MINE ORD OM BLACK FRIDAY

untitled-1

I forlængelse af mit indlæg om at have lagt en ny plan for min garderobe vil jeg gerne knytte et par ord til den store dag, det er i dag. Det er jo i dag, vores forbrugersamfund for alvor får lov at shine. Om man så lader sig indhylle i det eller ej skal være fuldstændig op til en selv. Jeg skal ikke dømme nogen. Måske jeg i virkeligheden vil nøjes med at dømme mig selv lidt. Jeg har nemlig en forfærdelig lyst til at shoppe nogle items fra Envii hjem, som jeg har haft i kurven længe, og det føles af en eller anden grund mere okay, hvis jeg gør det i dag, hvor der er 20% rabat at hente. Men jeg har samtidig lyst til at bevise over for mig selv, at jeg godt kan lade være, da det her nye projekt faktisk er virkelig vigtigt for mig. Jeg er overbevist om, at det kan give mig rigtig meget i det lange løb, og jeg kan faktisk allerede mærke en forskel. Hvis I ikke har fået læst om projektet, kan I gøre det her.

Hele Black Friday fænomenet kan diskuteres endeløst, så jeg vil gøre min pointe kort, hvis det da overhovedet er en pointe .. Det er måske mere en tanke. Der er virksomheder, der boycutter Black Friday fuldstændig, og ingen rabatter har, og så er der dem, der embracer den dag på året, hvor der kan skabes en vild profit. Man kan sige, at enhver virksomhed, der sælger en vare, bidrager til vores forbrugersamfund hver dag, og ethvert udsalg er jo at opfordre til køb, så at boycutte Black Friday er måske på nogen måder et svagt statement. Man leger jo på samme legeplads alligevel. Jeg ved derfor ikke rigtig, om jeg har et klart standpunkt, men måske nærmere en forhåbning om, at vi generelt begynder at tænke os mere om, hvad angår vores forbrug.

Med de ord kommer her mine bud på, hvor det giver (nogenlunde) mening at shoppe på Black Friday:

ASOSDer er 20% at spare hos asos.com ved brug af koden WIN20. Den gælder faktisk helt til tirsdag morgen kl. 09:00, så der er ingen grund til at forhaste noget eller få købt en masse, det måske viser sig, man slet ikke havde brug for, men bare købte, fordi det skulle gå stærkt. Der er tid til at tænke sig om.

MUNKSTOREHar man i dag lyst til at bruge penge på noget nyt, kan man med fordel støtte en dansk virksomhed, som måske endda er lokal for nogen. Jeg beundrer munkstore.dk meget, fordi de har fingeren på pulsen, og så har de gang i noget virkelig fedt, hvad angår kundekontakt (følg dem på Snapchat). Der er 25% rabat at hente på udvalgte varer her.

HOLZWEILERMåske I kender hættetrøjerne med en klædeskabsbøjle på? Det er det norske mærke, Holzweiler, der står bag dem. De har som reaktion på Black Friday valgt at give 20% af al omsætning i dag til en kirkelig organisation i Norge, som giver julemiddag til dem, der ikke selv har råd. Det er, på trods af stadig at opfordre til at købe noget, en rigtig fin tanke, synes jeg.

Slutteligt vil jeg nævne, at jeg er meget bevidst omkring, at en del af de penge, jeg tjener gennem bloggen, kommer fra jeres forbrug. Det er en af mange grunde til, at jeg ikke kan sige nej, når facere fra diverse organisationer stopper mig på gaden, og jeg donerer hver måned penge til en række organisationer, jeg ser mening i at støtte. Det er ikke for at pudse min glorie, men blot for at gøre opmærksom på, at jeg er bevidst om at være en del af “problematikken”. Og netop derfor følte jeg også for lige at knytte nogle ord til Black Friday.

#HELTÆRLIGT

Som den opmærksomme læser/følger måske har bemærket, sker der nogle ændringer på mine kanaler for tiden. Det er både bevidst og ubevidst. Jeg vil ikke belemre jer (så meget) mere om mine tanker om det hele, dem kan I læse HER, men jeg er på en måde i gang med at genopfinde min rolle i blogverdenen, og jeg håber så sindssygt meget, at I vil med på den rejse. I den forbindelse har jeg fundet på et nyt tiltag, så hermed et velkommen til bloggens nye serie!

