Om at finde og genfinde sig selv imens andre kigger, måler og vejer

Et billede der ikke har noget med noget at gøre bare for at give indlægget et billede.

Det starter i folkeskolen. Eller, det starter vel egentlig allerede i børnehaven. Bevidstheden om, at nogen synes noget andet end andre, vælger noget andet, gør noget andet, siger noget andet eller føler noget andet. Jeg kunne for eksempel ikke forstå, at nogle af de andre børn kunne lide at lægge deres rugbrødsmadder direkte på bordet, når vi spiste frokost. Eller kravle rundt i en mudderpøl. Eller op i et træ. På samme måde har de måske heller ikke kunne forstå, at jeg gerne ville være med til at hjælpe de mindste børn inde i børnehaven frem for at lege selv ude på legepladsen. Sådan skal det selvfølgelig også være – at vi synes noget forskelligt, og vælger forskelligt. Populært sagt ville alt andet jo være kedeligt. Men det kan være svært ikke at indgå i et flertal for noget, eller ikke engang indgå i et mindretal, og der er en grund til, at dét at “blive holdt uden for” eller “være uden for” er begreber, der opstår allerede i barndommen.

Jeg har alle dage følt følelsen at være anderledes, at leve i en indre verden, og jeg har ofte udgjort et mindretal, eller en ener, i min lyst, holdning og væren. De første år af folkeskolen lod jeg det ikke begrænse mig – en barnlig naivitet måske. Eller en umiddelbar tro på mig selv. Jeg rakte fingeren op, og rettede min dansklærer, når hun havde skrevet “kartofel” på tavlen i stedet for “kartoffel”, og jeg var stolt af det. Set i bakspejlet er det jo nok lidt irriterende gjort, men jeg var stolt af at være dygtig, ligesom jeg var stolt, når jeg var den hurtigste til diktat. Det kunne jeg faktisk leve højt på, ligefrem få et sus af adrenalin i kroppen af. I billedkunsttimerne glemte jeg ofte, at jeg var i gang med en skoledag. Ligesom følelsen af at verden udenfor har stået stille, imens man selv har set en medrivende film i biografen. Jeg blev vred, hvis min lærer foreslog mig at male noget andet, end jeg selv havde tænkt, og jeg blev såret, engang min lærer malede noget på mit maleri for at vise mig, hvad hun tænkte. Der var intet i mig, der ikke fuldt og fast anerkendte min egen lyst og vilje, intet der afholdt mig fra at være tro ved den.

Som teenager blev det først Tokio Hotel og senere rock, der fik adrenalinen til at suse i mig. YouTube også. Det har været heromkring, ordet “mærkelig” fik sin forbindelse til min person. Jeg husker ikke, hvornår “nørd” og “stræber” kom i brug. De har vist altid bare været der. “Lebbe” var til min store skræk også indover enkelte gange. Ordene blev dét, der direkte markerede, at jeg faldt uden for det fællesskab, der var normen. Og dér kom bevidstheden om, at der kan være en enorm ensomhed i at være begejstret for noget andet end flertallet. Jeg oplevede meget tydeligt, hvordan det var svært ikke at have fællesnævnere med mine klassekammerater, og husker hvordan jeg begyndte at planlægge mig ud af det. Min alternative tøjstil blev droppet, og jeg begyndte at lytte til det samme musik som et par af mine klassekammerater, simpelthen for at kunne snakke med om noget fælles. Hvorfor interessen for musik som helhed ikke kunne være fællesnævner i sig selv, kan undre mig en del i dag, men jeg oplever stadig, hvordan musik, lige så meget som det forener mennesker, skiller mennesker ad. Det er en anden snak ..

Der er ingen forløsning i at passe bedre ind trin for trin, når det sker ud fra bevidste valg og fravalg, der begrænser den person, du er i din natur. Måske netop derfor søgte jeg ind mod København, da jeg skulle vælge gymnasium. Til besøgsaften på Falkonergården Gymnasium fik jeg indtryk af, at her kunne man virkelig nørde og være kreativ, og det gav et sug i maven på mig. Men på grund af den geografiske placering i forhold til min bopæl blev jeg ikke optaget, og kom i stedet til at gå på Virum Gymnasium. Når jeg ser tilbage på min gymnasietid, er det svært at give et svar på, om det var gymnasiet, eller den scene, jeg begyndte at betræde i forbindelse med min blog, der fastholdt mig i et spor, hvor jeg brugte mere og mere tid på at komme til at føle en sammenhæng med andre, og ligne andre, frem for at arbejde på at føle en sammenhæng med mit ‘jeg’, mit selv. Det har nok været en kombination.

