19.03.19 | Paneldebat på Gribskov Gymnasium

Annonce for & Other Stories: Monki jakke // & Other Stories blazer // Arket jeans //
Adidas Originals sneakers (gave fra Rezet) // Stutterheim rygsæk (gave) // & Other Stories øreringe

Der har virkelig været tryk på de seneste uger, så jeg har fokuseret meget på at udnytte hjemme-tid til at slappe af (sove), læse og glo fjernsyn med det resultat, at det her blogindlæg altså ikke er kommet ud helt så hurtigt, som det skulle have været. Men! Bedre sent end aldrig, og det er stadig relevant, synes jeg. Det er efterhånden gået op for mig, at jeg i min udvikling med at være nærværende dér, hvor jeg er, i stedet for at leve meget af dagen gennem Instagram, fejler lidt i at kommunikere det fyldestgørende ud, hvad jeg egentlig går og foretager mig af projekter, og så kan det jo være svært at vide, hvad man egentlig følger. Hvis man altså følger mig.

I sidste uge jeg var inviteret op på Gribsskov Gymnasium i Helsinge for at deltage i en paneldebat sammen med blandt andre Fie Sommer. Vi skulle debattere selviscenesættelse i forbindelse med gymnasiets temadag om netop det emne, og det var første gang, jeg prøvede at deltage i den slags med gymnasieelever, så jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente. Men der var ro i salen under hele debatten, så det er min formodning, at der blev lyttet. Til gengæld er det mit håb, at jeg, hvis jeg skulle være så heldig at blive inviteret til lignende en anden gang, får lov at komme ud over scenekanten, og virkelig får skabt en dialog og føling med eleverne. Spørgsmål om selviscenesættelse, præstationspres, perfekthedskultur og alle de emner og arenaer, der hører ind under, kan være svære at stille, når hele gymnasiet lytter med, men det er jo netop dét, jeg så gerne vil gøre mit for at ændre. Og jeg ved, at spørgsmålene er der, for der lander mange af dem i min indbakke på Instagram på ugentlig basis. Det er svært for mig at give individuelle råd – det er jeg heller ikke i en faglig position til at gøre, men jeg drømmer om en bevægelse af en art, der kan hjælpe til at starte dialog om de her emner.

5 anbefalinger til din streamingsøndag

Det er blevet søndag, og den seneste uge har simpelthen været så crazy og spækket med spændende aktiviteter og projekter, at jeg næsten ikke rigtig kan komme ned i gear. Når jeg har det sådan, bruger jeg bedst min energi på at skrive noget til bloggen. Udover at skrive det her blogindlæg er jeg desuden gået i gang med projektet at indrette mig bedre på mit værelse, og jeg har endelig langt om længe fået købt en kommode (læs: min mor og hendes mand har hentet den for mig i IKEA), så jeg kan komme på plads med de sidste ting. Det er måske i virkeligheden et helt andet blogindlæg. Her følger fem anbefalinger af programmer, du kan nyde om søndagen, eller enhver anden dag for den sags skyld, og som altid er programmet selvfølgelig linket på titlen, markeret med fed:

Moody drikker sig ned er en programserie på to afsnit, og handler om musikeren Moody, som har problemer med alkohol, især med de følelser, der opstår i dagene efter en bytur. For Moody hænger dét, andre måske kender som “tømmermændsblues”, nemlig ved i flere dage som en tung og mørk skygge af skam og selvhad. I programmet følger vi Moody i hendes overvejelser omkring sig selv, sit misbrug af alkohol og i spørgsmålet om, hvad det egentlige problem er, der får hende til at drikke. Jeg har kendt Moody “privat”, eller hvad man skal kalde det, i godt og vel halvandet år, og er så glad for, at både Moodys humor og charme får lov at skinne igennem sammen med ærligheden og de utroligt fine overvejelser, hun gør sig om sig selv og fremtiden.

Hjemmebane II er anden sæson af min seneste norske forelskelse, og første sæson er heldigvis stadig tilgængelig på dr.dk, så det er bare med at komme i gang, hvis du ikke er hoppet med endnu. Serien handler om, hvordan det er specielt for fodboldverdenen, at en kvindelig fodboldtræner skal træne et herrehold, og den tager fat i kønsroller uden at være for udtalt. Den er egentlig fyldt med filmklichéer – mor/datter problematikker, fordi mor (Helena, fodboldtræneren) arbejder (for) meget, faren der har et nyt liv med en ny kvinde, den ældre fodboldspiller, hvis kontrakt snart udløber, og i øvrigt indleder et “forhold” til en yngre pige, der er fan, den unge fodboldspiller, der får status af at kunne erobre hele gamet, men hungrer mere efter sin fars anerkendelse osv. osv. osv., men! Det fungerer, og jeg er totalt grebet af serien, også i anden sæson.

