Tårekanalen: Amalie Wessel – The Minds of 99

Lyt til podcasten her.

Jeg har allerede delt det på min Instagram, en del faktisk, men nu ville jeg altså også lige skrive et blogindlæg om det, så nyheden og link til podcasten ligger fast som et indlæg her på bloggen også. Det var med som pluspoint i en udgave af ‘Ugens plus – & minuspoint’ for nylig, at jeg var blevet bekræftet som gæst i en af mine yndlingspodcasts, og at jeg nok snart skulle afsløre hvilken. En af jer skrev faktisk en kommentar til det indlæg, og gav udtryk for virkelig at ønske sig, at det var Tårekanalen, jeg skulle være gæst i. Sådan noget får jeg kæmpe optur over, for det er bare så fedt, at en af jer havde tænkt, at det ville være et godt match. I dagene op til dagen hvor jeg skulle optage afsnittet sammen med Rikke Collin, som er vært på podcasten, glædede jeg mig så meget, at jeg begyndte at få paniktanker om alle mulige scenarier, der kunne forhindre, at vi skulle optage. Sådan bliver jeg, når noget virkelig er vigtigt for mig, og i ren afmagt drak jeg mig småfuld i fadøl aftenen før, hvilket jo absolut var at lege med ilden. Men vi fik altså optaget et afsnit på lidt over en time om (noget af) dét, der rører mig til tårer, om film, hjertesorg, hjertesorg på festival, lyrik, musik og selvfølgelig The Minds of 99. Vi nåede slet ikke at snakke om alle de numre, der har rørt mig til tårer, for jeg har mange ord, men jeg indsætter dem herunder. I podcasten snakker vi særligt om en oplevelse, jeg havde, til den akustiske version af Hurtige Hænder på Roskilde Festival i sommer, hvor The Minds of 99 spillede på Orange Scene. Vi snakker også om forelskelse, om at føle sig anderledes og om min medvirken i De Perfekte Piger på DR3. I kan lytte til podcasten her.






Podcastanbefalinger #2

Det har rumsteret lidt rundt i mit hovede, hvorvidt jeg skulle lave denne her version af mine podcastanbefalinger – en queerversion. Kan man godt tale om queer uden at blive stemplet som “sådan en, der taler om queer”, og hvorfor vil jeg ikke være “sådan en, der taler om queer”? I min rumsteren er jeg kommet frem til, at det havde været helt fantastisk for mig at læse et blogindlæg som dette, da jeg gik i folkeskole, gymnasiet eller bare for et år siden. Eller nu. Så selvfølgelig skal jeg lave denne her version. Og udgive den. Og om du så selv sidder og er queer eller ej, håber jeg, at de her anbefalinger vil berige dig på den ene eller den anden måde.

Der er koblet et link på alle overskrifterne, så I kan klikke jer ind og lytte den vej, eller finde de forskellige podcasts på jeres foretrukne app.

Når fars pige er til piger (Radio24Syv)
Denne her podcast hørte jeg i efteråret, da den kom ud, og jeg har tænkt rigtig meget på den siden, fordi den meget fint belyser, hvordan det desværre kan være en rigtig svær samtale at fortælle om sin seksualitet, og at det kan trækkes ud til at være en svær samtale meget mere end én gang. Podcasten er en dokumentarserie, og handler om Katrine, der er blevet kærester med Camilla. Familien ved det ikke, og Katrine mærker særligt et behov for at få sin fars accept af det. I podcasten er vi med i fortællingen om, hvordan Katrine møder Camilla, hvordan Katrine selv har det med sin seksualitet og selvfølgelig problematikken omkring familiens accept. Ved de det godt, men siger bare ikke noget? Og hvorfor bliver der ikke sagt noget? På et tidspunkt i podcasten siger søsteren direkte, at Katrine ikke skal fortælle sin far om Camilla på familieferien, fordi det vil ødelægge turen for ham. Mere vil jeg ikke afsløre, men jeg vil gerne sætte den disclaimer på, at podcasten nok kan være lige dele god og svær at høre, hvis man selv står midt i frygten for ikke at blive accepteret af sin familie.

