En coming out story om ikke at springe ud

De findes i massevis på YouTube – ‘coming out stories’ – om at springe ud som homoseksuel, biseksuel, panseksuel eller noget helt fjerde. Det har så længe, jeg kan huske, heddet at springe ud eller komme ud af skabet, når nogen fortæller til omverdenen, at de har en anden seksualitet end heteroseksuel. Og det forventes ligefrem, at de gør det – springer ud, sætter varedeklaration på og klarlægger for omverdenen, hvordan landet ligger, hvem man ligger med, og ikke mindst hvordan det foregår. Det blev også forventet af mig første gang, anden gang faktisk også, jeg begyndte at se en pige, og det bliver også sagt om mig, at jeg er sprunget ud, selvom jeg bevidst har valgt ikke at gøre det. Og der bliver brugt mærkater om min seksualitet, jeg ikke engang selv ville bruge.

Det er som groet fast i vores sprog, at det er sådan, vi taler om seksualitet. Med mærkater.

Helt til at starte med handlede dét med ikke at springe ud om, at jeg ikke ville have, at nogen skulle vide “det”, ene og alene af den årsag at jeg ikke var sikker, og var rædselsslagen for skammen i at trække det tilbage, hvis nu det ikke var sådan alligevel. Lige så meget som andre forsøgte at putte mig i en kasse, havde jeg helt klart også selv et behov for at finde en kasse at være i og passe ned i. Sådan tror jeg egentlig, alle mennesker har det på et eller flere tidspunkter i livet. Jeg vidste bare ikke, hvad der skulle stå på den kasse, og det frustrerede mig grænseløst, fordi jeg følte, at jeg konstant blev mødt med at skulle tage stilling til det og “sætte mærkat” på mig selv. Derfor kom jeg også til i en periode at finde mig i at blive omtalt som “lesbisk”, “lebbe”, “homse” eller “homo”, ja, “biseksuel” er jeg også blevet kaldt, fordi jeg “da har været sammen med fyre?”. Det sker stadig, at jeg ikke får sagt fra over det, både af frygt for at ødelægge den gode stemning og for ikke at blive forstået.

Når jeg så har valgt fortsat ikke at ville springe ud på traditionel vis, eller gøre så meget ud af det, handler det om, at jeg ikke rigtig ser det som nogen andens forretning end min egen og en eventuel partners, hvad min seksuelle og romantiske orientering er. Det er ikke breaking news, det skal ikke være mandag morgens sladder, og jeg skylder det ikke til nogen at definere mig selv som det ene eller det andet. Jeg synes, der hersker en uberettiget konsensus om, at homoseksualitet og biseksualitet er seksualitet, man må og kan blande sig i, og jeg oplever alt for ofte stødende spørgsmål, stødende måder at spørge på eller stødende måder at blive omtalt. Det er jo ikke på samme måde sådan, at heteroseksuelle bliver bedt om at redegøre for deres seksualitet, eller nogensinde i en gruppe bliver bedt om at definere deres seksuelle og romantiske orientering, så hvorfor skal vi? Og hvorfor sker det, at den bliver forsøgt defineret for os, som om andre har en part i den?

Forvirringen og frustrationen over alle kasserne og mærkaterne vendte jeg til et spørgsmål om, hvorvidt jeg overhovedet skulle være i nogen kasse. Jeg lever jo mit liv, som jeg vil uanset. Jeg lægger ikke skjul på noget, og jeg begrænser ikke mig selv, men jeg har grænser. Grænser for, hvad jeg vil være med til, grænser for, hvad jeg vil dele, grænser for, hvilke kampe jeg vil tage, og grænser for, hvor meget omverdenen skal have lov at definere mig. Jeg behøver ikke en kasse eller et mærkat.

Hver gang nogen kalder mig homo, lebbe eller lesbisk, og jeg tænker eller siger, at det er jeg ikke, er det ikke, fordi jeg benægter min seksualitet. Jeg ved godt, at jeg er homoseksuel. Men det har ingen krav på at få defineret. Jeg definerer ikke mig selv gennem de termer. Jeg er til gengæld holdt op med at sige, at jeg ikke er lesbisk, for så bliver jeg spurgt, hvad jeg så er? Biseksuel? Og det er jeg heller ikke. Det er jeg egentlig endnu mindre, end jeg er lesbisk. Jeg bliver desuden spurgt, om jeg er biseksuel uanset hvad, for jeg “har jo langt hår og ser da ikke særlig lesbisk ud?”.

Pointen er, at mærkaterne i min optik er en simplificering af min person og min seksualitet. 

Jeg er ikke lebbe. Jeg er ikke lesbisk. Jeg er ikke homo. Der hører så mange konnotationer og forestillinger med til de termer, som jeg ikke er. Det er ikke, fordi jeg ikke er proud. For selvfølgelig er jeg fucking proud. Men jeg vil også gerne bare kysse med en pige på en bar uden at blive bedt om at sætte varedeklaration på. 

Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at sige fra og sætte grænser. Jeg kunne godt tænke mig et nyt sprog for, hvordan vi taler om seksualitet. Lad dette være det første spadestik. 

Tårekanalen: Amalie Wessel – The Minds of 99

Lyt til podcasten her.

Jeg har allerede delt det på min Instagram, en del faktisk, men nu ville jeg altså også lige skrive et blogindlæg om det, så nyheden og link til podcasten ligger fast som et indlæg her på bloggen også. Det var med som pluspoint i en udgave af ‘Ugens plus – & minuspoint’ for nylig, at jeg var blevet bekræftet som gæst i en af mine yndlingspodcasts, og at jeg nok snart skulle afsløre hvilken. En af jer skrev faktisk en kommentar til det indlæg, og gav udtryk for virkelig at ønske sig, at det var Tårekanalen, jeg skulle være gæst i. Sådan noget får jeg kæmpe optur over, for det er bare så fedt, at en af jer havde tænkt, at det ville være et godt match. I dagene op til dagen hvor jeg skulle optage afsnittet sammen med Rikke Collin, som er vært på podcasten, glædede jeg mig så meget, at jeg begyndte at få paniktanker om alle mulige scenarier, der kunne forhindre, at vi skulle optage. Sådan bliver jeg, når noget virkelig er vigtigt for mig, og i ren afmagt drak jeg mig småfuld i fadøl aftenen før, hvilket jo absolut var at lege med ilden. Men vi fik altså optaget et afsnit på lidt over en time om (noget af) dét, der rører mig til tårer, om film, hjertesorg, hjertesorg på festival, lyrik, musik og selvfølgelig The Minds of 99. Vi nåede slet ikke at snakke om alle de numre, der har rørt mig til tårer, for jeg har mange ord, men jeg indsætter dem herunder. I podcasten snakker vi særligt om en oplevelse, jeg havde, til den akustiske version af Hurtige Hænder på Roskilde Festival i sommer, hvor The Minds of 99 spillede på Orange Scene. Vi snakker også om forelskelse, om at føle sig anderledes og om min medvirken i De Perfekte Piger på DR3. I kan lytte til podcasten her.






Jeg har fået en agent – og hvad vil det sige?

Der er på en eller anden måde gået lidt mode i at være åben omkring, hvordan det forretningsmæssige aspekt af dét at være blogger og/eller influencer foregår. Og det kan jeg godt forstå, for der er helt klart mangel på viden om og forståelse for det – og sådan har det været i flere (for mange) år. Hver gang jeg møder et nyt menneske, som spørger ind til, hvad jeg går og laver, er jeg betænkelig ved at fortælle, at jeg driver en blog, og tjener penge på det, fordi det første spørgsmål ni ud af ti gange er, om man virkelig kan tjene penge på det. Jeg bliver også ofte mødt med holdningen, at jeg ikke har et rigtigt arbejde, eller at jeg ikke kan føle mig stresset, for det er jo bare en blog – noget sjovt, der bare er faldet ned i mine hænder, og får det til at regne med penge, når jeg knipser. For mig har det betydet, at jeg faktisk ofte har virkelig svært ved selv at være seriøs og alvorlig omkring det, når jeg bliver spurgt ind til det, eller når jeg skal fortælle om det, både i forhold til mine ambitioner omkring det, men også hvad jeg egentlig kan, og hvad jeg udretter. (Jeg vil så lige tilføje, at jeg ikke udretter at få det til at regne med penge, men knipse kan jeg godt).

Når jeg indleder det her blogindlæg på den måde, handler det om, at der er sket noget i mit virke som blogger, der er enormt spændende for mig, og som jeg selvfølgelig har lyst til at fortælle om, men som jeg tog mig selv i at være i tvivl om, hvorvidt jeg skulle italesætte. Men selvfølgelig skal jeg dét! For det er super sejt, og det er forhåbentlig ikke kun en gevinst for mig, men også for bloggen og mine tilhørende medier.

Jeg er blevet tildelt en agent hos mit bureau, Society B / Bloggers Delight. Helt konkret betyder det, at der nu sidder ét menneske, som varetager mine interesser, hvad angår nye samarbejder, og som jeg har den primære kontakt med. Det gør det lidt nemmere for mig at gøre noget med de mails, jeg modtager – og tanken er, at det også skal blive nemmere for Bloggers Delight at matche mig med samarbejdspartnere, fordi min agent jo selvfølgelig med tiden vil få et meget klart indtryk af, hvilke samarbejder, jeg har en interesse i, og hvad jeg særligt er god til. Det er idéen, at vi løbende skal holde møder, hvor vi snakker om, hvad der kunne være sejt for mine kanaler, og jeg er ret spændt på den måde at tilgå det arbejdsmæssige aspekt af bloggen. Det er mit håb, at det ikke kun bliver godt for mig, men også kan blive rigtig sejt for bloggen og for jer, der læser med. Jeg synes jo allerede, jeg laver nogle seje samarbejder – for eksempel alle de ting, jeg har lavet med Københavns Kommune – men det bliver spændende at se, hvad det kan udvikle sig til, og hvordan bloggen kan udvikle sig.

