18 ting, jeg lærte i 2018

1. At der, selvom der ligger en frihed i at være åben og tale ærligt om dét, der er svært, eller dét, der er rigtig godt, også ligger en enorm sårbarhed, som er skræmmende, og kan gøre rigtig ondt

2. At det er fucking svært at have en blog uden at være “blogger”, når først man har været det

3. At det i højeste grad er det kommercielle aspekt af min blog, jeg har det svært med

4. At jeg kan gøre meget for at blive gladere for det kommercielle aspekt af bloggen ved for eksempel aktivt at ændre min profil i takt med, at jeg udtrykker et mere ærligt væsen, mine “nye” interesser og de mærkesager, jeg beskæftiger mig med

5. At jeg ikke behøver at kalde mig hverken “lesbisk” eller “lebbe”, bare fordi jeg er til piger

6. At jeg er i min fulde ret til at sige fra og nej tak, når andre gør

7. At jeg selv bestemmer, hvem jeg vil have i mit liv, ligesom andre selv bestemmer, om de vil have mig i deres

8. Hvordan det føles at få knust sit hjerte, og at det er en sorg

9. At jeg har veninder, der står der, når den er gal. Som vil cykle ud i natten for at komme hjem til mig, når jeg ikke engang rigtig kan svare på, hvad jeg har lyst til, eller brug for, men bare sidder med våde, hævede øjne, og mekanisk drikker min the, fordi det er dét, man gør, når der er sket noget, der gør ondt. Man laver the

10. At jeg kan være det menneske for en anden. Og mere til. Den nogen, nogen falder i søvn på skødet af efter et angstanfald, den nogen, der bliver betroet nogens inderste, den nogen, der får lov at være der, også når det er grimt

11. At det ikke er nok

12. At mine følelser er min sandhed

13. At Instagram kan føles som en helt anden slags medie, hvis man aktivt tager stilling til, hvad man vil se, og evner at sortere i, hvem man følger for hvad

14. At vi selv er med til at skabe fortællingen om os selv, med dét vi siger, og det vi gør

15. At jeg lige så lidt, som jeg kan få en anden til at føle noget, der ikke er der, kan få mig selv til at føle noget, der ikke er der

16. At der er en reel problematik i influencer-begrebet, og at jeg rigtig gerne vil give mig i kast med for det første at stryge ordet fra noget som helst, der skulle beskrive, hvad jeg laver (nu), og derudover skrive noget om, at influencers bør forstå deres egen indflydelse i en lidt bredere kontekst end antal likes

17. At dét at drive en blog ikke skal være min eneste indtægtskilde

18. At “dating” for mig kan få lov at være et halstørklæde, jeg har glemt på en restaurant, lad os kalde den 2018, og aldrig får hentet

2019

Sidste år skrev jeg et recap over mit 2017, og udgav det her på bloggen. Det samme havde jeg planlagt at gøre med mit 2018, og jeg var egentlig også i gang med at skrive det, men nu har jeg fået det sådan, at jeg simpelthen er færdig med at snakke om 2018. Der kan ikke presses mere saft af den afsindigt bitre og sure citron, så nu løsner jeg grebet.

Det skal handle om 2019 i stedet.

Da jeg var yngre, var jeg altid bange for at komme til at ønske mig noget af livet. Bange for at få sagt det højt. Bange for at håbe for meget, tro for meget, føle for meget eller sige for meget. Sådan har jeg det egentlig stadig. Jeg er også bange for at planlægge for meget. Der er noget i mig, der tror, at hvis jeg planlægger mit liv, kommer det ikke til at ske. Så har jeg købt en masse i stedet for. En måde at have kontrol over dét, jeg har ønsket mig. Det duer bare ikke rigtig mere efter hele den udvikling, jeg har været igennem. Og nu er jeg så nået til et sted, hvor jeg for min egen skyld gerne vil begynde at drømme. Jeg vil gerne begynde at fortælle mig selv, at det kan jeg godt. Eller bare gøre uden at tænke over, om jeg kan. Sådan blev 2017. Jeg ved ikke, hvor det blev af i 2018. Det er der ikke noget at gøre ved nu.