Tændt: Homoseksualitet – medfødt eller fri kærlighed? (P1)
Først og fremmest en kæmpe anbefaling af programserien Tændt, hvor hvert program belyser et emne inden for eller i forhold til sex. Det er lærerigt, oplysende, bekræftende og interessant. I dette program snakker vært Satie Espersen om homoseksualitet, og jeg var fanget allerede fra indledningen, hvor Satie indrømmer egen frygt for at komme til at tale om det på en forkert måde. Samtidig taler hun om vigtigheden i at lave programmet, fordi der stadig er så mange mennesker, der ikke vil give den plads. Homoseksualiteten. Programmet berører det psykologiske, biologiske og sociologiske aspekt af at være homoseksuel, og hvordan det føles at have en seksualitet, der er genstand for debatter, videnskabelige studier og radioprogrammer som Tændt på P1.

Tværs: På tværs af seksualitet (P3)
Dette afsnit af Tværs er sat op som et panel, hvor vi først hører paneldeltagernes egne historier om at “springe ud” for dernæst at høre dem besvare lytternes spørgsmål i forhold til at være homo- eller biseksuel. Programmet fangede mig især ved paneldeltageren Ninas fortælling om at føle sig i modstand over for dét at springe ud, men alle tre fortællinger og de emner, der tages op til diskussion i podcasten, er vigtige og lærerige. I det hele taget er Tværs en programserie, alle unge mennesker burde gøre sig selv den tjeneste at lytte til.

Tårekanalen: Moody – La Vie d’Adèle
Nu kender jeg Josefine Moody off the mic so to speak, og det er altid en lidt sjov oplevelse at høre nogen, man kender, tale i radioen eller på TV, men Josefine er en sjov og charmerende fortæller, så selvfølgelig skal det her afsnit af Tårekanalen anbefales. I afsnittet taler Josefine med vært Rikke Collin om filmen Blue Is The Warmest Color/Adèles liv/La Vie d’Adèle – kært barn har mange navne – en film, jeg ikke turde se, da den kom ud. Jeg gik i 2.g, franskholdet så den i biografen som en del af undervisningen, og kom tilbage chokerede og forfærdede. Det var i hvert fald min oplevelse, og jeg var ræd for, hvad det betød, at jeg havde lyst til at se den af egen fri vilje. Så jeg lod være. Senere hen har filmen fået stor betydning for mig, fordi den skildrer noget, jeg kan genkende mig selv i, og dét har vi mennesker brug for. Noget eller nogen at spejle os i.

Tårekanalen: Mads Axelsen – Call Me By Your Name
Jeg ved godt, at Call Me By Your Name har været på alles læber, og måske er der nogen, der er ved at være lidt trætte af at høre om filmen, men hvis du stadig ikke har set den – se den, vend tilbage og hør dette afsnit af Tårekanalen. Det er kærlighed, når det er bedst, og gør mest ondt. Mads Axelsen har så mange fine ting at sige om filmen, og er i det hele taget bare en fornøjelse at høre “på radio”. I afsnittet er der desuden inkluderet små lydklip fra filmen, og jeg bliver totalt sat tilbage i den stemning, filmen har, som gør mig helt øm om hjertet.

Politikens Poptillæg #90: Årets bedste (homo)film er fyldt med kådhed, knuste hjerter og kedelig sex
I forlængelse af førnævnte vil jeg anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, som også handler om Call Me By Your Name, og igen har Mads Axelsen i panelet. Programmet har med sin anmelderagtige facon en mere kritisk vinkel på filmen – for eksempel de flade sexscener og problematikken i, at der stadig panoreres væk fra sex mellem to mennesker af samme køn. Programmet zoomer dog også ud, og taler om filmens vigtighed i forhold til at vise queerkærlighed i en verden, hvor det desværre stadig er lidt af en begivenhed, når queerkærlighed bliver sat på dagsordenen af film, der rammer populærkulturen.

Politikens Poptillæg #94: Ærlige sexscener, ægte kærlighed – og aids
Apropos populærkultur vil jeg også anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, fordi det netop berører dét at have svært ved at se sig selv i populærkulturen, hvis man tilhører en minoritetsgruppe. Jeg synes selv, det kan være et næsten umuligt projekt at finde frem til de film, serier eller podcasts, hvor queerkærlighed er repræsenteret på en ikke-stereotypisk måde, og det er jo svært nok i forvejen at finde den repræsenteret overhovedet, så jeg synes, det her afsnit er så vigtigt. Forfatter Mads Ananda Lodahl taler nemlig om netop det i anledning af den franske film ‘120 slag i minuttet’ (som jeg mangler at se), og kommer i øvrigt med forslag fra sit eget queer pensum, som han kalder det.

