5 trin til en mindre, men bedre og mere tilfredsstillende, bæredygtig garderobe

Fordi jeg læser mange nyheder, og holder mig opdateret på flere debatter, har jeg selvfølgelig også læst en del, der angår tøjforbrug, klima og bæredygtighed. Det berører mig meget, og har sat et hav af tanker i gang hos mig, specielt i forhold til mit virke som blogger, instagrammer, influencer, you name it. Nu er det ikke det mest populære at være aktivistisk inden for noget som helst, fordi aktivisme ofte forbindes med vrede, og vrede ofte afføder mere vrede, men så er det godt, at jeg hverken er vred, eller ønsker popularitet. Jeg undrer mig blot over, at emnet ikke får mere plads hos mennesker, der har, eller kan have, en stemme, uanset lille eller stor, i den offentlige debat, og hvis jeg kan gøre mit for at “undervise” i emnet på mine kanaler, eller blot give anledning til nye tanker og samtaler, er det selvfølgelig dét, jeg skal.

Derfor kommer her fem trin, jeg selv har gjort og gør brug af på vejen til en mere bæredygtig garderobe. Intet af følgende er ment som en opsang, og jeg er på ingen måde heller selv hverken hellig eller et dydsmønster på området. For mig er det hele en læringsproces, som sker i takt med at bryde vaner, og erhverve ny viden.

PS: Jeg ved godt, at det bedste ville være, hvis vi alle gik over til kun at købe genbrug, men de her fem trin kan betragtes som måder også at forholde sig til tøjforbrug.

1. Change of mind(set)

Hvad er det næste nye, og hvordan får jeg fat i det? Det var i mange år helt naturligt for mig at tænke sådan, fordi jeg gik utroligt meget op i min stil og mit udtryk. Jeg kunne bruge timevis på Instagram om aftenen i forsøg på at knække koden til, hvordan jeg kom til at se enten sådan eller sådan ud, og det resulterede ofte i lister med items, jeg bare måtte eje. Det var først, da jeg reflekterede over, hvorfor jeg havde sat mig selv i den, økonomisk ret belastende, mølle, at det gik op for mig, at det desværre ikke kun handlede om en passion for at udvikle et stilmæssigt udtryk, men også handlede rigtig meget om, hvilken slags pige jeg gerne ville være i andres øjne. Det var fuldkommen logik for mig, at jeg selvfølgelig ville blive både mere glad og sejere i andres øjne af at eje diverse items. Sådan tænker jeg heldigvis ikke mere. Ikke fordi jeg nægter mig selv at købe noget nyt nogensinde, for der er klart en enorm selvtillid i at være glad for sit udtryk, men jeg er meget bevidst om, hvad jeg køber, mængden af det, hvorfor lysten til at købe opstår, og hvorvidt jeg mangler/har brug for de pågældende ting.

I min optik er der rigtig mange bloggere og influencers, der bevidst og/eller ubevidst bidrager til en køb-mere-af-alt-det-nye-kultur. Jeg har også selv været skyldig i det. Fashion-industrien er jo bygget op omkring, at der skal købes, når der kommer nyt, og der kommer nyt hele tiden. Det er sådan, pengene kommer ind. Når bloggere/influencers formidler de nye items og kollektioner videre til vores “publikum” bidrager vi direkte og/eller indirekte til den købsmentalitet. Det er jo i mange tilfælde også sådan, pengene kommer ind for os. Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev bedre til at gå forrest, når det kommer til at rådgive forbrugerne frem for på stærk vis blot at styrke en industri, der producerer alt for meget, og er en stor klimasynder.

Budskab: Du er hverken mere eller bedre menneske qua din personlige stil eller indholdet af din garderobe. At gøre mange nye køb rigtig ofte er hverken dyb eller langvarig glæde. Klimaet lider under vores køb-nyt-og-køb-meget mentalitet.

