Med udgangspunkt i gul

Podcastanbefalinger #2

Det har rumsteret lidt rundt i mit hovede, hvorvidt jeg skulle lave denne her version af mine podcastanbefalinger – en queerversion. Kan man godt tale om queer uden at blive stemplet som “sådan en, der taler om queer”, og hvorfor vil jeg ikke være “sådan en, der taler om queer”? I min rumsteren er jeg kommet frem til, at det havde været helt fantastisk for mig at læse et blogindlæg som dette, da jeg gik i folkeskole, gymnasiet eller bare for et år siden. Eller nu. Så selvfølgelig skal jeg lave denne her version. Og udgive den. Og om du så selv sidder og er queer eller ej, håber jeg, at de her anbefalinger vil berige dig på den ene eller den anden måde.

Der er koblet et link på alle overskrifterne, så I kan klikke jer ind og lytte den vej, eller finde de forskellige podcasts på jeres foretrukne app.

Når fars pige er til piger (Radio24Syv)
Denne her podcast hørte jeg i efteråret, da den kom ud, og jeg har tænkt rigtig meget på den siden, fordi den meget fint belyser, hvordan det desværre kan være en rigtig svær samtale at fortælle om sin seksualitet, og at det kan trækkes ud til at være en svær samtale meget mere end én gang. Podcasten er en dokumentarserie, og handler om Katrine, der er blevet kærester med Camilla. Familien ved det ikke, og Katrine mærker særligt et behov for at få sin fars accept af det. I podcasten er vi med i fortællingen om, hvordan Katrine møder Camilla, hvordan Katrine selv har det med sin seksualitet og selvfølgelig problematikken omkring familiens accept. Ved de det godt, men siger bare ikke noget? Og hvorfor bliver der ikke sagt noget? På et tidspunkt i podcasten siger søsteren direkte, at Katrine ikke skal fortælle sin far om Camilla på familieferien, fordi det vil ødelægge turen for ham. Mere vil jeg ikke afsløre, men jeg vil gerne sætte den disclaimer på, at podcasten nok kan være lige dele god og svær at høre, hvis man selv står midt i frygten for ikke at blive accepteret af sin familie.

Tændt: Homoseksualitet – medfødt eller fri kærlighed? (P1)
Først og fremmest en kæmpe anbefaling af programserien Tændt, hvor hvert program belyser et emne inden for eller i forhold til sex. Det er lærerigt, oplysende, bekræftende og interessant. I dette program snakker vært Satie Espersen om homoseksualitet, og jeg var fanget allerede fra indledningen, hvor Satie indrømmer egen frygt for at komme til at tale om det på en forkert måde. Samtidig taler hun om vigtigheden i at lave programmet, fordi der stadig er så mange mennesker, der ikke vil give den plads. Homoseksualiteten. Programmet berører det psykologiske, biologiske og sociologiske aspekt af at være homoseksuel, og hvordan det føles at have en seksualitet, der er genstand for debatter, videnskabelige studier og radioprogrammer som Tændt på P1.

Tværs: På tværs af seksualitet (P3)
Dette afsnit af Tværs er sat op som et panel, hvor vi først hører paneldeltagernes egne historier om at “springe ud” for dernæst at høre dem besvare lytternes spørgsmål i forhold til at være homo- eller biseksuel. Programmet fangede mig især ved paneldeltageren Ninas fortælling om at føle sig i modstand over for dét at springe ud, men alle tre fortællinger og de emner, der tages op til diskussion i podcasten, er vigtige og lærerige. I det hele taget er Tværs en programserie, alle unge mennesker burde gøre sig selv den tjeneste at lytte til.

Tårekanalen: Moody – La Vie d’Adèle
Nu kender jeg Josefine Moody off the mic so to speak, og det er altid en lidt sjov oplevelse at høre nogen, man kender, tale i radioen eller på TV, men Josefine er en sjov og charmerende fortæller, så selvfølgelig skal det her afsnit af Tårekanalen anbefales. I afsnittet taler Josefine med vært Rikke Collin om filmen Blue Is The Warmest Color/Adèles liv/La Vie d’Adèle – kært barn har mange navne – en film, jeg ikke turde se, da den kom ud. Jeg gik i 2.g, franskholdet så den i biografen som en del af undervisningen, og kom tilbage chokerede og forfærdede. Det var i hvert fald min oplevelse, og jeg var ræd for, hvad det betød, at jeg havde lyst til at se den af egen fri vilje. Så jeg lod være. Senere hen har filmen fået stor betydning for mig, fordi den skildrer noget, jeg kan genkende mig selv i, og dét har vi mennesker brug for. Noget eller nogen at spejle os i.

Tårekanalen: Mads Axelsen – Call Me By Your Name
Jeg ved godt, at Call Me By Your Name har været på alles læber, og måske er der nogen, der er ved at være lidt trætte af at høre om filmen, men hvis du stadig ikke har set den – se den, vend tilbage og hør dette afsnit af Tårekanalen. Det er kærlighed, når det er bedst, og gør mest ondt. Mads Axelsen har så mange fine ting at sige om filmen, og er i det hele taget bare en fornøjelse at høre “på radio”. I afsnittet er der desuden inkluderet små lydklip fra filmen, og jeg bliver totalt sat tilbage i den stemning, filmen har, som gør mig helt øm om hjertet.

Politikens Poptillæg #90: Årets bedste (homo)film er fyldt med kådhed, knuste hjerter og kedelig sex
I forlængelse af førnævnte vil jeg anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, som også handler om Call Me By Your Name, og igen har Mads Axelsen i panelet. Programmet har med sin anmelderagtige facon en mere kritisk vinkel på filmen – for eksempel de flade sexscener og problematikken i, at der stadig panoreres væk fra sex mellem to mennesker af samme køn. Programmet zoomer dog også ud, og taler om filmens vigtighed i forhold til at vise queerkærlighed i en verden, hvor det desværre stadig er lidt af en begivenhed, når queerkærlighed bliver sat på dagsordenen af film, der rammer populærkulturen.

Politikens Poptillæg #94: Ærlige sexscener, ægte kærlighed – og aids
Apropos populærkultur vil jeg også anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, fordi det netop berører dét at have svært ved at se sig selv i populærkulturen, hvis man tilhører en minoritetsgruppe. Jeg synes selv, det kan være et næsten umuligt projekt at finde frem til de film, serier eller podcasts, hvor queerkærlighed er repræsenteret på en ikke-stereotypisk måde, og det er jo svært nok i forvejen at finde den repræsenteret overhovedet, så jeg synes, det her afsnit er så vigtigt. Forfatter Mads Ananda Lodahl taler nemlig om netop det i anledning af den franske film ‘120 slag i minuttet’ (som jeg mangler at se), og kommer i øvrigt med forslag fra sit eget queer pensum, som han kalder det.

3 kommentarer

  • Weronica

    Tak for anbefalinger. Nu ved jeg hvad jeg skal hører når jeg er færdig med Fries Before Guys. Den kan virkelig også anbefales! x

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Hej Amalie,

    Har du lyst til at skrive mere om din egen seksualitet? Kan ligesom fornemme jeg har misset et eller andet :) Det ville være vildt spændende!
    VH

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Mange tak for anbefalingerne, og jeg synes bestemt ikke, det gør noget at blive stemplet som en, der taler om queer. Ps. Kunne godt lide din profil på HER.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Med udgangspunkt i gul