Frustrationer

Svenskere på Tinder. Eller, antallet af svenskere på min Tinder. Og Tinder i det hele taget. Jeg tænder og slukker for mine discovery-indstillinger som en opgaveskrivende laver kaffe. For meget. Nogen gange er jeg at finde derinde, men for det meste har jeg slået det hele fra, og slettet applikationen. “Jeg bruger faktisk ikke rigtig Tinder”. Indtil jeg sidder alene en eller anden lørdag, og bliver nysgerrig på, hvad (nok nærmere hvem) der er derude. Der er svenskere. Mange af dem. Det er ikke for at være besværlig, men at swipe ja ville være at bede om besvær. Altså ikke fordi svenskere er besværlige. Eller, det ved jeg jo ikke. Men det er distancen, jeg mener.

Den kommercielle interesse. I min blog, that is. Og min Instagram. Jeg kan godt lide at blogge. Det har jeg altid kunne. Jeg kan godt lide at være på Instagram. Ville elske at have overskud til at bruge det mere. Jeg kan godt lide at tjene penge, for jeg kan godt lide at købe nye ting. Og betale min husleje. På et tidspunkt fik jeg mulighed for at blande alt dét sammen. Men det dér med at være et brand med min egen person. Fordi jeg jo er ret opsat på at skulle have mig selv med i det at all times. Altså mig selv, mig selv – ikke en persona. Det er fucking hårdt. For pludselig skal mig selv-mig selv også leve op til brandet, og brandet skal være tro mod mig selv-mig selv, og hvornår er jeg hvad, og fuck. Jeg kan ikke så godt med at være økonomisk afhængig af min blog. Engang var det jo bare noget, jeg legede. Uden at tænke så meget over det.

Min økonomi. Meget apropos. Drømmer jo om at købe en lejlighed en dag. Og ville gerne, at den dag var tættere på. Mit eget sted. Min egen indretning. Mit eget rum. Med egne vaner. Og måder at gøre tingene på. Gad vide, hvor vi skal hen. Alle os der surfer rundt på værelser i København. Alle de penge, vi smider i noget, vi aldrig kommer til at eje. For at bo i København. Jeg tænker også på kollektiv. På at samle en gruppe indsigtsfulde mennesker, der giver en fuck, og indrette et stort hus med et værelse til hver og en stue med plads til at ligge på gulvet. Og brætspil. Er der ikke please nogen, der snart vil spille brætspil med mig?

Den gode stemning. Min frygt for at ødelægge den. Eller. Mere dét at jeg bare ikke gør det. Ødelægger den. Sidder bare dér, og synes, det er fint at blive ekskluderet i en samtale om sex med mænd, som om jeg ikke ved noget om det. Eller synes noget om det. Ville også gerne, at jeg sagde noget, når min seksualitet bliver brugt til at forklare, hvorfor jeg for eksempel ikke er så vild med at have noget nedringet på. Altså. Jeg synes jo ikke, det er fint. Men jeg siger ikke noget. Heller ikke her på bloggen, og hvad sker der for det? Jeg mener jo noget. Om andet end musik og striktrøjer.

Jeg

Drømmer om at prøve kræfter med arbejde, der ikke cirkulerer om mig selv. Har en periode, hvor begrebet influencer smager lidt besk. Kunne godt tænke mig at bruge dét, jeg kan. Noget med mere substans. Noget med ord. Det er fucking nervepirrende. At gå i gang med at drømme.

Har søgt et job. Sådan et, der ville være så fantastisk at have, at jeg næsten ikke turde søge det, og helt freaket tjekker min private mailindbakke mange gange dagligt, selv her i weekenden, hvor der jo selvfølgelig ikke kommer noget.

Fik for nylig at vide, at det er på tide, jeg handler selvisk i livet. Handler på noget. For mit eget bedste frem for stemningens bedste, eller det forventedes bedste. Fik af en anden at vide, at jeg i sommer i en periode fremstod “ret ego”. Tænker for tiden en del over, hvor fanden balancen er, og om det ikke altid vil være “ego” at være tro mod sig selv, men tænker samtidig også, om ikke det er det, vi skal? Være tro mod os selv. Det er vel ikke godt for nogen altid at lade være op til andre.

Blev temmelig fuld til KUA fest fredag aften. Øl og Jägerbombs og drinks og flere øl. Gav sgu lidt slip, tror jeg. Brugte meget af aftenen på at snakke med en, jeg havde mødt i indgangen, og brugte så meget af lørdagen på at tænke over, hvorfor det er så svært at skrive til nogen, at deres selskab var værdsat, og at det gerne måtte gentage sig. Jeg har endnu ikke skrevet.

Var ved at sætte bøtten med kaffe ind i køleskabet søndag morgen. Blev underligt lun. Det var nok tanken om, at jeg havde nydt at være til fest fredag aften så meget, at jeg hverken holdt øje med tiden eller min telefon, og kom så sent hjem, at trætheden fra tømmermændene varede så længe.

Har virkelig svært ved at “finde på” for tiden. Både til bloggen og Instagram. Jeg kan huske, at jeg, da jeg startede alt det her for mange år siden, brugte hver dag på at udleve alle mulige idéer til content, jeg gerne ville lave. Ting, jeg ville fotografere, og indlæg, jeg gerne ville udgive. Nu kommer idéer til alt muligt andet. Hvordan et dansk rockbands Instagram profil kunne være et outlet for mere end bare koncertdatoer. Hvordan en upcoming artist kunne nå ud til flere mennesker i perioder uden udgivelser. Videokoncepter. Ord. Tekster. Titler til bøger, der ikke er skrevet.

Er træt af, hvor dumme sociale medier kan være i et brud med nogen. Får næsten dagligt notifikationer fra Facebook, der fortæller mig, hvilke begivenheder du er interesseret i. Som om det er godt at vide, hvor fede ting du måske laver. Min iPhone foreslår mig at sende dig en besked i iMessage. Men jeg skal jo ikke noget af det, vel.

Overvejer at farve mit hår tilbage til noget, der er tættere på min naturlige hårfarve. Jeg fælder og fælder og fælder. Og med mit undercut gør det altså, at mit hår er ved at blive noget tyndt noget. Det er dejligt, når jeg sætter det op. Men det er bare ikke så fucking great, når det hænger løst. At der ikke er så meget af det. Overvejer også at lade mit undercut gro ud. Det er begyndt at føles som en indskudt sætning, der ikke længere mangler for at videregive hele historien.