02.10.18

En coming out story om ikke at springe ud

De findes i massevis på YouTube – ‘coming out stories’ – om at springe ud som homoseksuel, biseksuel, panseksuel eller noget helt fjerde. Det har så længe, jeg kan huske, heddet at springe ud eller komme ud af skabet, når nogen fortæller til omverdenen, at de har en anden seksualitet end heteroseksuel. Og det forventes ligefrem, at de gør det – springer ud, sætter varedeklaration på og klarlægger for omverdenen, hvordan landet ligger, hvem man ligger med, og ikke mindst hvordan det foregår. Det blev også forventet af mig første gang, anden gang faktisk også, jeg begyndte at se en pige, og det bliver også sagt om mig, at jeg er sprunget ud, selvom jeg bevidst har valgt ikke at gøre det. Og der bliver brugt mærkater om min seksualitet, jeg ikke engang selv ville bruge.

Det er som groet fast i vores sprog, at det er sådan, vi taler om seksualitet. Med mærkater.

Helt til at starte med handlede dét med ikke at springe ud om, at jeg ikke ville have, at nogen skulle vide “det”, ene og alene af den årsag at jeg ikke var sikker, og var rædselsslagen for skammen i at trække det tilbage, hvis nu det ikke var sådan alligevel. Lige så meget som andre forsøgte at putte mig i en kasse, havde jeg helt klart også selv et behov for at finde en kasse at være i og passe ned i. Sådan tror jeg egentlig, alle mennesker har det på et eller flere tidspunkter i livet. Jeg vidste bare ikke, hvad der skulle stå på den kasse, og det frustrerede mig grænseløst, fordi jeg følte, at jeg konstant blev mødt med at skulle tage stilling til det og “sætte mærkat” på mig selv. Derfor kom jeg også til i en periode at finde mig i at blive omtalt som “lesbisk”, “lebbe”, “homse” eller “homo”, ja, “biseksuel” er jeg også blevet kaldt, fordi jeg “da har været sammen med fyre?”. Det sker stadig, at jeg ikke får sagt fra over det, både af frygt for at ødelægge den gode stemning og for ikke at blive forstået.

Når jeg så har valgt fortsat ikke at ville springe ud på traditionel vis, eller gøre så meget ud af det, handler det om, at jeg ikke rigtig ser det som nogen andens forretning end min egen og en eventuel partners, hvad min seksuelle og romantiske orientering er. Det er ikke breaking news, det skal ikke være mandag morgens sladder, og jeg skylder det ikke til nogen at definere mig selv som det ene eller det andet. Jeg synes, der hersker en uberettiget konsensus om, at homoseksualitet og biseksualitet er seksualitet, man må og kan blande sig i, og jeg oplever alt for ofte stødende spørgsmål, stødende måder at spørge på eller stødende måder at blive omtalt. Det er jo ikke på samme måde sådan, at heteroseksuelle bliver bedt om at redegøre for deres seksualitet, eller nogensinde i en gruppe bliver bedt om at definere deres seksuelle og romantiske orientering, så hvorfor skal vi? Og hvorfor sker det, at den bliver forsøgt defineret for os, som om andre har en part i den?

Forvirringen og frustrationen over alle kasserne og mærkaterne vendte jeg til et spørgsmål om, hvorvidt jeg overhovedet skulle være i nogen kasse. Jeg lever jo mit liv, som jeg vil uanset. Jeg lægger ikke skjul på noget, og jeg begrænser ikke mig selv, men jeg har grænser. Grænser for, hvad jeg vil være med til, grænser for, hvad jeg vil dele, grænser for, hvilke kampe jeg vil tage, og grænser for, hvor meget omverdenen skal have lov at definere mig. Jeg behøver ikke en kasse eller et mærkat.

Hver gang nogen kalder mig homo, lebbe eller lesbisk, og jeg tænker eller siger, at det er jeg ikke, er det ikke, fordi jeg benægter min seksualitet. Jeg ved godt, at jeg er homoseksuel. Men det har ingen krav på at få defineret. Jeg definerer ikke mig selv gennem de termer. Jeg er til gengæld holdt op med at sige, at jeg ikke er lesbisk, for så bliver jeg spurgt, hvad jeg så er? Biseksuel? Og det er jeg heller ikke. Det er jeg egentlig endnu mindre, end jeg er lesbisk. Jeg bliver desuden spurgt, om jeg er biseksuel uanset hvad, for jeg “har jo langt hår og ser da ikke særlig lesbisk ud?”.

Pointen er, at mærkaterne i min optik er en simplificering af min person og min seksualitet. 

Jeg er ikke lebbe. Jeg er ikke lesbisk. Jeg er ikke homo. Der hører så mange konnotationer og forestillinger med til de termer, som jeg ikke er. Det er ikke, fordi jeg ikke er proud. For selvfølgelig er jeg fucking proud. Men jeg vil også gerne bare kysse med en pige på en bar uden at blive bedt om at sætte varedeklaration på. 

Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at sige fra og sætte grænser. Jeg kunne godt tænke mig et nyt sprog for, hvordan vi taler om seksualitet. Lad dette være det første spadestik. 

20 kommentarer

  • Signe

    Det er jo bare spot on!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Du skriver meget klogt og dejligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Det er jo lige meget hvad det hedder og hvad andre mener!
    Det vigtigste er at du er glad og tilfreds længere er den ikke! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Du er så pisse fucking sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • sis

    jamen… du skriver du er homoseksuel, men er det ikke alligevel? men tillykke da

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Carla

      Du modsiger dig selv en smule..

