Ugens plus- & minuspoint #40

Om at finde og genfinde sig selv imens andre kigger, måler og vejer

Et billede der ikke har noget med noget at gøre bare for at give indlægget et billede.

Det starter i folkeskolen. Eller, det starter vel egentlig allerede i børnehaven. Bevidstheden om, at nogen synes noget andet end andre, vælger noget andet, gør noget andet, siger noget andet eller føler noget andet. Jeg kunne for eksempel ikke forstå, at nogle af de andre børn kunne lide at lægge deres rugbrødsmadder direkte på bordet, når vi spiste frokost. Eller kravle rundt i en mudderpøl. Eller op i et træ. På samme måde har de måske heller ikke kunne forstå, at jeg gerne ville være med til at hjælpe de mindste børn inde i børnehaven frem for at lege selv ude på legepladsen. Sådan skal det selvfølgelig også være – at vi synes noget forskelligt, og vælger forskelligt. Populært sagt ville alt andet jo være kedeligt. Men det kan være svært ikke at indgå i et flertal for noget, eller ikke engang indgå i et mindretal, og der er en grund til, at dét at “blive holdt uden for” eller “være uden for” er begreber, der opstår allerede i barndommen.

Jeg har alle dage følt følelsen at være anderledes, at leve i en indre verden, og jeg har ofte udgjort et mindretal, eller en ener, i min lyst, holdning og væren. De første år af folkeskolen lod jeg det ikke begrænse mig – en barnlig naivitet måske. Eller en umiddelbar tro på mig selv. Jeg rakte fingeren op, og rettede min dansklærer, når hun havde skrevet “kartofel” på tavlen i stedet for “kartoffel”, og jeg var stolt af det. Set i bakspejlet er det jo nok lidt irriterende gjort, men jeg var stolt af at være dygtig, ligesom jeg var stolt, når jeg var den hurtigste til diktat. Det kunne jeg faktisk leve højt på, ligefrem få et sus af adrenalin i kroppen af. I billedkunsttimerne glemte jeg ofte, at jeg var i gang med en skoledag. Ligesom følelsen af at verden udenfor har stået stille, imens man selv har set en medrivende film i biografen. Jeg blev vred, hvis min lærer foreslog mig at male noget andet, end jeg selv havde tænkt, og jeg blev såret, engang min lærer malede noget på mit maleri for at vise mig, hvad hun tænkte. Der var intet i mig, der ikke fuldt og fast anerkendte min egen lyst og vilje, intet der afholdt mig fra at være tro ved den.

Som teenager blev det først Tokio Hotel og senere rock, der fik adrenalinen til at suse i mig. YouTube også. Det har været heromkring, ordet “mærkelig” fik sin forbindelse til min person. Jeg husker ikke, hvornår “nørd” og “stræber” kom i brug. De har vist altid bare været der. “Lebbe” var til min store skræk også indover enkelte gange. Ordene blev dét, der direkte markerede, at jeg faldt uden for det fællesskab, der var normen. Og dér kom bevidstheden om, at der kan være en enorm ensomhed i at være begejstret for noget andet end flertallet. Jeg oplevede meget tydeligt, hvordan det var svært ikke at have fællesnævnere med mine klassekammerater, og husker hvordan jeg begyndte at planlægge mig ud af det. Min alternative tøjstil blev droppet, og jeg begyndte at lytte til det samme musik som et par af mine klassekammerater, simpelthen for at kunne snakke med om noget fælles. Hvorfor interessen for musik som helhed ikke kunne være fællesnævner i sig selv, kan undre mig en del i dag, men jeg oplever stadig, hvordan musik, lige så meget som det forener mennesker, skiller mennesker ad. Det er en anden snak ..

