10 hurtige om Ondt i røven på Tv2 Play

Fotograf: Nicolai Lok

Den seneste uge har jeg hver morgen tjekket min Tv2 Play app som det første, fordi jeg har været så grebet af den nye serie, Ondt i røven, som ligesom Skam har lagt et nyt klip op om dagen, cirka i hvert fald, at jeg har set den på telefonen. Serien er en coming-of-age-fortælling om unge Tessa, der flytter ind i et kollektiv på Nørrebro i København. Her bliver hun, med hendes egne ord, “konfronteret” med forskellige personligheder, der alle udfordrer hende, og lærer hende nyt om andre og sig selv. Jeg har undervejs, imens jeg har set serien, skrevet små reaktionsnoter på min telefon, og her er ti af dem samlet i en liste:

1. Eiijjjj, er der andre end mig, der hører Beatrice Eli?

2. Fuck hvor jeg savner at bo på Nørrebro.

3. Jeg vil også have en “How Dare You Assume I’m Straight” t-shirt!

4. Okay, nu bliver det meget 23-år-gammel-bor-på-Nørrebro. Planter overalt i vindueskarmen, vegansk/vegetarisk livsstil, glimmerfest, nøgen-træf på Badeanstalten og menstruationskop.

5. Gud, dem har jeg set før. Og dem! Ej, dem har jeg også set før. På datingapps. Og på Nørre Bodega. Og et par andre Nørrebro bodegaer. Årh, og en af mine yndlingsaktivister sidder lige dér. Vent, har jeg boet i deres baglomme måske?

5. Hvordan får jeg selv et queer fællesskab på sådan en helt naturlig måde? Snubler man bare over hinanden på gaden, og så er der fest og farver i et kollektiv nogle måneder senere?

6. Ååååh, hvor skal vi altså stoppe med at gå ud fra, at nogen er gået forkert baseret på udseende, eller holde nogen udenfor, fordi de ikke passer ind på vores selvskabte parametre.

7. Har nogen smuglyttet til mine tanker eller overvåget mig? Jeg har været Tessa. Tessa har været mig. Jeg er stadig lidt Tessa nogen gange. Lige med undtagelse af de uheldige kommentarer, hun får sagt i de første par afsnit. Der er jeg mere en google-beforehand- eller tage-folk-for-dét, de-selv-udstråler-kinda-gal.

8. Det er jo dét, jeg siger – et glas mælk, når man kommer hjem eller “hjem”, er bare godt altså. Hvorfor bliver der altid grint lidt af det? Haha.

9. Okay, nu får jeg helt paranoia. Kinder mælkesnitter? Dem havde jeg tit i mit køleskab, da jeg boede på Nørrebro, og spiste dem ikke altid alene .. Lighederne og tilfældighederne er virkelig mange i denne her ellers korte serie.

10. Ooooog nu falder der en tåre ned på min t-shirt, og dér triller en mere ned ad min kind. “Du skal nok finde et sted, hvor du føler, du passer ind”.

I finder serien på Tv2 Play her og på Instagram her. Og så har jeg i øvrigt lavet en playliste på Spotify med de sange fra serien, jeg har kunne finde:

5 trin til en mindre, men bedre og mere tilfredsstillende, bæredygtig garderobe

Fordi jeg læser mange nyheder, og holder mig opdateret på flere debatter, har jeg selvfølgelig også læst en del, der angår tøjforbrug, klima og bæredygtighed. Det berører mig meget, og har sat et hav af tanker i gang hos mig, specielt i forhold til mit virke som blogger, instagrammer, influencer, you name it. Nu er det ikke det mest populære at være aktivistisk inden for noget som helst, fordi aktivisme ofte forbindes med vrede, og vrede ofte afføder mere vrede, men så er det godt, at jeg hverken er vred, eller ønsker popularitet. Jeg undrer mig blot over, at emnet ikke får mere plads hos mennesker, der har, eller kan have, en stemme, uanset lille eller stor, i den offentlige debat, og hvis jeg kan gøre mit for at “undervise” i emnet på mine kanaler, eller blot give anledning til nye tanker og samtaler, er det selvfølgelig dét, jeg skal.

Derfor kommer her fem trin, jeg selv har gjort og gør brug af på vejen til en mere bæredygtig garderobe. Intet af følgende er ment som en opsang, og jeg er på ingen måde heller selv hverken hellig eller et dydsmønster på området. For mig er det hele en læringsproces, som sker i takt med at bryde vaner, og erhverve ny viden.

