Spørgsmål, jeg stiller mig selv

Artister, jeg vil forsøge at få set på RF18

facetune_21-05-2018-23-59-12

Det er to år siden, jeg sidst var afsted på Roskilde Festival, så det er jo egentlig kun én festival, jeg har misset, men det føles alligevel, som om det er evigheder siden, jeg var frivillig på Clean Out Loud med Vallekilde Højskole. Og selvom jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle være frivillig på Roskilde Festival igen, er det altså dét, jeg skal. Denne gang skal jeg arbejde ved Avalon sammen med nogle piger fra mit gymnasie, og det bliver et lidt spændende projekt, da jeg ikke har været afsted på en så lang festival, siden jeg fik mine stofskifteproblemer. Til gengæld har jeg været så heldig, at mine vagter ikke ligger oven i noget af det musik, jeg gerne vil høre, så det er i hvert fald ikke arbejde, der kommer til at stå i vejen for at få hørt alle de artister, jeg har på min liste. Og den liste kommer her:


Jada har ikke udgivet så meget endnu (to sange), men hun er med sin karakteristiske og specielle stemme en interessant karakter at følge. Rygterne siger desuden, at hun er en god live oplevelse. Hun har lige spillet på Spot Festival (og fået en flot anmeldelse i Soundvenue), og så er hun da også booket til både Heartland Festival, Roskilde Festival og Musik i Lejet denne sommer. Jada spiller søndag på Countdown scenen.


Pale Honey er svenske, og et rigtigt P6 BEAT band. Sangen ‘Get These Things out of My Head’ har i hvert fald været svær at undgå på kanalen. Bandet spiller virkelig lækker rock, og jeg ønsker mig så inderligt, at jeg, når jeg er færdig med en lang vagt ved Avalon, er frisk nok til at se dem, når de spiller mandag aften på Rising.


PARTYNEXTDOOR er en glædelig overraskelse, der træder i stedet for gravide Cardi B, som jo ellers ville have været en fest at opleve, selvom det er et stykke fra min smag. Koncerten sker på Arena, og det spår jeg som et afsindigt godt match, så jeg skal stå klar onsdag den 4. juli, og håbe på numre fra albummet PARTYNEXTDOOR TWO, som er helt tilbage fra 2014. En favorit er ‘Options’.


The Blaze kender de fleste formentlig fra denne fuldkommen fantastiske kortfilm, og det er blevet sagt om The Blaze, at de laver musikvideoer lige så gode som film. For mig indtager de pladsen som den artist, det er vigtigst for mig at få set, fordi jeg spår det til at være en koncerttype, som er fængende på denne dér måde, der gør dig helt opslugt, får dig til at glemme alt andet end lige her og nu, og giver det famøse koncertsus. Hvis ikke jeg har jinxet det nu, sker det på Apollo onsdag aften.


When Saints Go Machine har i en del år ikke lavet musik i eget bandnavn, men er nu tilbage med en EP på fem sange, som de blandt andet har spillet til en koncert på Hotel Cecil her i foråret. Der har været blandet stemning omkring deres return rent koncert-wise med begrundelsen, at det er ærgerligt, de ikke har spillet nok af det gamle. Det må være en evig kamp for artister, at de opfordres til at “spille noget vi kender”. Jeg glæder mig til at se dem, selvom det formentlig bliver en anden oplevelse end sidst, jeg var til koncert med dem.


Nelson Can er en dansk rocktrio, jeg virkelig har hørt meget det sidste halve år. De er booket til et bredt spænd af koncerter henover sommeren, lige fra KU’s forårsfestival nu på fredag til Lillefredag i Tivoli og så selvfølgelig Roskilde Festival, hvor de skal spille torsdag aften på Avalon. Måske får jeg dem at se til alle tre koncerter, hvis jeg er heldig. Favorit nummeret lige nu er ‘Miracle’, og så ser de sindssygt godt ud i denne seje musikvideo.


Khalid har for mig af en eller anden grund fare for at blive lidt af en teenagefest (bevares, jeg har selv været teenager på festival) a la Rihanna i 2013, hvor det var markant, at der var et hav af teenagere afsted på endagsbillet. Det må forventes, når der bookes et så stort popnavn. Det kan også bekymre mig, om der er plads ved Arena taget billetsalget til hans koncert i Tap 1 i betragtning, og om koncerten bliver en gentagelse af den sodavandsfest, denne anmeldelse beskriver. Det hænger desværre også sådan sammen, at der skal vælges mellem Nelson Can og Khalid, da de spiller samtidig.


Stormzy har min lillebror advaret om, og jeg er blevet vist denne video til skræk og advarsel, men da jeg gik glip af koncerten i 2016, fordi jeg var på arbejde, er det altså lidt a dream of mine at opleve ham live, når nu muligheden kommer igen. Stormzy er desuden en af de artister, jeg fornemmer, det ikke forventes, jeg er “fan” af, men jeg har altså vilde moments til hans musik og tekster. Find mig uden for moshpitten, når Stormzy spiller på Arena torsdag aften.


