REN kærlighed til KBH

Et skriv om at skrive (igen)

Det her blogindlæg var oprindeligt blevet til en ret vred smøre, men en vred smøre rettet mod mig selv, hvilket ikke ligefrem er charmerende. Det har min underbevidsthed nok været lidt opmærksom på (tak for det), for jeg har i hvert ikke udgivet det, og efter en gennemlæsning har jeg rykket lidt rundt, omformuleret, slettet og skrevet nyt, for udmeldingen er jo positiv: jeg vil gerne skrive igen, jeg skriver igen, så det her indlæg skal absolut ikke have klang af klagesang.

Men nu forholder det sig dog engang sådan, at Instagram har lanceret endnu en ny funktion, som forleden ledte til at afføde en lille provokation i mig. Der er selvfølgelig tale om Spørge-Jørgen funktionen, hvilket den nok ikke hedder, hvis man spørger Instagram, så det gør vi ikke. Den kan tilføjes en Story, hvorved følgere kan stille spørgsmål, og fordi jeg ikke kan dy mig for også at skulle være med, når der ruller en bølge af tests af en ny funktion, lavede jeg selvfølgelig en Story med muligheden for at stille mig spørgsmål. (De er forresten ikke anonyme, kan jeg hilse og sige). Helt enkelt har en følger (går jeg ud fra) spurgt, om ikke jeg er enig i det udsagn, at min blog kan virke som “én lang reklamesøjle”. Samme formodede følger har desuden spurgt, hvornår der kommer et nyt ikke-sponsoreret indlæg på bloggen. Den kan vi lige tage med det samme, for det gør der jo nu. Angående det med den lange reklamesøgle er det faktisk noget, jeg har pint mig selv med en hel del de seneste måneder, og måske netop derfor mærkede jeg straks en knude i maven, da jeg læste spørgsmålet.

Det er ikke sådan, at jeg vil undskylde for noget – jeg har mere eller mindre levet af at skrive min mening om det ene og det andet på bloggen og Instagram det sidste år, så det er en helt naturlig del af mit arbejde med bloggen, at der indgår sponsorerede samarbejder. Langt de fleste af dem er jeg virkelig stolt af at få lov at være en del af, nogle af dem er jeg bare almindeligt stolt af, og jeg vælger også mine samarbejder med omhu. Men at der i en periode har været flere af dem end “normale” indlæg, er absolut ikke noget, der glæder eller inspirerer mig. Det er faktisk en meget utilfredsstillende oplevelse at have haft et halvt år med så meget pres og kaos, at jeg kun lige, eller faktisk ikke engang, har formået at opretholde den del af bloggen, der betaler huslejen, sætter brød på bordet og sender fadøl henover baren, og i den grad har forsømt hele den kreative del af det rum, jeg har opbygget. Hver gang noget føles halvt, eller hver gang jeg sidder med en følelse af at kunne have gjort mere, er det med til at distancere mig fra “værket”, og det irriterer mig. Helt vildt.

Sagen er den, at jeg (stadig) kæmper en del med at finde ståsted i en verden, jeg sådan set har opsagt mit abonnement på. “Blogger-verdenen”. Det er stadig en drøm for mig at udgive, og mit hovede fungerer i tekster. Men jeg kan ikke blive enig med mig selv om på hvilken måde, jeg fortsat vil dele ud (af mig selv). Det har krævet, og kræver fortsat, mod og energi at dele ud om at opleve mangel på mod og energi, og det i sig selv er jo komplekst at navigere i. Jeg finder det stadig grænseoverskridende at skrive. Bare vendinger som “mangel på mod og energi” er provokerende for mig at skrive, fordi jeg stadig kan være rigtig hård ved mig selv omkring “alt dét, jeg ikke kan”, eller ikke får gjort, og mange dage helst ser, at ingen ved, at der er noget, jeg ikke kan. Jeg tænker også meget over dét, der er fortællingen, og dét, der er den fortælling, jeg skaber, og hvordan de to påvirker hinanden. Der er jo også så meget, jeg godt kan.

Mange spørger til, hvordan det har været efter, De Perfekte Piger blev sendt, hvordan jeg har det nu, og hvad jeg gør for at holde udviklingen kørende. Jeg bliver også ofte spurgt, hvad jeg har gjort for at nå dertil, hvor jeg er i dag, og om jeg har gode råd til, hvordan man selv kan arbejde med sig selv på en givende måde. Det har jeg virkelig svært ved at svare på, fordi jeg i høj grad har haft brug for at være meget privat oven på den ekstreme oplevelse, det har været at være så sårbar og ærlig på landsdækkende TV. Men måske låget på den kasse skal løftes snart.

Når alt kommer til alt vil jeg gerne bruge min stemme og mine skrevne ord. Der er så meget, jeg ikke har fået skrevet eller udgivet, og der er endnu mere, jeg har tanker og holdninger til, som jeg ser mening i at udgive. Samtidig sker livet omkring mig, og det vægter jeg mere end nogensinde virkelig højt at tage del i. Uden telefon. Uden computer. Men jeg skriver altså stadig.

1 kommentar

  • Kristine Oddershede

    Hvor er det bare et fint og nærværende indlæg! Jeg er helt overrasket over, at det ikke har nogle kommentarer.
    Jeg har fuldt dig siden dine Youtube-dage, og jeg kan virkelig fornemme, hvordan du har udviklet dig (positivt) på bloggen. Det er klart, at der kan være perioder, hvor det kan være svært at overskue og navigere rundt i en dagligdag med mange bolde i luften, men jeg synes personligt, at du er god til at lave varierende indlæg. Og jeg nyder især dine længere skriv (som dette), fordi jeg bare er så enig med dig, haha, men også fordi du har et fedt flair i dine tekster. Keep up the good work og den gode (tøj)stil!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

REN kærlighed til KBH