Jeg laver ikke nytårsforsæt. De har klang af at være mål, der skal overholdes, eller på anden måde at være en opgave, du kan fejle i. Men jeg har tænkt over, hvad jeg gerne vil. Det er ikke sikkert, det hele sker. Måske sker det i perioder. Måske sker det slet ikke. Så kan jeg være ked af det. Og det er også okay. Jeg kan trøste mig selv med, at ting tager tid. Der er egentlig også meget at tage fat i, meget jeg gerne vil. Måske ender jeg med at ville noget helt andet.

Men for mit 2019 vil jeg lige nu gerne ..

.. at mit hjerte heler

.. (blive ved at) være ærlig

.. være mindre på min telefon

.. være mere nærværende

.. betale så meget af min gæld, jeg kan

.. læse flere (queer) bøger. Skal blandt andet have købt denne essaysamling om netop køn og seksualitet, queer teori og LGBT. Ikke for penge, der kunne gå til gæld, selvfølgelig, men for et gavekort, jeg fik i julegave

.. gøre mit for at være en bedre veninde, og sige fra, når jeg ikke kan være det

.. blive endnu klogere på mit køn, og hvordan jeg har lyst til at gøre mit køn

.. udforske min seksualitet (mere)

.. “date” mindre – måske helt lade være faktisk

.. finde en løsning på, hvordan de to ovenstående punkter kan lade sig gøre samtidig (lol)

.. sige det, når der er noget, jeg ikke kan lide, og når jeg bliver vred eller ked af det

.. genoverveje de produkter, jeg bruger på min hud, og eventuelt give mig i kast med at prøve make-up fra Miild, der både er allergivenligt og bæredygtigt

.. lytte mere til min kroniske sygdom, og finde måder, hvorpå jeg bedre kan håndtere den, og have en mere behagelig hverdag med den

.. spørge mig selv, om jeg kan lide dem, og ikke kun om de mon kan lide mig

.. rydde endnu mere ud i min garderobe, og begrænse køb af nyt

.. sige fra

.. tænke endnu mere over, hvor denne her blog skal bevæge sig hen, og handle på tankerne

.. få lavet flere tatoveringer

.. lave ingenting

.. bygge videre på nogle af de nye relationer, jeg er heldig at have med mig fra 2018

.. bruge min Instagram mere “aktivistisk”

.. skrive og deltage endnu mere på Twitter

Mine mest hørte sange i 2018

Året 2018 har været fuldstændig vanvittigt. Ikke bare vanvittigt for mig, men i det hele taget vanvittigt. Verden er vanvittig. Jeg er nødt til at læse nyheder og være på Twitter i små doser, fordi jeg simpelthen bliver så forarget over verden for tiden. Men musikken har vi da at forsvinde ind i, og hvor har der været mange fantastiske udgivelser og musikoplevelser i 2018.

Spotify gør hvert år den genialitet at opsamle ens mest hørte sange i forskellig sjov statistik, og det har været min inspiration til indlægget her. Jeg har i år 2018 brugt 54.803 minutter på at lytte til musik på Spotify. Det er omkring 913 timer. I 27 af de timer har jeg hørt The Minds of 99. Jeg har selvfølgelig også hørt en masse andet, og jeg har været inde og plukke nogle sange ud fra listen over mine mest hørte, da et blogindlæg med 100 sange måske bliver lige lovlig langt ..

Nu har jeg så siddet og kigget hele listen igennem, og det er godt nok meget tydeligt, at 2018 har været præget af ondt i hjertet. Jeg tror næsten, hele processen kan ridses op med sange fra listen, så de er sat op i rækkefølge ovenfor. Nu er jeg så nået til det sted i processen, hvor jeg bliver mere og mere irriteret for hver gang, jeg nævner det. Det irriterer sikkert også andre, at jeg får nævnt det, sikkert også den anden involverede part, hvis hun læser med. Men jeg gider omvendt ikke skamme mig over at have været så glad for nogen, at det gjorde møg hamrende ondt, da de gik, og ser ingen pointe i at play it cool, når situationen har været, at jeg ikke har haft det særlig cool. Selvfølgelig skal smerten i hjertet heller ikke dyrkes så meget, at den aldrig slipper, men når der er brug for at dyrke den, kan jeg anbefale ovenstående samling af sange. Og når det er på tide at skifte mindset, er det selvfølgelig denne her, der skal hives fat i (dette sagt med en vis ironisk distance):