2. Forbrugerbevidsthed

Det er pokkers svært at finde hoved og hale i, hvor det er bedst at købe sit tøj. Hvilke brands støtter op om bæredygtighed, og hvor bæredygtige er de brands egentlig, når det kommer til stykket? Hvad med de brands, der støtter gode mærkesager? Er det okay at købe tøj derfra, når bare det er politisk bevidst? I flere år er snakken gået på, hvordan H&M brænder tøj i tonsvis, producerer tøj under dårlige forhold, og i øvrigt har omfattende transport af varer, der også går ud over klimaet. Men samtidig har de indgået et samarbejde med WWF om at blive en klimapositiv kæde inden år 2040, inklusiv underleverandører. Det kan være ret svært at bedømme, hvor man skal stille sig. Jeg indrømmer gerne, at jeg køber tøj fra blandt andet Weekday, Arket og & Other Stories, som jeg i øvrigt også samarbejder med. Alle de brands er en del af H&M group. Det har jeg tænkt meget over, hvordan jeg skal forholde mig til, med førnævnte informationer in mente. Indtil videre er det for mig først og fremmest blevet til at købe mindre i det hele taget. Derudover er jeg begyndt at orientere mig mere i diverse mærkers CSR (corporate social responsibility) for at vide mere om produktionen bag brandet, og hvorvidt der er lagt en strategi for ansvarlig produktion og reducering af klimabelastningen.

Tip: Køb mindre. Når du køber, køb da i fysiske butikker, så dine varer ikke skal transporteres yderligere. Køb varer, der er produceret inden for Europas grænser, eller så tæt på Danmark som muligt, allerhelst i Danmark selvfølgelig. Køb tøj af ordentlige materialer, som er langtidsholdbare. Fokuser dine køb hos brands, der producerer få og mindre kollektioner, og i øvrigt har taget stilling til bæredygtighed og klima i deres CSR.

3. Et synligt garderobesystem

For at gøre mest brug af det tøj, man har, har jeg erfaret, at det hjælper at have tøjet fremme. På den måde hober tøjet sig ikke op i skuffer eller skabe, der aldrig bliver åbnet, og følelsen af at have brug for nyt tøj opstår ikke på samme måde, når man har et godt system og et godt brug af det tøj, man har. Det bliver dermed også ekstra tydeligt, hvad man ikke får brugt, fordi man konfronteres med det hver dag, og hurtigere kan lægge det til side til genbrug. Jeg bruger selv OMAR systemet fra IKEA, som kan samles på lige den måde, man har lyst til.

Tip: Sorter efter både kategori og farve. Jeg har bukser hængende forrest, koordineret efter farve, dernæst kommer trøjer og t-shirts, også koordineret efter farve. Hættetrøjer hænger bagerst, fordi de fylder mere. På den måde overser jeg ikke tøj, jeg kunne have stor gavn af, hvis det var mere synligt. Og igen, hænger der altid fire rene, hvide bluser, er det nok, fordi jeg har fire hvide bluser for meget. Så skal de enten sælges videre eller gives til velgørenhed.

4. Ryd ud, skær ind til benet, start forfra

Dette trin er jeg langt fra selv færdig med, men jeg har en idé om, at det virkelig batter. Måske der skal noget Marie Kondo ind over også. Det handler i hvert fald om at skære ind til benet. Hvad har jeg brug for, hvad bruger jeg mest, hvad er rart, og hvad gør mig selvsikker og glad?

Jeg studsede over, at jeg før skrev hættetrøjer. Det er jo, hvis man lige stiller det helt firkantet op, overflod at have mere end én hættetrøje. Jeg ved ikke, om jeg vil stille det op så sort/hvidt, men det handler om at tænke over, hvad man egentlig har brug for? Og hvad bruger man rent faktisk? Sådan en runde er jeg nødt til at gå i min garderobe, og jeg overvejer lidt (meget) at gøre det til en video på YouTube, fordi jeg har en forhåbning om, at vi kan inspirere hinanden til at blive mere bæredygtige. Det behøver jo ikke kun handle om begrænsninger, men også om muligheder.

