Indlægget indeholder reklamelinks. Disse er markeret med *

Annonce for & Other Stories*: & Other Stories jeans*

Det er fredag, og jeg har bare tullet rundt i jeans og en hvid t-shirt*, fordi jeg bliver så sløv i hovedet, når jeg har drukket hverdagsøl, og det kom jeg til i går. Eller, kom til og kom til. Det var en aftale, jeg havde. Og så havde jeg en aftale mere efter dét. Fire øl blev det. Det er én for meget for mig. Alting er lidt underligt for tiden. Mit liv er i forandring. Igen. Gode forandringer, synes jeg. Forandringer, jeg selv har valgt. Til gengæld tænker jeg meget over mig og bloggen. Specielt på dage hvor jeg tuller rundt i jeans og t-shirt. Altså, hvad skal mig og bloggen. Og hvorfor har jeg det så ofte sådan, at jeg skal undskylde, forsvare eller forklare mig ud af at være blogger. Kan jeg ikke bare være Amalie, og have en blog. Som jeg skriver på. Og hvorfor skal jeg altid forklare, hvorfor jeg skriver. Om det ene og det andet. Spørger man egentlig mennesker, der spiller musik eller teater, om det samme. Hvorfor gør du det. Siger det ikke sig selv. Og hvorfor sker det så ofte, at folk har et behov for at sige til mig, når de møder mig første gang, eller har deres første snak med mig, om “dét jeg laver”, at de jo altså ikke ved så meget om blogs. Som om de skal skynde sig at give udtryk for, at blogs er noget, de ikke synes noget om. Er det, fordi den gængse holdning er, at blogs er noget fis, og noget kikset, og super duper nederen luk-nu-røven-vi-orker-det-ikke-mere. Og den holdning tør man alligevel ikke have ved et første møde. Så man skal skynde sig i hvert fald ikke at komme til at fremstå som værende “sådan en, der synes sådan om bloggere”. Man følger faktisk slet ikke med i noget hos nogen. Eller er det, fordi det er ufedt at beundre nogen eller noget, nogen laver, og meget sejere bare at være helt low key menneske, hæve sig lidt over det, og i hvert fald være for cool til at lade sig begejstre for noget, der foregår på Instagram. Det har jeg tænkt lidt meget over i dag. Og mange andre dage.

Det er onsdag eftermiddag. Jeg sidder halvt liggende på min seng. Spiser chips med (dild)dip og drikker cola. Imens har jeg sat mig for at høre alt, Barselona har udgivet, fordi de har annonceret en række forårskoncerter, og jeg kan ikke tage til koncert med nogen, hvis jeg kun kender to sange. Men jeg vil gerne til koncert med dem. Så jeg må lære nogle flere sange at kende. Apropos at lære flere sange at kende er der kommet en forespørgsel på mere indhold om musik her på bloggen. Og nej, det er ikke bare noget, jeg siger. For at lyde som en hvis musiksmag folk giver en fuck for. Men det er sgu da meget fedt. At få sådan en forespørgsel.

På baggrund deraf kommer her (den vending afslører forresten virkelig antallet af jobansøgninger, jeg har sendt på det seneste) et blogindlæg om mine seneste tilføjelser til mit musikbibliotek. Også kendt som Spotify. Der ligger desuden under Highlights på min Instagram-profil en fane, der hedder ‘Tunes’. Der tilføjer jeg alle de sange, jeg deler i min Story. På den måde kan I altid finde nye forslag, og I kan klikke direkte ind på Spotify gennem de Stories. Ja, det er virkelig smart.

Jeg har kendt til LANY i lang tid, men havde af en eller anden årsag ikke opdaget, at de havde udgivet nyt. Jeg ved ikke, om de måske ikke helt har fanget Danmark, eller om jeg bare har misset en artikel om dem? Uanset er denne her sang fra deres seneste album i hvert fald virkelig dejlig.

Meget apropos dejlig – jeg var helt tilfældigt på Rust en fredag aften for nylig, og lige pludselig var der koncert. Med Bette. Jeg havde godt set hende på Instagram, fordi hun er med i en Mads Nørgaard fotokampagne for deres nye 100% Organic ting, men jeg havde ikke fået hørt hendes musik endnu. Det var en absolut fornøjelse at blive introduceret til hendes musik ved at høre hende live.