Meget apropos mindset er der på listen en samling af sange, som jeg særligt hører, hvis jeg har brug for at gå rundt i en jeg-er-sgu-da-for-nice-stemning. Det må man gerne, så længe det ikke kommer til udtryk i arrogant opførsel. Særligt Silvana Imam og Stormzy er gode til dette formål, og dejlige Tove Lo, som netop er annonceret til NorthSide 2019, er også iblandt:





Nu har jeg vist skitseret dét, jeg har hørt ud fra bestemt humør, og her kommer så noget af det, jeg har hørt, fordi det “bare” er virkelig nice musik:







Ej, ved I hvad? Der er simpelthen så mange sange, at det er umuligt at snævre det ordentligt ind. Her er sgu et link til playlisten. Så kan I følge den, og lytte med på det hele, hvis I har lyst.

Hvad har I hørt mest i 2018?

Bonusinfo: En af mine mest afspillede artister er Steven Snow, som har lavet et album med titlen ‘Dolphin Sounds with Music’, og det er lige, hvad det er. Delfinlyde med musik. Jeg hører det, når jeg ikke kan sove, og det har jeg gjort siden år 2014.

Denne dér pæne arbejdsplads

Landet ligger jo sådan, at jeg ikke studerer mere. Og fordi jeg i lang tid har følt, at det dér med at drive en personlig blog og Instagram, og ikke lave så meget andet end dét, er lige lovlig meget navlepilleri og ananas i egen juice hele tiden, og egentlig også ret ensomt til tider, har jeg søgt nogle forskellige jobs. Nu har min gøren inden for YouTube, blog og Instagram jo mange år på bagen, og gennem det kommercielle aspekt af bloggen har jeg fået en del viden om og erfaring med marketing og PR, og gør mig desuden hele tiden nye erfaringer, som kunne være spændende at prøve kræfter med i noget, der ikke er mit eget. Jeg har også længe ønsket mig at komme til at bruge dét at være god med ord til noget andet end at skrive om mig selv. Den mulighed synes The Wall Market heldigvis også, at jeg skal have, og jeg sidder nu som PR/SoMe-manager hos dem et par dage om ugen. Det er virkelig spændende, især fordi The Wall Market er et fucking sejt koncept, og jeg har allerede flere idéer til initiativer, jeg håber at kunne realisere.

Jeg er ikke uddannet inden for noget af det, jeg skal sidde med (et halvt år på CBS kan vist ikke gøre det), men bringer blot min viden og erfaring, så jeg ser det også meget som en læringsproces, og en chance for at udfolde noget kreativitet på en anden måde, end jeg er vant til. Jeg er virkelig beæret over den tiltro, jeg bliver vist, og det ansvar jeg har fået, og glæder mig meget over det. En anden stor glæde er indretningen i vores showroom, hvor jeg sidder.

Hvis du af den ene eller anden årsag har en interesse i at komme i kontakt med The Wall Market i forbindelse med PR eller sociale medier, foregår det på amalie@thewallmarket.com

En coming out story om ikke at springe ud

De findes i massevis på YouTube – ‘coming out stories’ – om at springe ud som homoseksuel, biseksuel, panseksuel eller noget helt fjerde. Det har så længe, jeg kan huske, heddet at springe ud eller komme ud af skabet, når nogen fortæller til omverdenen, at de har en anden seksualitet end heteroseksuel. Og det forventes ligefrem, at de gør det – springer ud, sætter varedeklaration på og klarlægger for omverdenen, hvordan landet ligger, hvem man ligger med, og ikke mindst hvordan det foregår. Det blev også forventet af mig første gang, anden gang faktisk også, jeg begyndte at se en pige, og det bliver også sagt om mig, at jeg er sprunget ud, selvom jeg bevidst har valgt ikke at gøre det. Og der bliver brugt mærkater om min seksualitet, jeg ikke engang selv ville bruge.

Det er som groet fast i vores sprog, at det er sådan, vi taler om seksualitet. Med mærkater.