Budskab: Med overblik over, hvad man har, må det også være nemmere at få god brug af det. En overflodsgarderobe gavner ingen. Lad os overveje, hvad vi egentlig har brug for.

5. “Havde du ikke også den på i går/sidst vi var ude?”

Jeg er kæmpe vanemenneske, fordi jeg trives i det forventede, så er der noget, jeg godt kan lide, knytter jeg bånd til det, og bruger det ofte. Det er ikke utænkeligt for mig at have den samme striktrøje på hver dag i fjorten dage, men jeg skal minde mig selv om, at det er okay, fordi jeg i folkeskolen ofte blev spurgt, om ikke jeg havde haft det samme tøj på dagen før, på denne dér fordømmende måde kun børn kan spørge. I dag kommer presset nok i højere grad fra Instagram, hvor det vrimler med influencers, der har noget nyt på hver dag, ja, måske endda flere gange om dagen. Det skaber jo den mentalitet, at vi skal have noget nyt for at imponere både os selv og andre, men altså, if it ain’t broke, don’t fix it.

Budskab: Jo, jeg havde også de her bukser og denne her strik på i går, men jeg har fulgt trin 1, 2 og 3, og købt noget godt og langtidsholdbart, som jeg er virkelig glad for, og jeg vil glæde mig over det HVER DAG, og poste seks forskellige Instagram billeder af mig i mit bedste, bæredygtige outfit, så alle kan se, at det kan se godt ud at være lidt klimabevidst.

Hvad vil I se på amaliewessel.dk i 2019?

Annonce for & Other Stories& Other Stories uldskjorte // & Other Stories strik //
Kaibosh solbriller (gave)

Med inspiration fra Fredes blog har jeg besluttet  at spørge jer om ovenstående – hvad vil I se på amaliewessel.dk i 2019?

Jeg har brugt det første af 2019 på at tænke meget over, hvad det er, jeg sådan kæmper med i mit forsøg på at blive ved at tilføre bloggen liv (lad os være ærlige – det har haltet med indlæg i 2018), og jeg har fundet frem til, at det desværre er kommet til at fylde meget for mig, hvad mennesker, jeg møder, tænker om dét, at jeg blogger, og det er kommet til at holde mig tilbage. Sådan skal det ikke være, for dét at skabe og udgive her, på YouTube og Instagram har bare altid været min “ting”, så det vil jeg rigtig gerne fortsætte med, og arbejde på at styrke.

Blogindlæg er (med undtagelse af sponsorede kampagner haha) ikke en bestillingsvare, og selvfølgelig er det min blog, hvor jeg bestemmer indholdet, og hvor jeg skriver om dét, der interesserer eller rører mig. Jeg er bare nysgerrig på at høre, hvad der får jer til at tænke “yes, det er fedt”, eller om noget rører jer mere end andet? Og når jeg siger “rører”, mener jeg ikke nødvendigvis med tårer, men bare hvad der vækker noget i jer.

Det er ikke tænkt for at optimere bloggen med henblik på at få flere læsere eller noget i den dur, men mere for at optimere indholdet for de, der allerede er her. Selvfølgelig er du også velkommen til at byde ind, hvis du er ny her, og har noget i tankerne, du gerne vil se et blogindlæg om fra mig.

Jeg har selv tænkt over, at jeg gerne vil starte en ny, fast musikserie op, formentlig en månedlig, da ugentlig bliver lige intenst nok (også fordi jeg ikke kan overholde det), måske også starte ugens plus- og minuspoint op igen. Derudover vil jeg gerne begynde at have mere fokus på bæredygtighed, især i forhold til tøjforbrug, og måske også berøre andre relevante samfundsdebatter, som jeg kan bruge min platform til at brede viden om. Lige så meget som jeg i øvrigt også gerne vil holde fast i ærligheden om mit liv som 22-årig rodebutik, vil jeg også gerne, at vi skal have det sjovt, og huske succeshistorierne.