Fotograf: Nicolai Lok

Ondt i røven har jeg skrevet om før, og i øvrigt haft planer om at skrive en mere udførlig “anmeldelse” af, men har fået kolde fødder, fordi en del af castet og skaberen af serien er begyndt at følge mig på Instagram. LOL. Det er jo også meget federe og sejere at være super uncool og G&T-stiv over for dem til en queer-fest … Nå, men tilbage til pointen – jeg anbefaler lige serien igen, hvis den skulle være gået nogens næser forbi. Serien handler om Tessa, der flytter fra provinsen til København, ind i et queer-kollektiv, hvor hun bliver udfordret på sig selv, sin egen queerness og sin tilgang til andre mennesker. Jeg har aldrig før følt mig så “set” af en medieproduktion, og anbefaler den til andre i et væk – med den note, at: Man kan godt bo på Nørrebro uden at have monstera planter over det hele, være veganer/vegetar, dyrke fællesbad som søndagsaktivitet og/eller være kæmpe fan af menstruationskoppen – jeg ved det, for jeg har selv undgået samtlige i min tid på Nørrebro. Siden da har min klimaangst dog skubbet mig ud i at forsøge mig med den menstruationskop dér ..

Rugemor har jeg indtil videre desværre kun fået set første afsnit af, så min anbefaling skal tages med udgangspunkt i det. Serien har tre afsnit, og er en dokumentar om, ja, rugemødre i forskellige afskygninger. Serien følger forskellige par, der alle har valgt at få børn med hjælp fra en rugemor, som selvfølgelig også deltager i programmet. Det er virkelig spændende og interessant at følge, også i forhold til den danske lovgivning og de rettigheder, der følger og ikke følger med for danske forældre, der vælger at gøre det på den måde, og hvad det skaber af udfordringer. Programmet er public service, når det er rigtig godt, og så er jeg bare så kæmpe fan af de to mænd, der pludselig venter tre babyer på én gang. Hvordan det er gået til, kan man se i det første afsnit.

Kender du typen? kører selvfølgelig en sæson 2019, og jeg må indrømme, at jeg efterhånden mest ser med for at følge Flemming Møldrup. Men det er helt klart virkelig godt til tømmermænd eller søndage, hvor man bare gerne vil se noget “let”, og Anne Glad ved så meget om forbrugsvaner – noget, jeg er meget fascineret af. Til gengæld er det efterhånden sket nogle gange, at der nævnes stereotypiske og heteronormative kønsroller, for eksempel hvordan noget er “et rigtigt drengeværelse”, og jeg får simpelthen lyst til at flå mit hår ud af hovedet på mig selv. Så er det sagt. Men, udover det – skønt program til søndagsstreaming.

15.03.19

Annonce for & Other Stories& Other Stories top // Marie Jedig x 2nd One jeans (gifted) // Dr. Martens sko //
& Other Stories øreringe // & Other Stories neglelak

I fredags var jeg inviteret til middag og drinks på Falang Asiateria i anledning af Maries lancering af sit designsamarbejde med 2nd One. Jeg har altid beundret Marie for hendes kreativitet, hendes arbejdsmoral og hendes unikke udtryk, som alle dage har båret præg af at være helt hendes eget, så derfor er jeg også virkelig glad for, at Marie ville have mig med til sin fejring af samarbejdet. Og glad for at bakke op om det ved at bære de jeans, hun har designet, på aftenen. Jeg synes i det hele taget, vi skal blive bedre til at bakke hinanden op og løfte hinanden. Med fare for at lyde som en kliché – jeg tror sgu, vi bliver og står stærkere sådan, også i os selv.