10 hurtige om at være flyttet til Indre By

At skrive “10 hurtige” i overskriften er måske på grænsen til falsk reklame. Der er i hvert fald ikke så meget fart over de ti punkter – jeg fatter mig sjældent i korthed, men jeg har nu boet i Indre By siden midten af juli, tiden flyver afsted, og imens den har gjort det, har jeg gået og skrevet på de her punkter. Mit år på Nørrebro var afklippede jeans, fadøl, skødesløst hår, brune Birkenstock sandaler og (næsten) alle de bedste mennesker i mit liv inden for en radius af to kilometer. Nu bor jeg så i Indre By, hvor min nærmeste kiosk er 7-Eleven på Nørreport, køen til Arch er min nabo og lyden af en “fed BMW”, der gasser op ned mod Torvehallerne, er soundtrack til min hverdag. De afklippede jeans og de brune Birkenstock er selvfølgelig kommet med herind, men der er altså bare noget, der er anderledes ved at bo i Indre By.

– Hvor jeg førhen, da jeg boede på Nørrebro, helt sikkert har været larmen, når jeg er gået sent hjem fra Nørre Bodega, bruger jeg nu usandsynligt meget stemmebåndsaktivitet på at tale om larmen. Det er faktisk på et niveau, hvor min mor linker artikler til mig, der handler om ældre mennesker, der bor i mit område, og sender støjklager til kommunen. Men øhm, kom drenge, vi tager på Arch!

– Jeg tør (næsten) ikke købe en ny cykel, selvom jeg virkelig mangler en, for er der noget, jeg ikke orker at stå og bande over nede ved Nørreport, så er det en stjålet cykel. Den statistik skal jeg bare ikke være en del af.

– Selvom larmen er lidt hidsig af og til (Fireball af Pitbull på fuld tryk fra en Heineken festbus er lidt hård, når man ligger og sveder tømmermænd lørdag formiddag), gør byens puls noget ved mig. Jeg vil nok ikke gå efter at bo i Indre By igen, for jeg savner følelsen af at have et lokalområde, men jeg kan godt lide at bo i lyden af storby. Hvor findes den perfekte blanding af de to? Vesterbro?

– Inventarlisten på min hylde i køleskabet siger lige nu havredrik, Thise urmælk, Thise vesterhavsost, Kærgården, økologisk rugbrød, God Morgen appelsinjuice og et bundt frisk bladselleri. Og en billig rosé, men det er lidt snyd, for den havde jeg med fra Nørrebro.

– Der ligger en pøl af indtørret opkast til højre for trappen ind til min opgang.

– Sonny er ved at blive lidt af et stamsted for mig, altså denne dér “bloggercafé” nede i Rådhusstræde. Jeg vil ikke engang skamme mig over det, for de laver rent faktisk en interessant avocadomad med langt mere spark i end så mange af de andre caféer i Indre By. Og deres citronlemonade med timian er min nye ting. Måske vi også skulle tage at holde op med at label ting som “bloggerting”, som om det er noget dårligt.

– Der er langt til alt, og alting er tæt på.

– Med mit tiltagende antal besøg på førnævnte café bliver jeg eksponeret en del for de dér cool piger, der kun snakker om, hvor sejt et eller andet nyt projekt, de har startet, er (drømmer totalt meget om at blive én af dem). De cool piger går selvfølgelig i (endnu mere) cool sneaks (end mig), og jeg er røget direkte tilbage i min sneakerafhængighed, dog uden at have bukket under for den (endnu). Men jeg skal gerne indrømme, at det er møg hamrende svært. Opdatering: Siden jeg skrev dette punkt for en måned siden er det blevet til to nye par sneakers. Jeg forstår godt, hvis nogen ikke tager mig seriøst, for jeg tager så tydeligvis heller ikke mig selv seriøst.

– Prisen på to-go kaffe har kureret min craving for det fuldstændig, og selv siddende på en café er jeg begyndt at bestille noget andet. I hvert fald 7 ud af 10 gange. Jeg savner min faste bestilling hos Riccos i Stefansgade. Det er også, som om kaffe i Indre By smager mere af mælk end kaffe?

– Jeg har været med roomie på indløb i Torvehallerne. For at købe pil-selv rejer. Og fritter. Med trøffelmayo. Festmåltidet havde også hvidvin på bordet. Er der nogen, der gider trække mig op på bodegavognen igen, inden det stikker helt af? Opdatering: Jeg har fået et bekendtskab, der bor ude i mit gamle hood på Nørrebro, og er derfor igen at finde på mine stambarer.