Så – hvad vil I ha’? Outfits? Guides? Debatindlæg? Musik? Eller noget helt femte?

Dine og mine bryster og vores frie valg

Jeg ser troligt X Factor, fordi det rammer noget i mig, når folk får lov at brillere med dét, de kan. Og selvom jeg kender programmets opbygning ind og ud, og godt ved, at alle de dårlige auditions ikke nødvendigvis kommer i træk, bliver jeg alligevel til en smiley med hjerter i øjnene, når der endelig kommer et ungt menneske ind, der synger som en drøm. Nogen gange går jeg sågar ind og ser deres audition igen, når den bliver lagt på YouTube. Jeg deltager til gengæld ikke i diverse kommentarspor om programmerne, hverken på Facebook, Twitter, Jodel eller hvor de ellers måtte eksistere, men jeg kan forstå, at det er lidt en dille at live-kommentere på programmet, imens det sendes. Og efterfølgende, selvfølgelig. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvorfor det kan være sjovt, men jeg vil ikke være med, når det munder ud i decideret, offentlig internetmobning.

Sidste fredag blev første afsnit i den nye sæson af X Factor sendt, og til audition er en 17-årig pige mødt op uden bh på. Hun har tøj på, men altså ikke bh, og hendes bryster fremstår derfor helt naturlige. Jeg tænkte, at det da godt nok var befriende og dejligt at se, at det kan man sagtens bare gøre. Det havde jeg ikke selv haft mod på som 17-årig. Jeg nåede faktisk også at tænke, hvor fedt det er, at tiderne ændrer sig. Og det er også fedt. Det er rigtig fedt, at vi snakker mere om krop, og at tiden er til, at der blomstrer nye måder at forholde sig til sin krop. Tiden har bare ikke ændret sig nok, når det alligevel kan vække røre på diverse sociale medier, at en pige fravælger bh. Ikke nok med at der i kommentarerne bliver skrevet, at hun skulle ønske sig en bh, bliver der også kommenteret på, hvor grelt det står til med hendes bryster, og de får ligefrem øgenavne. Jeg vil ikke gengive kommentarerne eller øgenavnene, for jeg ønsker ikke at gengive den diskurs, men de kan findes i et opslag hos Everyday Sexism Project Danmark, som jeg blev opmærksom på efter Maria Fantinos opslag om “sagen”.

Efterfølgende skrev jeg selv dette, og lagde på Instagram, hvortil der blandt andet er skrevet kommentarer om, at naturlige bryster (i denne kontekst altså bryster uden bh på) da klart er flottest. Det er ikke hensigten med mit opslag, at det skal gøres op, hvad der er flottest. Hele pointen er, at det er individuelt, og at ingen andre skal diktere, hvordan du skal have det med dine bryster, hvordan dine bryster skal se ud, eller hvordan bryster i det hele taget ser bedst ud. Det er altså et frit valg, hvorvidt man iklæder sig en bh, med eller uden bøjle, med eller uden vattering, en top, en undertrøje, binder dem ind, så det ligner, at der ingen bryster er, eller slet ikke tager noget på, så brysterne bare får lov at være, som de er. På en eller anden måde må det være gået galt at få præsenteret de mange muligheder, der er.

Jeg har lige siden, jeg begyndte at få bare lidt tydelige bryster, følt et pres om, at jeg for det første bare skulle glæde mig til, at de voksede endnu mere, og for det andet klæde mig efter dem helt fra start. Med bh selvfølgelig. Mine første bh’er var et par stykker af min venindes aflagte, som hun ikke kunne passe mere, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg, da jeg fik dem, skyndte mig at prøve dem alle sammen, fordi jeg tænkte, at de skulle forandre mig til en bedre eller mere rigtig pige, imens jeg bare følte mig dummere og dummere, fordi intet af det så spor sejt ud. De var alle sammen for store, selvom de vist nok endda var fra H&M’s teensektion, og derfor var mindre end de mindste i voksenafdelingen.