PS: Jeg ved godt, at det bedste ville være, hvis vi alle gik over til kun at købe genbrug, men de her fem trin kan betragtes som måder også at forholde sig til tøjforbrug.

1. Change of mind(set)

Hvad er det næste nye, og hvordan får jeg fat i det? Det var i mange år helt naturligt for mig at tænke sådan, fordi jeg gik utroligt meget op i min stil og mit udtryk. Jeg kunne bruge timevis på Instagram om aftenen i forsøg på at knække koden til, hvordan jeg kom til at se enten sådan eller sådan ud, og det resulterede ofte i lister med items, jeg bare måtte eje. Det var først, da jeg reflekterede over, hvorfor jeg havde sat mig selv i den, økonomisk ret belastende, mølle, at det gik op for mig, at det desværre ikke kun handlede om en passion for at udvikle et stilmæssigt udtryk, men også handlede rigtig meget om, hvilken slags pige jeg gerne ville være i andres øjne. Det var fuldkommen logik for mig, at jeg selvfølgelig ville blive både mere glad og sejere i andres øjne af at eje diverse items. Sådan tænker jeg heldigvis ikke mere. Ikke fordi jeg nægter mig selv at købe noget nyt nogensinde, for der er klart en enorm selvtillid i at være glad for sit udtryk, men jeg er meget bevidst om, hvad jeg køber, mængden af det, hvorfor lysten til at købe opstår, og hvorvidt jeg mangler/har brug for de pågældende ting.

I min optik er der rigtig mange bloggere og influencers, der bevidst og/eller ubevidst bidrager til en køb-mere-af-alt-det-nye-kultur. Jeg har også selv været skyldig i det. Fashion-industrien er jo bygget op omkring, at der skal købes, når der kommer nyt, og der kommer nyt hele tiden. Det er sådan, pengene kommer ind. Når bloggere/influencers formidler de nye items og kollektioner videre til vores “publikum” bidrager vi direkte og/eller indirekte til den købsmentalitet. Det er jo i mange tilfælde også sådan, pengene kommer ind for os. Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev bedre til at gå forrest, når det kommer til at rådgive forbrugerne frem for på stærk vis blot at styrke en industri, der producerer alt for meget, og er en stor klimasynder.

Budskab: Du er hverken mere eller bedre menneske qua din personlige stil eller indholdet af din garderobe. At gøre mange nye køb rigtig ofte er hverken dyb eller langvarig glæde. Klimaet lider under vores køb-nyt-og-køb-meget mentalitet.

2. Forbrugerbevidsthed

Det er pokkers svært at finde hoved og hale i, hvor det er bedst at købe sit tøj. Hvilke brands støtter op om bæredygtighed, og hvor bæredygtige er de brands egentlig, når det kommer til stykket? Hvad med de brands, der støtter gode mærkesager? Er det okay at købe tøj derfra, når bare det er politisk bevidst? I flere år er snakken gået på, hvordan H&M brænder tøj i tonsvis, producerer tøj under dårlige forhold, og i øvrigt har omfattende transport af varer, der også går ud over klimaet. Men samtidig har de indgået et samarbejde med WWF om at blive en klimapositiv kæde inden år 2040, inklusiv underleverandører. Det kan være ret svært at bedømme, hvor man skal stille sig. Jeg indrømmer gerne, at jeg køber tøj fra blandt andet Weekday, Arket og & Other Stories, som jeg i øvrigt også samarbejder med. Alle de brands er en del af H&M group. Det har jeg tænkt meget over, hvordan jeg skal forholde mig til, med førnævnte informationer in mente. Indtil videre er det for mig først og fremmest blevet til at købe mindre i det hele taget. Derudover er jeg begyndt at orientere mig mere i diverse mærkers CSR (corporate social responsibility) for at vide mere om produktionen bag brandet, og hvorvidt der er lagt en strategi for ansvarlig produktion og reducering af klimabelastningen.

Tip: Køb mindre. Når du køber, køb da i fysiske butikker, så dine varer ikke skal transporteres yderligere. Køb varer, der er produceret inden for Europas grænser, eller så tæt på Danmark som muligt, allerhelst i Danmark selvfølgelig. Køb tøj af ordentlige materialer, som er langtidsholdbare. Fokuser dine køb hos brands, der producerer få og mindre kollektioner, og i øvrigt har taget stilling til bæredygtighed og klima i deres CSR.

