En coming out story om ikke at springe ud

De findes i massevis på YouTube – ‘coming out stories’ – om at springe ud som homoseksuel, biseksuel, panseksuel eller noget helt fjerde. Det har så længe, jeg kan huske, heddet at springe ud eller komme ud af skabet, når nogen fortæller til omverdenen, at de har en anden seksualitet end heteroseksuel. Og det forventes ligefrem, at de gør det – springer ud, sætter varedeklaration på og klarlægger for omverdenen, hvordan landet ligger, hvem man ligger med, og ikke mindst hvordan det foregår. Det blev også forventet af mig første gang, anden gang faktisk også, jeg begyndte at se en pige, og det bliver også sagt om mig, at jeg er sprunget ud, selvom jeg bevidst har valgt ikke at gøre det. Og der bliver brugt mærkater om min seksualitet, jeg ikke engang selv ville bruge.

Det er som groet fast i vores sprog, at det er sådan, vi taler om seksualitet. Med mærkater.

Helt til at starte med handlede dét med ikke at springe ud om, at jeg ikke ville have, at nogen skulle vide “det”, ene og alene af den årsag at jeg ikke var sikker, og var rædselsslagen for skammen i at trække det tilbage, hvis nu det ikke var sådan alligevel. Lige så meget som andre forsøgte at putte mig i en kasse, havde jeg helt klart også selv et behov for at finde en kasse at være i og passe ned i. Sådan tror jeg egentlig, alle mennesker har det på et eller flere tidspunkter i livet. Jeg vidste bare ikke, hvad der skulle stå på den kasse, og det frustrerede mig grænseløst, fordi jeg følte, at jeg konstant blev mødt med at skulle tage stilling til det og “sætte mærkat” på mig selv. Derfor kom jeg også til i en periode at finde mig i at blive omtalt som “lesbisk”, “lebbe”, “homse” eller “homo”, ja, “biseksuel” er jeg også blevet kaldt, fordi jeg “da har været sammen med fyre?”. Det sker stadig, at jeg ikke får sagt fra over det, både af frygt for at ødelægge den gode stemning og for ikke at blive forstået.

Når jeg så har valgt fortsat ikke at ville springe ud på traditionel vis, eller gøre så meget ud af det, handler det om, at jeg ikke rigtig ser det som nogen andens forretning end min egen og en eventuel partners, hvad min seksuelle og romantiske orientering er. Det er ikke breaking news, det skal ikke være mandag morgens sladder, og jeg skylder det ikke til nogen at definere mig selv som det ene eller det andet. Jeg synes, der hersker en uberettiget konsensus om, at homoseksualitet og biseksualitet er seksualitet, man må og kan blande sig i, og jeg oplever alt for ofte stødende spørgsmål, stødende måder at spørge på eller stødende måder at blive omtalt. Det er jo ikke på samme måde sådan, at heteroseksuelle bliver bedt om at redegøre for deres seksualitet, eller nogensinde i en gruppe bliver bedt om at definere deres seksuelle og romantiske orientering, så hvorfor skal vi? Og hvorfor sker det, at den bliver forsøgt defineret for os, som om andre har en part i den?

Forvirringen og frustrationen over alle kasserne og mærkaterne vendte jeg til et spørgsmål om, hvorvidt jeg overhovedet skulle være i nogen kasse. Jeg lever jo mit liv, som jeg vil uanset. Jeg lægger ikke skjul på noget, og jeg begrænser ikke mig selv, men jeg har grænser. Grænser for, hvad jeg vil være med til, grænser for, hvad jeg vil dele, grænser for, hvilke kampe jeg vil tage, og grænser for, hvor meget omverdenen skal have lov at definere mig. Jeg behøver ikke en kasse eller et mærkat.

Hver gang nogen kalder mig homo, lebbe eller lesbisk, og jeg tænker eller siger, at det er jeg ikke, er det ikke, fordi jeg benægter min seksualitet. Jeg ved godt, at jeg er homoseksuel. Men det har ingen krav på at få defineret. Jeg definerer ikke mig selv gennem de termer. Jeg er til gengæld holdt op med at sige, at jeg ikke er lesbisk, for så bliver jeg spurgt, hvad jeg så er? Biseksuel? Og det er jeg heller ikke. Det er jeg egentlig endnu mindre, end jeg er lesbisk. Jeg bliver desuden spurgt, om jeg er biseksuel uanset hvad, for jeg “har jo langt hår og ser da ikke særlig lesbisk ud?”.

Pointen er, at mærkaterne i min optik er en simplificering af min person og min seksualitet. 