Der er ingen forløsning i at passe bedre ind trin for trin, når det sker ud fra bevidste valg og fravalg, der begrænser den person, du er i din natur. Måske netop derfor søgte jeg ind mod København, da jeg skulle vælge gymnasium. Til besøgsaften på Falkonergården Gymnasium fik jeg indtryk af, at her kunne man virkelig nørde og være kreativ, og det gav et sug i maven på mig. Men på grund af den geografiske placering i forhold til min bopæl blev jeg ikke optaget, og kom i stedet til at gå på Virum Gymnasium. Når jeg ser tilbage på min gymnasietid, er det svært at give et svar på, om det var gymnasiet, eller den scene, jeg begyndte at betræde i forbindelse med min blog, der fastholdt mig i et spor, hvor jeg brugte mere og mere tid på at komme til at føle en sammenhæng med andre, og ligne andre, frem for at arbejde på at føle en sammenhæng med mit ‘jeg’, mit selv. Det har nok været en kombination.

Min generation, alle generationer siden og alle kommende generationer har det ekstra ‘jeg’ koblet på, der er din person på sociale medier. Og selv hvis du ikke aktivt dyrker selviscenesættelse på sociale medier er du alligevel eksponeret for en kultur, der også bærer præg af dominerende flertal. Det er blandt andet sådan, mærker som Ganni er blevet så hypet, fordi der går kultur i at være en pige, der går i Ganni (#gannigirls), og at sådan en pige er en smart pige. En smart pige er en populær pige, og popularitet er noget at stræbe efter. Med en persona på sociale medier er der desuden en ekstra arena at “passe ind” på, og jeg tænker det ikke tilfældigt, at bloggens mest “succesrige” år (i form af læsertal og indtjening) var de år, der bar præg af min følgen af trends og populærkultur. Dengang vidste jeg ikke bedre, for alt, jeg gjorde, var som led i et forsøg på at blive sådan en pige, andre kunne lide, og som jeg dermed selv skulle komme til at kunne lide at være, men med resultatet, at intet af det lykkedes, fordi jeg jo ikke rigtig var mig selv, og hvem var det så, de skulle kunne lide?

Da jeg i sin tid sagde ja til at medvirke i De Perfekte Piger på DR3 var det ud fra et ønske om at udforske, hvad min konstante søgen efter at passe ind egentlig bundede i, og om jeg kunne slippe den mentalitet i det forsøg, de havde skitseret. Undervejs i den udvikling begyndte jeg ligeledes at sætte spørgsmålstegn ved den “rolle”, jeg havde skabt for mig selv på sociale medier, og det gik op for mig, at jeg havde valgt meget af mig selv fra i det projekt, der var min internetpersona. Den erkendelse har været rigtig hård, og det har også tæret på min selvtillid i forhold til mit indhold. Jeg har jo skulle “genfinde” mig selv, og hvordan gør man lige det, når der allerede er en større platform, der kigger med, og har en vis forventning om, hvad det er for et menneske, de følger? Kan mit “rigtige” jeg overhovedet være blogger? Den tanke har jeg haft mange gange, men så fandt jeg nogle gamle blogindlæg fra den blog, jeg skrev på før denne (år 2011/2012), og der var det altså alternativ tøjstil over hele linjen. Hele mit udgangspunkt for at starte en blog dengang har jo været at skabe et rum for mig selv, hvor jeg kunne snakke om de emner, jeg følte mig alene i min interesse for. At det siden hen kom til at ændre sig, er jeg simpelthen så ærgerlig over.

Jeg er ikke ude på at pålægge skyld nogen steder. Det er for nemt at pege fingre af samfundet, populærkulturen, af Instagram, reklamer og bloggerfænomenet. Jeg er selv en del af det hele på den ene eller den anden måde, og vi er alle i fællesskab dét, der udgør vores samfund og vores kulturer. Til gengæld står jeg fuldt og fast ved, at jeg synes, vi er dårlige til at præsentere og påskønne alternativer. Det gælder alle medier. Vi har et kæmpe problem, hvad angår synlighed og diversitet, og vi har et lige så stort problem, når det kommer til at anerkende de interesser, der ikke er flertallets. Hvorfor er rollespil en gængs joke, hvordan kan en Instagram-profil som Anders Hemmingsens være så populær, når den praktiserer mobning og latterliggørelse, og hvorfor er en non-binær kønsforståelse et satireindslag?