Da jeg så var teenager, med lidt større, men stadig meget små bryster, brugte jeg enormt meget unødig energi på at være ked af mine bryster, og især i gymnasiet følte jeg et pres om, at de skulle udgøre en ekspressiv feminitet. Med bh selvfølgelig. Og at de var faktor for, hvorvidt jeg var interessant eller god nok. Derfor har jeg også mange gange købt bh’er med diverse former for vattering, røde blonder, orange blonder, sikkert også lilla, med eller uden små sten på, hjertevedhæng under kavalergangen, og jeg ved ikke hvad. Hver gang har jeg brugt dem et par gange kun for at opdage, at det bare slet ikke føltes rigtigt, og så er de røget ind bagerst i skabet. Det blev gennem årene til lidt af en samling, som jeg sidste år smed i en pose én efter én, bare for lige at sige ordentligt farvel, inden jeg gjorde det af med dem.

Siden har jeg ikke skænket dem en tanke.

Det er sket flere gange, da jeg var yngre, at jeg har fået at vide, at det godt nok var lidt underligt, at jeg ikke gik mere op i undertøj. At jeg ikke lod mig begejstre af det univers. Ikke drømte om matchende sæt. Og skulle tvinge det frem i mig at have en mening om noget med blonder. Hvis jeg endelig købte det, var det for at prøve at være den pige, jeg følte, jeg skulle være for at være en “rigtig” pige. Var der dengang nogen, der havde sagt til mig, at der fandtes et hav af alternativer, at det ikke gjorde mig mindre pige, men blot en anden slags pige, og at det var lige så okay, havde jeg måske tidligere end i en alder af 21 år fundet modet til at udnytte det frie valg til at gøre mit køn, som jeg vil, og klæde mine bryster, som jeg vil.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om den 17-årige pige i X Factor overhovedet har gjort sig tanker om bh eller ej, eller om hun bare ikke lige orkede den dag, men jeg synes, at reaktionen på hendes valg vidner om, at vi er meget langt fra at forstå individets frie valg, når det kommer til forventninger til køn og udseende. Vi har fejlet i at præsentere alternativer. Vi fejler stadig langt hen af vejen i at præsentere alternativer. Vi fejler i at acceptere og imødekomme alternativer.

Jeg oplevede som teenager ikke, at det kunne være okay at gøre tingene på en anden måde. Jeg oplevede bare at føle mig forkert i forhold til alle andre. Jeg kunne godt have brugt et blogindlæg som det her, så derfor har jeg skrevet det. Så er der i hvert fald her præsenteret et alternativ og et par erfaringer. Måske en dag det ikke behøver være alternativer, men bare en masse forskellige måder at være pige og kvinde på.

En coming out story om ikke at springe ud

De findes i massevis på YouTube – ‘coming out stories’ – om at springe ud som homoseksuel, biseksuel, panseksuel eller noget helt fjerde. Det har så længe, jeg kan huske, heddet at springe ud eller komme ud af skabet, når nogen fortæller til omverdenen, at de har en anden seksualitet end heteroseksuel. Og det forventes ligefrem, at de gør det – springer ud, sætter varedeklaration på og klarlægger for omverdenen, hvordan landet ligger, hvem man ligger med, og ikke mindst hvordan det foregår. Det blev også forventet af mig første gang, anden gang faktisk også, jeg begyndte at se en pige, og det bliver også sagt om mig, at jeg er sprunget ud, selvom jeg bevidst har valgt ikke at gøre det. Og der bliver brugt mærkater om min seksualitet, jeg ikke engang selv ville bruge.

Det er som groet fast i vores sprog, at det er sådan, vi taler om seksualitet. Med mærkater.