Jeg er ikke lebbe. Jeg er ikke lesbisk. Jeg er ikke homo. Der hører så mange konnotationer og forestillinger med til de termer, som jeg ikke er. Det er ikke, fordi jeg ikke er proud. For selvfølgelig er jeg fucking proud. Men jeg vil også gerne bare kysse med en pige på en bar uden at blive bedt om at sætte varedeklaration på. 

Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at sige fra og sætte grænser. Jeg kunne godt tænke mig et nyt sprog for, hvordan vi taler om seksualitet. Lad dette være det første spadestik. 

Jeg har fået en agent – og hvad vil det sige?

Der er på en eller anden måde gået lidt mode i at være åben omkring, hvordan det forretningsmæssige aspekt af dét at være blogger og/eller influencer foregår. Og det kan jeg godt forstå, for der er helt klart mangel på viden om og forståelse for det – og sådan har det været i flere (for mange) år. Hver gang jeg møder et nyt menneske, som spørger ind til, hvad jeg går og laver, er jeg betænkelig ved at fortælle, at jeg driver en blog, og tjener penge på det, fordi det første spørgsmål ni ud af ti gange er, om man virkelig kan tjene penge på det. Jeg bliver også ofte mødt med holdningen, at jeg ikke har et rigtigt arbejde, eller at jeg ikke kan føle mig stresset, for det er jo bare en blog – noget sjovt, der bare er faldet ned i mine hænder, og får det til at regne med penge, når jeg knipser. For mig har det betydet, at jeg faktisk ofte har virkelig svært ved selv at være seriøs og alvorlig omkring det, når jeg bliver spurgt ind til det, eller når jeg skal fortælle om det, både i forhold til mine ambitioner omkring det, men også hvad jeg egentlig kan, og hvad jeg udretter. (Jeg vil så lige tilføje, at jeg ikke udretter at få det til at regne med penge, men knipse kan jeg godt).

Når jeg indleder det her blogindlæg på den måde, handler det om, at der er sket noget i mit virke som blogger, der er enormt spændende for mig, og som jeg selvfølgelig har lyst til at fortælle om, men som jeg tog mig selv i at være i tvivl om, hvorvidt jeg skulle italesætte. Men selvfølgelig skal jeg dét! For det er super sejt, og det er forhåbentlig ikke kun en gevinst for mig, men også for bloggen og mine tilhørende medier.

Jeg er blevet tildelt en agent hos mit bureau, Society B / Bloggers Delight. Helt konkret betyder det, at der nu sidder ét menneske, som varetager mine interesser, hvad angår nye samarbejder, og som jeg har den primære kontakt med. Det gør det lidt nemmere for mig at gøre noget med de mails, jeg modtager – og tanken er, at det også skal blive nemmere for Bloggers Delight at matche mig med samarbejdspartnere, fordi min agent jo selvfølgelig med tiden vil få et meget klart indtryk af, hvilke samarbejder, jeg har en interesse i, og hvad jeg særligt er god til. Det er idéen, at vi løbende skal holde møder, hvor vi snakker om, hvad der kunne være sejt for mine kanaler, og jeg er ret spændt på den måde at tilgå det arbejdsmæssige aspekt af bloggen. Det er mit håb, at det ikke kun bliver godt for mig, men også kan blive rigtig sejt for bloggen og for jer, der læser med. Jeg synes jo allerede, jeg laver nogle seje samarbejder – for eksempel alle de ting, jeg har lavet med Københavns Kommune – men det bliver spændende at se, hvad det kan udvikle sig til, og hvordan bloggen kan udvikle sig.

For god ordens skyld vil jeg lige sørge for her til sidst at få tilføjet, at min agent ikke har noget at skulle have sagt i forhold til indholdet på hverken bloggen eller mine andre medier. Det er ikke sådan, at der pludselig skal laves alt muligt om, eller at der er ting, jeg holder op med at skrive om, eller pludselig skriver vildt meget om. Det er stadig fuldstændig op til mig, hvordan tingene foregår herinde og på min Instagram, og hvor jeg ellers kan finde på at være aktiv på sociale medier.

Studie, orlov og spørgsmålet om uddannelse

Lige nu skulle jeg egentlig ligge mættet af indtryk og helt smadret efter introugeforløbet for de nye studerende på dansk på Københavns Universitet. Jeg har ikke nævnt det på mine sociale medier, at jeg skulle være tutor på mit studie. Min underbevidsthed har måske nok vidst, at det ikke ville blive sådan, selvom jeg egentlig var gået ind til det med stort engagement og to ekstra roller som studiegruppetutor og som konferencier i introugen. Det er blevet forsøgt at være et overmenneske i alle aspekter af livet, og det er blevet erfaret, at det efterlader meget lidt menneske tilbage, så nu sidder jeg i stedet blot lidt småtræt i min seng med cigaretrøg i håret og den mathed i kroppen, et par øl aftenen forinden efterlader. Et par øl sker ofte for tiden, og de ofte øl leder ofte til snak om uddannelse og det dér ubegribelige ord “fremtid”. Jeg ved ikke så meget, men jeg ved, at jeg skal lære at være menneske for mig selv, så ikke nok med at jeg har opsagt min tutorrolle, har jeg besluttet at søge om at få orlov fra mit studie.

