Podcastanbefalinger #2

Det har rumsteret lidt rundt i mit hovede, hvorvidt jeg skulle lave denne her version af mine podcastanbefalinger – en queerversion. Kan man godt tale om queer uden at blive stemplet som “sådan en, der taler om queer”, og hvorfor vil jeg ikke være “sådan en, der taler om queer”? I min rumsteren er jeg kommet frem til, at det havde været helt fantastisk for mig at læse et blogindlæg som dette, da jeg gik i folkeskole, gymnasiet eller bare for et år siden. Eller nu. Så selvfølgelig skal jeg lave denne her version. Og udgive den. Og om du så selv sidder og er queer eller ej, håber jeg, at de her anbefalinger vil berige dig på den ene eller den anden måde.

Der er koblet et link på alle overskrifterne, så I kan klikke jer ind og lytte den vej, eller finde de forskellige podcasts på jeres foretrukne app.

Når fars pige er til piger (Radio24Syv)
Denne her podcast hørte jeg i efteråret, da den kom ud, og jeg har tænkt rigtig meget på den siden, fordi den meget fint belyser, hvordan det desværre kan være en rigtig svær samtale at fortælle om sin seksualitet, og at det kan trækkes ud til at være en svær samtale meget mere end én gang. Podcasten er en dokumentarserie, og handler om Katrine, der er blevet kærester med Camilla. Familien ved det ikke, og Katrine mærker særligt et behov for at få sin fars accept af det. I podcasten er vi med i fortællingen om, hvordan Katrine møder Camilla, hvordan Katrine selv har det med sin seksualitet og selvfølgelig problematikken omkring familiens accept. Ved de det godt, men siger bare ikke noget? Og hvorfor bliver der ikke sagt noget? På et tidspunkt i podcasten siger søsteren direkte, at Katrine ikke skal fortælle sin far om Camilla på familieferien, fordi det vil ødelægge turen for ham. Mere vil jeg ikke afsløre, men jeg vil gerne sætte den disclaimer på, at podcasten nok kan være lige dele god og svær at høre, hvis man selv står midt i frygten for ikke at blive accepteret af sin familie.

Tændt: Homoseksualitet – medfødt eller fri kærlighed? (P1)
Først og fremmest en kæmpe anbefaling af programserien Tændt, hvor hvert program belyser et emne inden for eller i forhold til sex. Det er lærerigt, oplysende, bekræftende og interessant. I dette program snakker vært Satie Espersen om homoseksualitet, og jeg var fanget allerede fra indledningen, hvor Satie indrømmer egen frygt for at komme til at tale om det på en forkert måde. Samtidig taler hun om vigtigheden i at lave programmet, fordi der stadig er så mange mennesker, der ikke vil give den plads. Homoseksualiteten. Programmet berører det psykologiske, biologiske og sociologiske aspekt af at være homoseksuel, og hvordan det føles at have en seksualitet, der er genstand for debatter, videnskabelige studier og radioprogrammer som Tændt på P1.

Tværs: På tværs af seksualitet (P3)
Dette afsnit af Tværs er sat op som et panel, hvor vi først hører paneldeltagernes egne historier om at “springe ud” for dernæst at høre dem besvare lytternes spørgsmål i forhold til at være homo- eller biseksuel. Programmet fangede mig især ved paneldeltageren Ninas fortælling om at føle sig i modstand over for dét at springe ud, men alle tre fortællinger og de emner, der tages op til diskussion i podcasten, er vigtige og lærerige. I det hele taget er Tværs en programserie, alle unge mennesker burde gøre sig selv den tjeneste at lytte til.