Helt til at starte med handlede dét med ikke at springe ud om, at jeg ikke ville have, at nogen skulle vide “det”, ene og alene af den årsag at jeg ikke var sikker, og var rædselsslagen for skammen i at trække det tilbage, hvis nu det ikke var sådan alligevel. Lige så meget som andre forsøgte at putte mig i en kasse, havde jeg helt klart også selv et behov for at finde en kasse at være i og passe ned i. Sådan tror jeg egentlig, alle mennesker har det på et eller flere tidspunkter i livet. Jeg vidste bare ikke, hvad der skulle stå på den kasse, og det frustrerede mig grænseløst, fordi jeg følte, at jeg konstant blev mødt med at skulle tage stilling til det og “sætte mærkat” på mig selv. Derfor kom jeg også til i en periode at finde mig i at blive omtalt som “lesbisk”, “lebbe”, “homse” eller “homo”, ja, “biseksuel” er jeg også blevet kaldt, fordi jeg “da har været sammen med fyre?”. Det sker stadig, at jeg ikke får sagt fra over det, både af frygt for at ødelægge den gode stemning og for ikke at blive forstået.

Når jeg så har valgt fortsat ikke at ville springe ud på traditionel vis, eller gøre så meget ud af det, handler det om, at jeg ikke rigtig ser det som nogen andens forretning end min egen og en eventuel partners, hvad min seksuelle og romantiske orientering er. Det er ikke breaking news, det skal ikke være mandag morgens sladder, og jeg skylder det ikke til nogen at definere mig selv som det ene eller det andet. Jeg synes, der hersker en uberettiget konsensus om, at homoseksualitet og biseksualitet er seksualitet, man må og kan blande sig i, og jeg oplever alt for ofte stødende spørgsmål, stødende måder at spørge på eller stødende måder at blive omtalt. Det er jo ikke på samme måde sådan, at heteroseksuelle bliver bedt om at redegøre for deres seksualitet, eller nogensinde i en gruppe bliver bedt om at definere deres seksuelle og romantiske orientering, så hvorfor skal vi? Og hvorfor sker det, at den bliver forsøgt defineret for os, som om andre har en part i den?

Forvirringen og frustrationen over alle kasserne og mærkaterne vendte jeg til et spørgsmål om, hvorvidt jeg overhovedet skulle være i nogen kasse. Jeg lever jo mit liv, som jeg vil uanset. Jeg lægger ikke skjul på noget, og jeg begrænser ikke mig selv, men jeg har grænser. Grænser for, hvad jeg vil være med til, grænser for, hvad jeg vil dele, grænser for, hvilke kampe jeg vil tage, og grænser for, hvor meget omverdenen skal have lov at definere mig. Jeg behøver ikke en kasse eller et mærkat.

Hver gang nogen kalder mig homo, lebbe eller lesbisk, og jeg tænker eller siger, at det er jeg ikke, er det ikke, fordi jeg benægter min seksualitet. Jeg ved godt, at jeg er homoseksuel. Men det har ingen krav på at få defineret. Jeg definerer ikke mig selv gennem de termer. Jeg er til gengæld holdt op med at sige, at jeg ikke er lesbisk, for så bliver jeg spurgt, hvad jeg så er? Biseksuel? Og det er jeg heller ikke. Det er jeg egentlig endnu mindre, end jeg er lesbisk. Jeg bliver desuden spurgt, om jeg er biseksuel uanset hvad, for jeg “har jo langt hår og ser da ikke særlig lesbisk ud?”.

Pointen er, at mærkaterne i min optik er en simplificering af min person og min seksualitet. 

Jeg er ikke lebbe. Jeg er ikke lesbisk. Jeg er ikke homo. Der hører så mange konnotationer og forestillinger med til de termer, som jeg ikke er. Det er ikke, fordi jeg ikke er proud. For selvfølgelig er jeg fucking proud. Men jeg vil også gerne bare kysse med en pige på en bar uden at blive bedt om at sætte varedeklaration på. 

Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at sige fra og sætte grænser. Jeg kunne godt tænke mig et nyt sprog for, hvordan vi taler om seksualitet. Lad dette være det første spadestik. 

