Reklame for Dubli

Jeg sidder på sengen i mit lille, men hyggelige værelse på Nørrebro, har lavet mig en kop Nescafé i mit Zetland krus, og taget en pakke riskiks med paprikasmag med ind fra min hylde i det store køkkenskab. Om halsen har jeg bundet et stort, blåt halstørklæde, som godt nok kradser lidt, men det holder mig varm, imens den sibiriske kulde snedigt siver ind gennem vinduet. Jeg skal skrive om Berlin, om den tur jeg skal på om lidt under en måned, og hvordan jeg bruger Dubli.com i min planlægning af rejsen. Men jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal starte. På mange måder er det helt specielt for mig at skulle afsted. Det er mere end halvandet år siden, jeg sidst har været i byen, og selvom jeg i mange år har set den som en ekstra lomme, mit andet hjem, er jeg blevet fremmed for den. Hvordan ser nogen ud, man ikke har set i halvandet år? Det tænker jeg meget på. Ligner gaderne sig selv, ligger butikkerne de samme steder, og lyder mit tyske, som det plejer, altså ikke sådan vildt godt, men heller ikke ringe nok til at lade være.

I Berlin skal jeg besøge min far. Han flyttede dertil fra Flensborg for et par år siden, og hans lejlighed har, på trods af at være en drøm af en lejlighed, ikke noget gæsteværelse. Jeg tænker på, om jeg med mine 21 år er blevet for gammel til at sove på madrasser i spisestuen sammen med min bror. Jeg vil heller ikke være i vejen for nogen. Så jeg kigger på hoteller, og på priser. Mest på priser. Solen er ved at gå ned nu. Den kaster et guddommeligt lys på husmurene i gården, imens mørke skyer rager helt malplaceret henover himmelen. I virkeligheden har jeg ikke penge til at bo på hotel, og så lige i påskeferien, men der er alligevel nogle muligheder på Hotels.com, hvor der er mange penge at spare. Jeg er heller ikke så kræsen. Det er jo ikke på hotellet, byen folder sig ud. Alligevel er der også noget særligt over at lægge sig til ro, med ømme fødder og mæt af indtryk, i en hotelseng. Jeg synes altid, hovedpuder på hoteller er kølige i længere tid end min egen. Og jeg sover bedst på en kølig pude.

På langt de fleste tilbud med cashback rabatten hos Dubli.com kan jeg spare over 500 kr., ja endda flere tusinde kroner, på den samlede pris for de tre nætter, jeg skal være i Berlin. Jeg kigger mest på hoteller i de områder, jeg kender godt. Alexanderplatz. Mitte. Rosenthaler Platz. Hvis ikke min bror og jeg skulle køre derned, ville jeg nok have foreslået at købe et Travelbird tilbud med hotel, morgenmad og fly. Jo mere jeg dykker ned i planlægningen af turen, jo mere savner jeg byen. De år, hvor Berlin var mit yndlingssted at være, fordi jeg aldrig var alene, når jeg var alene i Berlin. De år har en uskyldighed over sig. Jeg tænker på, hvordan livet ser så meget anderledes ud nu, hvordan mit liv er så meget anderledes. Men Berlin, jeg glæder mig til at se dig igen.

Du kan forresten registrere dig gratis og få adgang til alle de gode tilbud hos Dubli.com på nul komma fem. Hvad end det er en rejse eller en forårsjakke, du vil købe.

1. At der ligger en enorm frihed i at tale åbent og ærligt om dét, der er svært, eller dét, der er rigtig godt. Det giver både styrken til at holde mennesker helt tæt, og styrken til at lade mennesker gå.

2. At lave kødsauce. God kødsauce, faktisk, hvis jeg lige selv skal sige det.

3. At jeg er mindst lige så interessant for dét, jeg bærer indeni, som jeg er for dét, jeg bærer udenpå, måske faktisk mere.

4. At det er mega fedt at skrive dagbog. At det godt kan gøres på sådan en voksen måde, der hverken har noget med hjerteformede hængelåse, Diddl eller S, P eller K at gøre.

5. At man godt kan have en blog uden at være “blogger”.

6. At en krop i sine 20’ere ikke er uovervindelig, og selv vi unge mennesker har eller kan få begrænsninger, vi ikke selv er herre over. 2017 står som året, hvor jeg for alvor har fået ind på livet, at ingen af os er udødelige, eller uden begrænsninger. Og det uanset hele livet planlagt forud med god opsparing og fast kæreste eller. Overtræk som noget fast, antallet af spontane vodka-RedBulls, der kastes indenbors, hede kys, i nattens mørke, i den tidlige morgens gråzone. Eller hvad der nu skal til for at fremprovokere følelsen af at leve.