Tårekanalen: Moody – La Vie d’Adèle
Nu kender jeg Josefine Moody off the mic so to speak, og det er altid en lidt sjov oplevelse at høre nogen, man kender, tale i radioen eller på TV, men Josefine er en sjov og charmerende fortæller, så selvfølgelig skal det her afsnit af Tårekanalen anbefales. I afsnittet taler Josefine med vært Rikke Collin om filmen Blue Is The Warmest Color/Adèles liv/La Vie d’Adèle – kært barn har mange navne – en film, jeg ikke turde se, da den kom ud. Jeg gik i 2.g, franskholdet så den i biografen som en del af undervisningen, og kom tilbage chokerede og forfærdede. Det var i hvert fald min oplevelse, og jeg var ræd for, hvad det betød, at jeg havde lyst til at se den af egen fri vilje. Så jeg lod være. Senere hen har filmen fået stor betydning for mig, fordi den skildrer noget, jeg kan genkende mig selv i, og dét har vi mennesker brug for. Noget eller nogen at spejle os i.

Tårekanalen: Mads Axelsen – Call Me By Your Name
Jeg ved godt, at Call Me By Your Name har været på alles læber, og måske er der nogen, der er ved at være lidt trætte af at høre om filmen, men hvis du stadig ikke har set den – se den, vend tilbage og hør dette afsnit af Tårekanalen. Det er kærlighed, når det er bedst, og gør mest ondt. Mads Axelsen har så mange fine ting at sige om filmen, og er i det hele taget bare en fornøjelse at høre “på radio”. I afsnittet er der desuden inkluderet små lydklip fra filmen, og jeg bliver totalt sat tilbage i den stemning, filmen har, som gør mig helt øm om hjertet.

Politikens Poptillæg #90: Årets bedste (homo)film er fyldt med kådhed, knuste hjerter og kedelig sex
I forlængelse af førnævnte vil jeg anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, som også handler om Call Me By Your Name, og igen har Mads Axelsen i panelet. Programmet har med sin anmelderagtige facon en mere kritisk vinkel på filmen – for eksempel de flade sexscener og problematikken i, at der stadig panoreres væk fra sex mellem to mennesker af samme køn. Programmet zoomer dog også ud, og taler om filmens vigtighed i forhold til at vise queerkærlighed i en verden, hvor det desværre stadig er lidt af en begivenhed, når queerkærlighed bliver sat på dagsordenen af film, der rammer populærkulturen.

Politikens Poptillæg #94: Ærlige sexscener, ægte kærlighed – og aids
Apropos populærkultur vil jeg også anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, fordi det netop berører dét at have svært ved at se sig selv i populærkulturen, hvis man tilhører en minoritetsgruppe. Jeg synes selv, det kan være et næsten umuligt projekt at finde frem til de film, serier eller podcasts, hvor queerkærlighed er repræsenteret på en ikke-stereotypisk måde, og det er jo svært nok i forvejen at finde den repræsenteret overhovedet, så jeg synes, det her afsnit er så vigtigt. Forfatter Mads Ananda Lodahl taler nemlig om netop det i anledning af den franske film ‘120 slag i minuttet’ (som jeg mangler at se), og kommer i øvrigt med forslag fra sit eget queer pensum, som han kalder det.

The list: September 2018

I starten af året startede jeg denne serie, som så ikke blev helt så konsekvent, som planen var, men sådan er det også at gå i gang med at løbe. Nogen gange kommer man ikke afsted. Jeg har til gengæld tænkt mig at tage fat i den igen, og har en masse gode udgivelser til jer i dette september issue af the list. Ligesom de andre gange er I selvfølgelig velkomne til at byde ind med jeres egne bud på udgivelser, det er værd at tjekke ud i denne måned eller resten af året. Hvis jeg skal fremhæve nogle favoritter, må det være Lovleg under ‘Film & serier’, Van Gogh udstillingen på Arken og RK Kolding i musiksektionen, men håber selvfølgelig, I læser med hele vejen.

Film & serier:

Lovleg er NRK’s nyeste skud på stammen af ungdomsserier, og handler om Gunnhild, som flytter på kollegie og skifter skole for at komme væk fra de kedelige håndboldspillende unge i hendes hjemby. Hun er på alle måder socialt akavet, men har samtidig ben i næsen, og der er noget ved hende, som minder mig om mine egne akavede teenageår og kampen om at finde en gruppe at passe ind i. Serien kan allerede streames på dr.dk eller ses i bidder ligesom SKAM på seriens egen side lovleg.p3.no.

