Et billede der ikke har noget med noget at gøre bare for at give indlægget et billede.

Det starter i folkeskolen. Eller, det starter vel egentlig allerede i børnehaven. Bevidstheden om, at nogen synes noget andet end andre, vælger noget andet, gør noget andet, siger noget andet eller føler noget andet. Jeg kunne for eksempel ikke forstå, at nogle af de andre børn kunne lide at lægge deres rugbrødsmadder direkte på bordet, når vi spiste frokost. Eller kravle rundt i en mudderpøl. Eller op i et træ. På samme måde har de måske heller ikke kunne forstå, at jeg gerne ville være med til at hjælpe de mindste børn inde i børnehaven frem for at lege selv ude på legepladsen. Sådan skal det selvfølgelig også være – at vi synes noget forskelligt, og vælger forskelligt. Populært sagt ville alt andet jo være kedeligt. Men det kan være svært ikke at indgå i et flertal for noget, eller ikke engang indgå i et mindretal, og der er en grund til, at dét at “blive holdt uden for” eller “være uden for” er begreber, der opstår allerede i barndommen.

Jeg har alle dage følt følelsen at være anderledes, at leve i en indre verden, og jeg har ofte udgjort et mindretal, eller en ener, i min lyst, holdning og væren. De første år af folkeskolen lod jeg det ikke begrænse mig – en barnlig naivitet måske. Eller en umiddelbar tro på mig selv. Jeg rakte fingeren op, og rettede min dansklærer, når hun havde skrevet “kartofel” på tavlen i stedet for “kartoffel”, og jeg var stolt af det. Set i bakspejlet er det jo nok lidt irriterende gjort, men jeg var stolt af at være dygtig, ligesom jeg var stolt, når jeg var den hurtigste til diktat. Det kunne jeg faktisk leve højt på, ligefrem få et sus af adrenalin i kroppen af. I billedkunsttimerne glemte jeg ofte, at jeg var i gang med en skoledag. Ligesom følelsen af at verden udenfor har stået stille, imens man selv har set en medrivende film i biografen. Jeg blev vred, hvis min lærer foreslog mig at male noget andet, end jeg selv havde tænkt, og jeg blev såret, engang min lærer malede noget på mit maleri for at vise mig, hvad hun tænkte. Der var intet i mig, der ikke fuldt og fast anerkendte min egen lyst og vilje, intet der afholdt mig fra at være tro ved den.

Som teenager blev det først Tokio Hotel og senere rock, der fik adrenalinen til at suse i mig. YouTube også. Det har været heromkring, ordet “mærkelig” fik sin forbindelse til min person. Jeg husker ikke, hvornår “nørd” og “stræber” kom i brug. De har vist altid bare været der. “Lebbe” var til min store skræk også indover enkelte gange. Ordene blev dét, der direkte markerede, at jeg faldt uden for det fællesskab, der var normen. Og dér kom bevidstheden om, at der kan være en enorm ensomhed i at være begejstret for noget andet end flertallet. Jeg oplevede meget tydeligt, hvordan det var svært ikke at have fællesnævnere med mine klassekammerater, og husker hvordan jeg begyndte at planlægge mig ud af det. Min alternative tøjstil blev droppet, og jeg begyndte at lytte til det samme musik som et par af mine klassekammerater, simpelthen for at kunne snakke med om noget fælles. Hvorfor interessen for musik som helhed ikke kunne være fællesnævner i sig selv, kan undre mig en del i dag, men jeg oplever stadig, hvordan musik, lige så meget som det forener mennesker, skiller mennesker ad. Det er en anden snak ..

Der er ingen forløsning i at passe bedre ind trin for trin, når det sker ud fra bevidste valg og fravalg, der begrænser den person, du er i din natur. Måske netop derfor søgte jeg ind mod København, da jeg skulle vælge gymnasium. Til besøgsaften på Falkonergården Gymnasium fik jeg indtryk af, at her kunne man virkelig nørde og være kreativ, og det gav et sug i maven på mig. Men på grund af den geografiske placering i forhold til min bopæl blev jeg ikke optaget, og kom i stedet til at gå på Virum Gymnasium. Når jeg ser tilbage på min gymnasietid, er det svært at give et svar på, om det var gymnasiet, eller den scene, jeg begyndte at betræde i forbindelse med min blog, der fastholdt mig i et spor, hvor jeg brugte mere og mere tid på at komme til at føle en sammenhæng med andre, og ligne andre, frem for at arbejde på at føle en sammenhæng med mit ‘jeg’, mit selv. Det har nok været en kombination.

