The list: September 2018

10 hurtige om at være flyttet til Indre By

At skrive “10 hurtige” i overskriften er måske på grænsen til falsk reklame. Der er i hvert fald ikke så meget fart over de ti punkter – jeg fatter mig sjældent i korthed, men jeg har nu boet i Indre By siden midten af juli, tiden flyver afsted, og imens den har gjort det, har jeg gået og skrevet på de her punkter. Mit år på Nørrebro var afklippede jeans, fadøl, skødesløst hår, brune Birkenstock sandaler og (næsten) alle de bedste mennesker i mit liv inden for en radius af to kilometer. Nu bor jeg så i Indre By, hvor min nærmeste kiosk er 7-Eleven på Nørreport, køen til Arch er min nabo og lyden af en “fed BMW”, der gasser op ned mod Torvehallerne, er soundtrack til min hverdag. De afklippede jeans og de brune Birkenstock er selvfølgelig kommet med herind, men der er altså bare noget, der er anderledes ved at bo i Indre By.

– Hvor jeg førhen, da jeg boede på Nørrebro, helt sikkert har været larmen, når jeg er gået sent hjem fra Nørre Bodega, bruger jeg nu usandsynligt meget stemmebåndsaktivitet på at tale om larmen. Det er faktisk på et niveau, hvor min mor linker artikler til mig, der handler om ældre mennesker, der bor i mit område, og sender støjklager til kommunen. Men øhm, kom drenge, vi tager på Arch!

– Jeg tør (næsten) ikke købe en ny cykel, selvom jeg virkelig mangler en, for er der noget, jeg ikke orker at stå og bande over nede ved Nørreport, så er det en stjålet cykel. Den statistik skal jeg bare ikke være en del af.

– Selvom larmen er lidt hidsig af og til (Fireball af Pitbull på fuld tryk fra en Heineken festbus er lidt hård, når man ligger og sveder tømmermænd lørdag formiddag), gør byens puls noget ved mig. Jeg vil nok ikke gå efter at bo i Indre By igen, for jeg savner følelsen af at have et lokalområde, men jeg kan godt lide at bo i lyden af storby. Hvor findes den perfekte blanding af de to? Vesterbro?

– Inventarlisten på min hylde i køleskabet siger lige nu havredrik, Thise urmælk, Thise vesterhavsost, Kærgården, økologisk rugbrød, God Morgen appelsinjuice og et bundt frisk bladselleri. Og en billig rosé, men det er lidt snyd, for den havde jeg med fra Nørrebro.

– Der ligger en pøl af indtørret opkast til højre for trappen ind til min opgang.

– Sonny er ved at blive lidt af et stamsted for mig, altså denne dér “bloggercafé” nede i Rådhusstræde. Jeg vil ikke engang skamme mig over det, for de laver rent faktisk en interessant avocadomad med langt mere spark i end så mange af de andre caféer i Indre By. Og deres citronlemonade med timian er min nye ting. Måske vi også skulle tage at holde op med at label ting som “bloggerting”, som om det er noget dårligt.

– Der er langt til alt, og alting er tæt på.

– Med mit tiltagende antal besøg på førnævnte café bliver jeg eksponeret en del for de dér cool piger, der kun snakker om, hvor sejt et eller andet nyt projekt, de har startet, er (drømmer totalt meget om at blive én af dem). De cool piger går selvfølgelig i (endnu mere) cool sneaks (end mig), og jeg er røget direkte tilbage i min sneakerafhængighed, dog uden at have bukket under for den (endnu). Men jeg skal gerne indrømme, at det er møg hamrende svært. Opdatering: Siden jeg skrev dette punkt for en måned siden er det blevet til to nye par sneakers. Jeg forstår godt, hvis nogen ikke tager mig seriøst, for jeg tager så tydeligvis heller ikke mig selv seriøst.

– Prisen på to-go kaffe har kureret min craving for det fuldstændig, og selv siddende på en café er jeg begyndt at bestille noget andet. I hvert fald 7 ud af 10 gange. Jeg savner min faste bestilling hos Riccos i Stefansgade. Det er også, som om kaffe i Indre By smager mere af mælk end kaffe?

– Jeg har været med roomie på indløb i Torvehallerne. For at købe pil-selv rejer. Og fritter. Med trøffelmayo. Festmåltidet havde også hvidvin på bordet. Er der nogen, der gider trække mig op på bodegavognen igen, inden det stikker helt af? Opdatering: Jeg har fået et bekendtskab, der bor ude i mit gamle hood på Nørrebro, og er derfor igen at finde på mine stambarer.

3 kommentarer

  • Katja

    Jeg er ny på Nørrebro, så sig mig! Hvilke er dine (gamle) stambarer? #manglerinspiration

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karrusellen, Lille Peter, Nørre Bodega (til de helt sene nætter), Café Ægir, Gonzo i Jægersborggade (både spisested og bar) og så har jeg lige opdaget Kronborggade 3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja

      Fedt, tak! De må afprøves!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The list: September 2018