Lykke-Per af Bille August havde premiere 30. august, og har ikke været til at undgå i medierne, hvorfor jeg egentlig var lidt betænkelig ved at inkludere den her, men måske der er noget om snakken. Filmen er baseret på Henrik Pontoppidans klassiske roman af samme navn, og som litteraturinteresseret er det da lidt spændende, at Bille August har lavet en film baseret på en så stor klassiker. Kogt ned til få ord handler filmen om at skabe et liv, der adskiller sig fra dét, man kommer fra, og det i sig selv har vakt min interesse.

Udstillinger:

Van Gogh på Arken var jeg inviteret ind at se forud for udstillingens åbning i weekenden. Kurator Dorthe Juul Rugaard førte os gennem udstillingen, og fortalte undervejs om Van Goghs liv, som jeg simpelthen er så fascineret af. Hans sind har været så uhyggeligt, men hans kreativitet og måde at forholde sig til farver og motiver er så medrivende. Det er enormt fascinerende, og jeg har virkelig lyst til at besøge udstillingen igen. Den løber heldigvis helt indtil 20. januar 2019, og er en unik samling af malerier, tegninger og citater, som aldrig før har været udstillet i Danmark.

Bøger:

Alt hvad du ejer af Caspar Eric udkom godt nok i midten af august, men fordi jeg ikke udgav en liste om august, kommer den med her. Der er meget få mennesker, jeg betragter mig selv som fan af, men Caspar Erics forfatterskab har jeg været opslugt af siden hans første udgivelse, som kom midt i min gymnasietid. Jeg var så betaget af skrivestilen, emnerne og hans beskuelse af dem, at jeg faktisk bad min dansklærer om at inkludere hans første digtsamling i undervisningen, og det lykkedes! Min dansklærer var super sej. Jeg fik Alt hvad du ejer i fødselsdagsgave, men har desværre ikke læst den endnu, da jeg lige har en roman, jeg skal læse færdig til et samarbejde med Gyldendal først, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil finde den både smuk og interessant.

Transformer af Linda P er ikke umiddelbart en bogform, jeg ville tage ned fra hylden hos boghandleren, men jeg så for nylig tilfældigt et klip fra et interview med Linda P, som vækkede min interesse, fordi det var snak om eksistens og identitetsdannelse – blandt andet hvordan hun blev “den sjove lebbe”, og det er vist ikke nogen hemmelighed, at identitetsdannelse interesserer mig en hel del, så bogen har vakt min interesse, fordi jeg har en fornemmelse af, at Linda P har noget på hjertet og livet, jeg kan blive klogere af at læse. Bogen er en udviklingshistorie om tiden før og efter et sammenbrud på Skanderborg Festival, om sprut, stoffer og sex, om svigt og “omkostningerne ved at tabe sig selv af syne“.

Musik:


RK Kolding er helt ny i mit musikkartotek, men har med sin første udgivelse, albummet Fluid, virkelig printet sig fast, og sangen ‘Dive’ har rumsteret i mit hovede siden første gang, jeg blev gjort opmærksom på den. Musikken har et virkelig lækkert lydunivers, som kombineret med en god stemme og fine tekster lover sindssygt godt. Det er altid svært for mig at definere, hvorfor noget (ny) musik er værd at lytte til, så måske ordene herfra bare skal være, at det er værd at give et lyt.

Chinah er ude med en ny single, og har i den forbindelse (endelig) annonceret et debutalbum, som er sat til at lande i november. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg har læst mig til, at Chinah går efter et musikalsk retningsskifte, at jeg synes de to nye singler (de udgav ‘Yeah Right’ tilbage i juni måned) lyder anderledes, end hvad, jeg synes, er en klassisk Chinah lyd som på ‘Away From Me’ fra 2016, men det lyder i hvert fald nyt. For mig er det dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, og jeg er meget spændt på debutalbummet.