Jeg bliver træt i perioder, hvor folk er helt oppe at ringe over nye afsnit af Stranger Things, Game of Thrones etc., fordi jeg bare ikke kan være med. Og det er jo ikke nice at være hende, der ikke ser det, og ikke forstår det. Overnaturlighed interesserer mig bare ikke det mindste, så det er helt bevidst, at jeg ikke følger med. Det er bare ikke en god kaffepause- eller festreplik.

Drakes musik siger mig egentlig ikke rigtig noget, men jeg hører det for at kunne snakke med om det. I en periode bildte jeg mig endda ind, at jeg godt kunne lide det, og hørte et af hans album meget. Men helt oprigtigt vil jeg for det meste hellere høre noget andet. Med undtagelse af Passionfruit. Den digger jeg. Ej, den er altså faktisk også lidt kedelig. For nu at være helt ærlig.

Jeg køber nye, nogen gange dyre, ting for at have det bedre med mig selv, eller i håbet om, at jeg bliver en bedre mig, mere rigtig, smukkere, sejere og mere beundret, hvis jeg ejer den specifikke ting. Nogen gange gør jeg det endda, selvom jeg i det større billede ikke har råd.

Jeg synes, tatoveringer er helt vildt sexede. Eller, i hvert fald den slags tatoveringer, jeg selv kan lide. Det skal ikke være sådan nogle pumper-John-fra-Vestegnen-tatoveringer, men nok mere sådan jeg-er-lidt-artsy-og-rå-og-hører-P6BEAT-tatoveringer. Dem og en hvid eller sort t-shirt er i mine øjne det mest sexede, man kan være iført. (Undskyld til alle fra min familie, der læser med).

Jeg sammenligner mine Instagram følgertal med andre bloggere og Instagrammers ugentligt, fordi jeg konstant er bange for at blive overhalet, eller blive old news. Det er jeg sikkert også for nogen, ligesom jeg er no news for andre. Men så håber jeg jo til gengæld, at jeg bliver good news for endnu flere.

Nogen gange tænker jeg, at jeg var lidt en kylling, da jeg ikke søgte ind på Journalisthøjskolen under mit højskoleophold på Vallekilde Højskole. Desuden spørger jeg stadig ofte mig selv, om jeg virkelig er på det rigtige studie. Jeg ved, at CBS ikke gjorde mig glad, og at det var langt mere stressende, end det var givende. Men jeg tænker samtidig, om jeg har sat mine drømme helt ned på et niveau, hvor jeg ikke har noget på spil. Hvis jeg ikke forventer for meget af min fremtid, bliver jeg ikke skuffet.

MIT BREV TIL INSTAGRAM – ET EFTERSKRIV

6a841b2f-d6ae-4dcc-ab14-6e269a93f822

29. oktober 2017 klokken 22:02 skrev jeg ovenstående note på min telefon, egentlig bare til mig selv. Det gør jeg tit, skriver erkendelser ned til egen senere læsning for ligesom at dokumentere tanker og følelser om det, jeg oplever. Nogen gange får jeg lyst til at dele ud af tankerne, og sent mandag aften ville jeg lige se, hvor grim denne dér betonfarvede tekstboks egentlig ville se ud sammen med mine andre billeder på Instagram. Planen var at tage det ned igen lynhurtigt, men så fik jeg en besked, og var væk fra Instagram et par minutter. Da jeg vendte tilbage, var der allerede begyndt at trille likes ind. Mange likes. Og så kunne jeg ikke få mig selv til at tage det ned. Mit brev fik respons, og jeg sad med en følelse af, at de dér tanker, jeg beskriver, måske ikke er så fremmede for andre. Vi lever jo i den alle sammen, Instagram-tiden, og det er måske åndssvagt af mig at have gået rundt i troen om, at jeg er den eneste, der synes, det kan være svært. Sådan har jeg i virkeligheden nok tænkt, fordi jeg, når jeg ser mig selv udefra, ikke bør have det svært med det. Jeg har mange følgere (ikke sammenlignet med så mange andre, men jeg synes sgu, 25.000 er mange mennesker), er god til at fremhæve de goder sider af min tilværelse, og er endda så priviligeret, at Instagram har været med til at gøre min blog til mit levebrød (lige nu i hvert fald).

