Ugens plus- & minuspoint #37

Ting jeg gjorde #2

Farvede mit hår helt mørkebrunt i en billedredigeringsapp på min telefon for at aflure, om det skal være mit næste projekt, når jeg er færdig med at have hvidt hår. Det så faktisk overhovedet ikke tosset ud! Næste trin er at snakke med min frisør om, hvorvidt det overhovedet er muligt.

Ringede – som den pligtopfyldende betaler, jeg forsøger at være – til SKAT for at aftale en afdragsordning på et ubetalt girokort kun for at få at vide, at de har meget travlt. De har faktisk så travlt, at ventetonen bare kom på derefter, kun afbrudt af en kort meddelelse om, at hvis der allerede er oprettet en rykker på girokortet, kan jeg godt glemme alt om en afdragsordning. Der er hverken tiltro eller et nummer i køen at hente. Ventetonen spiller stadig.


Hørte Lana Del Rey – Mariners Apartment Complex i hvert fald fem gange i træk, og det er endda måske en underdrivelse. Jeg har indsat den ovenfor, så I kan lytte med.

Købte en ny cykel på afbetaling hos – wait for it – mine forældre. Idéen er selvfølgelig, at jeg nu med investeringen i en ordentlig cykel skal cykle rundt i København, og derved spare (mange) penge på Rejsekort. Min holdning til, hvorvidt cyklen skal benyttes som transportmiddel i beruset tilstand forbliver dog den samme – det skal den ikke.

Ramte ‘follow’ knappen hos en stor dansk it-girl, selvom jeg havde svoret aldrig igen at udsætte mig selv for den slags perfektion, mit selvværd og min selvtillid før i tiden brugte så meget tid på at lade sig nedsætte af. Forstå mig ret – det er ikke, fordi jeg synes, perfektionen i sådan en profil ikke må være på Instagram – så SoMe-kritisk er jeg ikke, og kan jeg slet heller ikke tillade mig at være. Jeg bliver bare ramt af tanken, hvorfor jeg dog ikke kan være sådan en pige. Men vi har de samme orange sneakers, og jeg har altså trykket ‘follow’. Let’s see how this goes ..

Tilføjede nogle forskellige fingerringe til mine ‘saved items’ hos asos.com, fordi jeg har fået lyst til atter at begynde at gå med flere ringe på én gang. Jeg tror, at lysten er kommet af at se roomie have mange ringe på. Og det er altså bare ret cool! Der er også en form for power over det? Jeg har indtil videre tilføjet denne multipack, denne og denne signetring.

Løb endnu et såkaldt ‘social run’ (et løb for det sociale eller for et budskab, altså et løb uden målet om en bestemt fysisk præstation), denne gang sammen med Naked & Asics i anledning af lanceringen af blandt andet disse super fede løbesko, som jeg var så heldig at få med hjem, og altså har i sinde at bruge som sneakers til hverdag. Jeg er også ret lun på disse fra samme lancering. Det hele var selvfølgelig i Naked #supplyinggirlswithsneakers ånden, og vi løb derfor for kvinders styrke.

Bestilte burger fra Jagger dagen efter at have løbet det dér løb. Sådan er jeg bare så alsidig. Nu har jeg godt nok sagt det mange gange, men øhm, ved brug af koden AMALIEWESSEL, når du opretter dig på Wolt, får du 50 DKK at handle for, og det samme gør jeg. Jeg kan i samme ombæring lige anbefale min nye yndlingsrestaurant derpå – Pasta la Pasta. Deres bolo er sublim.

Erkendte at det ikke duer at følge denne dér it-girl, selvom hun er åh så flot. Jeg bliver ked af mig selv, og må jo blankt indrømme, at det handler om et eller andet i mig, en eller anden rigtig godt gemt frustration over ikke at (kunne) være “sådan en pige”. Den frustration har jeg helt enkelt ikke brug for, og jeg har derfor atter ramt ‘unfollow’.

Satte gang i søgningen efter en sej person, der skal hjælpe mig med et videoprojekt. Jeg vil gerne lave en fornyet version af denne præsentationsvideo, som efterhånden har et par år på bagen, og i den grad trænger til at blive opdateret. Jeg ser jo for det første ikke sådan ud mere, men derudover synes jeg også, det kunne være sejt at have en video på mine medier, der præsenterer mig som person – både for nye læsere, men også for mulige samarbejdspartnere. Jeg håber at finde det rette match, og hvis det er dig, er du velkommen til at smide mig en mail.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugens plus- & minuspoint #37