Podcastanbefalinger #1

Nu har jeg nævnt det så mange gange, at på et eller andet tidspunkt kommer der noget om podcasts, og nu sker det endelig. Som med så meget andet kommer det til at køre som en serie, for der er simpelthen for mange gode podcasts i podcastland til kun at lave ét blogindlæg. Denne gang er der ikke som sådan et tema i de podcasts, jeg har udvalgt, men det er der næste gang, hvor der vil være et queer fokus, så hvis du kender til en podcast eller specifikke afsnit af en podcast, jeg skal nå at lytte til og tilføje til det indlæg, så smid mig lige en kommentar! Indtil da skal det handle om ..

Fries before guys
Jeg har på fornemmelsen, at det efterhånden er et meget begrænset antal mennesker, der ikke kender til denne podcast, men den skal nævnes alligevel. Kender I det med at opdage en idé, man ville ønske, man selv havde fået? Det er præcis sådan, jeg har det med denne her podcast. Josephine og Nanna har med denne samtalepodcast skabt et forum med en ærlighed, jeg har beundret siden det første afsnit, jeg hørte. Det er en podcast, der udfordrer grænserne for, hvad vi “må” snakke højt om, og jeg opdager ved hvert afsnit noget, der forsikrer mig, at vi mennesker ikke er så forfærdeligt langt fra hinanden, som vi måske går og tror. Her i 2018 har særligt afsnittet Det Der Gør Mest Ondt været rart for mig at lytte til, og af endnu nyere afsnit vil jeg lige nævne Angstens Hest, især for de, der måske går og føler sig helt alene i verden med angsten.

P1 Dokumentar
Ligesom Fries before guys er dette et mekka af gode podcasts om spændende emner, og hvis man ligesom mig godt kan lide at høre om den virkelighed, vi ikke selv kan se, er P1 Dokumentar genial at dykke ned i. Der er to særlige podcasts iblandt, som jeg varmt vil anbefale, og de er – Et år uden Anja, der møder Anders et år efter, hans kæreste Anja har begået selvmord ved at springe ud fra Rundetårn blot 17 dage efter fødslen af deres første barn. Det er en podcast om fødselsdepression, lys og mørke. Den er enormt rørende og meget tankevækkende. Det perfekte offer om en nattevagts seksuelle overgreb mod en psykiatrisk patient på den lukkede afdeling, og hvordan man som psykiatrisk patient får nogen til at tro på sig. Jeg vil ikke afsløre for meget, for det er en fortælling, der udvikler sig, og strækker sig over tre afsnit, som alle overrasker og forarger. På min liste over podcasts, jeg vil høre, har jeg desuden lige tilføjet den, der hedder Når kvinder slår mænd.

Alt er nu (Politiken)
Okay, hvis du lider af den famøse summertime sadness, og det er den, der har lagt dig i seng med podcasts i ørerne, så skal denne podcast altså kun høres, hvis du kan lide at dyrke tårer og tristhed, og måske har brug for at græde lidt. Fortællingen er af den slags, hvor du som lytter ikke kan lade være at have denne dér følelse af, at det hele bare er så uretfærdigt. Det handler om en kærlighed, Stine og Titans kærlighed, den slags kærlighed, hvor man kommer igen allerede dagen efter første møde, og igen dagen efter og hver dag siden. Men så er der et billede, der vælter. Ikke det af kærligheden, men af livet. Og så vil jeg ikke sige mere end at podcasten er et lyt værd.

Et langsomt mord (DR)
Denne her podcast er jeg nødt til at have hørt igen, for man skal virkelig koncentrere sig for at få det hele med. Det er en ret kompleks fortælling om en mand, der prøver at finde svar på, hvorfor hans far skulle dø i en vaskekælder i udkanten af Svendborg kun 27 år gammel. Det er manden selv, Adrian, der er fortællerstemmen i podcasten, hvor han opsøger svar ved at snakke med mennesker, der kendte hans far, men også ved at snakke med politiet, gamle efterforskere i sagen og ved at søge aktindsigt i de gamle arkiver i sagen. Igen, er man til historier fra virkeligheden, er det her en meget lytteværdig podcast.