Jeg er for et par uger siden gået i gang med et større projekt sammen med nogle andre piger. Det er egentlig ikke noget, jeg må fortælle så meget om (endnu), men jeg kan sige så meget, at det er et projekt, hvor jeg arbejder meget intenst med mig selv og mine inderste tanker om min person. I den proces er det blevet klart for mig, at amalie_wessel på Instagram er en persona. Jeg er ikke født Amalie Wessel (her mener jeg både personaen, men også det faktum, at det egentlig ikke er mit rigtige navn). Hun er skabt af mig gennem selviscenesættelse på diverse medier; først på YouTube, senere blog og Instagram. Det har jeg jo egentlig altid vidst, men det er først nu, jeg for alvor mærker det, i en grad jeg ikke kan ignorere. Lige nu føler jeg faktisk, at den persona er en løgn. Måske fordi jeg ikke rigtig er i kontakt med hende lige for tiden, ikke kan nå hende.

Amalie Wessel er selvfølgelig ikke en løgn. Hun er en sortering af sandheden, hvor det bedste får mest plads. Det betyder ikke, at jeg aldrig har været ærlig, eller at Amalie Wessel ikke er mig. Det er hun. Jeg er Amalie Wessel. Men jeg er også bare Amalie, og de seneste to år er der sket noget med Amalie, som gør det svært at være Amalie Wessel. Nu bliver det måske lidt spacy, men jeg håber, I er med endnu.

Man kan sige, at livet er kommet i vejen for mine planer for Amalie Wessel, i hvert fald en del af livet, ingen af os har lyst til at kæmpe med. Sygdom. Tvivl. Modløshed. Det har gjort det rigtig svært at leve op til de standarder, Amalie Wessel har sat for sig selv. Og jeg har bare ikke kunne følge med. Det har også fået mig til at kigge rigtig meget indad, mere end nogensinde før. Nu er jeg så nået til et punkt, hvor jeg føler, at jeg er nødt til at gøre noget. Sige noget. Jeg føler, at jeg er ved at miste Amalie Wessel. Den pige på billedet nedenunder, der står, og føler sig succesfuld i en ny Ganni kjole, en lækker strik og nylakerede negle. Hun har sgu da styr på det, har hun ik? Amalie Wessel har styr på det. Det har jeg, Amalie, bare ikke, og det er svært at navigere rundt i.

For tiden er jeg meget inspireret af personer som Ulrikke Falch og Martine fra afskaf-privatlivet. Samtidig er jeg bevidst om, at dét, de laver, er lige så meget selviscenesættelse, som dét, jeg laver. De fortæller bare en anden historie. Jeg kunne godt tænke mig at bruge mine mange år med selviscenesættelse på sociale medier til at fortælle den rigtige historie. Historien om Amalie, der blev Amalie Wessel. Jeg kunne godt tænke mig at fortælle min historie med Amalies ord, fordi jeg tror, der er noget at lære af den. Hvis ikke for andre, så i hvert fald for mig selv.

0e78f49e-85c5-4b19-b2bb-d83eef984f9b

5 TING JEG IKKE FORSTÅR

Mig, hvis jeg havde all the money in the world at bruge på udsalget på asos.com i dag. 

1. Forelæsere, der RÅBER, når de SNAKKER, selvom de jo har en MIKROFON. Det sker ISÆR, når de læser OP fra TEKSTER eller fra egne NOTER og SLIDES. Det er lidt ligesom i diskussioner. Jeg hører altså ikke nærmere efter, når nogen RÅBER af MIG.

2. Hvordan det er gået forbi min næse, at asos.com lige nu har 20% på alt med koden OCTOBER. Det er kun i 24 timer, så det er bare med at få købt det dér item i dine saved items, du længe har debatteret med dig selv om. Jeg har set mig lun på denne nederdel, som, jeg håber, kan se nice ud med jeans under.

3. Slutningen på HBO serien, Liar. Jeg vil ikke spoile noget. Jeg vil bare først og fremmest sige, at jeg synes, man skal se den. Men der er to ting, jeg ikke forstår: hvad er det, den prøver at sige om løgne; og hvorfor slutter den så brat? Altså er det bare mig, eller er det ikke, som om serien pludselig wrappes up, som om de ikke selv havde opdaget, at de var nået til sjette afsnit?