Aftenen bød på mange drinks og karaoke, hvor jeg dog valgte at spare de andre for min sangstemme (som min mors mand ofte siger, når jeg synger – don’t quit your day job), og vi endte da også på natklub, som ellers efterhånden er en ret sjælden happening i mit liv, men det var sjovt at opleve et kort gensyn med hele det ræs, det altså stadig er. Jeg har faktisk en note fra aftenen på min telefon, som godt kunne laves til et blogindlæg om “natklubscenen”. Den skal jeg måske lige kigge nærmere på ..

Jeg har kastet blikket på endnu en & Other Stories blazer

Annonce for & Other Stories& Other Stories blazer // & Other Stories top // & Other Stories øreringe

I forbindelse med at starte nyt arbejde i november, og især i forbindelse med min klimaangst (ja, det er et begreb) har jeg gjort mig nogle tanker omkring min garderobe, og hvordan jeg kan tilrettelægge den sådan, at jeg kan gøre meget med lidt – det er essentielt for mig ikke at bruge for meget tid på at tænke outfits om morgenen, og jeg vil gerne begrænse mig til at eje mindre og bruge det mere. Det har jeg gjort ved at sortere groft ud, og ved at fokusere på hvad jeg har det godt med at have på. Det er der blandt andet kommet denne “uniform” ud af, hvor både blazer og jeans bliver brugt flittigt hver uge.

Med det her samarbejde, jeg har kørt de seneste seks måneder sammen med & Other Stories, har jeg prøvet at belyse, hvordan man kan knække koden til at gøre high street items til langtidsholdbare items, selvfølgelig med intentionen at købe mindre i det hele taget og få mere brug af det, man køber. Det kræver at være en mere bevidst forbruger i sit indkøb af tøj, og jeg går fuldt ud ind for at begrænse forbruget af high street, men det er nu engang dér, de fleste kan være med, hvad angår priserne, så hvorfor ikke guide til at tilgå high street på en anden måde. Udover den sorte blazer kan blandt andet også nævnes denne strik, som virkelig er en vinder i min garderobe, og som jeg får utrolig meget brug ud af.

Imens jeg har skrevet på det her blogindlæg, er der faktisk kommet en & Other Stories pakke ind ad døren, og i den er blazeren fra collagen, så den tænker jeg at tage på i dag.

Om at finde og genfinde sig selv imens andre kigger, måler og vejer

Et billede der ikke har noget med noget at gøre bare for at give indlægget et billede.

Det starter i folkeskolen. Eller, det starter vel egentlig allerede i børnehaven. Bevidstheden om, at nogen synes noget andet end andre, vælger noget andet, gør noget andet, siger noget andet eller føler noget andet. Jeg kunne for eksempel ikke forstå, at nogle af de andre børn kunne lide at lægge deres rugbrødsmadder direkte på bordet, når vi spiste frokost. Eller kravle rundt i en mudderpøl. Eller op i et træ. På samme måde har de måske heller ikke kunne forstå, at jeg gerne ville være med til at hjælpe de mindste børn inde i børnehaven frem for at lege selv ude på legepladsen. Sådan skal det selvfølgelig også være – at vi synes noget forskelligt, og vælger forskelligt. Populært sagt ville alt andet jo være kedeligt. Men det kan være svært ikke at indgå i et flertal for noget, eller ikke engang indgå i et mindretal, og der er en grund til, at dét at “blive holdt uden for” eller “være uden for” er begreber, der opstår allerede i barndommen.

Jeg har alle dage følt følelsen at være anderledes, at leve i en indre verden, og jeg har ofte udgjort et mindretal, eller en ener, i min lyst, holdning og væren. De første år af folkeskolen lod jeg det ikke begrænse mig – en barnlig naivitet måske. Eller en umiddelbar tro på mig selv. Jeg rakte fingeren op, og rettede min dansklærer, når hun havde skrevet “kartofel” på tavlen i stedet for “kartoffel”, og jeg var stolt af det. Set i bakspejlet er det jo nok lidt irriterende gjort, men jeg var stolt af at være dygtig, ligesom jeg var stolt, når jeg var den hurtigste til diktat. Det kunne jeg faktisk leve højt på, ligefrem få et sus af adrenalin i kroppen af. I billedkunsttimerne glemte jeg ofte, at jeg var i gang med en skoledag. Ligesom følelsen af at verden udenfor har stået stille, imens man selv har set en medrivende film i biografen. Jeg blev vred, hvis min lærer foreslog mig at male noget andet, end jeg selv havde tænkt, og jeg blev såret, engang min lærer malede noget på mit maleri for at vise mig, hvad hun tænkte. Der var intet i mig, der ikke fuldt og fast anerkendte min egen lyst og vilje, intet der afholdt mig fra at være tro ved den.