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg ved ikke, om din (Carla) kommentar er rettet mod mig eller Sis, fordi kommentaren står som svar til Sis, men er den rettet til mig, kan du læse min forklaring i den kommentar, jeg har skrevet til Sis

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nej, det er ikke det, jeg har skrevet. Jeg skriver, at definitionerne og de konnotationer, der hører til dem, ikke er fyldestgørende for mig. De er en simplificering, og derfor undgår jeg at “springe ud” med de mærkater på. Det ændrer ikke på, at jeg er homoseksuel. Det ændrer blot på måden, jeg taler om det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Meget, meget fint og vigtigt indlæg. Ingen burde have behov for validation fra andre, nære som perifære, for hvordan de vælger eller ikke vælger at leve og udfolde sig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Du forstår virkelig at sætte ord på nogen vigtige emner. Jeg har så meget respekt for det du står for, den måde du har fundet tilbage til dig selv, og det arbejde du laver- mildest talt er du pisse møg sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Yes yes yes!! Du er for sej❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼 Well said. Har aldrig forstået det unødvendige fokus på seksualitet så snart man ikke er til det “normen” foreskriver man skal være.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Amen! Giver virkelig stof til eftertanke 👏🏼👏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denice

    Hvor er det bare SÅ sejt og utrolig sigende! Så godt skrevet 🙌🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Virkelig velskrevet indlæg. Så sejt og så enig! 🙌

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Ingen skylder at definere sig selv overfor andre, og jeg ønsker mig en verden hvor det ikke bliver forventet. Det er så vigtigt og sejt at du sætter den grænse når det ikke føles godt eller rigtigt for dig at putte dig selv i en kasse – nu eller nogensinde.

    Men jeg kom til at tænke på hvorfor det føltes vigtigt for mig at gøre.

    Når vi nu er placerede i denne her heteronormative kultur, er det at sætte et label på min ‘afvigende’ identitet, en måde at finde og identificere et community på. Ordet står ofte som en genvej til at kommunikere en delt oplevelse af ikke at være sat til standartindstillingen, og den kamp der ofte følge med bliver en delt kamp. Jeg tror det er en af grundene til, at man i de mange forskellige LGBTQ miljøer der findes, ofte fokusere meget på identitet og afsøgelsen af den med ord og handlinger. Vi har aldrig passet ind i det normative og har derfor følt en udefinerbar længsel. Vi har ikke været repræsenteret i nogle af de historier, vi er blevet fortalt eller set os selv i fjernsynet. Vi er freaks by default, og vi har endelig fundet vores klan.

    Åh hvilken fryd da jeg opdagede at der findes mennesker som mig og en hel verden af litteratur, film, musik, events, der er lavet til os – mennesker med den samme delte oplevelse af at slås med ikke at være straight. Og ordene hjalp. De gjorde det lettere at beskrive. De gjorde det lettere at lede efter det community, og de gjorde det lettere at finde.

    For mig er der en kæmpe styrke i at tage ordet lesbisk på mig, selvom jeg ikke passer ind i de herskende stereotypiske forestillinger. Ligesom jeg ikke passer ind i alle stereotypiske forestillinger om, hvad det vil sige at være kvinde, eller dansker, eller psykisk syg. Jeg putter hvad jeg vil ind i de ord. Jeg vil være med til at repræsentere, at jeg kan være præcis som er og være lesbisk. Jeg kan definere det ord for mig selv.

    Det betyder naturligvis ikke at det er det samme for alle og jeg hylder og respekterer dig for at leve din sandhed – kasse eller ingen kasse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Virkelig godt skrevet, og jeg kan relatere til meget af det. Jeg ønsker heller ikke, at der bliver sat mærkater på mig, som jeg ikke bryder mig om. Jeg er personligt begyndt at kalde mig selv queer, da det primært bare betyder, jeg ikke er heteroseksuel, men heller ikke ønsker at definerer mig selv mere specifikt. Det åbner også op for, at jeg kan være sammen med non-binære eller genderqueer mennesker uden at føle, at jeg modsiger mit eget label, hvis det giver mening.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Tak for et spændende indlæg! Og hermed et tip om en spændende artikel i tråd med dit indlæg.

    https://www.information.dk/debat/2017/05/bare-mand-elsker-mand

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Det lyder som om at du har mødt rigtig mange uintelligente mennesker på din vej. Om det så har været i byen, metroen eller lignende. Det minder mig om alle de mennesker jeg har mødt, som spørger mig “hvor kommer du oprindeligt fra, Sarah?” bare fordi jeg har mørkt hår, brune øjne og en ANELSE anden hudtone end den de selv har. Det er som om at deres præmis for at gå
    Ind i en samtale med mig er at de rigtig gerne vil vide hvor JEG kommer fra, selvom det seriøst ikke har en skid at gøre med samtalen. Det lyder lidt som nogle af de mennesker du har mødt. Som bare SKAL vide din seksualitet før du går videre i samtalen, selvom det ikke har noget som helst med samtalen af gøre. Det er uintelligente mennesker, som søger svar fordi de kan se at du ikke er ligesom dem. De kan ikke forstå at det er totalt underordnet, hvilket køn du er til, for som du selv skriver så ER du jo ikke din seksualitet. Ligesom jeg ikke er min hud og hårfarve. Så helt seriøst, ja vi skal snakke anderledes om seksualitet, køn osv. Men jeg mener bare det handler grundlæggende om at uintelligente mennesker virkelig har brug for at sætte folk i kasser, før de kan føle sig trygge – så de ikke behøver at tænke så meget, så de kan gå videre i deres lille liv, med det mærkat de selv har puttet på dig og tænke at de bare ved 100% hvem du er nu. Det er latterligt, men det er desværre sådan de tænker.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

02.10.18