4. Hvordan man nogen aftener bare ikke bliver fuld, og måske endda har det lidt “meh” hele aftenen, selvom man drikker den ene øl efter den anden, andre aftener rammer alkoholen helt rigtigt, og bliver en dejlig brandert, som kan vare ved til den lyse morgen (mig i fredags), og helt andre aftener drikker man tre-fire drinks, og bliver så beruset, at aftenen må slutte “tidligt”, måske endda med hovedet i toilettet (mig til KUA-fester).

5. Hvorfor det tog mig næsten tre år fra min første tatovering til min anden. Nu er jeg fuldstændig bidt af det, og har fået lavet teknisk set fem tatoveringer på to måneder. To af dem hænger dog sammen, men er altså på hver sin arm. Jeg får hele tiden nye idéer til motiver, og det er for fedt at gå og nørkle med!

MENS VI LEVER

mensvileverstill

Jeg vidste godt på forhånd, at filmen ville sidde i mig bagefter, at den ligesom film som De urørlige og Smagen af rust og ben ville gøre ondt i maven, ondt i hjertet, og i samvittigheden, give våde øjne, og skubbe tårer langt ned af kinderne, til de sidder under hagen som små salte vidner om, at man er for rørt til at bryde sig om at tørre dem væk. Men fordi traileren er så sparsom i sin afsløring af handlingen, havde jeg ingen anelse om, hvor meget jeg egentlig ville tage med mig fra filmen.

Det er som sådan heller ikke den konkrete handling, der taler til mig, men mere den underliggende, at der er så meget, vi mennesker ikke fortæller hinanden. Der er mange ord, vi ikke lader os selv ytre, mange følelser, vi lægger skjul på, og det handler jo nok i bund og grund om at være bange, bange for at ordene ændrer os, eller ikke bliver grebet. Det er derfor, vi ikke bare slynger ordene ud.

Når jeg tænker tilbage, er der uendelige gange, hvor jeg ville ønske, at jeg havde sagt noget. Og her mener jeg ikke efter de dér samtaler, man har med sig selv i badet, hvor man revurderer ethvert ord i den fuldemandssnak, man havde i går, og ønsker at have sagt noget andet, noget bedre. Jeg mener alle de gange, hvor man tier. Alle de gange man føler og tænker i stedet for at tale, især når man får tænkt noget så stort, at det slet ikke synes muligt at tale om det. Selvfølgelig er der emner, som bare esvære at tale ærligt om, og vi vil finde os selv i mange situationer, hvor vi bliver i tvivl, om vi overhovedet skal sige noget. Jeg er bare blevet ret sikker på, at den største fortrydelse er dén ikke at få sagt noget. Vi har jo kun tiden, mens vi lever.

Nogen gange bruger vi måske også tiden forkert ved at tie. Jeg er på ingen måde fortaler for at sidde og fortryde tidligere perioder af ens liv, men jeg ved bare med mig selv, at der er relationer, hvor jeg gerne ville have talt mere, end jeg tænkte og følte, situationer, hvor jeg gerne ville have sagt fra, råbt højt, eller bare anerkendt, at noget eller nogen fik mig til at føle på en bestemt måde. Jeg havde måske været et andet sted i min evne til at være ærlig om mit indre, hvis jeg havde været det første gang, jeg oplevede denne her tvivl. Det er bare blevet en så stor del af mig, at jeg holder det for mig selv, når det virkelig betyder noget. Hvis jeg endelig siger en følelse højt, handler det for det meste af tiden om noget endnu dybere, der bare ikke kan finde sin vej til mine læber. Og sådan tror jeg faktisk, vi er rigtig mange, der har det.

Jeg er for nylig, og af flere omgange, blevet gjort opmærksom på, at det skaber en distance, en kløft, når man tier, når jeg tier, eller negligerer følelser. Det har virkelig fået mig til at tænke, men det har også vækket en lyst til at bruge mine ord, og bruge dem ærligt, selvom det er svært.

Hermed altså en varm anbefaling af filmen Mens vi lever.

Older posts