30.11.18

Septumpiercingen og den, jeg er (blevet?)

Måske det ville være sejest bare at have en septumpiercing. Uden at addressere det på nogen måde. Ligesom en ægte hipster selvfølgelig er så hipster aldrig at kalde sig selv hipster. (Er ‘hipster’ egentlig stadig et begreb, man anvender?). Jeg undlod da også bevidst, da jeg havde fået lavet min septumpiercing tilbage i marts måned, at dedikere et blogindlæg til den. Jeg synes ikke, den sådan skulle vises frem, eller snakkes om, som brik i et nyt puslespil af selviscenesættelse. På det tidspunkt havde jeg også et behov for, at denne dér udvikling, jeg hele tiden får at vide, jeg har været igennem, skulle være min egen. Og at intet aspekt af den skulle være “breaking news” materiale til min blog. Som så meget ellers har været det gennem årene. Engang udtænkte jeg ligefrem mine hverdagssituationer sådan, at de bedst muligt kunne udspille sig i billeder og tekst på bloggen. Sådan lever jeg (heldigvis) ikke mere. Og derfor er det langt fra alt, der “får” et blogindlæg. Der er så meget, jeg simpelthen ikke vil risikere at lade påvirke af, at det skal tage sig godt ud på en blog. Det er vigtigt for mig bare at være. Amalie. Uden blogpersona. Jeg har jo også fået det her mantra om ikke at leve mit liv gennem blog og Instagram, fordi jeg blev så bevidst om den persona, jeg havde skabt, og sjældent følte mig rigtigt til stede i de rum, jeg færdedes i.

Forleden fandt jeg så en note, jeg skrev i oktober måned sidste år – under optagelserne til DR3-programserien ‘De Perfekte Piger’. Og da jeg læste noten, fik jeg lyst til at skrive om denne her septumpiercing, jeg har. For piercingen er der jo ikke bare (kun) for sjov. Og jeg synes egentlig, det er interessant, hvordan den på mange måder markerer et skifte, og symboliserer noget virkelig vigtigt. Den er egentlig symbolet på den frihed, jeg har opnået med mig selv.

Noten ser I på billedet øverst i indlægget. Jeg kunne ikke lade være at smile af, hvordan jeg har skrevet den, nøjagtig som jeg ville skrive tøjvask eller indkøb ned for at huske det. Et gøremål, en tjekliste, et punkt på en dagsorden. Det har ikke krævet nærmere overvejelse.

“Få lavet næsepiercing”.

Overvejelsen fik jeg overstået som teenager. Jeg kan huske, at jeg omkring 13-årsalderen har lavet et exit op af trappen til første sal i det rækkehus, jeg boede i dengang, fordi jeg ikke måtte få en næsepiercing, og at jeg i en bestemt tone har sagt noget i retning af, at jeg altså en dag ville få lavet en næsepiercing, og at ingen havde noget at skulle have sagt, når min storesøster “ligesom” havde en, der var “rigtig pæn”. Tatoveringer har også altid fascineret mig, og jeg husker allerede i 5. klasse at have spurgt nysgerrigt ind til min musiklærers nye tatovering. Skulle jeg blive bedt om at genfortælle motivet i dag, ville jeg ikke engang behøve at tænke mig om, for det står stadig skarpt i hukommelsen.

I dag har jeg både næsepiercingen og en del tatoveringer, både store og små. Men jeg er opdraget med, at “sådan ville jeg vel ikke være”. Og i skolen blev jeg mødt med, at mit sorte tøj, min pink øjenskygge og sorte eyeliner, og mit crush på Bill Kaulitz, gjorde mig mærkelig, og var jeg egentlig ikke lebbe, når jeg godt kunne lide en fyr, der gik med make-up? Og sådan gik det til, at der i den grad var nogen, der fik noget at skulle have sagt, og at jeg skulle blive “voksen”, inden jeg realiserede de her ønsker. Det gælder i øvrigt også kærligheden.

Under optagelserne til ‘De Perfekte Piger’ snakkede Fie meget om en “indre kerne”. Det bliver måske lidt for spirituelt til mig, men princippet satte nogle tanker i gang hos mig. Jeg vælger i stedet at kalde det “mit oprindelige jeg”, mit umiddelbare udgangspunkt, altså den jeg var, inden jeg oplevede at falde uden for, inden jeg følte mig nødsaget til at passe ind for ikke at stå alene. Det er hende, jeg har arbejdet på at tvinge frem. Jeg er gået tilbage til udgangspunktet.

For godt og vel halvandet år siden skrev jeg sådan her om at skabe sig selv eller blive skabt.
I dag har jeg skrevet om at være.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

30.11.18