3. Et synligt garderobesystem

For at gøre mest brug af det tøj, man har, har jeg erfaret, at det hjælper at have tøjet fremme. På den måde hober tøjet sig ikke op i skuffer eller skabe, der aldrig bliver åbnet, og følelsen af at have brug for nyt tøj opstår ikke på samme måde, når man har et godt system og et godt brug af det tøj, man har. Det bliver dermed også ekstra tydeligt, hvad man ikke får brugt, fordi man konfronteres med det hver dag, og hurtigere kan lægge det til side til genbrug. Jeg bruger selv OMAR systemet fra IKEA, som kan samles på lige den måde, man har lyst til.

Tip: Sorter efter både kategori og farve. Jeg har bukser hængende forrest, koordineret efter farve, dernæst kommer trøjer og t-shirts, også koordineret efter farve. Hættetrøjer hænger bagerst, fordi de fylder mere. På den måde overser jeg ikke tøj, jeg kunne have stor gavn af, hvis det var mere synligt. Og igen, hænger der altid fire rene, hvide bluser, er det nok, fordi jeg har fire hvide bluser for meget. Så skal de enten sælges videre eller gives til velgørenhed.

4. Ryd ud, skær ind til benet, start forfra

Dette trin er jeg langt fra selv færdig med, men jeg har en idé om, at det virkelig batter. Måske der skal noget Marie Kondo ind over også. Det handler i hvert fald om at skære ind til benet. Hvad har jeg brug for, hvad bruger jeg mest, hvad er rart, og hvad gør mig selvsikker og glad?

Jeg studsede over, at jeg før skrev hættetrøjer. Det er jo, hvis man lige stiller det helt firkantet op, overflod at have mere end én hættetrøje. Jeg ved ikke, om jeg vil stille det op så sort/hvidt, men det handler om at tænke over, hvad man egentlig har brug for? Og hvad bruger man rent faktisk? Sådan en runde er jeg nødt til at gå i min garderobe, og jeg overvejer lidt (meget) at gøre det til en video på YouTube, fordi jeg har en forhåbning om, at vi kan inspirere hinanden til at blive mere bæredygtige. Det behøver jo ikke kun handle om begrænsninger, men også om muligheder.

Budskab: Med overblik over, hvad man har, må det også være nemmere at få god brug af det. En overflodsgarderobe gavner ingen. Lad os overveje, hvad vi egentlig har brug for.

5. “Havde du ikke også den på i går/sidst vi var ude?”

Jeg er kæmpe vanemenneske, fordi jeg trives i det forventede, så er der noget, jeg godt kan lide, knytter jeg bånd til det, og bruger det ofte. Det er ikke utænkeligt for mig at have den samme striktrøje på hver dag i fjorten dage, men jeg skal minde mig selv om, at det er okay, fordi jeg i folkeskolen ofte blev spurgt, om ikke jeg havde haft det samme tøj på dagen før, på denne dér fordømmende måde kun børn kan spørge. I dag kommer presset nok i højere grad fra Instagram, hvor det vrimler med influencers, der har noget nyt på hver dag, ja, måske endda flere gange om dagen. Det skaber jo den mentalitet, at vi skal have noget nyt for at imponere både os selv og andre, men altså, if it ain’t broke, don’t fix it.

Budskab: Jo, jeg havde også de her bukser og denne her strik på i går, men jeg har fulgt trin 1, 2 og 3, og købt noget godt og langtidsholdbart, som jeg er virkelig glad for, og jeg vil glæde mig over det HVER DAG, og poste seks forskellige Instagram billeder af mig i mit bedste, bæredygtige outfit, så alle kan se, at det kan se godt ud at være lidt klimabevidst.

Forbrugerrådet Tænk har sat tanker i gang hos mig

Reklame for Forbrugerrådet Tænk:

Som I har kunne se på min Instagram-profil, har jeg på det seneste forsøgt at lave lidt om i mine hverdagsrutiner, hvad angår madindkøb. Jeg flyttede hjemmefra for lidt mere end to år siden, men har endnu ikke formået at skabe en god rytme i forhold til planlægning af indkøb og måltider. Det har resulteret i, at jeg hver måned har haft uhensigtsmæssigt høje udgifter til klatkøb, on the go løsninger og take away. Derudover har det faktisk været lidt en stressfaktor i min hverdag, det her med ikke at få købt ordentligt ind, og det hele er jo en ond spiral, for når jeg ikke har fået købt ordentligt ind, har jeg heller ikke mad i køleskabet, og så er det efter en lang dag bare nemmest lige at bestille noget. Jeg bliver faktisk helt ærgerlig, når jeg tænker på, hvad alle de penge ellers kunne være gået til, og hvordan min økonomi kunne have set ud, hvis jeg havde planlagt det hele lidt bedre. Men! Bedre sent end aldrig, som man siger.