Min generation, alle generationer siden og alle kommende generationer har det ekstra ‘jeg’ koblet på, der er din person på sociale medier. Og selv hvis du ikke aktivt dyrker selviscenesættelse på sociale medier er du alligevel eksponeret for en kultur, der også bærer præg af dominerende flertal. Det er blandt andet sådan, mærker som Ganni er blevet så hypet, fordi der går kultur i at være en pige, der går i Ganni (#gannigirls), og at sådan en pige er en smart pige. En smart pige er en populær pige, og popularitet er noget at stræbe efter. Med en persona på sociale medier er der desuden en ekstra arena at “passe ind” på, og jeg tænker det ikke tilfældigt, at bloggens mest “succesrige” år (i form af læsertal og indtjening) var de år, der bar præg af min følgen af trends og populærkultur. Dengang vidste jeg ikke bedre, for alt, jeg gjorde, var som led i et forsøg på at blive sådan en pige, andre kunne lide, og som jeg dermed selv skulle komme til at kunne lide at være, men med resultatet, at intet af det lykkedes, fordi jeg jo ikke rigtig var mig selv, og hvem var det så, de skulle kunne lide?

Da jeg i sin tid sagde ja til at medvirke i De Perfekte Piger på DR3 var det ud fra et ønske om at udforske, hvad min konstante søgen efter at passe ind egentlig bundede i, og om jeg kunne slippe den mentalitet i det forsøg, de havde skitseret. Undervejs i den udvikling begyndte jeg ligeledes at sætte spørgsmålstegn ved den “rolle”, jeg havde skabt for mig selv på sociale medier, og det gik op for mig, at jeg havde valgt meget af mig selv fra i det projekt, der var min internetpersona. Den erkendelse har været rigtig hård, og det har også tæret på min selvtillid i forhold til mit indhold. Jeg har jo skulle “genfinde” mig selv, og hvordan gør man lige det, når der allerede er en større platform, der kigger med, og har en vis forventning om, hvad det er for et menneske, de følger? Kan mit “rigtige” jeg overhovedet være blogger? Den tanke har jeg haft mange gange, men så fandt jeg nogle gamle blogindlæg fra den blog, jeg skrev på før denne (år 2011/2012), og der var det altså alternativ tøjstil over hele linjen. Hele mit udgangspunkt for at starte en blog dengang har jo været at skabe et rum for mig selv, hvor jeg kunne snakke om de emner, jeg følte mig alene i min interesse for. At det siden hen kom til at ændre sig, er jeg simpelthen så ærgerlig over.

Jeg er ikke ude på at pålægge skyld nogen steder. Det er for nemt at pege fingre af samfundet, populærkulturen, af Instagram, reklamer og bloggerfænomenet. Jeg er selv en del af det hele på den ene eller den anden måde, og vi er alle i fællesskab dét, der udgør vores samfund og vores kulturer. Til gengæld står jeg fuldt og fast ved, at jeg synes, vi er dårlige til at præsentere og påskønne alternativer. Det gælder alle medier. Vi har et kæmpe problem, hvad angår synlighed og diversitet, og vi har et lige så stort problem, når det kommer til at anerkende de interesser, der ikke er flertallets. Hvorfor er rollespil en gængs joke, hvordan kan en Instagram-profil som Anders Hemmingsens være så populær, når den praktiserer mobning og latterliggørelse, og hvorfor er en non-binær kønsforståelse et satireindslag?