Ude i byen hedder det sig, at jeg tager orlov for at fokusere på andre projekter. Det er sådan set også rigtigt nok. Jeg vil gerne lægge mit fokus et andet sted. Men jeg er også selv et af de projekter, for det handler også om tvivl, uro i kroppen og ondt i livet. Det er jeg bare lidt træt af at være – “sådan én”, der har ondt i livet, så for min egen skyld prøver jeg at vende fortællingen. Jeg tager et aktivt valg om at tage mig selv og mit velbefindende alvorligt, og jeg har ikke været glad for mit studie det sidste halve år – måske er det studiet i sig selv, måske er det alt dét rundt om i livet, jeg ikke kan styre, som har tynget mig. Det er nok i virkeligheden en kombination, men den konstante, dårlige samvittighed over ikke at give nok af mig selv til studiet er endt med at tage energi fra de projekter, jeg ønsker at have overskud til, og det er en enormt opslidende situation at være i. Jeg endte simpelthen med at blive fysisk dårlig af det, fordi jeg pressede mig selv så hårdt, og det er ikke det værd at ligge og kaste op efter at have skrevet en fem-døgnseksamen. Og som en veninde så fint sagde – hvem er det, jeg gør det for? Hvem er det, jeg tager en bachelor i dansk for?

Indtil videre er det “bare” et orlov – for at hele, trække vejret, mærke efter og fokusere på de dér “andre projekter” – men det er også blevet et spørgsmål om uddannelse. Jeg har altid vidst, at jeg ville tage en gymnasial uddannelse for derefter at tage en bachelor og så formentlig en kandidat. Der er aldrig blevet sat spørgsmålstegn ved det, og jeg har aldrig oplevet at blive pejlet i retning af spørgsmålet om lyst eller ‘drive’, men mere i retning af forventningen om at gå den akademiske vej, når nu jeg er så “akademisk kompetent”. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om det måske i virkeligheden handler mere om formen i de uddannelser, jeg har gået på – HA(kom.) på CBS og dansk på Københavns Universitet -, end det handler om studierne i sig selv. Da jeg droppede ud af CBS, blev jeg med det samme mødt af omverdenen med spørgsmålet om, hvad jeg så skulle læse i stedet for, og set i retrospektiv var dét at søge ind på dansk på Københavns Universitet nok i virkeligheden en lappeløsning på det “problem”. Jeg fik noget at svare på spørgsmålet, og på den måde slap jeg for at tage særlig meget stilling til det.

Det er absolut ikke, fordi jeg har opgivet tanken om at tage en uddannelse – så var det jo nemmest at droppe ud. Jeg vil bare gerne give mig selv plads til at være i tvivl. Og der er også en del af mig, der gerne vil arbejde på at få modet til at springe ud i noget af det, der måske ikke ligger lige til højrebenet, og heller ikke er en let eller lige vej, men som måske er det, jeg egentlig brænder for. Den snak kan vi tage som opfølger på dette skriv en anden dag.

Er den der, hvis du ikke ser den? Diskriminationen?

Reklame for Københavns Kommune

Jeg hører det tit og i mange afskygninger. At det ikke længere er et problem at være LGBT+ person. I hvert fald ikke i Danmark. At nu er vi jo i 2018, lovgivningen er på vores side, og flydende seksualitet og køn er ligesom bare noget, vi som samfund har accepteret, så der er hverken noget at være bange for eller ked af længere. Når jeg hører dét, kommer jeg nogle gange til at tillægge mig selv skylden for, at jeg i sin tid, i mit første forhold med en pige, betvivlede, om vi kunne holde om hinanden eller kysse, når vi gik på gaden, handlede ind, drak øl eller gik på museum. Jeg vendte det indad, og blev ved at spørge mig selv, om det så i virkeligheden ikke var mig, der havde et problem med det? I dag ved jeg godt, at de tanker har handlet om en frygt for at modtage reaktioner fra fremmede mennesker, og frygten er der stadig af og til. Reaktioner er der desværre også. Det er alt fra de små ting som at få ladede spørgsmål fra fulde mennesker på barer, til de større episoder, hvor frygten bliver virkelig. Det bliver den, når en mand ser vredt på min daværende kærlighed og jeg, og går truende omkring på fortovet, imens han laver grimasser, der viser hans afsky. Vi gjorde ikke andet end at holde om hinanden ligesom så mange andre par på vej hjem fra bar på Nørrebrogade. Frygten bliver virkelig, når jeg går sammen med min ven og hans kæreste, og en gruppe unge i Indre By råber efter mig, hvorfor jeg gider gå i byen med to bøsserøve? Frygten bliver virkelig, når mennesker, jeg holder af, fortæller mig, at de er blevet spyttet efter på gaden.

