Jeg

Frustrationer

Svenskere på Tinder. Eller, antallet af svenskere på min Tinder. Og Tinder i det hele taget. Jeg tænder og slukker for mine discovery-indstillinger som en opgaveskrivende laver kaffe. For meget. Nogen gange er jeg at finde derinde, men for det meste har jeg slået det hele fra, og slettet applikationen. “Jeg bruger faktisk ikke rigtig Tinder”. Indtil jeg sidder alene en eller anden lørdag, og bliver nysgerrig på, hvad (nok nærmere hvem) der er derude. Der er svenskere. Mange af dem. Det er ikke for at være besværlig, men at swipe ja ville være at bede om besvær. Altså ikke fordi svenskere er besværlige. Eller, det ved jeg jo ikke. Men det er distancen, jeg mener.

Den kommercielle interesse. I min blog, that is. Og min Instagram. Jeg kan godt lide at blogge. Det har jeg altid kunne. Jeg kan godt lide at være på Instagram. Ville elske at have overskud til at bruge det mere. Jeg kan godt lide at tjene penge, for jeg kan godt lide at købe nye ting. Og betale min husleje. På et tidspunkt fik jeg mulighed for at blande alt dét sammen. Men det dér med at være et brand med min egen person. Fordi jeg jo er ret opsat på at skulle have mig selv med i det at all times. Altså mig selv, mig selv – ikke en persona. Det er fucking hårdt. For pludselig skal mig selv-mig selv også leve op til brandet, og brandet skal være tro mod mig selv-mig selv, og hvornår er jeg hvad, og fuck. Jeg kan ikke så godt med at være økonomisk afhængig af min blog. Engang var det jo bare noget, jeg legede. Uden at tænke så meget over det.

Min økonomi. Meget apropos. Drømmer jo om at købe en lejlighed en dag. Og ville gerne, at den dag var tættere på. Mit eget sted. Min egen indretning. Mit eget rum. Med egne vaner. Og måder at gøre tingene på. Gad vide, hvor vi skal hen. Alle os der surfer rundt på værelser i København. Alle de penge, vi smider i noget, vi aldrig kommer til at eje. For at bo i København. Jeg tænker også på kollektiv. På at samle en gruppe indsigtsfulde mennesker, der giver en fuck, og indrette et stort hus med et værelse til hver og en stue med plads til at ligge på gulvet. Og brætspil. Er der ikke please nogen, der snart vil spille brætspil med mig?

Den gode stemning. Min frygt for at ødelægge den. Eller. Mere dét at jeg bare ikke gør det. Ødelægger den. Sidder bare dér, og synes, det er fint at blive ekskluderet i en samtale om sex med mænd, som om jeg ikke ved noget om det. Eller synes noget om det. Ville også gerne, at jeg sagde noget, når min seksualitet bliver brugt til at forklare, hvorfor jeg for eksempel ikke er så vild med at have noget nedringet på. Altså. Jeg synes jo ikke, det er fint. Men jeg siger ikke noget. Heller ikke her på bloggen, og hvad sker der for det? Jeg mener jo noget. Om andet end musik og striktrøjer.

8 kommentarer

  • Anna

    Jeg vil gerne spille brætspil med dig, smukke Amalie. :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Enig med brætspillene – jeg mangler så meget nogle mennesker i mit liv der gider den slags. 😱

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Dette indlæg ramte mig virkelig. Det med at være bange for at ødelægge den gode stemning. Så rigtigt!
    Husk at du ikke er alene <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie Berg

    Jeg ville elske at møde nye mennesker over et brætspil, jeg skriver mig gerne op til en “gamer aften” med dig, medbringer gerne mit HINT og UNO :) xxx

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Sundorf

    Jeg vil sgu gerne spille brætspil med dig! Hilsen Louise fra Aarhus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hej Amalie,

    Jeg har lige set det, du har delt på Facebook fra TV2 ECHO, hvor du taler om sociale medier. Jeg har fulgt din blog i mange år – siden den sommer, hvor du afsluttede 9. klasse, og synes at den udvikling, som din blog har gennemgået på den seneste – en udvikling, der virker til at være et resultat af nogle gode refleksioner, er meget beundringsværdig. Du har simpelthen den fineste stemme i debatten om det at være ung i en perfektioneret verden. Den måde, hvor du skriver tekster på, og de udtalelser, du kommer med, fanger hele spektret, så at sige – både de fede og de ufede ting ved at være ung i en digitaliseret verden – og det gøres på en nuanceret måde, som virkelig fanger det at være ung i dag. TAK for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sille

    Du er så møg hamrende inspirerende og jeg sidder med en følelse af at jeg kender dig personligt, hvor er det fedt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Hej Amalie!

    Jeg vil egentlig bare sige, at jeg synes du er så skide sej og beundringsværdig! Og så ville jeg egentlig bare lige “smide ind”, at “music management” på RMC her i KBH er en uddannelse, som jeg tror er lige noget for dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg