Der var engang, hvor jeg gik med sort eyeliner, lidt for meget af den, tylskørter og røde Converse med teksten “Tokio” på den ene sko og “Hotel” på den anden. Jeg skilte mig ud, og jeg fandt ret hurtigt ud af, at det ikke gjorde noget godt for min rolle i dét sociale fællesskab, der hed folkeskolen. I begyndelsen var jeg stædig, tog “udklædningen” skridtet videre, snakkede højere om musikken, men stædighed blev til ensomhed. Og jeg begyndte langsomt at tilpasse mig for at passe ind. Jeg ville gerne have venner, følelsen af genkendelse, relation og sammenhold. Men det er åbenbart mit lod i livet at lave noget, der ikke er alment accepteret, for så kom YouTube, og senere min blog. Og jeg har siden den periode haft rigtig svært ved at føle mig “rigtig” i sociale sammenhænge.

I husker måske dengang for halvandet år siden, da jeg annoncerede, at jeg ville lukke og slukke på amaliewessel.dk? Der havde jeg virkelig krise. Jeg var træt af altid at blive mødt som bloggeren, fordi det føltes, som om jeg ikke kunne få lov at være noget andet, så længe jeg var blogger. Og så kom angsten for, at jeg ikke var noget andet. At jeg ikke kunne noget andet. Det er en tom følelse. Jeg startede hverken YouTube eller amaliewessel.dk for at blive “blogger”, det hed det ikke rigtig dengang, det var ikke en ting. Jeg identificerede mig ikke som blogger. Det var bare noget, jeg gjorde i min fritid, fordi jeg hyggede mig, og det gav mig noget. Blogger var noget, jeg gjorde, ikke noget jeg var. Så kom stigmatiseringen, og jeg gik langsomt med på den. Jeg blev blogger. Så fuldtidsblogger. Og jeg vil gerne indrømme, at jeg bare fulgte med, gjorde som, jeg så, de andre gøre. Sådan gør vi mennesker jo. Spejler os i hinanden, og den anden var positiv omkring udviklingen, så jeg så ingen skade i at følge med den. Jeg lod andre skabe min rolle for mig. Og man kan godt spille den så meget, at man selv tror på den. Jeg har jo i bund og grund ikke vidst, hvem jeg var, og i stedet for at gøre alvor i at finde mig selv, spillede jeg med på en rolle, jeg blev givet. Fuldtidsblogger var et symbol på succes i bloggerkredse, I ved, denne dér “I made it” følelse, vi alle jagter, dén skulle jeg jo have haft lige dér, men i stedet fik jeg krise, og flygtede til højskolelivet, som jeg heller ikke rigtig kunne lande i. Det er en historie for sig.

At finde sig selv er en proces. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at føle mig “rigtig”, men jeg arbejder på det hver dag. Og det første trin er at lære at være tro mod mig selv. At skabe mig selv, ikke lade mig selv blive skabt. Lukke ørerne for, hvad andre synes, jeg skal. Stole på min egen intuition, mavefornemmelse, ground beliefs og lyster. Det hele handler jo om at nå til et punkt, hvor jeg oprigtigt føler mig god nok, som jeg er. For når jeg når dertil, vil det ikke gøre mig noget at gå imod, hvad andre synes. Når jeg når dertil, vil det ikke gøre mig noget, hvad andre tænker. Jeg tænker for eksempel meget over, hvad der tænkes om bloggeren, Amalie Wessel, og så tænker jeg over, hvad dét får folk til at tænke om Amalie.

Jeg kan godt føle, at den ene er en rolle, og den anden er en dårligere udgave af den første. Men jeg er altid i tvivl om hvem af de to, folk helst vil møde. Nu har jeg lavet det her i mange år, men jeg har stadig ikke lært at forene de to roller. Dét kunne jeg godt ønske mig af fremtiden, at blive én rolle. Bare mig. Amalie, der har en blog.

Det hele er en proces. Og jeg er vendt tilbage til bloggen i håb om at lykkes med det her projekt. Projektet er at blogge som Amalie uden at blive tillagt en bloggerrolle. Jeg vil gerne ind til kernen i dét, blogging er for mig, og hvad det gør for mig. Jeg vil gerne skrive, når jeg har noget at skrive om. Jeg har altid gerne ville danne rammerne for et forum, hvor man mærker, at der er andre mennesker som mig. Som dig. Som os. Sådan har jeg det hver gang, I skriver til mig. Og sådan har jeg det selv, når jeg læser blogs, der har noget at sige. Eller ser videoer på YouTube. Det er helt magisk, når nogen siger en tanke højt, man selv har tænkt. Og jeg synes, det er magisk, at den forbindelse kan ske mellem mig og jer, selvom vi ikke kender hinanden. Det er også derfor, jeg udgiver denne her tekst. Det er, når vi fjerner filteret, vi rigtigt kan bruge hinanden til noget.

