke om dét, vi ikke engang kan få over læberne sammen med venner og familie. Særligt Fie og jeg udvikler et bånd og en måde “at samtale” på, som har givet mig den ultimative følelse; den ikke at være alene med mine tanker og min måde at føle og anskue verden. Den oplevelse kunne jeg godt ønske mig, at vi ville blive bedre til at give hinanden, det dér med at skrabe nogle lag af, og turde nærme os hinanden. For jeg er sikker på, og det siger nye undersøgelser også, at der desværre er mange, mange flere piger, der sidder med de samme tanker som vi fire piger i De Perfekte Piger. Og jeg vil også gerne nævne, at det her altså også gælder mange drenge og unge mænd.
Det er her, Headspace kommer ind i billedet. Headspace er en organisation, som tilbyder anonym og gratis rådgivning til unge i alderen 12-25 år. Der er ingen ventetid, og du kan få lov at tale om alt fra eksamensangst til ensomhed, fra jobsøgning til forelskelse eller de helt tunge (selvom forelskelse kan være slemt nok) som selvskade, stress og spiseforstyrrelser. Idéen er at skabe plads til at tale om de emner, der ofte får lov at fylde alt for meget i vores hovede, og ikke finder vej til det talte rum. Og jeg ved, at der er brug for steder som Headspace. Jeg ved det fra mit eget liv, fra de andre piger i De Perfekte Piger, fra de, der har skrevet til mig på Instagram efter premieren på det første afsnit, og jeg bliver bekræftet i det, når jeg hører om studievejledere, der fortæller eleverne, at det at være ked af det ikke er en årsag til at gå hjem fra skole. Det bekymrer mig helt vildt, hvis unge mennesker i Danmark oplever, at det ikke er okay at have det svært, eller i hvert fald ikke er okay at vise det. Det dér med at blive fortalt, at en følelse ikke er “rigtig”, eller ikke er “berettiget”. Vi skal blive bedre til at rumme, når nogen føler sorg, angst, ensomhed eller tvivl. Indtil vi kan det, er jeg glad for, at der findes organisationer som Headspace.
Hvis I har lyst til at vide mere, kan I finde informationer her, og jeg vil desuden opfordre til at besøge Headspace bloggen, hvor man blandt andet kan læse dette interview med pigerne fra Team Hurricane med budskabet, at ting bliver lettere, når man taler om dem.