Året 2018 har været fuldstændig vanvittigt. Ikke bare vanvittigt for mig, men i det hele taget vanvittigt. Verden er vanvittig. Jeg er nødt til at læse nyheder og være på Twitter i små doser, fordi jeg simpelthen bliver så forarget over verden for tiden. Men musikken har vi da at forsvinde ind i, og hvor har der været mange fantastiske udgivelser og musikoplevelser i 2018.

Spotify gør hvert år den genialitet at opsamle ens mest hørte sange i forskellig sjov statistik, og det har været min inspiration til indlægget her. Jeg har i år 2018 brugt 54.803 minutter på at lytte til musik på Spotify. Det er omkring 913 timer. I 27 af de timer har jeg hørt The Minds of 99. Jeg har selvfølgelig også hørt en masse andet, og jeg har været inde og plukke nogle sange ud fra listen over mine mest hørte, da et blogindlæg med 100 sange måske bliver lige lovlig langt ..

Nu har jeg så siddet og kigget hele listen igennem, og det er godt nok meget tydeligt, at 2018 har været præget af ondt i hjertet. Jeg tror næsten, hele processen kan ridses op med sange fra listen, så de er sat op i rækkefølge ovenfor. Nu er jeg så nået til det sted i processen, hvor jeg bliver mere og mere irriteret for hver gang, jeg nævner det. Det irriterer sikkert også andre, at jeg får nævnt det, sikkert også den anden involverede part, hvis hun læser med. Men jeg gider omvendt ikke skamme mig over at have været så glad for nogen, at det gjorde møg hamrende ondt, da de gik, og ser ingen pointe i at play it cool, når situationen har været, at jeg ikke har haft det særlig cool. Selvfølgelig skal smerten i hjertet heller ikke dyrkes så meget, at den aldrig slipper, men når der er brug for at dyrke den, kan jeg anbefale ovenstående samling af sange. Og når det er på tide at skifte mindset, er det selvfølgelig denne her, der skal hives fat i (dette sagt med en vis ironisk distance):

Meget apropos mindset er der på listen en samling af sange, som jeg særligt hører, hvis jeg har brug for at gå rundt i en jeg-er-sgu-da-for-nice-stemning. Det må man gerne, så længe det ikke kommer til udtryk i arrogant opførsel. Særligt Silvana Imam og Stormzy er gode til dette formål, og dejlige Tove Lo, som netop er annonceret til NorthSide 2019, er også iblandt:

Nu har jeg vist skitseret dét, jeg har hørt ud fra bestemt humør, og her kommer så noget af det, jeg har hørt, fordi det “bare” er virkelig nice musik:

Ej, ved I hvad? Der er simpelthen så mange sange, at det er umuligt at snævre det ordentligt ind. Her er sgu et link til playlisten. Så kan I følge den, og lytte med på det hele, hvis I har lyst.

Hvad har I hørt mest i 2018?

Bonusinfo: En af mine mest afspillede artister er Steven Snow, som har lavet et album med titlen ‘Dolphin Sounds with Music’, og det er lige, hvad det er. Delfinlyde med musik. Jeg hører det, når jeg ikke kan sove, og det har jeg gjort siden år 2014.

Landet ligger jo sådan, at jeg ikke studerer mere. Og fordi jeg i lang tid har følt, at det dér med at drive en personlig blog og Instagram, og ikke lave så meget andet end dét, er lige lovlig meget navlepilleri og ananas i egen juice hele tiden, og egentlig også ret ensomt til tider, har jeg søgt nogle forskellige jobs. Nu har min gøren inden for YouTube, blog og Instagram jo mange år på bagen, og gennem det kommercielle aspekt af bloggen har jeg fået en del viden om og erfaring med marketing og PR, og gør mig desuden hele tiden nye erfaringer, som kunne være spændende at prøve kræfter med i noget, der ikke er mit eget. Jeg har også længe ønsket mig at komme til at bruge dét at være god med ord til noget andet end at skrive om mig selv. Den mulighed synes The Wall Market heldigvis også, at jeg skal have, og jeg sidder nu som PR/SoMe-manager hos dem et par dage om ugen. Det er virkelig spændende, især fordi The Wall Market er et fucking sejt koncept, og jeg har allerede flere idéer til initiativer, jeg håber at kunne realisere.