Min generation, alle generationer siden og alle kommende generationer har det ekstra ‘jeg’ koblet på, der er din person på sociale medier. Og selv hvis du ikke aktivt dyrker selviscenesættelse på sociale medier er du alligevel eksponeret for en kultur, der også bærer præg af dominerende flertal. Det er blandt andet sådan, mærker som Ganni er blevet så hypet, fordi der går kultur i at være en pige, der går i Ganni (#gannigirls), og at sådan en pige er en smart pige. En smart pige er en populær pige, og popularitet er noget at stræbe efter. Med en persona på sociale medier er der desuden en ekstra arena at “passe ind” på, og jeg tænker det ikke tilfældigt, at bloggens mest “succesrige” år (i form af læsertal og indtjening) var de år, der bar præg af min følgen af trends og populærkultur. Dengang vidste jeg ikke bedre, for alt, jeg gjorde, var som led i et forsøg på at blive sådan en pige, andre kunne lide, og som jeg dermed selv skulle komme til at kunne lide at være, men med resultatet, at intet af det lykkedes, fordi jeg jo ikke rigtig var mig selv, og hvem var det så, de skulle kunne lide?

Da jeg i sin tid sagde ja til at medvirke i De Perfekte Piger på DR3 var det ud fra et ønske om at udforske, hvad min konstante søgen efter at passe ind egentlig bundede i, og om jeg kunne slippe den mentalitet i det forsøg, de havde skitseret. Undervejs i den udvikling begyndte jeg ligeledes at sætte spørgsmålstegn ved den “rolle”, jeg havde skabt for mig selv på sociale medier, og det gik op for mig, at jeg havde valgt meget af mig selv fra i det projekt, der var min internetpersona. Den erkendelse har været rigtig hård, og det har også tæret på min selvtillid i forhold til mit indhold. Jeg har jo skulle “genfinde” mig selv, og hvordan gør man lige det, når der allerede er en større platform, der kigger med, og har en vis forventning om, hvad det er for et menneske, de følger? Kan mit “rigtige” jeg overhovedet være blogger? Den tanke har jeg haft mange gange, men så fandt jeg nogle gamle blogindlæg fra den blog, jeg skrev på før denne (år 2011/2012), og der var det altså alternativ tøjstil over hele linjen. Hele mit udgangspunkt for at starte en blog dengang har jo været at skabe et rum for mig selv, hvor jeg kunne snakke om de emner, jeg følte mig alene i min interesse for. At det siden hen kom til at ændre sig, er jeg simpelthen så ærgerlig over.

Jeg er ikke ude på at pålægge skyld nogen steder. Det er for nemt at pege fingre af samfundet, populærkulturen, af Instagram, reklamer og bloggerfænomenet. Jeg er selv en del af det hele på den ene eller den anden måde, og vi er alle i fællesskab dét, der udgør vores samfund og vores kulturer. Til gengæld står jeg fuldt og fast ved, at jeg synes, vi er dårlige til at præsentere og påskønne alternativer. Det gælder alle medier. Vi har et kæmpe problem, hvad angår synlighed og diversitet, og vi har et lige så stort problem, når det kommer til at anerkende de interesser, der ikke er flertallets. Hvorfor er rollespil en gængs joke, hvordan kan en Instagram-profil som Anders Hemmingsens være så populær, når den praktiserer mobning og latterliggørelse, og hvorfor er en non-binær kønsforståelse et satireindslag?