7. At tatoveringer er noget, jeg gerne vil have mange af. Og at de skal laves hos Betty Zoo Tattoo, ligesom flertallet af dem, jeg har, er blevet.

8. At du altid er den vigtigste spiller i dit eget liv. Også når det ikke føles sådan.

9. At der foregår meget, det er berigende at følge med i, hvis man kigger op fra skærmen på sin telefon, og dét liv, der leves uden for Instagram og Snapchat, kan rigtig meget. Det kan lyde som en kliché. Men ærligt talt har jeg levet i troen om, at jeg ville være glad, så længe jeg havde succes på Instagram (og bloggen), eller at en bytur var sjovest, hvis andre så med. Det er jeg faktisk helt pinlig over nu. Fokuserer derfor på at være til stede i dét, der sker omkring mig, i stedet for at opleve det gennem et medie.

10. At intet er bestandigt, og alt er foranderligt.

11. At Aarhus er en fucking nice by. Og selvom det hedder sig, at det er københavnerne, der er “smarte”, føler jeg mig altid totalt underlegen, når jeg går rundt i gaderne i Aarhus.

12. At jeg er mere Nørrebro, end jeg er Frederiksberg. (Vi er tilbage i København).

13. At min online persona har været en identitet, jeg har skabt, og holdt fast i, fordi den persona var sjovere at være, og nemmere at møde verden som. (Troede jeg).

14. At der er så vanvittigt mange gode bøger at fodre min hjerne og mit hjerte med.

15. At P6 BEAT er min radiokanal.

16. At det er sjovere at møde verden som ægte Amalie, fordi det er sådan, de ægte oplevelser opstår. Og at det var ægte Amalie, der i sin tid startede bloggen, så selvfølgelig er der stadig plads til hende på den.

17. At jeg har ledt i det forkerte rum.

Med det nye år kommer her en ny serie på bloggen, som indtil videre har fået navnet ‘the list’ med den respektive måned foran. Jaja, opfindsom er sgu ikke noget, jeg er blevet ved årsskiftet. Det har faktisk heller ikke rigtig noget med årsskiftet at gøre, at der kommer en ny serie på bloggen. Haha! Nå, men idéen er, at jeg hver måned vil liste en række kulturelle oplevelser, jeg selv ønsker at opleve den pågældende måned. Hvis du lige nu sidder med en (bedre) idé til et navn til serien, er du mere end velkommen til at skrive en kommentar eller en besked på Instagram med dit bud. Indtil da klarer vi os med ‘the list’, som for januar er følgende ..

FILM:

EN FRYGTELIG KVINDE i biografen fra 25. december. Filmen handler om, ja, en frygtelig kvinde, set med Christian Tafdrups øjne vel og mærke, der i et parforhold langsomt får nedbrudt manden til ikke længere at være sig selv. Filmen har været svær at undgå, i hvert fald hvis man følger bare ét udgivende medie på Facebook, da den jo er landet lige midt i #metoo, og hvad der ellers er af kønsdebat i det danske land for tiden. Jeg har forholdt mig ret passivt til kønsdebatten (nu bliver det også meget bredt), men er begyndt at læse mere, og derved danne nogle meninger. Jeg har dog en forhåbning om at finde filmen underholdende mere end provokerende.

WIND RIVER i biografen fra 4. januar. Thriller, krimi og drama med lokation Wyoming, altså thriller, krimi og drama i flot og voldsomt snelandskab. Det siger altså meget i en krimi, synes jeg. Omgivelserne. Jeg kommer til at tænke på den norske serie, Mord i vildmarken, der netop har kørt på DR2, og fornemmer at denne film har en lignende stemning.

LOVELESS i biografen fra 4. januar. Filmen er russisk, nomineret til bedste udenlandske film ved Golden Globe 2018, og indstillet i samme kategori ved Oscar-uddelingen. Dét og traileren har vækket min nysgerrighed, der i øvrigt går på, at jeg ofte mærker en anden styrke i udenlandske film, for eksempel mange franske film, der på en eller anden måde virker kraftigere i deres evne til at vække følelser. Jeg er ret sikker på, at det her er en interessant filmoplevelse.