Jeg er ikke uddannet inden for noget af det, jeg skal sidde med (et halvt år på CBS kan vist ikke gøre det), men bringer blot min viden og erfaring, så jeg ser det også meget som en læringsproces, og en chance for at udfolde noget kreativitet på en anden måde, end jeg er vant til. Jeg er virkelig beæret over den tiltro, jeg bliver vist, og det ansvar jeg har fået, og glæder mig meget over det. En anden stor glæde er indretningen i vores showroom, hvor jeg sidder.

Hvis du af den ene eller anden årsag har en interesse i at komme i kontakt med The Wall Market i forbindelse med PR eller sociale medier, foregår det på amalie@thewallmarket.com

De findes i massevis på YouTube – ‘coming out stories’ – om at springe ud som homoseksuel, biseksuel, panseksuel eller noget helt fjerde. Det har så længe, jeg kan huske, heddet at springe ud eller komme ud af skabet, når nogen fortæller til omverdenen, at de har en anden seksualitet end heteroseksuel. Og det forventes ligefrem, at de gør det – springer ud, sætter varedeklaration på og klarlægger for omverdenen, hvordan landet ligger, hvem man ligger med, og ikke mindst hvordan det foregår. Det blev også forventet af mig første gang, anden gang faktisk også, jeg begyndte at se en pige, og det bliver også sagt om mig, at jeg er sprunget ud, selvom jeg bevidst har valgt ikke at gøre det. Og der bliver brugt mærkater om min seksualitet, jeg ikke engang selv ville bruge.

Det er som groet fast i vores sprog, at det er sådan, vi taler om seksualitet. Med mærkater.

Helt til at starte med handlede dét med ikke at springe ud om, at jeg ikke ville have, at nogen skulle vide “det”, ene og alene af den årsag at jeg ikke var sikker, og var rædselsslagen for skammen i at trække det tilbage, hvis nu det ikke var sådan alligevel. Lige så meget som andre forsøgte at putte mig i en kasse, havde jeg helt klart også selv et behov for at finde en kasse at være i og passe ned i. Sådan tror jeg egentlig, alle mennesker har det på et eller flere tidspunkter i livet. Jeg vidste bare ikke, hvad der skulle stå på den kasse, og det frustrerede mig grænseløst, fordi jeg følte, at jeg konstant blev mødt med at skulle tage stilling til det og “sætte mærkat” på mig selv. Derfor kom jeg også til i en periode at finde mig i at blive omtalt som “lesbisk”, “lebbe”, “homse” eller “homo”, ja, “biseksuel” er jeg også blevet kaldt, fordi jeg “da har været sammen med fyre?”. Det sker stadig, at jeg ikke får sagt fra over det, både af frygt for at ødelægge den gode stemning og for ikke at blive forstået.

Når jeg så har valgt fortsat ikke at ville springe ud på traditionel vis, eller gøre så meget ud af det, handler det om, at jeg ikke rigtig ser det som nogen andens forretning end min egen og en eventuel partners, hvad min seksuelle og romantiske orientering er. Det er ikke breaking news, det skal ikke være mandag morgens sladder, og jeg skylder det ikke til nogen at definere mig selv som det ene eller det andet. Jeg synes, der hersker en uberettiget konsensus om, at homoseksualitet og biseksualitet er seksualitet, man må og kan blande sig i, og jeg oplever alt for ofte stødende spørgsmål, stødende måder at spørge på eller stødende måder at blive omtalt. Det er jo ikke på samme måde sådan, at heteroseksuelle bliver bedt om at redegøre for deres seksualitet, eller nogensinde i en gruppe bliver bedt om at definere deres seksuelle og romantiske orientering, så hvorfor skal vi? Og hvorfor sker det, at den bliver forsøgt defineret for os, som om andre har en part i den?