Det har taget meget tid og utroligt mange kræfter det seneste halvandet års tid at nå dertil, hvor jeg er nu. Det kræver fortsat styrke at lade mig selv stå ved mig selv og mine standpunkter, som jeg i øvrigt også dagligt udfordrer med ny viden og læsning, fordi det optager mig meget. Jeg har unfollowed utallige Instagram-profiler, hørt podcasts, læst romaner om at være ung på vej til voksen, fulgt en masse nye Instagram-profiler, hørt musik fra mine tidlige teenageår og klikket rundt på YouTube i timevis i min søgen efter nogen at spejle mig i og modet til at frigøre mig selv. Undervejs har jeg også været omkring lidt af en identitetskrise i forhold til, om og hvordan jeg kan passe ind i et homo- og/eller queer-miljø, for selv her hersker markører for, hvordan du er, eller signalerer at være, en del af fællesskabet.

Der er stadig meget musik, jeg har for mig selv. Tøj, jeg ikke ser på så mange andre. Det bliver stadig påtalt, når jeg er nørdet i min viden eller mit sprog. Der bliver stadig gjort grin med, at jeg er blogger. Jeg får stadig at vide, at jeg altså “ser temmelig straight ud”. Men jo mere jeg er mig selv, og står ved det, jo oftere møder jeg mennesker, jeg har fællesnævnere med. Det er en udvikling, jeg nyder, og jeg kunne godt tænke mig at tage den endnu mere med ind på mit blogmedie, netop fordi jeg selv har savnet repræsentation og synlighed af nogen, jeg kunne spejle mig i.

I torsdags fik jeg en mail fra en læser, som rørte mig meget. Hun skrev, at hun nogen gange tænker, at jeg er på vej væk, og at hun sådan håber, jeg vil fortsætte med at skrive om smukke sneakers, bæredygtige tanker, god musik, fin litteratur og om det her samfund, vi allesammen skal finde vores plads i. Jeg får helt våde øjne nu, når jeg skal copypaste det her citat. Hun skrev: “Du er på en rejse, men på mange måder synes jeg også allerede du er landet”.

Jeg er ikke på vej væk, men jeg har været væk fra troen på, at jeg kan bære min blog videre, og skabe noget med den, som kan forenes med den, jeg er i dag. Jeg har været væk fra troen på, at folk vil se andet end outfits, nye køb, glade opdateringer og collager. Jeg har været væk fra troen på, at min blog ikke bare er en åndssvag idé, hvor jeg har hovedet langt oppe i min egen røv. Jeg har været væk fra troen på, at jeg fortsat kan poste outfits uden at fremstå overfladisk. Jeg har været væk fra troen på, at dét, jeg har at sige, er vigtigt, og at jeg er berettiget til at sige det. Det sker stadig, at jeg bliver væk fra troen på, at jeg kan tage bloggen videre, men det er det, jeg skal.

Jeg er ikke på vej væk, men bloggen er på vej et andet sted hen.

10 hurtige om at flytte hjem til de gamle*

* Jeg vil lige for god ordens skyld præcisere, at “de gamle” her udgør min mor og hendes mand, og at de nok ikke selv ville kalde sig “gamle”. Min far bor i Berlin. Det er sådan en skilsmissebarnsteknikalitet lige at få det på plads.

I sommer flyttede jeg til Indre By, og i efteråret skrev jeg 10 hurtige om netop det. I december flyttede jeg op nord for København, nogen ville måske kalde det provinsen, for at bo hos de gamle* i en periode, faktisk på ubestemt tid (indtil videre). Det er der flere grunde til, men det er primært af økonomiske årsager. Anyhow, jeg tænkte, det kunne være sjovt også lige at smide 10 hurtige om at flytte hjem til de gamle*.

1. Hverdagsøl på Nørrebro: I stedet for at være last man standing, er jeg nu hende, der “altså desværre må gå nu, så jeg kan nå den sidste busforbindelse hjem fra stationen”.

2. 7-Eleven heroppe er ikke en døgnkiosk.

3. Jeg ser Tv2 Charlie flere gange om ugen. De sender, uden pis, flere gode britiske krimiserier, blandt andet ‘Sagen genåbnet’.

4. Wolt er sløjfet. Ikke af egen fri vilje, for jeg er vild med det koncept, men det er simpelthen ikke tilgængeligt heroppe. “Sorry! We’re not there yet” står der. Jeg tænker egentlig, det er meget fint. Både for min økonomi, for miljøet og for min sundhed. Det tog lidt overhånd med alle mine Pasta La Pasta og Jagger bestillinger.