Som teenager blev det først Tokio Hotel og senere rock, der fik adrenalinen til at suse i mig. YouTube også. Det har været heromkring, ordet “mærkelig” fik sin forbindelse til min person. Jeg husker ikke, hvornår “nørd” og “stræber” kom i brug. De har vist altid bare været der. “Lebbe” var til min store skræk også indover enkelte gange. Ordene blev dét, der direkte markerede, at jeg faldt uden for det fællesskab, der var normen. Og dér kom bevidstheden om, at der kan være en enorm ensomhed i at være begejstret for noget andet end flertallet. Jeg oplevede meget tydeligt, hvordan det var svært ikke at have fællesnævnere med mine klassekammerater, og husker hvordan jeg begyndte at planlægge mig ud af det. Min alternative tøjstil blev droppet, og jeg begyndte at lytte til det samme musik som et par af mine klassekammerater, simpelthen for at kunne snakke med om noget fælles. Hvorfor interessen for musik som helhed ikke kunne være fællesnævner i sig selv, kan undre mig en del i dag, men jeg oplever stadig, hvordan musik, lige så meget som det forener mennesker, skiller mennesker ad. Det er en anden snak ..

Der er ingen forløsning i at passe bedre ind trin for trin, når det sker ud fra bevidste valg og fravalg, der begrænser den person, du er i din natur. Måske netop derfor søgte jeg ind mod København, da jeg skulle vælge gymnasium. Til besøgsaften på Falkonergården Gymnasium fik jeg indtryk af, at her kunne man virkelig nørde og være kreativ, og det gav et sug i maven på mig. Men på grund af den geografiske placering i forhold til min bopæl blev jeg ikke optaget, og kom i stedet til at gå på Virum Gymnasium. Når jeg ser tilbage på min gymnasietid, er det svært at give et svar på, om det var gymnasiet, eller den scene, jeg begyndte at betræde i forbindelse med min blog, der fastholdt mig i et spor, hvor jeg brugte mere og mere tid på at komme til at føle en sammenhæng med andre, og ligne andre, frem for at arbejde på at føle en sammenhæng med mit ‘jeg’, mit selv. Det har nok været en kombination.

Min generation, alle generationer siden og alle kommende generationer har det ekstra ‘jeg’ koblet på, der er din person på sociale medier. Og selv hvis du ikke aktivt dyrker selviscenesættelse på sociale medier er du alligevel eksponeret for en kultur, der også bærer præg af dominerende flertal. Det er blandt andet sådan, mærker som Ganni er blevet så hypet, fordi der går kultur i at være en pige, der går i Ganni (#gannigirls), og at sådan en pige er en smart pige. En smart pige er en populær pige, og popularitet er noget at stræbe efter. Med en persona på sociale medier er der desuden en ekstra arena at “passe ind” på, og jeg tænker det ikke tilfældigt, at bloggens mest “succesrige” år (i form af læsertal og indtjening) var de år, der bar præg af min følgen af trends og populærkultur. Dengang vidste jeg ikke bedre, for alt, jeg gjorde, var som led i et forsøg på at blive sådan en pige, andre kunne lide, og som jeg dermed selv skulle komme til at kunne lide at være, men med resultatet, at intet af det lykkedes, fordi jeg jo ikke rigtig var mig selv, og hvem var det så, de skulle kunne lide?

Da jeg i sin tid sagde ja til at medvirke i De Perfekte Piger på DR3 var det ud fra et ønske om at udforske, hvad min konstante søgen efter at passe ind egentlig bundede i, og om jeg kunne slippe den mentalitet i det forsøg, de havde skitseret. Undervejs i den udvikling begyndte jeg ligeledes at sætte spørgsmålstegn ved den “rolle”, jeg havde skabt for mig selv på sociale medier, og det gik op for mig, at jeg havde valgt meget af mig selv fra i det projekt, der var min internetpersona. Den erkendelse har været rigtig hård, og det har også tæret på min selvtillid i forhold til mit indhold. Jeg har jo skulle “genfinde” mig selv, og hvordan gør man lige det, når der allerede er en større platform, der kigger med, og har en vis forventning om, hvad det er for et menneske, de følger? Kan mit “rigtige” jeg overhovedet være blogger? Den tanke har jeg haft mange gange, men så fandt jeg nogle gamle blogindlæg fra den blog, jeg skrev på før denne (år 2011/2012), og der var det altså alternativ tøjstil over hele linjen. Hele mit udgangspunkt for at starte en blog dengang har jo været at skabe et rum for mig selv, hvor jeg kunne snakke om de emner, jeg følte mig alene i min interesse for. At det siden hen kom til at ændre sig, er jeg simpelthen så ærgerlig over.