Forvirringen og frustrationen over alle kasserne og mærkaterne vendte jeg til et spørgsmål om, hvorvidt jeg overhovedet skulle være i nogen kasse. Jeg lever jo mit liv, som jeg vil uanset. Jeg lægger ikke skjul på noget, og jeg begrænser ikke mig selv, men jeg har grænser. Grænser for, hvad jeg vil være med til, grænser for, hvad jeg vil dele, grænser for, hvilke kampe jeg vil tage, og grænser for, hvor meget omverdenen skal have lov at definere mig. Jeg behøver ikke en kasse eller et mærkat.

Hver gang nogen kalder mig homo, lebbe eller lesbisk, og jeg tænker eller siger, at det er jeg ikke, er det ikke, fordi jeg benægter min seksualitet. Jeg ved godt, at jeg er homoseksuel. Men det har ingen krav på at få defineret. Jeg definerer ikke mig selv gennem de termer. Jeg er til gengæld holdt op med at sige, at jeg ikke er lesbisk, for så bliver jeg spurgt, hvad jeg så er? Biseksuel? Og det er jeg heller ikke. Det er jeg egentlig endnu mindre, end jeg er lesbisk. Jeg bliver desuden spurgt, om jeg er biseksuel uanset hvad, for jeg “har jo langt hår og ser da ikke særlig lesbisk ud?”.

Pointen er, at mærkaterne i min optik er en simplificering af min person og min seksualitet. 

Jeg er ikke lebbe. Jeg er ikke lesbisk. Jeg er ikke homo. Der hører så mange konnotationer og forestillinger med til de termer, som jeg ikke er. Det er ikke, fordi jeg ikke er proud. For selvfølgelig er jeg fucking proud. Men jeg vil også gerne bare kysse med en pige på en bar uden at blive bedt om at sætte varedeklaration på. 

Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at sige fra og sætte grænser. Jeg kunne godt tænke mig et nyt sprog for, hvordan vi taler om seksualitet. Lad dette være det første spadestik. 

Lyt til podcasten her.

Jeg har allerede delt det på min Instagram, en del faktisk, men nu ville jeg altså også lige skrive et blogindlæg om det, så nyheden og link til podcasten ligger fast som et indlæg her på bloggen også. Det var med som pluspoint i en udgave af ‘Ugens plus – & minuspoint’ for nylig, at jeg var blevet bekræftet som gæst i en af mine yndlingspodcasts, og at jeg nok snart skulle afsløre hvilken. En af jer skrev faktisk en kommentar til det indlæg, og gav udtryk for virkelig at ønske sig, at det var Tårekanalen, jeg skulle være gæst i. Sådan noget får jeg kæmpe optur over, for det er bare så fedt, at en af jer havde tænkt, at det ville være et godt match. I dagene op til dagen hvor jeg skulle optage afsnittet sammen med Rikke Collin, som er vært på podcasten, glædede jeg mig så meget, at jeg begyndte at få paniktanker om alle mulige scenarier, der kunne forhindre, at vi skulle optage. Sådan bliver jeg, når noget virkelig er vigtigt for mig, og i ren afmagt drak jeg mig småfuld i fadøl aftenen før, hvilket jo absolut var at lege med ilden. Men vi fik altså optaget et afsnit på lidt over en time om (noget af) dét, der rører mig til tårer, om film, hjertesorg, hjertesorg på festival, lyrik, musik og selvfølgelig The Minds of 99. Vi nåede slet ikke at snakke om alle de numre, der har rørt mig til tårer, for jeg har mange ord, men jeg indsætter dem herunder. I podcasten snakker vi særligt om en oplevelse, jeg havde, til den akustiske version af Hurtige Hænder på Roskilde Festival i sommer, hvor The Minds of 99 spillede på Orange Scene. Vi snakker også om forelskelse, om at føle sig anderledes og om min medvirken i De Perfekte Piger på DR3. I kan lytte til podcasten her.