Artister, jeg vil forsøge at få set på RF18

facetune_21-05-2018-23-59-12

Det er to år siden, jeg sidst var afsted på Roskilde Festival, så det er jo egentlig kun én festival, jeg har misset, men det føles alligevel, som om det er evigheder siden, jeg var frivillig på Clean Out Loud med Vallekilde Højskole. Og selvom jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle være frivillig på Roskilde Festival igen, er det altså dét, jeg skal. Denne gang skal jeg arbejde ved Avalon sammen med nogle piger fra mit gymnasie, og det bliver et lidt spændende projekt, da jeg ikke har været afsted på en så lang festival, siden jeg fik mine stofskifteproblemer. Til gengæld har jeg været så heldig, at mine vagter ikke ligger oven i noget af det musik, jeg gerne vil høre, så det er i hvert fald ikke arbejde, der kommer til at stå i vejen for at få hørt alle de artister, jeg har på min liste. Og den liste kommer her:


Jada har ikke udgivet så meget endnu (to sange), men hun er med sin karakteristiske og specielle stemme en interessant karakter at følge. Rygterne siger desuden, at hun er en god live oplevelse. Hun har lige spillet på Spot Festival (og fået en flot anmeldelse i Soundvenue), og så er hun da også booket til både Heartland Festival, Roskilde Festival og Musik i Lejet denne sommer. Jada spiller søndag på Countdown scenen.


Pale Honey er svenske, og et rigtigt P6 BEAT band. Sangen ‘Get These Things out of My Head’ har i hvert fald været svær at undgå på kanalen. Bandet spiller virkelig lækker rock, og jeg ønsker mig så inderligt, at jeg, når jeg er færdig med en lang vagt ved Avalon, er frisk nok til at se dem, når de spiller mandag aften på Rising.


PARTYNEXTDOOR er en glædelig overraskelse, der træder i stedet for gravide Cardi B, som jo ellers ville have været en fest at opleve, selvom det er et stykke fra min smag. Koncerten sker på Arena, og det spår jeg som et afsindigt godt match, så jeg skal stå klar onsdag den 4. juli, og håbe på numre fra albummet PARTYNEXTDOOR TWO, som er helt tilbage fra 2014. En favorit er ‘Options’.


The Blaze kender de fleste formentlig fra denne fuldkommen fantastiske kortfilm, og det er blevet sagt om The Blaze, at de laver musikvideoer lige så gode som film. For mig indtager de pladsen som den artist, det er vigtigst for mig at få set, fordi jeg spår det til at være en koncerttype, som er fængende på denne dér måde, der gør dig helt opslugt, får dig til at glemme alt andet end lige her og nu, og giver det famøse koncertsus. Hvis ikke jeg har jinxet det nu, sker det på Apollo onsdag aften.


When Saints Go Machine har i en del år ikke lavet musik i eget bandnavn, men er nu tilbage med en EP på fem sange, som de blandt andet har spillet til en koncert på Hotel Cecil her i foråret. Der har været blandet stemning omkring deres return rent koncert-wise med begrundelsen, at det er ærgerligt, de ikke har spillet nok af det gamle. Det må være en evig kamp for artister, at de opfordres til at “spille noget vi kender”. Jeg glæder mig til at se dem, selvom det formentlig bliver en anden oplevelse end sidst, jeg var til koncert med dem.


Nelson Can er en dansk rocktrio, jeg virkelig har hørt meget det sidste halve år. De er booket til et bredt spænd af koncerter henover sommeren, lige fra KU’s forårsfestival nu på fredag til Lillefredag i Tivoli og så selvfølgelig Roskilde Festival, hvor de skal spille torsdag aften på Avalon. Måske får jeg dem at se til alle tre koncerter, hvis jeg er heldig. Favorit nummeret lige nu er ‘Miracle’, og så ser de sindssygt godt ud i denne seje musikvideo.


Khalid har for mig af en eller anden grund fare for at blive lidt af en teenagefest (bevares, jeg har selv været teenager på festival) a la Rihanna i 2013, hvor det var markant, at der var et hav af teenagere afsted på endagsbillet. Det må forventes, når der bookes et så stort popnavn. Det kan også bekymre mig, om der er plads ved Arena taget billetsalget til hans koncert i Tap 1 i betragtning, og om koncerten bliver en gentagelse af den sodavandsfest, denne anmeldelse beskriver. Det hænger desværre også sådan sammen, at der skal vælges mellem Nelson Can og Khalid, da de spiller samtidig.