Det har taget meget tid og utroligt mange kræfter det seneste halvandet års tid at nå dertil, hvor jeg er nu. Det kræver fortsat styrke at lade mig selv stå ved mig selv og mine standpunkter, som jeg i øvrigt også dagligt udfordrer med ny viden og læsning, fordi det optager mig meget. Jeg har unfollowed utallige Instagram-profiler, hørt podcasts, læst romaner om at være ung på vej til voksen, fulgt en masse nye Instagram-profiler, hørt musik fra mine tidlige teenageår og klikket rundt på YouTube i timevis i min søgen efter nogen at spejle mig i og modet til at frigøre mig selv. Undervejs har jeg også været omkring lidt af en identitetskrise i forhold til, om og hvordan jeg kan passe ind i et homo- og/eller queer-miljø, for selv her hersker markører for, hvordan du er, eller signalerer at være, en del af fællesskabet.

Der er stadig meget musik, jeg har for mig selv. Tøj, jeg ikke ser på så mange andre. Det bliver stadig påtalt, når jeg er nørdet i min viden eller mit sprog. Der bliver stadig gjort grin med, at jeg er blogger. Jeg får stadig at vide, at jeg altså “ser temmelig straight ud”. Men jo mere jeg er mig selv, og står ved det, jo oftere møder jeg mennesker, jeg har fællesnævnere med. Det er en udvikling, jeg nyder, og jeg kunne godt tænke mig at tage den endnu mere med ind på mit blogmedie, netop fordi jeg selv har savnet repræsentation og synlighed af nogen, jeg kunne spejle mig i.

I torsdags fik jeg en mail fra en læser, som rørte mig meget. Hun skrev, at hun nogen gange tænker, at jeg er på vej væk, og at hun sådan håber, jeg vil fortsætte med at skrive om smukke sneakers, bæredygtige tanker, god musik, fin litteratur og om det her samfund, vi allesammen skal finde vores plads i. Jeg får helt våde øjne nu, når jeg skal copypaste det her citat. Hun skrev: “Du er på en rejse, men på mange måder synes jeg også allerede du er landet”.

Jeg er ikke på vej væk, men jeg har været væk fra troen på, at jeg kan bære min blog videre, og skabe noget med den, som kan forenes med den, jeg er i dag. Jeg har været væk fra troen på, at folk vil se andet end outfits, nye køb, glade opdateringer og collager. Jeg har været væk fra troen på, at min blog ikke bare er en åndssvag idé, hvor jeg har hovedet langt oppe i min egen røv. Jeg har været væk fra troen på, at jeg fortsat kan poste outfits uden at fremstå overfladisk. Jeg har været væk fra troen på, at dét, jeg har at sige, er vigtigt, og at jeg er berettiget til at sige det. Det sker stadig, at jeg bliver væk fra troen på, at jeg kan tage bloggen videre, men det er det, jeg skal.

Jeg er ikke på vej væk, men bloggen er på vej et andet sted hen.

Envii kjole // Wood Wood bukser // Dr. Martens sko (gave)

I weekenden løb Tvprisen 2019 af stablen, og jeg var inviteret sammen med Monday Media, der var nomineret til prisen for Bedste Factual Entertainment med programmet ‘De Perfekte Piger’, sendt på DR3, som jeg jo medvirkede i. En pris blev det desværre ikke til, men det var en meget speciel oplevelse at være til middag og fest med den danske Tv-branche, og enormt inspirerende og spændende hele aftenen at møde mennesker, som beskæftiger sig med formater og idéer, jeg selv ser op til. Nu er det blevet mandag, og jeg føler mig stadig lidt medtaget efter den vilde fest i lørdags, men jeg har heldigvis ikke vildere planer end muligvis at skulle et smut i Matas for at købe lilla hårfarve. Arbejdet kalder først i morgen .. Jeg håber, I har haft en skøn weekend.

Billedet er fra Distortion 2018. Randerne under mine øjne siger vist det meste. Ugen efter havde jeg min første eksamen på 2. semester.

Jeg har for nylig anmodet om udmeldelse fra mit studie (dansk på KUA), hvilket mange måske har regnet ud, da jeg jo ikke har nævnt så meget om mit studie det sidste halve år, og heller ikke har postet så meget derfra. I er desuden mange, der har spurgt til mit studie, hvad jeg synes om det, og hvad jeg har gjort mig af tanker. Det har jeg brugt meget tid på at overveje, og jeg vil prøve at komme bedst muligt omkring det i indlægget her.