The list: September 2018

I starten af året startede jeg denne serie, som så ikke blev helt så konsekvent, som planen var, men sådan er det også at gå i gang med at løbe. Nogen gange kommer man ikke afsted. Jeg har til gengæld tænkt mig at tage fat i den igen, og har en masse gode udgivelser til jer i dette september issue af the list. Ligesom de andre gange er I selvfølgelig velkomne til at byde ind med jeres egne bud på udgivelser, det er værd at tjekke ud i denne måned eller resten af året. Hvis jeg skal fremhæve nogle favoritter, må det være Lovleg under ‘Film & serier’, Van Gogh udstillingen på Arken og RK Kolding i musiksektionen, men håber selvfølgelig, I læser med hele vejen.

Film & serier:

Lovleg er NRK’s nyeste skud på stammen af ungdomsserier, og handler om Gunnhild, som flytter på kollegie og skifter skole for at komme væk fra de kedelige håndboldspillende unge i hendes hjemby. Hun er på alle måder socialt akavet, men har samtidig ben i næsen, og der er noget ved hende, som minder mig om mine egne akavede teenageår og kampen om at finde en gruppe at passe ind i. Serien kan allerede streames på dr.dk eller ses i bidder ligesom SKAM på seriens egen side lovleg.p3.no.

Lykke-Per af Bille August havde premiere 30. august, og har ikke været til at undgå i medierne, hvorfor jeg egentlig var lidt betænkelig ved at inkludere den her, men måske der er noget om snakken. Filmen er baseret på Henrik Pontoppidans klassiske roman af samme navn, og som litteraturinteresseret er det da lidt spændende, at Bille August har lavet en film baseret på en så stor klassiker. Kogt ned til få ord handler filmen om at skabe et liv, der adskiller sig fra dét, man kommer fra, og det i sig selv har vakt min interesse.

Udstillinger:

Van Gogh på Arken var jeg inviteret ind at se forud for udstillingens åbning i weekenden. Kurator Dorthe Juul Rugaard førte os gennem udstillingen, og fortalte undervejs om Van Goghs liv, som jeg simpelthen er så fascineret af. Hans sind har været så uhyggeligt, men hans kreativitet og måde at forholde sig til farver og motiver er så medrivende. Det er enormt fascinerende, og jeg har virkelig lyst til at besøge udstillingen igen. Den løber heldigvis helt indtil 20. januar 2019, og er en unik samling af malerier, tegninger og citater, som aldrig før har været udstillet i Danmark.

Bøger:

Alt hvad du ejer af Caspar Eric udkom godt nok i midten af august, men fordi jeg ikke udgav en liste om august, kommer den med her. Der er meget få mennesker, jeg betragter mig selv som fan af, men Caspar Erics forfatterskab har jeg været opslugt af siden hans første udgivelse, som kom midt i min gymnasietid. Jeg var så betaget af skrivestilen, emnerne og hans beskuelse af dem, at jeg faktisk bad min dansklærer om at inkludere hans første digtsamling i undervisningen, og det lykkedes! Min dansklærer var super sej. Jeg fik Alt hvad du ejer i fødselsdagsgave, men har desværre ikke læst den endnu, da jeg lige har en roman, jeg skal læse færdig til et samarbejde med Gyldendal først, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil finde den både smuk og interessant.

Transformer af Linda P er ikke umiddelbart en bogform, jeg ville tage ned fra hylden hos boghandleren, men jeg så for nylig tilfældigt et klip fra et interview med Linda P, som vækkede min interesse, fordi det var snak om eksistens og identitetsdannelse – blandt andet hvordan hun blev “den sjove lebbe”, og det er vist ikke nogen hemmelighed, at identitetsdannelse interesserer mig en hel del, så bogen har vakt min interesse, fordi jeg har en fornemmelse af, at Linda P har noget på hjertet og livet, jeg kan blive klogere af at læse. Bogen er en udviklingshistorie om tiden før og efter et sammenbrud på Skanderborg Festival, om sprut, stoffer og sex, om svigt og “omkostningerne ved at tabe sig selv af syne“.

Musik:


RK Kolding er helt ny i mit musikkartotek, men har med sin første udgivelse, albummet Fluid, virkelig printet sig fast, og sangen ‘Dive’ har rumsteret i mit hovede siden første gang, jeg blev gjort opmærksom på den. Musikken har et virkelig lækkert lydunivers, som kombineret med en god stemme og fine tekster lover sindssygt godt. Det er altid svært for mig at definere, hvorfor noget (ny) musik er værd at lytte til, så måske ordene herfra bare skal være, at det er værd at give et lyt.