5. Det koster 383 kr. at køre med taxa hjem fra Nørre Bodega. Det ved jeg, fordi jeg en aften blev caught up i dyb samtale et sted midt i den fjerde fadøl (én fadøl for meget for mig), og derfor missede ikke bare den sidste busforbindelse, men også den sidste togforbindelse.

6. Der er mad i køleskabet.

7. Byture og/eller øl-aftaler skal planlægges, og gerne inviteres til et par dage før. Spørger man samme dag, efter klokken 19, kan jeg måske overtales. Spørger man derimod efter 21, som mange desværre gør, har jeg lagt mig alt for godt til rette på sofaen. I Indre By kunne man spørge klokken 23, og jeg ville stå klar kvart over.

8. Jeg har lyst til at begynde at lave YouTube-videoer igen. Det må være noget med dét at bo i et rum, der minder lidt meget om et teenageværelse.

9. Hvor jeg i Indre By blev vækket af partybusser og/eller rengøringskøretøjer på Nørreport, når jeg lå og boblede tømmermænd i weekenden, bliver jeg her vækket af, at min mor “lige svinger støvsugeren” (dog heldigvis ikke på mit værelse – der gør jeg selvfølgelig selv rent).

10. Det er en smaddergod conversation starter at bo i en lille by, langt de fleste, jeg møder, ikke kender. Egentlig også dét at bo hos de gamle* som 22-årig, men det er jo bare en detalje.

18 ting, jeg lærte i 2018

1. At der, selvom der ligger en frihed i at være åben og tale ærligt om dét, der er svært, eller dét, der er rigtig godt, også ligger en enorm sårbarhed, som er skræmmende, og kan gøre rigtig ondt

2. At det er fucking svært at have en blog uden at være “blogger”, når først man har været det

3. At det i højeste grad er det kommercielle aspekt af min blog, jeg har det svært med

4. At jeg kan gøre meget for at blive gladere for det kommercielle aspekt af bloggen ved for eksempel aktivt at ændre min profil i takt med, at jeg udtrykker et mere ærligt væsen, mine “nye” interesser og de mærkesager, jeg beskæftiger mig med

5. At jeg ikke behøver at kalde mig hverken “lesbisk” eller “lebbe”, bare fordi jeg er til piger

6. At jeg er i min fulde ret til at sige fra og nej tak, når andre gør

7. At jeg selv bestemmer, hvem jeg vil have i mit liv, ligesom andre selv bestemmer, om de vil have mig i deres

8. Hvordan det føles at få knust sit hjerte, og at det er en sorg

9. At jeg har veninder, der står der, når den er gal. Som vil cykle ud i natten for at komme hjem til mig, når jeg ikke engang rigtig kan svare på, hvad jeg har lyst til, eller brug for, men bare sidder med våde, hævede øjne, og mekanisk drikker min the, fordi det er dét, man gør, når der er sket noget, der gør ondt. Man laver the

10. At jeg kan være det menneske for en anden. Og mere til. Den nogen, nogen falder i søvn på skødet af efter et angstanfald, den nogen, der bliver betroet nogens inderste, den nogen, der får lov at være der, også når det er grimt

11. At det ikke er nok

12. At mine følelser er min sandhed

13. At Instagram kan føles som en helt anden slags medie, hvis man aktivt tager stilling til, hvad man vil se, og evner at sortere i, hvem man følger for hvad

14. At vi selv er med til at skabe fortællingen om os selv, med dét vi siger, og det vi gør

15. At jeg lige så lidt, som jeg kan få en anden til at føle noget, der ikke er der, kan få mig selv til at føle noget, der ikke er der

16. At der er en reel problematik i influencer-begrebet, og at jeg rigtig gerne vil give mig i kast med for det første at stryge ordet fra noget som helst, der skulle beskrive, hvad jeg laver (nu), og derudover skrive noget om, at influencers bør forstå deres egen indflydelse i en lidt bredere kontekst end antal likes

17. At dét at drive en blog ikke skal være min eneste indtægtskilde

18. At “dating” for mig kan få lov at være et halstørklæde, jeg har glemt på en restaurant, lad os kalde den 2018, og aldrig får hentet

2019

Sidste år skrev jeg et recap over mit 2017, og udgav det her på bloggen. Det samme havde jeg planlagt at gøre med mit 2018, og jeg var egentlig også i gang med at skrive det, men nu har jeg fået det sådan, at jeg simpelthen er færdig med at snakke om 2018. Der kan ikke presses mere saft af den afsindigt bitre og sure citron, så nu løsner jeg grebet.