Velkommen tilbage til mig! Meget sker for tiden, og meget af det indvier jeg ikke bloggen i, fordi jeg er helt vildt mega meget i tvivl, om det er noget, der skal deles. Ja, det er irriterende sagt, men jeg har virkelig en privat-versus-offentlig-debat med mig selv for tiden. Nå, MEN! I morgen er det mandag, og det betyder en ny uge, så inden vi tager hul på den, synes jeg lige, vi skal opsummere den seneste tid med lidt billeddagbog. Advarsel, der er insta pænheder iblandt, men jeg har altså allermest haft det sådan her, for på det seneste ..

.. har jeg været meget til lægen, fået taget en del blodprøver, og derfor haft det ligge-fladt-på-sofaen-agtigt, fået læst to bøger, hørt en del podcasts og meget ny musik, som jeg gerne vil dele med jer?

.. har jeg set John Kørner:Altid Mange Problemer på Kunsthal Charlottenborg, som jeg også skrev lidt om her. Brille-looket er altså perfekt i den slags situationer. Så ligner man en, der virkelig ved noget. Haha!

.. har jeg købt nye jeans i Urban Outfitters. Jeg er vild med mørk denim for tiden, og glæder mig til at have mine nye jeans på med hvide t-shirts all the time.

.. har jeg spist dyr, men lækker frokost i solen på Apollo, som ligger i forlængelse af Kunsthal Charlottenborg. Deres hjemmelavede soda er så god! Og maden også selvfølgelig. Men absolut ikke hverdagskost for kontoen.

.. er jeg gået et smut i & Other Stories, fordi min veninde skulle have sig et udsalgsfund, men jeg endte selvfølgelig også med at købe noget. Lyseblå er måske min nye yndlingsfarve. Dén eller gul.

.. apropos gul, har jeg spist mange ostemadder hjemme i mit hjem på Nørrebro, og jeg er gået fra glutenfrit knækbrød til noget lækkert økologisk noget med havsalt. Og gluten! Mine blodprøvesvar er nemlig kommet, og jeg er hverken gluten- eller laktoseallergiker. Sikke en fest det er. I den anledning holder jeg tapas aften for at fejre min fødselsdag med masser af brød og ost. Pass me the gluten, please.

Vi ses til glutenfest på Snapchat @wesselsblogsnap

INDEHOLDER REKLAMELINKS: ACE & TATE glasses // MAANESTEN necklace //
WON HUNDRED X AMNESTY X SCOOP MODELS t-shirt // MARIO TESTINO book // PLAYTYPE mug //
DR. MARTENS boots // CLEAN ‘WHITE WOODS’ perfume // MATISSE ‘NU BLEU II’ poster

Jeg ønsker mig faktisk også denne her alt for seje hue, men jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det højt, fordi det er en så helt igennem latterlig pris for en hue. Man skulle have købt den sidste år, da den “kun” kostede 700 kr., eller, nej, det skulle man faktisk ikke, for det er stadig åndssvagt, haha. Nå, men jeg har fødselsdag om en uges tid, og flere af jer har spurgt til noget inspiration til fødselsdagsønsker, så jeg tænkte, at jeg lige ville blogge lidt om mine ønsker. Måske der også kommer en guide til den gode ønskeliste. Det kunne måske være meget sjovt. Jeg kan i hvert fald godt finde på at være lidt udspekuleret med min .. Nå jo, og jeg ønsker mig faktisk også et nyt polaroidkamera, da jeg af uforklarlige årsager ikke længere har mit ellers fine lyserøde Instax.

Kan man også ønske sig en smooth studiestart i fødselsdagsgave? Jeg begynder at have lidt kriller i maven.

INDLÆGGET INDEHOLDER REKLAMELINKS:

En uge er gået, og jeg har faktisk ikke blogget siden mandag, så jeg føler ekstra meget, at der skal et af de her indlæg til. Det har været en lang uge på den måde, at der er sket helt vildt meget! Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvor jeg skal starte, men det meste af det kommer I til at se her på bloggen anyway. Jeg vil bare lige starte med denne her klassiker, fordi det passer så godt til søndag aften. I denne uge giver jeg ..