Jeg mener at have nævnt det før, men jeg skal til koncert med Billie Eilish i det nye år, og hun har jo ikke udgivet så meget endnu, så det er lidt et sats, men ovenstående er altså endnu en sang til listen over gode udgivelser fra hende.

Benals musik er genial. Benals lyriske tekster er geniale. Jeg bliver så opslugt af tekstuniverset og rytmerne, og det er virkelig stimulerende for mig at høre. Også fordi det udfordrer mit eget sprog og min måde at tænke i sammensætninger af ord. Deres nye album er ingen undtagelse.

Dét med ordene gælder i høj grad også Katinka. Det er ikke hele det nye album, der har fanget mig (endnu), men sangen her er rammende, og jeg hørte den på repeat i nogle dage efter dens udgivelse. Det var ikke en fejl.

Når nu jeg nævnte dem indledningsvis, skal de selvfølgelig også lige indlejres her med en sang. Det er også noget med ordene, der fanger mig hos Barselona, og jeg er meget spændt på forhåbentlig at skulle høre en koncert med dem til foråret. Jeg har tydeligvis noget for dansksproget musik.

Annonce for & Other Stories: H&M jakke (lignende) // & Other Stories strik // Weekday skjorte //
Wood Wood bukser (lignende) // Dr. Martens sko (gave) // UNIQLO hue (gave)

Jeg er startet på et nyt job, som ligger på dejlige Vesterbro, så nu går jeg i Kihoskh efter arbejde, og er genforenet med den del af Vesterbro, jeg udnyttede meget, da jeg boede på Frederiksberg. Det er pudsigt, hvordan livet arter sig nogle gange. Det er kun et par måneder siden, jeg snakkede med nogen om, at jeg godt kunne tænke mig at bo på eller tæt på Vesterbro igen, og nu arbejder jeg der. Det er selvfølgelig ikke det samme som at bo der, men det giver mig en forbindelse til Vesterbro, og en oplagt grund til at hænge noget mere ud der. Og det var lige dét, jeg ønskede mig, så jeg er pænt fornøjet, tør jeg godt sige.

Apropos at være fornøjet – den beige strik fra & Other Stories har jeg haft på hver dag siden, den kom med posten. Den er varm og smart, og jeg kan godt lide den. Der er i det hele taget mange gode striktrøjer at finde hos & Other Stories!

Svenskere på Tinder. Eller, antallet af svenskere på min Tinder. Og Tinder i det hele taget. Jeg tænder og slukker for mine discovery-indstillinger som en opgaveskrivende laver kaffe. For meget. Nogen gange er jeg at finde derinde, men for det meste har jeg slået det hele fra, og slettet applikationen. “Jeg bruger faktisk ikke rigtig Tinder”. Indtil jeg sidder alene en eller anden lørdag, og bliver nysgerrig på, hvad (nok nærmere hvem) der er derude. Der er svenskere. Mange af dem. Det er ikke for at være besværlig, men at swipe ja ville være at bede om besvær. Altså ikke fordi svenskere er besværlige. Eller, det ved jeg jo ikke. Men det er distancen, jeg mener.

Den kommercielle interesse. I min blog, that is. Og min Instagram. Jeg kan godt lide at blogge. Det har jeg altid kunne. Jeg kan godt lide at være på Instagram. Ville elske at have overskud til at bruge det mere. Jeg kan godt lide at tjene penge, for jeg kan godt lide at købe nye ting. Og betale min husleje. På et tidspunkt fik jeg mulighed for at blande alt dét sammen. Men det dér med at være et brand med min egen person. Fordi jeg jo er ret opsat på at skulle have mig selv med i det at all times. Altså mig selv, mig selv – ikke en persona. Det er fucking hårdt. For pludselig skal mig selv-mig selv også leve op til brandet, og brandet skal være tro mod mig selv-mig selv, og hvornår er jeg hvad, og fuck. Jeg kan ikke så godt med at være økonomisk afhængig af min blog. Engang var det jo bare noget, jeg legede. Uden at tænke så meget over det.

Min økonomi. Meget apropos. Drømmer jo om at købe en lejlighed en dag. Og ville gerne, at den dag var tættere på. Mit eget sted. Min egen indretning. Mit eget rum. Med egne vaner. Og måder at gøre tingene på. Gad vide, hvor vi skal hen. Alle os der surfer rundt på værelser i København. Alle de penge, vi smider i noget, vi aldrig kommer til at eje. For at bo i København. Jeg tænker også på kollektiv. På at samle en gruppe indsigtsfulde mennesker, der giver en fuck, og indrette et stort hus med et værelse til hver og en stue med plads til at ligge på gulvet. Og brætspil. Er der ikke please nogen, der snart vil spille brætspil med mig?