Det har taget meget tid og utroligt mange kræfter det seneste halvandet års tid at nå dertil, hvor jeg er nu. Det kræver fortsat styrke at lade mig selv stå ved mig selv og mine standpunkter, som jeg i øvrigt også dagligt udfordrer med ny viden og læsning, fordi det optager mig meget. Jeg har unfollowed utallige Instagram-profiler, hørt podcasts, læst romaner om at være ung på vej til voksen, fulgt en masse nye Instagram-profiler, hørt musik fra mine tidlige teenageår og klikket rundt på YouTube i timevis i min søgen efter nogen at spejle mig i og modet til at frigøre mig selv. Undervejs har jeg også været omkring lidt af en identitetskrise i forhold til, om og hvordan jeg kan passe ind i et homo- og/eller queer-miljø, for selv her hersker markører for, hvordan du er, eller signalerer at være, en del af fællesskabet.

Der er stadig meget musik, jeg har for mig selv. Tøj, jeg ikke ser på så mange andre. Det bliver stadig påtalt, når jeg er nørdet i min viden eller mit sprog. Der bliver stadig gjort grin med, at jeg er blogger. Jeg får stadig at vide, at jeg altså “ser temmelig straight ud”. Men jo mere jeg er mig selv, og står ved det, jo oftere møder jeg mennesker, jeg har fællesnævnere med. Det er en udvikling, jeg nyder, og jeg kunne godt tænke mig at tage den endnu mere med ind på mit blogmedie, netop fordi jeg selv har savnet repræsentation og synlighed af nogen, jeg kunne spejle mig i.

I torsdags fik jeg en mail fra en læser, som rørte mig meget. Hun skrev, at hun nogen gange tænker, at jeg er på vej væk, og at hun sådan håber, jeg vil fortsætte med at skrive om smukke sneakers, bæredygtige tanker, god musik, fin litteratur og om det her samfund, vi allesammen skal finde vores plads i. Jeg får helt våde øjne nu, når jeg skal copypaste det her citat. Hun skrev: “Du er på en rejse, men på mange måder synes jeg også allerede du er landet”.

Jeg er ikke på vej væk, men jeg har været væk fra troen på, at jeg kan bære min blog videre, og skabe noget med den, som kan forenes med den, jeg er i dag. Jeg har været væk fra troen på, at folk vil se andet end outfits, nye køb, glade opdateringer og collager. Jeg har været væk fra troen på, at min blog ikke bare er en åndssvag idé, hvor jeg har hovedet langt oppe i min egen røv. Jeg har været væk fra troen på, at jeg fortsat kan poste outfits uden at fremstå overfladisk. Jeg har været væk fra troen på, at dét, jeg har at sige, er vigtigt, og at jeg er berettiget til at sige det. Det sker stadig, at jeg bliver væk fra troen på, at jeg kan tage bloggen videre, men det er det, jeg skal.

Jeg er ikke på vej væk, men bloggen er på vej et andet sted hen.

17 kommentarer

  • Emilie

    Der gjorde du mig helt rørt. Rigtig godt indlæg – jeg er vild med det og jeg er vild med den udvikling din blog tager. Jeg bliver hængende! #nomatterwhat

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie b

    Det er så fint skrevet. Din blog er min yndlings.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freya

    Rørerende og inspirerende ord – du sætter tanker i gang med det du skriver. Tak fordi vi må være en del af dit univers! Jeg bliver også hængende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Bedste indlæg til dato!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det her er, hvad der er brug for. Hvert et ord i dette blogindlæg er utrolig vigtigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Louise