MINUSPOINT til det dér med lidt for sent at opdage, at man altså har fødselsdag lige om lidt, og hvad vil man lave på dagen, og hvem skal man invitere til tapasaften og bytur, og hvorfor kan ingen af de rigtigt vigtige komme, og skal man så bare lade være, men hvad skal der så ske, for man fik jo ikke fejret det nok sidste år på grund af denne dér feber, og åååååh ..

MINUSPOINT til at få sat så mange spørgsmålstegn ved at “dele ud af mig selv” på den måde, jeg gør, at jeg også selv kommer til at sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg tænker især meget over det i forhold til at møde nye mennesker, sådan lidt hvad-mon-ikke-de-tænker-agtigt. Vil nok ikke vide det, faktisk.

PLUSPOINT til kvindelandsholdet i fodbold. Fuck, hvor er de seje. Og jeg er så glad for at se, hvordan medierne giver dem så meget opmærksomhed, og at der kommer mere fokus på, at kvinder altså også kan spille fodbold.

PLUSPOINT til mine nye roomies og Nørrebro. Det er helt vildt, hvor meget det betyder for tilværelsen at være glad for sit hjem. Altså, jeg er så glad for det, at jeg samtidig er helt vildt bange for at miste det. Og så ved man bare, at man har fundet noget godt.

PLUSPOINT til at have shoppet nogle virkelig gode basisting, min garderobe i den grad har manglet. Jeg har for eksempel købt nogle jeans a la de her, en hvid skjorte og nogle sko lidt i stil med de her, som jeg drømmer om, men desværre ikke har råd til. Jeg tror måske, jeg vil lave en video, hvor jeg viser det hele? Det har jeg helt vildt meget lyst til, men har ikke turde af frygt for at blive overhørt af roomies. Haha!

PLUSPOINT til denne her blog, jeg for nylig har opdaget. Jeg er vild med konceptet. Den er sjov i et samfund, hvor vi hele tiden skal være “på”, og hvor man kan blive i tvivl, om der findes et reelt privatliv, men hvor vi jo samtidig i høj grad selv dyrker at iscenesætte det liv, der er offentligt. Læs den. You won’t regret it.

PLUSPOINT til John Kørner : Altid mange problemer udstillingen på Kunsthal Charlottenborg. Det er den flotteste udstilling, jeg længe har set, og tankerne bag Kørners kunstværker er interessante, men forståelige, så jeg vil mene, at det er kunst, hvor langt de fleste kan være med.

Jeg håber, I har haft en hel fantastisk uge.

Jeg kan ikke huske, om jeg sådan “officielt” har fortalt jer, at jeg har søgt nyt studie. Men det har jeg altså, og det er faktisk flere måneder siden, for jeg har selvfølgelig gjort mig mange overvejelser omkring en plan efter mit exit fra CBS. Det har jo været “the big issue” for mig, ikke at have en plan. Natten til fredag kunne jeg så ud fra adgangskvotienterne se, at jeg var blevet optaget, og fredag morgen kom så et brev om, at jeg skulle takke ja eller nej til en studieplads. Og jeg har selvfølgelig allerede takket ja! WUHUUUU.

Det har siden da virkelig vredet min hjerne, hvor meget jeg har lyst til dele omkring mit nye studie. Danmark er et meget lille land at være blogger i. Og jeg har det meget ambivalent med, hvor lidt der skal til, før privatlivet ikke er så privat mere. Derfor har jeg taget en beslutning om ikke at fortælle jer, hvilket studie jeg er optaget på. Ikke endnu i hvert fald. Og det har jeg valgt, fordi jeg gerne vil være lige så fremmed for de andre, som de er for mig, når vi starter. Måske lyder det helt hen i vejret for nogen af jer, men altså, hvem ved, måske skal nogle af jer starte, eller jeres veninde, eller ven, bror eller søster, fætter eller kusine. Og desværre har jeg bare haft for mange ærgerlige oplevelser med forudindtagede mennesker til at have mod på at blive mødt som bloggeren. Jeg kan bedst lide at møde mennesker som Amalie, og det håber jeg, I forstår.

Jeg er jo rigtig stolt af bloggen, og jeg er pisse glad for alle jer, der læser med, kommenterer, og bare er nogle helt fantastiske medmennesker at få lov at dele oplevelser med, og det ville også være så fantastisk at fortælle jer om alt det ved mit nye studie, jeg glæder mig så afsindigt meget til. Men jeg er nødt til at være lidt praktisk og firkantet med nogle ting, og det her er desværre en af dem. Det er ikke alle, der er lige så søde som jer jo. Men jeg kan da lige tilføje, at jeg er ret fortrøstningsfuld om, at det er gode mennesker, jeg skal læse sammen med. Og jeg glæder mig rigtig meget til det hele. Det er jo faktisk lige om lidt.