Der er på en eller anden måde gået lidt mode i at være åben omkring, hvordan det forretningsmæssige aspekt af dét at være blogger og/eller influencer foregår. Og det kan jeg godt forstå, for der er helt klart mangel på viden om og forståelse for det – og sådan har det været i flere (for mange) år. Hver gang jeg møder et nyt menneske, som spørger ind til, hvad jeg går og laver, er jeg betænkelig ved at fortælle, at jeg driver en blog, og tjener penge på det, fordi det første spørgsmål ni ud af ti gange er, om man virkelig kan tjene penge på det. Jeg bliver også ofte mødt med holdningen, at jeg ikke har et rigtigt arbejde, eller at jeg ikke kan føle mig stresset, for det er jo bare en blog – noget sjovt, der bare er faldet ned i mine hænder, og får det til at regne med penge, når jeg knipser. For mig har det betydet, at jeg faktisk ofte har virkelig svært ved selv at være seriøs og alvorlig omkring det, når jeg bliver spurgt ind til det, eller når jeg skal fortælle om det, både i forhold til mine ambitioner omkring det, men også hvad jeg egentlig kan, og hvad jeg udretter. (Jeg vil så lige tilføje, at jeg ikke udretter at få det til at regne med penge, men knipse kan jeg godt).

Når jeg indleder det her blogindlæg på den måde, handler det om, at der er sket noget i mit virke som blogger, der er enormt spændende for mig, og som jeg selvfølgelig har lyst til at fortælle om, men som jeg tog mig selv i at være i tvivl om, hvorvidt jeg skulle italesætte. Men selvfølgelig skal jeg dét! For det er super sejt, og det er forhåbentlig ikke kun en gevinst for mig, men også for bloggen og mine tilhørende medier.

Jeg er blevet tildelt en agent hos mit bureau, Society B / Bloggers Delight. Helt konkret betyder det, at der nu sidder ét menneske, som varetager mine interesser, hvad angår nye samarbejder, og som jeg har den primære kontakt med. Det gør det lidt nemmere for mig at gøre noget med de mails, jeg modtager – og tanken er, at det også skal blive nemmere for Bloggers Delight at matche mig med samarbejdspartnere, fordi min agent jo selvfølgelig med tiden vil få et meget klart indtryk af, hvilke samarbejder, jeg har en interesse i, og hvad jeg særligt er god til. Det er idéen, at vi løbende skal holde møder, hvor vi snakker om, hvad der kunne være sejt for mine kanaler, og jeg er ret spændt på den måde at tilgå det arbejdsmæssige aspekt af bloggen. Det er mit håb, at det ikke kun bliver godt for mig, men også kan blive rigtig sejt for bloggen og for jer, der læser med. Jeg synes jo allerede, jeg laver nogle seje samarbejder – for eksempel alle de ting, jeg har lavet med Københavns Kommune – men det bliver spændende at se, hvad det kan udvikle sig til, og hvordan bloggen kan udvikle sig.

For god ordens skyld vil jeg lige sørge for her til sidst at få tilføjet, at min agent ikke har noget at skulle have sagt i forhold til indholdet på hverken bloggen eller mine andre medier. Det er ikke sådan, at der pludselig skal laves alt muligt om, eller at der er ting, jeg holder op med at skrive om, eller pludselig skriver vildt meget om. Det er stadig fuldstændig op til mig, hvordan tingene foregår herinde og på min Instagram, og hvor jeg ellers kan finde på at være aktiv på sociale medier.