Chinah er ude med en ny single, og har i den forbindelse (endelig) annonceret et debutalbum, som er sat til at lande i november. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg har læst mig til, at Chinah går efter et musikalsk retningsskifte, at jeg synes de to nye singler (de udgav ‘Yeah Right’ tilbage i juni måned) lyder anderledes, end hvad, jeg synes, er en klassisk Chinah lyd som på ‘Away From Me’ fra 2016, men det lyder i hvert fald nyt. For mig er det dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, og jeg er meget spændt på debutalbummet.

Er den der, hvis du ikke ser den? Diskriminationen?

Reklame for Københavns Kommune

Jeg hører det tit og i mange afskygninger. At det ikke længere er et problem at være LGBT+ person. I hvert fald ikke i Danmark. At nu er vi jo i 2018, lovgivningen er på vores side, og flydende seksualitet og køn er ligesom bare noget, vi som samfund har accepteret, så der er hverken noget at være bange for eller ked af længere. Når jeg hører dét, kommer jeg nogle gange til at tillægge mig selv skylden for, at jeg i sin tid, i mit første forhold med en pige, betvivlede, om vi kunne holde om hinanden eller kysse, når vi gik på gaden, handlede ind, drak øl eller gik på museum. Jeg vendte det indad, og blev ved at spørge mig selv, om det så i virkeligheden ikke var mig, der havde et problem med det? I dag ved jeg godt, at de tanker har handlet om en frygt for at modtage reaktioner fra fremmede mennesker, og frygten er der stadig af og til. Reaktioner er der desværre også. Det er alt fra de små ting som at få ladede spørgsmål fra fulde mennesker på barer, til de større episoder, hvor frygten bliver virkelig. Det bliver den, når en mand ser vredt på min daværende kærlighed og jeg, og går truende omkring på fortovet, imens han laver grimasser, der viser hans afsky. Vi gjorde ikke andet end at holde om hinanden ligesom så mange andre par på vej hjem fra bar på Nørrebrogade. Frygten bliver virkelig, når jeg går sammen med min ven og hans kæreste, og en gruppe unge i Indre By råber efter mig, hvorfor jeg gider gå i byen med to bøsserøve? Frygten bliver virkelig, når mennesker, jeg holder af, fortæller mig, at de er blevet spyttet efter på gaden.

Desværre er det den slags hændelser, der er så almindelige, at jeg har lært at gå videre fra dem uden at se mig tilbage. Det gør jeg helt klart også ubevidst for min egen sikkerheds skyld. Men det er jo forkert ikke at råbe højt om, at det ikke er okay. For nylig blev jeg fortalt om en hændelse, som gjorde mig så vred og ked af det, at jeg ville ønske, jeg havde været der, så jeg kunne have sagt eller gjort noget. Et menneske, jeg holder utroligt meget af, kunne ikke blive lukket ind på en bar i København, fordi de ikke ville have “sådan en som hende” derind. Og der var ingen, der sagde noget til det.

Jeg ved ikke, om det er, fordi vi som samfund har lukket øjnene for, at diskrimination af LGBT+ mennesker stadig sker, måske i troen om at det i dag ikke længere er, eller kan være, et problem at være del af en minoritetsgruppe. Jeg ved, at en del af min egen mangel på evne til at sige fra handler om frygt. Og det i sig selv er incitament for at gøre noget. Jeg har haft min tvivl på, om jeg turde være LGBT+ talerøret i denne kampagne, Københavns Kommunes “Trygt Natteliv i København” kampagne. Men vi er bare tydeligvis ikke nået dertil, hvor vi skal være i vores behandling af og samtale om LGBT+ personer. Det er ikke godt nok, og derfor er jeg endt med at trodse min frygt og sige ja til at være en del af kampagnen, både for at gøre opmærksom på, at diskriminationen stadig sker, og for at opfordre til i fællesskab at lukke munden på diskriminationen. Der er tydeligvis brug for det, og jeg håber sådan, at endnu flere mennesker aktivt vil tage stilling til, hvordan vi behandler hinanden i nattelivet.

Københavns Kommune har udformet tre konkrete råd til at bekæmpe diskrimination i nattelivet, og disse kan læses her.