Webfavoritter: Jakker & blazere hos asos.com

The list: September 2018

I starten af året startede jeg denne serie, som så ikke blev helt så konsekvent, som planen var, men sådan er det også at gå i gang med at løbe. Nogen gange kommer man ikke afsted. Jeg har til gengæld tænkt mig at tage fat i den igen, og har en masse gode udgivelser til jer i dette september issue af the list. Ligesom de andre gange er I selvfølgelig velkomne til at byde ind med jeres egne bud på udgivelser, det er værd at tjekke ud i denne måned eller resten af året. Hvis jeg skal fremhæve nogle favoritter, må det være Lovleg under ‘Film & serier’, Van Gogh udstillingen på Arken og RK Kolding i musiksektionen, men håber selvfølgelig, I læser med hele vejen.

Film & serier:

Lovleg er NRK’s nyeste skud på stammen af ungdomsserier, og handler om Gunnhild, som flytter på kollegie og skifter skole for at komme væk fra de kedelige håndboldspillende unge i hendes hjemby. Hun er på alle måder socialt akavet, men har samtidig ben i næsen, og der er noget ved hende, som minder mig om mine egne akavede teenageår og kampen om at finde en gruppe at passe ind i. Serien kan allerede streames på dr.dk eller ses i bidder ligesom SKAM på seriens egen side lovleg.p3.no.

Lykke-Per af Bille August havde premiere 30. august, og har ikke været til at undgå i medierne, hvorfor jeg egentlig var lidt betænkelig ved at inkludere den her, men måske der er noget om snakken. Filmen er baseret på Henrik Pontoppidans klassiske roman af samme navn, og som litteraturinteresseret er det da lidt spændende, at Bille August har lavet en film baseret på en så stor klassiker. Kogt ned til få ord handler filmen om at skabe et liv, der adskiller sig fra dét, man kommer fra, og det i sig selv har vakt min interesse.

Udstillinger:

Van Gogh på Arken var jeg inviteret ind at se forud for udstillingens åbning i weekenden. Kurator Dorthe Juul Rugaard førte os gennem udstillingen, og fortalte undervejs om Van Goghs liv, som jeg simpelthen er så fascineret af. Hans sind har været så uhyggeligt, men hans kreativitet og måde at forholde sig til farver og motiver er så medrivende. Det er enormt fascinerende, og jeg har virkelig lyst til at besøge udstillingen igen. Den løber heldigvis helt indtil 20. januar 2019, og er en unik samling af malerier, tegninger og citater, som aldrig før har været udstillet i Danmark.

Bøger:

Alt hvad du ejer af Caspar Eric udkom godt nok i midten af august, men fordi jeg ikke udgav en liste om august, kommer den med her. Der er meget få mennesker, jeg betragter mig selv som fan af, men Caspar Erics forfatterskab har jeg været opslugt af siden hans første udgivelse, som kom midt i min gymnasietid. Jeg var så betaget af skrivestilen, emnerne og hans beskuelse af dem, at jeg faktisk bad min dansklærer om at inkludere hans første digtsamling i undervisningen, og det lykkedes! Min dansklærer var super sej. Jeg fik Alt hvad du ejer i fødselsdagsgave, men har desværre ikke læst den endnu, da jeg lige har en roman, jeg skal læse færdig til et samarbejde med Gyldendal først, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil finde den både smuk og interessant.

Transformer af Linda P er ikke umiddelbart en bogform, jeg ville tage ned fra hylden hos boghandleren, men jeg så for nylig tilfældigt et klip fra et interview med Linda P, som vækkede min interesse, fordi det var snak om eksistens og identitetsdannelse – blandt andet hvordan hun blev “den sjove lebbe”, og det er vist ikke nogen hemmelighed, at identitetsdannelse interesserer mig en hel del, så bogen har vakt min interesse, fordi jeg har en fornemmelse af, at Linda P har noget på hjertet og livet, jeg kan blive klogere af at læse. Bogen er en udviklingshistorie om tiden før og efter et sammenbrud på Skanderborg Festival, om sprut, stoffer og sex, om svigt og “omkostningerne ved at tabe sig selv af syne“.

Musik:


RK Kolding er helt ny i mit musikkartotek, men har med sin første udgivelse, albummet Fluid, virkelig printet sig fast, og sangen ‘Dive’ har rumsteret i mit hovede siden første gang, jeg blev gjort opmærksom på den. Musikken har et virkelig lækkert lydunivers, som kombineret med en god stemme og fine tekster lover sindssygt godt. Det er altid svært for mig at definere, hvorfor noget (ny) musik er værd at lytte til, så måske ordene herfra bare skal være, at det er værd at give et lyt.

Chinah er ude med en ny single, og har i den forbindelse (endelig) annonceret et debutalbum, som er sat til at lande i november. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg har læst mig til, at Chinah går efter et musikalsk retningsskifte, at jeg synes de to nye singler (de udgav ‘Yeah Right’ tilbage i juni måned) lyder anderledes, end hvad, jeg synes, er en klassisk Chinah lyd som på ‘Away From Me’ fra 2016, men det lyder i hvert fald nyt. For mig er det dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, og jeg er meget spændt på debutalbummet.

1 kommentar

  • Karen

    Hej Amalie
    Tak for dette indlæg, det er fedt! Bliv ved med det 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Webfavoritter: Jakker & blazere hos asos.com