Forbrugerrådet Tænk har i forbindelse med projektet ‘Tyg på det’ udgivet en række gode råd til, hvordan man kan spare penge på mad og indkøb, men stadig spise god mad, og det er dem, jeg har brugt i mit lille projekt om at have et fast beløb til rådighed til mad – 250 kr. til fem dage. Den største ændring, jeg har lavet, er klart det med planlægningen, specielt i forhold til aftensmad. Det hjælper så meget på strukturen i min uge, at jeg har handlet ind om søndagen, og ved, hvad jeg skal lave til aftensmad de forskellige dage. På den måde undgår jeg at stå i situationen, hvor take away er det nemmeste. Jeg har faktisk tidligere forsøgt at blive bedre til det med aftensmad, så jeg har egentlig bare taget nogle måltider fra dengang, sat dem ind i en madplan, og sørget for at handle ind på en måde, hvor jeg anvender den samme råvarer til flere forskellige måltider i løbet af ugen. Jeg gør desuden det, at jeg laver portioner, der giver aftensmad til to dage, for jeg synes sgu, det er lækkert med rester.

Min madplan for de fem dage ser således ud:

Morgenmad: Skyr med müsli (her betragter jeg müsli som en basisvare, jeg har “på lager”)

Frokostmulighed 1: Rugbrødsmadder med pålæg (for eksempel avocado, ost, leverpostej med acier, hamburgerryg, hytteost og tomater)

Frokostmulighed 2: Salat bestående af babyspinat, avocado, peberfrugt, tomater, agurk, kapers og tun på dåse (for det meste en basisvare, jeg har “på lager”).

Aftensmad:

Mandag & tirsdag: Kødsauce med spidskål i stedet for pasta (ikke fordi jeg ikke “må” spise pasta ud fra en tanke om at holde mig slank, men fordi min mavse ikke er så glad for pasta, og fordi spidskål er super nice)

Onsdag & torsdag: Kyllingebryst (køber en pakke med to, så jeg har ét til hver af de to aftener) og spidskålssalat med peberfrugt, agurk, tomater og salattern. Her kan selvfølgelig snildt tilføjes kartofler, men igen – min mavse er ikke så glad for det.

Fredag: Omelet med tomater, babyspinat og revet ost. Ristet rugbrød med smør og salt ved siden af, så jeg bliver ordentligt mæt, inden jeg skal ud og drikke øller.

Mellemmåltider: Bananer, peberfrugt, gulerødder, knækbrød (basisvare, jeg altid har) med peanutbutter (basisvare, jeg altid har), ost eller andet pålæg.

OBS: Det kan måske virke, som om jeg har lagt en über sund madplan, men det er egentlig ikke intentionen, at det skal være kaloriefattigt. Madplanen er helt enkelt bare et billede på,  hvordan jeg spiser, når jeg selv laver mad. Jeg spiser sjældent slik, men er et kæmpe snackmonster, og er vild med at spise chips (gerne med dip), men har i denne her plan udeladt det, fordi det for mig går i kategorien “klatkøb”, og dem har jeg jo forsøgt at undgå for at forbedre min økonomi.

Det gode ved en madplan som denne er også, at det er nemt at bytte lidt rundt på tingene, hvis jeg for eksempel ikke er hjemme til frokost den ene dag eller aftensmad den anden dag. Resterne kan jo spises til frokost, og ligeledes kan rugbrødsmadder spises til aftensmad. Begge dele kan desuden tages med på farten, og det sparer mig godt nok også for en del penge ikke at købe on the go løsninger. Noget andet, jeg har lagt mærke til, at jeg er slem til at købe, er drikkevarer. Især sodavand. Det gik op for mig forleden, da jeg handlede ind, at det virkelig er en vane for mig, at jeg da lige skal have sodavand til min aftensmad. Det er godt nok dyrt i længden.

Alt det her virker måske indlysende for nogen, og det er egentlig også ret simpelt, når det er sat op sådan her, men det er min erfaring, både fra min egen hverdag og fra veninders, at det er lettere sagt end gjort, og at der i praksis skal en del til at overholde sådan et program.

Jeg skal forresten lige huske at nævne, at du på Tyg på dets Facebookside kan finde endnu flere tips til, hvordan du kan få god mad uden at bruge for mange penge, og der er også 500 kr. til et valgfrit supermarked på højkant. Og – hvis I selv sidder inde med gode tips, kunne det være fedt, hvis I deler dem i kommentarerne, så vi alle kan få glæde af dem!