Det skal handle om 2019 i stedet.

Da jeg var yngre, var jeg altid bange for at komme til at ønske mig noget af livet. Bange for at få sagt det højt. Bange for at håbe for meget, tro for meget, føle for meget eller sige for meget. Sådan har jeg det egentlig stadig. Jeg er også bange for at planlægge for meget. Der er noget i mig, der tror, at hvis jeg planlægger mit liv, kommer det ikke til at ske. Så har jeg købt en masse i stedet for. En måde at have kontrol over dét, jeg har ønsket mig. Det duer bare ikke rigtig mere efter hele den udvikling, jeg har været igennem. Og nu er jeg så nået til et sted, hvor jeg for min egen skyld gerne vil begynde at drømme. Jeg vil gerne begynde at fortælle mig selv, at det kan jeg godt. Eller bare gøre uden at tænke over, om jeg kan. Sådan blev 2017. Jeg ved ikke, hvor det blev af i 2018. Det er der ikke noget at gøre ved nu.

Jeg laver ikke nytårsforsæt. De har klang af at være mål, der skal overholdes, eller på anden måde at være en opgave, du kan fejle i. Men jeg har tænkt over, hvad jeg gerne vil. Det er ikke sikkert, det hele sker. Måske sker det i perioder. Måske sker det slet ikke. Så kan jeg være ked af det. Og det er også okay. Jeg kan trøste mig selv med, at ting tager tid. Der er egentlig også meget at tage fat i, meget jeg gerne vil. Måske ender jeg med at ville noget helt andet.

Men for mit 2019 vil jeg lige nu gerne ..

.. at mit hjerte heler

.. (blive ved at) være ærlig

.. være mindre på min telefon

.. være mere nærværende

.. betale så meget af min gæld, jeg kan

.. læse flere (queer) bøger. Skal blandt andet have købt denne essaysamling om netop køn og seksualitet, queer teori og LGBT. Ikke for penge, der kunne gå til gæld, selvfølgelig, men for et gavekort, jeg fik i julegave

.. gøre mit for at være en bedre veninde, og sige fra, når jeg ikke kan være det

.. blive endnu klogere på mit køn, og hvordan jeg har lyst til at gøre mit køn

.. udforske min seksualitet (mere)

.. “date” mindre – måske helt lade være faktisk

.. finde en løsning på, hvordan de to ovenstående punkter kan lade sig gøre samtidig (lol)

.. sige det, når der er noget, jeg ikke kan lide, og når jeg bliver vred eller ked af det

.. genoverveje de produkter, jeg bruger på min hud, og eventuelt give mig i kast med at prøve make-up fra Miild, der både er allergivenligt og bæredygtigt

.. lytte mere til min kroniske sygdom, og finde måder, hvorpå jeg bedre kan håndtere den, og have en mere behagelig hverdag med den

.. spørge mig selv, om jeg kan lide dem, og ikke kun om de mon kan lide mig

.. rydde endnu mere ud i min garderobe, og begrænse køb af nyt

.. sige fra

.. tænke endnu mere over, hvor denne her blog skal bevæge sig hen, og handle på tankerne

.. få lavet flere tatoveringer

.. lave ingenting

.. bygge videre på nogle af de nye relationer, jeg er heldig at have med mig fra 2018

.. bruge min Instagram mere “aktivistisk”

.. skrive og deltage endnu mere på Twitter

Septumpiercingen og den, jeg er (blevet?)