Studie, orlov og spørgsmålet om uddannelse

Lige nu skulle jeg egentlig ligge mættet af indtryk og helt smadret efter introugeforløbet for de nye studerende på dansk på Københavns Universitet. Jeg har ikke nævnt det på mine sociale medier, at jeg skulle være tutor på mit studie. Min underbevidsthed har måske nok vidst, at det ikke ville blive sådan, selvom jeg egentlig var gået ind til det med stort engagement og to ekstra roller som studiegruppetutor og som konferencier i introugen. Det er blevet forsøgt at være et overmenneske i alle aspekter af livet, og det er blevet erfaret, at det efterlader meget lidt menneske tilbage, så nu sidder jeg i stedet blot lidt småtræt i min seng med cigaretrøg i håret og den mathed i kroppen, et par øl aftenen forinden efterlader. Et par øl sker ofte for tiden, og de ofte øl leder ofte til snak om uddannelse og det dér ubegribelige ord “fremtid”. Jeg ved ikke så meget, men jeg ved, at jeg skal lære at være menneske for mig selv, så ikke nok med at jeg har opsagt min tutorrolle, har jeg besluttet at søge om at få orlov fra mit studie.

Ude i byen hedder det sig, at jeg tager orlov for at fokusere på andre projekter. Det er sådan set også rigtigt nok. Jeg vil gerne lægge mit fokus et andet sted. Men jeg er også selv et af de projekter, for det handler også om tvivl, uro i kroppen og ondt i livet. Det er jeg bare lidt træt af at være – “sådan én”, der har ondt i livet, så for min egen skyld prøver jeg at vende fortællingen. Jeg tager et aktivt valg om at tage mig selv og mit velbefindende alvorligt, og jeg har ikke været glad for mit studie det sidste halve år – måske er det studiet i sig selv, måske er det alt dét rundt om i livet, jeg ikke kan styre, som har tynget mig. Det er nok i virkeligheden en kombination, men den konstante, dårlige samvittighed over ikke at give nok af mig selv til studiet er endt med at tage energi fra de projekter, jeg ønsker at have overskud til, og det er en enormt opslidende situation at være i. Jeg endte simpelthen med at blive fysisk dårlig af det, fordi jeg pressede mig selv så hårdt, og det er ikke det værd at ligge og kaste op efter at have skrevet en fem-døgnseksamen. Og som en veninde så fint sagde – hvem er det, jeg gør det for? Hvem er det, jeg tager en bachelor i dansk for?

Indtil videre er det “bare” et orlov – for at hele, trække vejret, mærke efter og fokusere på de dér “andre projekter” – men det er også blevet et spørgsmål om uddannelse. Jeg har altid vidst, at jeg ville tage en gymnasial uddannelse for derefter at tage en bachelor og så formentlig en kandidat. Der er aldrig blevet sat spørgsmålstegn ved det, og jeg har aldrig oplevet at blive pejlet i retning af spørgsmålet om lyst eller ‘drive’, men mere i retning af forventningen om at gå den akademiske vej, når nu jeg er så “akademisk kompetent”. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om det måske i virkeligheden handler mere om formen i de uddannelser, jeg har gået på – HA(kom.) på CBS og dansk på Københavns Universitet -, end det handler om studierne i sig selv. Da jeg droppede ud af CBS, blev jeg med det samme mødt af omverdenen med spørgsmålet om, hvad jeg så skulle læse i stedet for, og set i retrospektiv var dét at søge ind på dansk på Københavns Universitet nok i virkeligheden en lappeløsning på det “problem”. Jeg fik noget at svare på spørgsmålet, og på den måde slap jeg for at tage særlig meget stilling til det.

Det er absolut ikke, fordi jeg har opgivet tanken om at tage en uddannelse – så var det jo nemmest at droppe ud. Jeg vil bare gerne give mig selv plads til at være i tvivl. Og der er også en del af mig, der gerne vil arbejde på at få modet til at springe ud i noget af det, der måske ikke ligger lige til højrebenet, og heller ikke er en let eller lige vej, men som måske er det, jeg egentlig brænder for. Den snak kan vi tage som opfølger på dette skriv en anden dag.