Tårekanalen: Amalie Wessel – The Minds of 99

Lyt til podcasten her.

Jeg har allerede delt det på min Instagram, en del faktisk, men nu ville jeg altså også lige skrive et blogindlæg om det, så nyheden og link til podcasten ligger fast som et indlæg her på bloggen også. Det var med som pluspoint i en udgave af ‘Ugens plus – & minuspoint’ for nylig, at jeg var blevet bekræftet som gæst i en af mine yndlingspodcasts, og at jeg nok snart skulle afsløre hvilken. En af jer skrev faktisk en kommentar til det indlæg, og gav udtryk for virkelig at ønske sig, at det var Tårekanalen, jeg skulle være gæst i. Sådan noget får jeg kæmpe optur over, for det er bare så fedt, at en af jer havde tænkt, at det ville være et godt match. I dagene op til dagen hvor jeg skulle optage afsnittet sammen med Rikke Collin, som er vært på podcasten, glædede jeg mig så meget, at jeg begyndte at få paniktanker om alle mulige scenarier, der kunne forhindre, at vi skulle optage. Sådan bliver jeg, når noget virkelig er vigtigt for mig, og i ren afmagt drak jeg mig småfuld i fadøl aftenen før, hvilket jo absolut var at lege med ilden. Men vi fik altså optaget et afsnit på lidt over en time om (noget af) dét, der rører mig til tårer, om film, hjertesorg, hjertesorg på festival, lyrik, musik og selvfølgelig The Minds of 99. Vi nåede slet ikke at snakke om alle de numre, der har rørt mig til tårer, for jeg har mange ord, men jeg indsætter dem herunder. I podcasten snakker vi særligt om en oplevelse, jeg havde, til den akustiske version af Hurtige Hænder på Roskilde Festival i sommer, hvor The Minds of 99 spillede på Orange Scene. Vi snakker også om forelskelse, om at føle sig anderledes og om min medvirken i De Perfekte Piger på DR3. I kan lytte til podcasten her.






Podcastanbefalinger #2

Det har rumsteret lidt rundt i mit hovede, hvorvidt jeg skulle lave denne her version af mine podcastanbefalinger – en queerversion. Kan man godt tale om queer uden at blive stemplet som “sådan en, der taler om queer”, og hvorfor vil jeg ikke være “sådan en, der taler om queer”? I min rumsteren er jeg kommet frem til, at det havde været helt fantastisk for mig at læse et blogindlæg som dette, da jeg gik i folkeskole, gymnasiet eller bare for et år siden. Eller nu. Så selvfølgelig skal jeg lave denne her version. Og udgive den. Og om du så selv sidder og er queer eller ej, håber jeg, at de her anbefalinger vil berige dig på den ene eller den anden måde.

Der er koblet et link på alle overskrifterne, så I kan klikke jer ind og lytte den vej, eller finde de forskellige podcasts på jeres foretrukne app.

Når fars pige er til piger (Radio24Syv)
Denne her podcast hørte jeg i efteråret, da den kom ud, og jeg har tænkt rigtig meget på den siden, fordi den meget fint belyser, hvordan det desværre kan være en rigtig svær samtale at fortælle om sin seksualitet, og at det kan trækkes ud til at være en svær samtale meget mere end én gang. Podcasten er en dokumentarserie, og handler om Katrine, der er blevet kærester med Camilla. Familien ved det ikke, og Katrine mærker særligt et behov for at få sin fars accept af det. I podcasten er vi med i fortællingen om, hvordan Katrine møder Camilla, hvordan Katrine selv har det med sin seksualitet og selvfølgelig problematikken omkring familiens accept. Ved de det godt, men siger bare ikke noget? Og hvorfor bliver der ikke sagt noget? På et tidspunkt i podcasten siger søsteren direkte, at Katrine ikke skal fortælle sin far om Camilla på familieferien, fordi det vil ødelægge turen for ham. Mere vil jeg ikke afsløre, men jeg vil gerne sætte den disclaimer på, at podcasten nok kan være lige dele god og svær at høre, hvis man selv står midt i frygten for ikke at blive accepteret af sin familie.