For god ordens skyld vil jeg lige sørge for her til sidst at få tilføjet, at min agent ikke har noget at skulle have sagt i forhold til indholdet på hverken bloggen eller mine andre medier. Det er ikke sådan, at der pludselig skal laves alt muligt om, eller at der er ting, jeg holder op med at skrive om, eller pludselig skriver vildt meget om. Det er stadig fuldstændig op til mig, hvordan tingene foregår herinde og på min Instagram, og hvor jeg ellers kan finde på at være aktiv på sociale medier.

Ting jeg gjorde #2

Farvede mit hår helt mørkebrunt i en billedredigeringsapp på min telefon for at aflure, om det skal være mit næste projekt, når jeg er færdig med at have hvidt hår. Det så faktisk overhovedet ikke tosset ud! Næste trin er at snakke med min frisør om, hvorvidt det overhovedet er muligt.

Ringede – som den pligtopfyldende betaler, jeg forsøger at være – til SKAT for at aftale en afdragsordning på et ubetalt girokort kun for at få at vide, at de har meget travlt. De har faktisk så travlt, at ventetonen bare kom på derefter, kun afbrudt af en kort meddelelse om, at hvis der allerede er oprettet en rykker på girokortet, kan jeg godt glemme alt om en afdragsordning. Der er hverken tiltro eller et nummer i køen at hente. Ventetonen spiller stadig.


Hørte Lana Del Rey – Mariners Apartment Complex i hvert fald fem gange i træk, og det er endda måske en underdrivelse. Jeg har indsat den ovenfor, så I kan lytte med.

Købte en ny cykel på afbetaling hos – wait for it – mine forældre. Idéen er selvfølgelig, at jeg nu med investeringen i en ordentlig cykel skal cykle rundt i København, og derved spare (mange) penge på Rejsekort. Min holdning til, hvorvidt cyklen skal benyttes som transportmiddel i beruset tilstand forbliver dog den samme – det skal den ikke.

Ramte ‘follow’ knappen hos en stor dansk it-girl, selvom jeg havde svoret aldrig igen at udsætte mig selv for den slags perfektion, mit selvværd og min selvtillid før i tiden brugte så meget tid på at lade sig nedsætte af. Forstå mig ret – det er ikke, fordi jeg synes, perfektionen i sådan en profil ikke må være på Instagram – så SoMe-kritisk er jeg ikke, og kan jeg slet heller ikke tillade mig at være. Jeg bliver bare ramt af tanken, hvorfor jeg dog ikke kan være sådan en pige. Men vi har de samme orange sneakers, og jeg har altså trykket ‘follow’. Let’s see how this goes ..

Tilføjede nogle forskellige fingerringe til mine ‘saved items’ hos asos.com, fordi jeg har fået lyst til atter at begynde at gå med flere ringe på én gang. Jeg tror, at lysten er kommet af at se roomie have mange ringe på. Og det er altså bare ret cool! Der er også en form for power over det? Jeg har indtil videre tilføjet denne multipack, denne og denne signetring.

Løb endnu et såkaldt ‘social run’ (et løb for det sociale eller for et budskab, altså et løb uden målet om en bestemt fysisk præstation), denne gang sammen med Naked & Asics i anledning af lanceringen af blandt andet disse super fede løbesko, som jeg var så heldig at få med hjem, og altså har i sinde at bruge som sneakers til hverdag. Jeg er også ret lun på disse fra samme lancering. Det hele var selvfølgelig i Naked #supplyinggirlswithsneakers ånden, og vi løb derfor for kvinders styrke.

Bestilte burger fra Jagger dagen efter at have løbet det dér løb. Sådan er jeg bare så alsidig. Nu har jeg godt nok sagt det mange gange, men øhm, ved brug af koden AMALIEWESSEL, når du opretter dig på Wolt, får du 50 DKK at handle for, og det samme gør jeg. Jeg kan i samme ombæring lige anbefale min nye yndlingsrestaurant derpå – Pasta la Pasta. Deres bolo er sublim.

Erkendte at det ikke duer at følge denne dér it-girl, selvom hun er åh så flot. Jeg bliver ked af mig selv, og må jo blankt indrømme, at det handler om et eller andet i mig, en eller anden rigtig godt gemt frustration over ikke at (kunne) være “sådan en pige”. Den frustration har jeg helt enkelt ikke brug for, og jeg har derfor atter ramt ‘unfollow’.