    Jeg har været med fra starten. Da du var på YouTube og havde sidste skoledag i 9. klasse, outfit billeder ude i din have, til du valgte at stoppe på bloggen, til du (til stor glæde) var tilbage.
    Jeg har nydt dit indhold hele vejen, og jeg synes det er en faktisk rejse du er på.
    Du er en af de eneste, hvor jeg synes ALLE dine indlæg virker oprigtige. Både de dybe og de “overfladiske” om sneaks. Du er altid med i dem. Du skriver ikke kun et personligt indlæg, “for nu er det længe siden”, men fordi du mener det. Og det kan man virkelig mærke.
    Uanset hvor din blog eller andre sociale medier er på vej hen, så er jeg med.
    Stort kram
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er dybt imponeret over din evne til at reflektere over dig selv og livet. Virkelig fint indlæg, der sætter en masse tanker igang!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Tusind tak for et vildt ærligt og vigtigt indlæg. Det er befriende at læse noget, man kan spejle sig i, og som sætter gang i nogle overvejelser omkring nogle af de valg man har truffet igennem livet. Især nu hvor et yngre medlem af min familie er begyndt at være på medier som instagram er jeg glad for at der er begyndt at være profiler som din, hvor der er plads til både spas, inspiration og mere udfordrende indlæg. Tak for det ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Se det er her, det lige gik op for mig at kommentarer skal godkendes inden de bliver postet, og det er derfor min første kommentar ikke dukkede op. Ups. Jeg undskylder på forhånd for de to meget enslydende kommentarer (Det er okay med mig hvis kun en af dem bliver godkendt, så jeg ser mindre fjollet ud. Selvfølgelig, hvis de alle inklusive denne bliver godkendt ser jeg endnu mere fjollet ud. Jeg har intet at miste på fjolleskalaen længere. Anonymitet længe leve!)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Vil lige give dig den ros at jeg synes det er skønt med en blogger som stadig tager sin blog seriøst og ikke har ladet Instagram overtage totalt. Du er nærmest den eneste blogger, hvor jeg klikker ind på din blog for at LÆSE og se dine indlæg. Fortsæt det gode arbejde, for tror vi er mange der savner at sætte sig ned og læse blogge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hvor er det bare pisse bekræftende og fantastisk at læse sådanne tanker og føle sig både forstået og accepteret af et andet menneske, man egentlig slet ikke kender :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ord holder så meget mere, end fancy fotos. Fedt med et knap så billedetungt indlæg, men med gode ord :D
    Jeg har vist aldrig været synderligt populær på papir, men har altid haft et væld af gode venner, familie, sjove oplevelser, drukfester, nørderi og dagdrømmeri at længe mig op ad. Det er vigtigt, ser det ud til, eftersom mange falder igennem og føler sig jaget og utilstrækkelige. Jeg har bare aldrig haft interesse for, at hele verden helst skulle klappe af mig – bare mit crew var i topform, er alt fint :)

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hej Amalie.
    Det var faktisk ret vildt at læse det her indlæg. Jeg har fulgt dig, siden du startede ud på YouTube, og jeg læste også din blog dengang. Jeg husker, at du anbefalede Agnes Obel, som jeg har lyttet til lige siden, og jeg husker dine outfits på bloggen med discopants, Dr Martens støvler og læderjakke. Det var derfor også ret sjovt/fedt at se på din Instagram forleden, at du netop igen ejer de samme discopants, du havde på dengang. Det gik op for mig, hvor meget der er sket her på din platform, siden dengang. Men det gik også op for mig, hvor meget du pludselig igen ligner den Amalie, hvis liv jeg også fulgte dengang. Jeg synes, du er så sej, og det har du været hele vejen igennem denne rejse. Jeg giver hende din anden læser helt ret: du er på en rejse, men JA for søren, hvor er du også landet!
    Kæmpe respekt.
    Jeg bliver ved med at følge med ;)
    Knus fra Stine.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    What she said^

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Jeg er så imponeret over dine refleksioner over livet og dit ærlige sind.
    Endnu engang skriver du et dybt indlæg, der er tankevækkende.
    Jeg vil bare sige TAK🙌🏼
    – Kæmpe cadeau Amalie.

    (Fortsæt endelig med at poste overfladiske outfit billede på insta og skrive blogindlæg om sneaks – Din stil er for fed!!!).

    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wauw, et flot og velskrevet indlæg! Det er meget i øjenhøjde og jeg tror at alle (alle!) kan sætte sig ind i mange af de ting du kommer ind på.

    I september sidste år valgte jeg at sige mit job op for at forfølge drømmen om det selvstændige liv – noget jeg altid har stræbet efter. Uden egentlig at vide om det jeg laver er (økonomisk) holdbart. Det er bare noget jeg er nødt til at prøve af.

    Jeg tegner/laver plakater der netop hylder forskellighed i mange forskellige sammenhænge. Og at være tro mod sig selv er en kæmpe bedrift og noget man godt kan være stolt af at arbejde på.

    Rigtig god weekend <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugens plus- & minuspoint #40