Stormzy har min lillebror advaret om, og jeg er blevet vist denne video til skræk og advarsel, men da jeg gik glip af koncerten i 2016, fordi jeg var på arbejde, er det altså lidt a dream of mine at opleve ham live, når nu muligheden kommer igen. Stormzy er desuden en af de artister, jeg fornemmer, det ikke forventes, jeg er “fan” af, men jeg har altså vilde moments til hans musik og tekster. Find mig uden for moshpitten, når Stormzy spiller på Arena torsdag aften.


Benal har for ikke så længe siden udgivet nummeret ‘Nu Her’, som er gået direkte ind på min personlige liste over sange til sommeren. Derudover er deres albummer ‘Nu’ og ‘Hvis Det Virkelig Er Vigtigt’ virkelig stærke, og særligt teksterne er helt geniale. Sprogligt geniale. Til et punkt hvor jeg tager mig selv i at være nørdet begejstret for dem. Dét glæder jeg mig til at opleve live, når de spiller fredag eftermiddag. Benal spiller i øvrigt også til KU’s forårsfestival på fredag. 


The Minds of 99 behøver ingen anden forklaring end tid og sted: fredag aften på Orange.


Massive Attack har desværre en plads på min liste, som ikke helt er deres musik værdig, men jeg skal være ærlig og sige, at der faktisk kun er et enkelt nummer, det er vigtigt for mig at få hørt, og det er selvfølgelig ‘Teardrop’. Det er lidt pinligt at være den slags koncertgænger, der kun kender et enkelt nummer, men det er dét, der sker, når jeg skal høre Massive Attack fredag nat på Orange.


Veto spillede en udsolgt koncert i Vega i marts, som jeg var så heldig at være med til, og selvom jeg hørte nogen sige, at der var “alt for meget af det nye”, var det en så fed koncertoplevelse. Deres nye album har i det hele taget været soundtrack til den første del af mit 2018, så det kan blive en ret speciel oplevelse at opleve dem på Roskilde Festival, når de spiller lørdag aften på Arena.


Gorillaz er i tæt konkurrence med The Blaze, hvad angår at rangere som den koncert, jeg glæder mig mest til. Siden de spillede i København i efteråret, har jeg ofte hørt deres musik ud i ét, altså simpelthen bare sat det til at køre på Spotify, så jeg føler mig i den grad klar til at høre dem, når de spiller Orange Scene op lørdag aften.


Anderson.Paak & The Free Nationals spillede tilbage i 2016, hvor jeg var så heldig at opleve dem på Apollo til en glimrende koncert med god stemning. Nu er jeg ikke verdens bedste til at holde ud på festivalen helt til sidste koncert, så det bliver spændende at se, om jeg får oplevet Anderson.Paak for anden gang, når han lukker festivalen med sin koncert på Arena lørdag nat.

Hvad skal I høre eller opleve?

THE LIST // FEBRUARY’18

12-01-18_picasso_keramik_topbanner_2500

Jeg har en fornemmelse af, at første udgave af denne nye serie på bloggen var en succes, så jeg fortsætter projektet, der forhåbentlig bliver et fedt værktøj at bruge, hvis man ønsker et lidt mindre udvalg af kulturelle muligheder hver måned frem for selv at skulle browse sig frem til det hele. De forskellige muligheder er selvfølgelig valgt ud fra mine personlige interesser, men jeg håber, at I kan bruge de her indlæg til inspiration.