BØGER:

DEN, DER LEVER STILLE af Leonora Christina Skov hos saxo.com. Udgivet 11. januar. Om bogen skriver saxo.com, at “Den, der lever stille er en stærk fortælling om at miste det hele og finde sig selv, om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden”, og så er jeg solgt. Jeg suger til mig af alt, der handler om identitet, refleksivitet og den fortvivlelse, der kan være forbundet med de to, og har en forhåbning om at få læst denne bog, inden 2. semester på min uddannelse starter.

UDSTILLINGER:

STANLEY KUBRICK – THE EXHIBITION hos Kunstforeningen Gl. Strand. Udstillingen løber til og med 14. januar. Jeg skal ærligt indrømme, at mit kendskab til Stanley Kubrick ikke var større end Lolita og A Clockwork Orange, da jeg hørte om udstillingen. Men min generelle interesse for film og fotografi lokkede mig ind at se udstillingen forleden, og hvis I ikke har planer denne weekend, kan jeg varmt anbefale den.

MICHAEL KVIUM – CIRKUS EUROPA hos Arken. Udstillingen løber til og med 14. januar. Om udstillingen skrives, at “Med CIRKUS EUROPA har Kvium sat spot på vores aktuelle situation, og de forandringer som finder sted i Europa lige nu. Udstillingen tematiserer spørgsmål om turisme, underholdning, nyhedsstrømme, flygtningekriser, krige og klima”. Jeg var inde at se udstillingen i onsdags, og hvis man går bare lidt op i, hvad der sker i verden, og godt kan lide kunst, og humor, så har man altså travlt. Det skal nemlig også ske denne weekend, hvis man vil nå at se den.

Hvis I har et godt kort eller to på hånden, I vil dele, kunne det være herre sejt lige at smide dem i kommentarerne. Ikke kun i forhold til januar, men også februar. Og så må I have en herre nice weekend!

I 2017 fik jeg mit første rigtige job. I en lille butik i Store Strandstræde. Dér brugte jeg mange timer alene, timer på at stirre ud på våde mennesker i regnen, til lyden af P6 BEAT, timer på at sidde i solen på bænken ude foran, til lyden af turister, få minutter på at rende ned af gaden efter kaffe til overpris og endnu færre minutter på at spise frokost. Jeg arbejder der ikke mere.

I 2017 sagde min læge, at jeg havde sygdomsangst. Okay, tænkte jeg. Jeg er jo bange. Og jeg føler mig syg. Min psykolog sagde, at det har du altså ikke. Sygdomsangst. Ny læge. Nye blodprøver. Henvisning til andre læger. Der er altså ikke noget. Flere blodprøver. Du er ikke bange. Din krop er bange. Den modarbejder sig selv. Nu er der noget af den, der er gået i stykker. Ultralyd. Se denne her, form som en sommerfugl. Defekt. Medicin. Det skal nok blive bedre.

I 2017 frigjorde jeg mig selv fra CBS. Og den helt forkerte følelse, jeg havde hver dag. Skubbede til presset, men skubbede det ikke hårdt nok. Mærkede det også fra andre. Hvad vil du så gøre? Efter et godt råd, fra tidligere nævnte psykolog, faktisk, fik jeg det vendt om. Hvad har jeg lyst til?

I 2017 pakkede jeg mit værelse på Frederiksberg ned i kasser. Fik dem kørt et par kilometer, til Nørrebro. Jeg havde for få rammer. Jeg havde dem ikke engang om billederne på væggen. Det har jeg så stadig ikke. Hængepartier. Men nye rammer gav nyt overskud. Jeg tror, højskole fik plantet i mig, at jeg skal bo med nogen, der vil handle ind. Spise mad. Snakke om dagen. Sammen.

I 2017 søgte jeg nyt studie. Tænkte helt vildt meget over – den nemme løsning, om nogen ville se det sådan, om jeg selv følte det sådan. Blev optaget, takkede ja. ”Bare” læse Dansk? Du skal altså være gymnasielærer? Nej? Hvad skal du så med det? Jeg har det bare sådan. Betyder det noget? Lige nu? Når jeg er glad. Har det meget sådan. Hvorfor hele tiden videre, to skridt foran sig selv, foran de andre, hvad er der galt med lige hér?