Jeg er ikke ude på at pålægge skyld nogen steder. Det er for nemt at pege fingre af samfundet, populærkulturen, af Instagram, reklamer og bloggerfænomenet. Jeg er selv en del af det hele på den ene eller den anden måde, og vi er alle i fællesskab dét, der udgør vores samfund og vores kulturer. Til gengæld står jeg fuldt og fast ved, at jeg synes, vi er dårlige til at præsentere og påskønne alternativer. Det gælder alle medier. Vi har et kæmpe problem, hvad angår synlighed og diversitet, og vi har et lige så stort problem, når det kommer til at anerkende de interesser, der ikke er flertallets. Hvorfor er rollespil en gængs joke, hvordan kan en Instagram-profil som Anders Hemmingsens være så populær, når den praktiserer mobning og latterliggørelse, og hvorfor er en non-binær kønsforståelse et satireindslag?

Det har taget meget tid og utroligt mange kræfter det seneste halvandet års tid at nå dertil, hvor jeg er nu. Det kræver fortsat styrke at lade mig selv stå ved mig selv og mine standpunkter, som jeg i øvrigt også dagligt udfordrer med ny viden og læsning, fordi det optager mig meget. Jeg har unfollowed utallige Instagram-profiler, hørt podcasts, læst romaner om at være ung på vej til voksen, fulgt en masse nye Instagram-profiler, hørt musik fra mine tidlige teenageår og klikket rundt på YouTube i timevis i min søgen efter nogen at spejle mig i og modet til at frigøre mig selv. Undervejs har jeg også været omkring lidt af en identitetskrise i forhold til, om og hvordan jeg kan passe ind i et homo- og/eller queer-miljø, for selv her hersker markører for, hvordan du er, eller signalerer at være, en del af fællesskabet.

Der er stadig meget musik, jeg har for mig selv. Tøj, jeg ikke ser på så mange andre. Det bliver stadig påtalt, når jeg er nørdet i min viden eller mit sprog. Der bliver stadig gjort grin med, at jeg er blogger. Jeg får stadig at vide, at jeg altså “ser temmelig straight ud”. Men jo mere jeg er mig selv, og står ved det, jo oftere møder jeg mennesker, jeg har fællesnævnere med. Det er en udvikling, jeg nyder, og jeg kunne godt tænke mig at tage den endnu mere med ind på mit blogmedie, netop fordi jeg selv har savnet repræsentation og synlighed af nogen, jeg kunne spejle mig i.

I torsdags fik jeg en mail fra en læser, som rørte mig meget. Hun skrev, at hun nogen gange tænker, at jeg er på vej væk, og at hun sådan håber, jeg vil fortsætte med at skrive om smukke sneakers, bæredygtige tanker, god musik, fin litteratur og om det her samfund, vi allesammen skal finde vores plads i. Jeg får helt våde øjne nu, når jeg skal copypaste det her citat. Hun skrev: “Du er på en rejse, men på mange måder synes jeg også allerede du er landet”.

Jeg er ikke på vej væk, men jeg har været væk fra troen på, at jeg kan bære min blog videre, og skabe noget med den, som kan forenes med den, jeg er i dag. Jeg har været væk fra troen på, at folk vil se andet end outfits, nye køb, glade opdateringer og collager. Jeg har været væk fra troen på, at min blog ikke bare er en åndssvag idé, hvor jeg har hovedet langt oppe i min egen røv. Jeg har været væk fra troen på, at jeg fortsat kan poste outfits uden at fremstå overfladisk. Jeg har været væk fra troen på, at dét, jeg har at sige, er vigtigt, og at jeg er berettiget til at sige det. Det sker stadig, at jeg bliver væk fra troen på, at jeg kan tage bloggen videre, men det er det, jeg skal.

Jeg er ikke på vej væk, men bloggen er på vej et andet sted hen.