Helt til at starte med handlede dét med ikke at springe ud om, at jeg ikke ville have, at nogen skulle vide “det”, ene og alene af den årsag at jeg ikke var sikker, og var rædselsslagen for skammen i at trække det tilbage, hvis nu det ikke var sådan alligevel. Lige så meget som andre forsøgte at putte mig i en kasse, havde jeg helt klart også selv et behov for at finde en kasse at være i og passe ned i. Sådan tror jeg egentlig, alle mennesker har det på et eller flere tidspunkter i livet. Jeg vidste bare ikke, hvad der skulle stå på den kasse, og det frustrerede mig grænseløst, fordi jeg følte, at jeg konstant blev mødt med at skulle tage stilling til det og “sætte mærkat” på mig selv. Derfor kom jeg også til i en periode at finde mig i at blive omtalt som “lesbisk”, “lebbe”, “homse” eller “homo”, ja, “biseksuel” er jeg også blevet kaldt, fordi jeg “da har været sammen med fyre?”. Det sker stadig, at jeg ikke får sagt fra over det, både af frygt for at ødelægge den gode stemning og for ikke at blive forstået.

Når jeg så har valgt fortsat ikke at ville springe ud på traditionel vis, eller gøre så meget ud af det, handler det om, at jeg ikke rigtig ser det som nogen andens forretning end min egen og en eventuel partners, hvad min seksuelle og romantiske orientering er. Det er ikke breaking news, det skal ikke være mandag morgens sladder, og jeg skylder det ikke til nogen at definere mig selv som det ene eller det andet. Jeg synes, der hersker en uberettiget konsensus om, at homoseksualitet og biseksualitet er seksualitet, man må og kan blande sig i, og jeg oplever alt for ofte stødende spørgsmål, stødende måder at spørge på eller stødende måder at blive omtalt. Det er jo ikke på samme måde sådan, at heteroseksuelle bliver bedt om at redegøre for deres seksualitet, eller nogensinde i en gruppe bliver bedt om at definere deres seksuelle og romantiske orientering, så hvorfor skal vi? Og hvorfor sker det, at den bliver forsøgt defineret for os, som om andre har en part i den?

Forvirringen og frustrationen over alle kasserne og mærkaterne vendte jeg til et spørgsmål om, hvorvidt jeg overhovedet skulle være i nogen kasse. Jeg lever jo mit liv, som jeg vil uanset. Jeg lægger ikke skjul på noget, og jeg begrænser ikke mig selv, men jeg har grænser. Grænser for, hvad jeg vil være med til, grænser for, hvad jeg vil dele, grænser for, hvilke kampe jeg vil tage, og grænser for, hvor meget omverdenen skal have lov at definere mig. Jeg behøver ikke en kasse eller et mærkat.

Hver gang nogen kalder mig homo, lebbe eller lesbisk, og jeg tænker eller siger, at det er jeg ikke, er det ikke, fordi jeg benægter min seksualitet. Jeg ved godt, at jeg er homoseksuel. Men det har ingen krav på at få defineret. Jeg definerer ikke mig selv gennem de termer. Jeg er til gengæld holdt op med at sige, at jeg ikke er lesbisk, for så bliver jeg spurgt, hvad jeg så er? Biseksuel? Og det er jeg heller ikke. Det er jeg egentlig endnu mindre, end jeg er lesbisk. Jeg bliver desuden spurgt, om jeg er biseksuel uanset hvad, for jeg “har jo langt hår og ser da ikke særlig lesbisk ud?”.

Pointen er, at mærkaterne i min optik er en simplificering af min person og min seksualitet. 

Jeg er ikke lebbe. Jeg er ikke lesbisk. Jeg er ikke homo. Der hører så mange konnotationer og forestillinger med til de termer, som jeg ikke er. Det er ikke, fordi jeg ikke er proud. For selvfølgelig er jeg fucking proud. Men jeg vil også gerne bare kysse med en pige på en bar uden at blive bedt om at sætte varedeklaration på. 

Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at sige fra og sætte grænser. Jeg kunne godt tænke mig et nyt sprog for, hvordan vi taler om seksualitet. Lad dette være det første spadestik.