Den gode stemning. Min frygt for at ødelægge den. Eller. Mere dét at jeg bare ikke gør det. Ødelægger den. Sidder bare dér, og synes, det er fint at blive ekskluderet i en samtale om sex med mænd, som om jeg ikke ved noget om det. Eller synes noget om det. Ville også gerne, at jeg sagde noget, når min seksualitet bliver brugt til at forklare, hvorfor jeg for eksempel ikke er så vild med at have noget nedringet på. Altså. Jeg synes jo ikke, det er fint. Men jeg siger ikke noget. Heller ikke her på bloggen, og hvad sker der for det? Jeg mener jo noget. Om andet end musik og striktrøjer.

Drømmer om at prøve kræfter med arbejde, der ikke cirkulerer om mig selv. Har en periode, hvor begrebet influencer smager lidt besk. Kunne godt tænke mig at bruge dét, jeg kan. Noget med mere substans. Noget med ord. Det er fucking nervepirrende. At gå i gang med at drømme.

Har søgt et job. Sådan et, der ville være så fantastisk at have, at jeg næsten ikke turde søge det, og helt freaket tjekker min private mailindbakke mange gange dagligt, selv her i weekenden, hvor der jo selvfølgelig ikke kommer noget.

Fik for nylig at vide, at det er på tide, jeg handler selvisk i livet. Handler på noget. For mit eget bedste frem for stemningens bedste, eller det forventedes bedste. Fik af en anden at vide, at jeg i sommer i en periode fremstod “ret ego”. Tænker for tiden en del over, hvor fanden balancen er, og om det ikke altid vil være “ego” at være tro mod sig selv, men tænker samtidig også, om ikke det er det, vi skal? Være tro mod os selv. Det er vel ikke godt for nogen altid at lade være op til andre.

Blev temmelig fuld til KUA fest fredag aften. Øl og Jägerbombs og drinks og flere øl. Gav sgu lidt slip, tror jeg. Brugte meget af aftenen på at snakke med en, jeg havde mødt i indgangen, og brugte så meget af lørdagen på at tænke over, hvorfor det er så svært at skrive til nogen, at deres selskab var værdsat, og at det gerne måtte gentage sig. Jeg har endnu ikke skrevet.

Var ved at sætte bøtten med kaffe ind i køleskabet søndag morgen. Blev underligt lun. Det var nok tanken om, at jeg havde nydt at være til fest fredag aften så meget, at jeg hverken holdt øje med tiden eller min telefon, og kom så sent hjem, at trætheden fra tømmermændene varede så længe.

Har virkelig svært ved at “finde på” for tiden. Både til bloggen og Instagram. Jeg kan huske, at jeg, da jeg startede alt det her for mange år siden, brugte hver dag på at udleve alle mulige idéer til content, jeg gerne ville lave. Ting, jeg ville fotografere, og indlæg, jeg gerne ville udgive. Nu kommer idéer til alt muligt andet. Hvordan et dansk rockbands Instagram profil kunne være et outlet for mere end bare koncertdatoer. Hvordan en upcoming artist kunne nå ud til flere mennesker i perioder uden udgivelser. Videokoncepter. Ord. Tekster. Titler til bøger, der ikke er skrevet.

Er træt af, hvor dumme sociale medier kan være i et brud med nogen. Får næsten dagligt notifikationer fra Facebook, der fortæller mig, hvilke begivenheder du er interesseret i. Som om det er godt at vide, hvor fede ting du måske laver. Min iPhone foreslår mig at sende dig en besked i iMessage. Men det skal jeg jo ikke.

Overvejer at farve mit hår tilbage til noget, der er tættere på min naturlige hårfarve. Jeg fælder og fælder og fælder. Og med mit undercut gør det altså, at mit hår er ved at blive noget tyndt noget. Det er dejligt, når jeg sætter det op. Men det er bare ikke så fucking great, når det hænger løst. At der ikke er så meget af det. Overvejer også at lade mit undercut gro ud. Det er begyndt at føles som en indskudt sætning, der ikke længere mangler for at videregive hele historien.