Benal har for ikke så længe siden udgivet nummeret ‘Nu Her’, som er gået direkte ind på min personlige liste over sange til sommeren. Derudover er deres albummer ‘Nu’ og ‘Hvis Det Virkelig Er Vigtigt’ virkelig stærke, og særligt teksterne er helt geniale. Sprogligt geniale. Til et punkt hvor jeg tager mig selv i at være nørdet begejstret for dem. Dét glæder jeg mig til at opleve live, når de spiller fredag eftermiddag. Benal spiller i øvrigt også til KU’s forårsfestival på fredag. 


The Minds of 99 behøver ingen anden forklaring end tid og sted: fredag aften på Orange.


Massive Attack har desværre en plads på min liste, som ikke helt er deres musik værdig, men jeg skal være ærlig og sige, at der faktisk kun er et enkelt nummer, det er vigtigt for mig at få hørt, og det er selvfølgelig ‘Teardrop’. Det er lidt pinligt at være den slags koncertgænger, der kun kender et enkelt nummer, men det er dét, der sker, når jeg skal høre Massive Attack fredag nat på Orange.


Veto spillede en udsolgt koncert i Vega i marts, som jeg var så heldig at være med til, og selvom jeg hørte nogen sige, at der var “alt for meget af det nye”, var det en så fed koncertoplevelse. Deres nye album har i det hele taget været soundtrack til den første del af mit 2018, så det kan blive en ret speciel oplevelse at opleve dem på Roskilde Festival, når de spiller lørdag aften på Arena.


Gorillaz er i tæt konkurrence med The Blaze, hvad angår at rangere som den koncert, jeg glæder mig mest til. Siden de spillede i København i efteråret, har jeg ofte hørt deres musik ud i ét, altså simpelthen bare sat det til at køre på Spotify, så jeg føler mig i den grad klar til at høre dem, når de spiller Orange Scene op lørdag aften.


Anderson.Paak & The Free Nationals spillede tilbage i 2016, hvor jeg var så heldig at opleve dem på Apollo til en glimrende koncert med god stemning. Nu er jeg ikke verdens bedste til at holde ud på festivalen helt til sidste koncert, så det bliver spændende at se, om jeg får oplevet Anderson.Paak for anden gang, når han lukker festivalen med sin koncert på Arena lørdag nat.

Hvad skal I høre eller opleve?

   

6 kommentarer

  • Matilde

    Tak for et dejligt indlæg med nogle gode tips! Jeg glæder mig allermest til Khalid og Joey Bada$$. (Ham havde jeg også troet ville være på din liste) 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vera

    Ikke for at være en lyseslukker, men nu hvor du henviser til anmeldelser af tidligere koncerter flere gange i indlægget her, tænkte jeg du måske skulle læse op på, hvordan det gik for PARTYNEXTDOOR i DR koncertsal i vinters. Fanme en sløj oplevelse. In case du vælger ham over en anden koncert – så skal det måske tages til genovervejelse. Man kan selvfølgelig håbe på en bedre oplevelse på festivalen, det gør jeg også selv, han er (eller var) en af mine absolut yndlings (ud fra studie- og pladelyd). Men ja, lille surt opstød, sorry!!! Bliver bare ked hver gang jeg mindes om den tamme, lamme, lade koncert

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Go’ tur – det fedeste minde jeg har, var genforeningen af Malk De Kojin i 09

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • TAK for et gennemarbejdet blogindlæg med al mulig inspiration!! SÅ fedt altså :))
    Jeg sprang også festivalen over sidste år, og glæder mig helt vildt til at komme tilbage i år. Vi har meget af det samme på listen, MEN jeg må altså indrømme, at jeg forventer et brag af en dansefest sammen med Bruno ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • /

    En kommentar helt ude af kontekst, men vidste ikke helt, hvor jeg ellers skulle placere den. Håber, det er okay :-)

    Jeg har et stort ønske til et blogindlæg. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre om, hvordan du strukturerer dine dag (og faktisk særligt også weekender) ifht. til studie, undervisning, opgaver og læsning. Læser du hver dag, begge weekenddage, aftener, eller har du bestemte tidsrum/dage, hvori du læser og/eller absolut ikke læser? Møder du til al undervisning, læser du før/efter undervisning, tillader du dig selv at sove længe, hvis du skal møde sent, at holde fri i weekenderne osv. osv. osv.?

    Beklager de maaange spørgsmål, men jeg starter selv på KUA til september og har en klar idé om, at de fleste uddannelser derude er bygget om nogenlunde ens med omkring 12 timers undervisning, en del selvstudie etc., og derfor ville det være interessant at høre det fra dig, som er så god til at formidle sig.
    Jeg kommer fra medicinstudiet, som var så vanvittigt hårdt, og som lagde mig fuldstændig ned, og derfor er jeg SÅ bevidst om, men også ubeskriveligt nervøs for at ryge helt derud igen, hvor studiet fylder og kontrollerer hele mit liv og mine tanker. Jeg vil så gerne have et liv, hvor studiet selvfølgelig er en del af det, men hvor jeg også har tid til at leve og være mig og nyde weekender og langsomme morgener uden konstant dårlig samvittighed.

    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • E

      Intet pres, men håber sådan, du vil overveje det!!! Det ville seriøst være guld værd her i månederne op til (meget nervøs og en anelse uoverskuelig!!!) studiestart :-)))

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spørgsmål, jeg stiller mig selv