I 2017 lod jeg tvivlen få helt vildt meget plads. Både i det sagte og det usagte. Jeg bliver vred. Kan ikke lide tvivlen, trives ikke i det uvisse, vil gerne være sikker på, at. Så det har jeg taget fat i. Arbejdet på. At blive mere sikker. Først på mig. Med forhåbningen om, at hvis jeg er det, vil jeg også blive sikker på dét. Omkring mig. Og forhåbningen er blevet til en tro om, at det er sådan, det hænger sammen. Jeg er stadig i tvivl, af og til, men jeg er blevet bedre til at være lidt i den, og så finde hjem fra den.

I 2017 oprettede jeg bloggen som virksomhed. Det er rigtig smart, sagde de alle sammen, det skal du gøre. Det kan jeg måske godt se. Men jeg kan bare slet ikke lide at se min blog som en virksomhed. En moneymaker. Prøver derfor at skille tingene ad, ikke lade det påvirke kreativiteten. Jeg ser ingen kreativitet i pengene, og pengene planter heller ingen kreativitet i mig.

I 2017 sagde jeg ja til at deltage i et stort personligt projekt. Grænseoverskridende at være i. Bliver grænseoverskridende at se. For mig. Nok også for andre. Forhåbentlig også givende. For mig. Og for andre. Har aldrig været mere nøgen med alt mit tøj på.

I 2017 var jeg på unfollow tour på et område af Instagram. Og så på follow tour på et andet område. Sådan noget med negativ energi, hvad skabes den af. Har altid forsvaret Instagram, det er ikke roden til negative tanker, det kommer andetsteds fra. Nå, men jeg har det i hvert fald bedre nu.

I 2017 tog jeg unfollow/follow strategien ud i det virkelige liv også. Hvilken slags mennesker vil jeg gerne have i min hverdag, og hvilket slags menneske vil jeg selv være for andre? Hvilken form for relation vil jeg have med hvem? Hvad har jeg lyst til? Jeg tror, det er sådan, man former ærlige relationer, værdierne i orden osv. Det mener jeg virkelig.

I 2017 blev jeg kaldt selvdestruktiv. Grinte lidt, måske nervøst. Er jeg det? Var lige ved at sige ja. Men det er jeg ikke. Jeg har nedbrudt en persona, en facade, jeg ikke længere kunne holde ud at bære. Så er der noget, der er røget med i faldet. Sådan er det. Det hører med til at bryde ud af noget. Jeg har mig selv mere med nu, post destruction.

Om 2017 kunne jeg sige meget mere. Men selv uden facade er det ikke alt, jeg behøver at bære udenpå.

MARIO TESTINO book // WOOD WOOD hoodie // MADS NØRGAARD bag //
CROSLEY record player // BEYONCE Lemonade vinyl //
HAIM Something to tell you vinyl // ZARKO perfume

Der har været en del forespørgsler på et indlæg som dette, og jeg er altid mega sent ude, fordi jeg aldrig rigtig ved, hvad jeg skal skrive til det. Der er jo et eller andet mærkværdigt over at blogge om sine ønsker til jul. Og i år har jeg det oven i købet ret underligt med at skrive ønskeseddel, fordi jeg i løbet af år 2017 har fundet ud af så meget om mig selv og mit forhold til materielle ting, at det ligesom er blevet lidt aparte for mig at sidde og lave en liste med materielle ønsker. Jeg studsede desuden over noget, jeg læste hos Hvid Kaffe forleden, nemlig at vi lever i så seriøs overflod, at vi efterspørger fremmedes ønskelister for selv at have noget at skrive på ønskelisten. Det er ikke for at sige, at man ikke må ønske sig noget til jul, eller ikke må blive inspireret af andres ønsker, for det gør jeg jo også selv. Jeg synes bare, observationen er interessant. Ikke desto mindre gad jeg enormt gerne være typen, der har en pladespiller stående og kan invitere nogen hjem at se sin pladesamling (høhø). Derudover ønsker jeg mig: en hættetrøje, fordi hætten kan varme om nakke og hals, og jeg har det ret svært med halstørklæder, så det er helt perfekt, en ny duft, fordi jeg lige pludselig ikke føler, at Chloé er min duft længere (Hvad sker der egentlig for det? Har brugt den i så mange år, og så svigter den nu?!), en mindre version af min elskede Mads Nørgaard taske, og så i en super lækker armygrøn farve, og sidst, men absolut ikke mindst, ønsker jeg mig et ocean af bøger, som jeg vil liste i et særskilt blogindlæg, når nu der er så mange.