FILM & SERIER:

CALL ME BY YOUR NAME havde premiere i begyndelsen af måneden, og har taget særligt Instagram med storm. I hvert fald mange af de mennesker, jeg følger, har vist stor begejstring for filmen, hvorfor mine forventninger var tårnhøje. Jeg har været nødt til at se den to gange for virkelig at “opleve” filmen, og anden gang sagde den mig så meget mere end første, så det kan varmt anbefales at se den mere end én gang. Det er desuden første gang nogensinde, at jeg kan se mig selv i en filmkarakter, nemlig hovedpersonen, Elio, og hvis en film kan det, er der begået et mesterværk. Filmen har tre nomineringer ved årets Oscars, blandt andet for bedste originale sang med sangen ‘Mystery of Love’.

EVERYTHING SUCKS! på Netflix, premiere 16. februar. Serien er et nyt skud på fuck-hvor-laver-Netflix-mange-serier-stammen, og betegnes som en ungdomsserie. Serien foregår i 1996, hvorfor den måske især vil tiltale de, der er vokset op i 90’erne, og derved oplever nostalgi omkring seriens miljø. Jeg håber, at serien fremstår autentisk, for så kan den da snildt være min næste tømmis-serie. Traileren til serien kan ses her.

UDSTILLINGER:

PICASSO KERAMIK hos Louisiana fra 1. februar. Som Louisiana selv skriver om udstillingen, viser den en knapt så kendt side af Picassos virke, hvorfor jeg allerede synes, udstillingen lyder enormt interessant. Det er en stor udstilling, så jeg har en idé om at gøre turen til Louisiana til et heldagsprojekt. Umiddelbart tænker jeg, at det er en udstilling, som kan være hyggelig og interessant for alle at opleve. Jeg vil desuden lige tippe om, at et årskort for 18-27 årige kun koster 25 kr. mere end en enkelt entré for en studerende.

CPH LIGHT FESTIVAL foregår rundt omkring i København, og har mange lys-udstillinger/installationer inkluderet. Nogle af dem kan man hele tiden (når det er mørkt) se, for eksempel Orb Family i Emil Holms Kanal ude ved KUA, andre er det smart lige at tjekke dato og tidspunkt for, da der er specielle visninger. Personligt vil jeg gerne se The Wave – Vertigo og Balloon Forest – Delphine Piault & Frédéric Dilé. Hele programmet finder I her.

EXTRACT SOLO: YAZAN KHALILI – NO ONE SAW THE COLOURS hos Kunstforeningen Gl. Strand fra 3. februar. Jeg skal ærligt indrømme, at Yazan Khalili er et nyt kendskab for mig, men jeg har læst om udstillingen på glstrand.dk, og synes ud fra beskrivelsen, at den lyder som et besøg værd. Kunstforeningen Gl. Strand skriver selv om den, at “I udstillingen viser Khalili nye værker inden for videokunst og fotografi, der med stor poesi reflekterer over det, som går tabt og det, vi ikke kan se”. Dét lyder altså spændende.

MUSIK:

16 COLORS, Veto. Udkom 9. februar. Jeg har set frem til det her album længe, da begge singler, ‘A Pit’ og ‘I Am Here’ virkelig har imponeret mig. Jeg har endnu til gode at få hørt albummet i sin helhed, uden afbrydelse, og uden at lave noget andet imens, så jeg vil ikke komme med min endelige dom endnu, men vil vove at påstå, at jeg kan forsikre om, at det er et lyt værd. Om ikke andet så fordi det er så mange år siden, vi sidst har hørt fra fantastiske Veto. I kan høre albummet på Spotify her.

SOLKONGEN (DEL 2), The Minds of 99. Udkommer 23. februar. Det her glæder jeg mig så vanvittigt til! Jeg synes, at ti dage til udgivelsesdatoen virker som en evighed, men det er også lækkert at have sådan noget at se frem til. For mig er Solkongen (Del 1) fuldstændig fantastisk, og singlen ‘Alle Skuffer Over Tid’ fra Solkongen (Del 2) hører jeg også meget, så det tegner rigtig godt. The Minds of 99 er jo forresten tilføjet til Roskilde Festival programmet for 2018, hvor de spiller på Orange Scene, så nu kan jeg simpelthen ikke andet end sørge for et gensyn med festivalen efter sidste års pause.

Ligesom sidst er jeres bud hjerteligt velkomne, både i forhold til februar, men især marts.