Det er ikke, fordi dansk ikke var det rigtige studie for mig. Jeg har det stadig sådan, at jeg sagtens kan se mig selv med en bachelor i dansk. Men timingen har været off, og der er sket meget i mit liv, som har gjort det svært at fokusere på studiet. Jeg har tænkt en del over, hvorvidt jeg vil gå i detaljer med det her på bloggen, og har besluttet, at jeg har brug for at distancere mig selv lidt fra det for at fokusere mere på dét, der er nu. Derfor kommer jeg ikke til at skrive om det. Ikke endnu i hvert fald. Det er også vigtigt for mig at have noget, der er privat, selvom jeg fuldt ud støtter op om ærlighed og sårbarhed på de sociale medier. Derudover skal de begivenheder og oplevelser, der har påvirket mig allermest det sidste års tid, ikke være fortællingen om mig.

For at give min beslutning og blogindlægget her mening kan jeg sige, at der groft sagt er sket det, at jeg begyndte at komme mindre og mindre på mit studie, fordi livet blev tungt at bære. Det resulterede i en rigtig dårlig eksamensperiode efter 2. semester, og jeg var så presset, at jeg blev fysisk dårlig af det. Den slags skal man tage alvorligt, og jeg har derfor lige siden brugt tid på at komme mig og få det bedre. Alt det praktiske i forhold til hvorfor jeg ikke har taget orlov, eller sygemeldt mig, vil jeg ikke kede jer med, men det er held i uheld, at jeg mangler en eksamen fra mit første år, for det betyder, at jeg kan søge om optagelse igen, hvis jeg ønsker. Har man bestået det første år, skal man nemlig søge om genindskrivning, hvis man er droppet ud, og vil starte igen. Genindskrivning kan kun ske, hvis der en ledig plads på studiet.

Jeg savner studielivet flere gange om ugen. Jeg savner at gå på gangene, i kaffebaren, rygepauserne med mine gode venner, frokostpauserne, at snakke med ligesindede hver dag, at få ny viden og at have følelsen af at høre til et sted. Jeg vil gerne, at min beslutning om at droppe ud kommer til at give mening på et større plan. Indtil videre har det skabt tid til at få det bedre, og det har givet mig rum til igen at tænke over, hvad jeg egentlig vil af uddannelse. Jeg er blevet flere erfaringer rigere, og jeg ved, at jeg ikke skal gøre noget forhastet bare for at søge noget.

Måske jeg ender med at søge tilbage på dansk. Måske jeg skal noget helt andet. Først skal jeg mærke efter, og det må gerne tage tid.

PS: Jeg tager stadig til frebar. Find mig ved baren, udenfor eller midt i et beer pong spil.

* Jeg vil lige for god ordens skyld præcisere, at “de gamle” her udgør min mor og hendes mand, og at de nok ikke selv ville kalde sig “gamle”. Min far bor i Berlin. Det er sådan en skilsmissebarnsteknikalitet lige at få det på plads.

I sommer flyttede jeg til Indre By, og i efteråret skrev jeg 10 hurtige om netop det. I december flyttede jeg op nord for København, nogen ville måske kalde det provinsen, for at bo hos de gamle* i en periode, faktisk på ubestemt tid (indtil videre). Det er der flere grunde til, men det er primært af økonomiske årsager. Anyhow, jeg tænkte, det kunne være sjovt også lige at smide 10 hurtige om at flytte hjem til de gamle*.

1. Hverdagsøl på Nørrebro: I stedet for at være last man standing, er jeg nu hende, der “altså desværre må gå nu, så jeg kan nå den sidste busforbindelse hjem fra stationen”.

2. 7-Eleven heroppe er ikke en døgnkiosk.

3. Jeg ser Tv2 Charlie flere gange om ugen. De sender, uden pis, flere gode britiske krimiserier, blandt andet ‘Sagen genåbnet’.

4. Wolt er sløjfet. Ikke af egen fri vilje, for jeg er vild med det koncept, men det er simpelthen ikke tilgængeligt heroppe. “Sorry! We’re not there yet” står der. Jeg tænker egentlig, det er meget fint. Både for min økonomi, for miljøet og for min sundhed. Det tog lidt overhånd med alle mine Pasta La Pasta og Jagger bestillinger.