Tændt: Homoseksualitet – medfødt eller fri kærlighed? (P1)
Først og fremmest en kæmpe anbefaling af programserien Tændt, hvor hvert program belyser et emne inden for eller i forhold til sex. Det er lærerigt, oplysende, bekræftende og interessant. I dette program snakker vært Satie Espersen om homoseksualitet, og jeg var fanget allerede fra indledningen, hvor Satie indrømmer egen frygt for at komme til at tale om det på en forkert måde. Samtidig taler hun om vigtigheden i at lave programmet, fordi der stadig er så mange mennesker, der ikke vil give den plads. Homoseksualiteten. Programmet berører det psykologiske, biologiske og sociologiske aspekt af at være homoseksuel, og hvordan det føles at have en seksualitet, der er genstand for debatter, videnskabelige studier og radioprogrammer som Tændt på P1.

Tværs: På tværs af seksualitet (P3)
Dette afsnit af Tværs er sat op som et panel, hvor vi først hører paneldeltagernes egne historier om at “springe ud” for dernæst at høre dem besvare lytternes spørgsmål i forhold til at være homo- eller biseksuel. Programmet fangede mig især ved paneldeltageren Ninas fortælling om at føle sig i modstand over for dét at springe ud, men alle tre fortællinger og de emner, der tages op til diskussion i podcasten, er vigtige og lærerige. I det hele taget er Tværs en programserie, alle unge mennesker burde gøre sig selv den tjeneste at lytte til.

Tårekanalen: Moody – La Vie d’Adèle
Nu kender jeg Josefine Moody off the mic so to speak, og det er altid en lidt sjov oplevelse at høre nogen, man kender, tale i radioen eller på TV, men Josefine er en sjov og charmerende fortæller, så selvfølgelig skal det her afsnit af Tårekanalen anbefales. I afsnittet taler Josefine med vært Rikke Collin om filmen Blue Is The Warmest Color/Adèles liv/La Vie d’Adèle – kært barn har mange navne – en film, jeg ikke turde se, da den kom ud. Jeg gik i 2.g, franskholdet så den i biografen som en del af undervisningen, og kom tilbage chokerede og forfærdede. Det var i hvert fald min oplevelse, og jeg var ræd for, hvad det betød, at jeg havde lyst til at se den af egen fri vilje. Så jeg lod være. Senere hen har filmen fået stor betydning for mig, fordi den skildrer noget, jeg kan genkende mig selv i, og dét har vi mennesker brug for. Noget eller nogen at spejle os i.

Tårekanalen: Mads Axelsen – Call Me By Your Name
Jeg ved godt, at Call Me By Your Name har været på alles læber, og måske er der nogen, der er ved at være lidt trætte af at høre om filmen, men hvis du stadig ikke har set den – se den, vend tilbage og hør dette afsnit af Tårekanalen. Det er kærlighed, når det er bedst, og gør mest ondt. Mads Axelsen har så mange fine ting at sige om filmen, og er i det hele taget bare en fornøjelse at høre “på radio”. I afsnittet er der desuden inkluderet små lydklip fra filmen, og jeg bliver totalt sat tilbage i den stemning, filmen har, som gør mig helt øm om hjertet.

Politikens Poptillæg #90: Årets bedste (homo)film er fyldt med kådhed, knuste hjerter og kedelig sex
I forlængelse af førnævnte vil jeg anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, som også handler om Call Me By Your Name, og igen har Mads Axelsen i panelet. Programmet har med sin anmelderagtige facon en mere kritisk vinkel på filmen – for eksempel de flade sexscener og problematikken i, at der stadig panoreres væk fra sex mellem to mennesker af samme køn. Programmet zoomer dog også ud, og taler om filmens vigtighed i forhold til at vise queerkærlighed i en verden, hvor det desværre stadig er lidt af en begivenhed, når queerkærlighed bliver sat på dagsordenen af film, der rammer populærkulturen.

Politikens Poptillæg #94: Ærlige sexscener, ægte kærlighed – og aids
Apropos populærkultur vil jeg også anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, fordi det netop berører dét at have svært ved at se sig selv i populærkulturen, hvis man tilhører en minoritetsgruppe. Jeg synes selv, det kan være et næsten umuligt projekt at finde frem til de film, serier eller podcasts, hvor queerkærlighed er repræsenteret på en ikke-stereotypisk måde, og det er jo svært nok i forvejen at finde den repræsenteret overhovedet, så jeg synes, det her afsnit er så vigtigt. Forfatter Mads Ananda Lodahl taler nemlig om netop det i anledning af den franske film ‘120 slag i minuttet’ (som jeg mangler at se), og kommer i øvrigt med forslag fra sit eget queer pensum, som han kalder det.