Måske det ville være sejest bare at have en septumpiercing. Uden at addressere det på nogen måde. Ligesom en ægte hipster selvfølgelig er så hipster aldrig at kalde sig selv hipster. (Er ‘hipster’ egentlig stadig et begreb, man anvender?). Jeg undlod da også bevidst, da jeg havde fået lavet min septumpiercing tilbage i marts måned, at dedikere et blogindlæg til den. Jeg synes ikke, den sådan skulle vises frem, eller snakkes om, som brik i et nyt puslespil af selviscenesættelse. På det tidspunkt havde jeg også et behov for, at denne dér udvikling, jeg hele tiden får at vide, jeg har været igennem, skulle være min egen. Og at intet aspekt af den skulle være “breaking news” materiale til min blog. Som så meget ellers har været det gennem årene. Engang udtænkte jeg ligefrem mine hverdagssituationer sådan, at de bedst muligt kunne udspille sig i billeder og tekst på bloggen. Sådan lever jeg (heldigvis) ikke mere. Og derfor er det langt fra alt, der “får” et blogindlæg. Der er så meget, jeg simpelthen ikke vil risikere at lade påvirke af, at det skal tage sig godt ud på en blog. Det er vigtigt for mig bare at være. Amalie. Uden blogpersona. Jeg har jo også fået det her mantra om ikke at leve mit liv gennem blog og Instagram, fordi jeg blev så bevidst om den persona, jeg havde skabt, og sjældent følte mig rigtigt til stede i de rum, jeg færdedes i.

Forleden fandt jeg så en note, jeg skrev i oktober måned sidste år – under optagelserne til DR3-programserien ‘De Perfekte Piger’. Og da jeg læste noten, fik jeg lyst til at skrive om denne her septumpiercing, jeg har. For piercingen er der jo ikke bare (kun) for sjov. Og jeg synes egentlig, det er interessant, hvordan den på mange måder markerer et skifte, og symboliserer noget virkelig vigtigt. Den er egentlig symbolet på den frihed, jeg har opnået med mig selv.

Noten ser I på billedet øverst i indlægget. Jeg kunne ikke lade være at smile af, hvordan jeg har skrevet den, nøjagtig som jeg ville skrive tøjvask eller indkøb ned for at huske det. Et gøremål, en tjekliste, et punkt på en dagsorden. Det har ikke krævet nærmere overvejelse.

“Få lavet næsepiercing”.

Overvejelsen fik jeg overstået som teenager. Jeg kan huske, at jeg omkring 13-årsalderen har lavet et exit op af trappen til første sal i det rækkehus, jeg boede i dengang, fordi jeg ikke måtte få en næsepiercing, og at jeg i en bestemt tone har sagt noget i retning af, at jeg altså en dag ville få lavet en næsepiercing, og at ingen havde noget at skulle have sagt, når min storesøster “ligesom” havde en, der var “rigtig pæn”. Tatoveringer har også altid fascineret mig, og jeg husker allerede i 5. klasse at have spurgt nysgerrigt ind til min musiklærers nye tatovering. Skulle jeg blive bedt om at genfortælle motivet i dag, ville jeg ikke engang behøve at tænke mig om, for det står stadig skarpt i hukommelsen.

I dag har jeg både næsepiercingen og en del tatoveringer, både store og små. Men jeg er opdraget med, at “sådan ville jeg vel ikke være”. Og i skolen blev jeg mødt med, at mit sorte tøj, min pink øjenskygge og sorte eyeliner, og mit crush på Bill Kaulitz, gjorde mig mærkelig, og var jeg egentlig ikke lebbe, når jeg godt kunne lide en fyr, der gik med make-up? Og sådan gik det til, at der i den grad var nogen, der fik noget at skulle have sagt, og at jeg skulle blive “voksen”, inden jeg realiserede de her ønsker. Det gælder i øvrigt også kærligheden.

Under optagelserne til ‘De Perfekte Piger’ snakkede Fie meget om en “indre kerne”. Det bliver måske lidt for spirituelt til mig, men princippet satte nogle tanker i gang hos mig. Jeg vælger i stedet at kalde det “mit oprindelige jeg”, mit umiddelbare udgangspunkt, altså den jeg var, inden jeg oplevede at falde uden for, inden jeg følte mig nødsaget til at passe ind for ikke at stå alene. Det er hende, jeg har arbejdet på at tvinge frem. Jeg er gået tilbage til udgangspunktet.

For godt og vel halvandet år siden skrev jeg sådan her om at skabe sig selv eller blive skabt.
I dag har jeg skrevet om at være.