Satte gang i søgningen efter en sej person, der skal hjælpe mig med et videoprojekt. Jeg vil gerne lave en fornyet version af denne præsentationsvideo, som efterhånden har et par år på bagen, og i den grad trænger til at blive opdateret. Jeg ser jo for det første ikke sådan ud mere, men derudover synes jeg også, det kunne være sejt at have en video på mine medier, der præsenterer mig som person – både for nye læsere, men også for mulige samarbejdspartnere. Jeg håber at finde det rette match, og hvis det er dig, er du velkommen til at smide mig en mail.

Ugens plus- & minuspoint #37

Der er simpelthen sket det, at denne her serie af indlæg har fået sin helt egen kategori på bloggen, så har man lyst til at gå på opdagelse i de mere end tredive udgivelser, der er, kan det gøres lige her. Når det så er sagt, skal I selvfølgelig lige blive og læse med i denne uges udgave først. Om den sidste uge gives der ..

Minuspoint til at jeg ikke var inviteret til Guldtuben 2018. Så gammel og irrelevant er jeg vel for fanden heller ikke blevet? Jeg har da været med i et tv-program i starten af året, der var ret populært .. På DR3 .. Det er da den unge kanal, er det ikke? Nej, jeg er ikke bitter? Jeg siger bare, at jeg altså nærmest var youtuber, før man overhovedet kunne være youtuber, ik’.

Minuspoint til nyheden om, at P6 BEAT lukker i år 2020. Jojo, det er også rigtig ærgerligt, at P8 Jazz og P7 Mix lukker, men hvis det nu lige kan få lov til at handle om mig på min egen blog, er jeg bare så fandens ked af, at min radiokanal lukker. Jeg har – med fare for at komme til at lyde lidt øm – ikke så mange, egentlig ikke rigtig nogen, venner, der nyder samme musik som mig, så der er P6 BEAT sgu den ven, der snakker med om alt fra Cigarettes After Sex til VETO og Iceage. Fra 2020 mister jeg den ven. Så kan folk mene om public service, hvad de vil, men jeg vil have lov at være ked af det.


Minuspoint til Nikoline – Sut Min Klit, som, hvis man spørger mig, er en ret problematisk tekst i det hele taget, men jeg studser især over stykket “Alle kvinder bliver lesbiske, når jeg kommer forbi. Det er på grund af mig, det er blevet trendi at være bi”. Én ting er at provokere, hvor der provokeres skal, og lave noget, der står som modspil til den sexistiske kultur, der hersker i teksterne hos for eksempel Suspekt – det kan jeg godt finde noget respekt for, selvom jeg ikke bryder mig om teksten, men jeg synes, det er direkte problematisk at reproducere, hvordan (biseksuelle) kvinders seksualitet ikke bliver taget alvorligt. Derudover ser jeg det heller ikke som en gevinst for samfundsdebatten at få folk til at gå og sige “sut min klit” i stedet for “sut min pik”.

Pluspoint til at skulle være gæst i en af mine yndlingspodcasts. Jeg vil ikke afsløre, hvad det er for en (endnu), men vi skal optage i oktober, og jeg glæder mig helt vildt! Både fordi det er vildt at være blevet spurgt, fordi jeg har valgt et super duper nice emne, og fordi jeg skal møde værten for podcasten i virkeligheden (vi følger allerede hinanden på insta – så kender man jo hinanden lidt).

Pluspoint til Lana Del Reys nye udgivelser. Jeg har haft svært ved at føle det samme for hendes nye musik som for det gamle på Ultraviolence og Born To Die, men de to nye singler har mig fuldstændig opslugt af hendes univers igen. Især Mariners Apartment Complex hører jeg igen og igen.

Pluspoint til søndage uden tømmermænd. Det er jo helt vildt, hvad en søndag kan, når der hverken er hukommelse, der skal genopfriskes, moralske tømmermænd, der skal nurses, en ustyrlig craving efter snask eller denne dér irriterende hovedpine lige mellem øjenbrynene. Jeg tilbragte min søndag med en god veninde, hendes søde hund, to-go-kaffe og gåtur langs Øresund.

Pluspoint til via en annonce på Facebook – eller var det måske Instagram – at blive mindet om Goodiebox, som jeg for nogle år siden havde fast abonnement på, og virkelig gjorde nytte af, fordi jeg er lidt dårlig til at prøve nye produkter af mig selv. Jeg kan for eksempel stadig huske, da jeg via Goodiebox opdagede denne håndcreme. Måske jeg skulle blive medlem igen .. Er der nogen af jer, der har abonnement? Er det stadig fedt?