5. Det koster 383 kr. at køre med taxa hjem fra Nørre Bodega. Det ved jeg, fordi jeg en aften blev caught up i dyb samtale et sted midt i den fjerde fadøl (én fadøl for meget for mig), og derfor missede ikke bare den sidste busforbindelse, men også den sidste togforbindelse.

6. Der er mad i køleskabet.

7. Byture og/eller øl-aftaler skal planlægges, og gerne inviteres til et par dage før. Spørger man samme dag, efter klokken 19, kan jeg måske overtales. Spørger man derimod efter 21, som mange desværre gør, har jeg lagt mig alt for godt til rette på sofaen. I Indre By kunne man spørge klokken 23, og jeg ville stå klar kvart over.

8. Jeg har lyst til at begynde at lave YouTube-videoer igen. Det må være noget med dét at bo i et rum, der minder lidt meget om et teenageværelse.

9. Hvor jeg i Indre By blev vækket af partybusser og/eller rengøringskøretøjer på Nørreport, når jeg lå og boblede tømmermænd i weekenden, bliver jeg her vækket af, at min mor “lige svinger støvsugeren” (dog heldigvis ikke på mit værelse – der gør jeg selvfølgelig selv rent).

10. Det er en smaddergod conversation starter at bo i en lille by, langt de fleste, jeg møder, ikke kender. Egentlig også dét at bo hos de gamle* som 22-årig, men det er jo bare en detalje.

1. At der, selvom der ligger en frihed i at være åben og tale ærligt om dét, der er svært, eller dét, der er rigtig godt, også ligger en enorm sårbarhed, som er skræmmende, og kan gøre rigtig ondt

2. At det er fucking svært at have en blog uden at være “blogger”, når først man har været det

3. At det i højeste grad er det kommercielle aspekt af min blog, jeg har det svært med

4. At jeg kan gøre meget for at blive gladere for det kommercielle aspekt af bloggen ved for eksempel aktivt at ændre min profil i takt med, at jeg udtrykker et mere ærligt væsen, mine “nye” interesser og de mærkesager, jeg beskæftiger mig med

5. At jeg ikke behøver at kalde mig hverken “lesbisk” eller “lebbe”, bare fordi jeg er til piger

6. At jeg er i min fulde ret til at sige fra og nej tak, når andre gør

7. At jeg selv bestemmer, hvem jeg vil have i mit liv, ligesom andre selv bestemmer, om de vil have mig i deres

8. Hvordan det føles at få knust sit hjerte, og at det er en sorg

9. At jeg har veninder, der står der, når den er gal. Som vil cykle ud i natten for at komme hjem til mig, når jeg ikke engang rigtig kan svare på, hvad jeg har lyst til, eller brug for, men bare sidder med våde, hævede øjne, og mekanisk drikker min the, fordi det er dét, man gør, når der er sket noget, der gør ondt. Man laver the

10. At jeg kan være det menneske for en anden. Og mere til. Den nogen, nogen falder i søvn på skødet af efter et angstanfald, den nogen, der bliver betroet nogens inderste, den nogen, der får lov at være der, også når det er grimt

11. At det ikke er nok

12. At mine følelser er min sandhed

13. At Instagram kan føles som en helt anden slags medie, hvis man aktivt tager stilling til, hvad man vil se, og evner at sortere i, hvem man følger for hvad

14. At vi selv er med til at skabe fortællingen om os selv, med dét vi siger, og det vi gør

15. At jeg lige så lidt, som jeg kan få en anden til at føle noget, der ikke er der, kan få mig selv til at føle noget, der ikke er der

16. At der er en reel problematik i influencer-begrebet, og at jeg rigtig gerne vil give mig i kast med for det første at stryge ordet fra noget som helst, der skulle beskrive, hvad jeg laver (nu), og derudover skrive noget om, at influencers bør forstå deres egen indflydelse i en lidt bredere kontekst end antal likes

17. At dét at drive en blog ikke skal være min eneste indtægtskilde

18. At “dating” for mig kan få lov at være et halstørklæde, jeg har glemt på en restaurant, lad os kalde den 2018, og aldrig får hentet