Desværre er det den slags hændelser, der er så almindelige, at jeg har lært at gå videre fra dem uden at se mig tilbage. Det gør jeg helt klart også ubevidst for min egen sikkerheds skyld. Men det er jo forkert ikke at råbe højt om, at det ikke er okay. For nylig blev jeg fortalt om en hændelse, som gjorde mig så vred og ked af det, at jeg ville ønske, jeg havde været der, så jeg kunne have sagt eller gjort noget. Et menneske, jeg holder utroligt meget af, kunne ikke blive lukket ind på en bar i København, fordi de ikke ville have “sådan en som hende” derind. Og der var ingen, der sagde noget til det.

Jeg ved ikke, om det er, fordi vi som samfund har lukket øjnene for, at diskrimination af LGBT+ mennesker stadig sker, måske i troen om at det i dag ikke længere er, eller kan være, et problem at være del af en minoritetsgruppe. Jeg ved, at en del af min egen mangel på evne til at sige fra handler om frygt. Og det i sig selv er incitament for at gøre noget. Jeg har haft min tvivl på, om jeg turde være LGBT+ talerøret i denne kampagne, Københavns Kommunes “Trygt Natteliv i København” kampagne. Men vi er bare tydeligvis ikke nået dertil, hvor vi skal være i vores behandling af og samtale om LGBT+ personer. Det er ikke godt nok, og derfor er jeg endt med at trodse min frygt og sige ja til at være en del af kampagnen, både for at gøre opmærksom på, at diskriminationen stadig sker, og for at opfordre til i fællesskab at lukke munden på diskriminationen. Der er tydeligvis brug for det, og jeg håber sådan, at endnu flere mennesker aktivt vil tage stilling til, hvordan vi behandler hinanden i nattelivet.

Københavns Kommune har udformet tre konkrete råd til at bekæmpe diskrimination i nattelivet, og disse kan læses her.

REN kærlighed til KBH

Reklame for Københavns Kommune

Nu har jeg boet i København i snart to år, og er der noget, jeg ofte har lagt mærke til, og ofte snakket med venner og veninder om, er det mængden af skrald, der bliver efterladt rundt omkring i byen, specielt om sommeren. Det er allerværst, når et sted er så klamt, fordi der ikke er ryddet op, at de næste ikke kan være der. Så bliver jeg helt vred, og smider demonstrativt andre menneskers skrald ud, når de jo i virkeligheden skulle have haft respekt nok for byen til selv at have taget det med. Det skal dog også siges, at jeg på ingen måde er et pragteksemplar, for jeg tog da mig selv i at smide et cigaretskod på gaden for noget tid siden, måske jeg havde fået en bette øl eller to indenbors, og så kom jeg til at tænke på, at jeg aldrig nogensinde ville lade et skod ligge hjemme i min gård for eksempel. Men hvorfor er det anderledes?

Denne kampagne har virkelig fået mig til at tænke mig endnu mere om, når jeg færdes i byen. Det er jo i alles interesse, at der er rent og lækkert på gaderne og i parkerne, for vi benytter det som en ekstra stue. Og det gælder også helt ned i det små som cigaretskodder, da de faktisk udgør et af de mest belastende problemer. Jeg er begyndt at have de små REN KBH lommeaskebægere med rundt, og deler dem flittigt ud til venner og veninder også. Derudover har jeg altid en plastikpose eller to i tasken. Det er genialt til mere effektiv oprydning, når man er ude, eller i tilfælde af at nogen har fået for meget at drikke (det kan jo ske for selv den bedste). Vi er næsten 600.000 indbyggere i København, så hvis jeg med dette kan smitte bare lidt med god adfærd, og hvis vi bliver ved at føre budskabet videre til hinanden, er jeg sikker på, at byen bliver meget renere! Nu flytter jeg til indre by lige om snart, og jeg er lidt spændt på at opleve, hvordan det står til derinde .. Skal vi ikke hjælpe hinanden til et renere Kbh?

Hvis I samler et stykke skrald op, og poster enten et billede eller en video af det på Instagram med hashtagget #takforskrald er I med til at holde byen ren og opfordre andre til det samme, men I deltager også samtidig i konkurrencen om en ladcykel. Deeeeen ville jeg da personligt gerne vinde.

I kan desuden se flere gode og sjove videoer, og støtte op om Ren kærlighed til Kbh ved at synes godt om kampagnen på Facebook.