Elsker, elsker ikke

marguerit

Med kraftig inspiration (jeg har faktisk tyvstjålet idéen) fra Informations serie, hvor forfattere skriver lister over de ting, de holder af, og ikke holder af, kommer her min udgave. Nu er jeg jo ikke forfatter, men skribent kan jeg vel godt kalde mig, og jeg har altså taget mig friheden til selv at komme med mit bidrag. Men jeg vil selvfølgelig ikke tage nogen som helst ære for idéen, så derfor denne disclaimer.

Elsker
At cykle, men ikke for langt. Tøj fra Weekday, at finde på overskriften før teksten, SoMe, tatoveringer, The Minds of 99. At købe selv for egne penge, smagen og duften af koriander, følelsen, jeg fik engang, jeg cyklede på Frederiksberg Allé, højskole, kaffe, højskolekaffe. At skrive til sent om natten, mit spejlbillede i butiksvinduer, ny telefon, ny computer. Elsker når jeg kan selv, og når jeg kan med andre, forelskelsen, karrysild, lyden af regn mod ruden. Elsker når din krop finder vej om min i søvne, elsker dåsecola, myggestik, parfume. Elsker suset, når en koncert går i gang. Elsker festival, fregner, friske figner, og fadøl.

Elsker ikke
Dårlige oversættelser af engelske romaner, SoMe, romantisering af stoffer, og af utroskab. Sygdom, debattører, der praktiserer mudderkast, kokos, lang ventetid på en besked tilbage, min egen dobbeltmorale inden for førnævnte ventetid, angst, sved, angstens sved. Når jeg er svimmel. Dåselatter, pakkeleg, mærkater, tvivlen, uopfordret berøring, hverdagssexisme. Porno, gyserfilm, edderkopper. Homofobi. At det i livet nogen gange sker, at forhold, man anser for bestandige og selvfølgelige, ændrer sig afgørende.

Jeg vil i øvrigt anbefale jer at læse hele denne her serie hos Information. Den er både sjov og rørende, og det minder mig om, at jeg også elsker at læse noget, jeg kan genkende mig selv i.

Spørgsmål, jeg stiller mig selv

facetune_17-05-2018-18-41-03

Kunne jeg bo for mig selv i en lejlighed? Måske endda min egen? (Jeg er pt boligsøgende, da mit lejemål netop er blevet opsagt, og jeg står derfor uden bolig fra 1. september. Hit me med en email, hvis du kender til noget)

Må jeg ikke længere være smart, sej, æstetisk eller glad på Instagram, fordi jeg har medvirket i et program, hvor jeg “brød ud” af dét og den måde at bruge mediet på, og fremlagde en ny ærlighed?

Mon jeg kommer til at fortryde at have fået så mange tatoveringer?

Hvorfor kaldte jeg ikke min blog noget mere originalt end (noget af) mit navn?

Gad vide, om jeg bliver færdig med min bachelor? Eller går i gang med en anden? Skal jeg måske ikke lave noget mere kreativt?

Er det en fase? (Det her spørgsmål stiller jeg mig selv oftere og om mere, end hvad sundt er, tror jeg)

Hvordan tjener jeg penge på at drive min blog uden at være kommerciel?

Vil jeg have spejlæg, blødkogt æg eller røræg i dag?

Hvorfor tager jeg ikke lige så mange billeder, som jeg plejede at gøre?

Er det en god idé?

Skal jeg have en øl mere? (Oftest efterfulgt af ovenstående spørgsmål)

Hvad har jeg egentlig lyst til?

Hvordan kan så mange mennesker klare at bruge udtrykket “Ej, jeg dør”? Jeg kan ikke lade være at synes, at det er lidt ulækkert, for det er jo et misbrug af et alvorligt ord. Du dør jo ikke, når du griner af memes, eller ikke får nok dressing i din pita-kebab. Og så er vi tilbage ved det dér med brug af ordet ‘angstprovokerende’.

Ville jeg være god til at være kæreste?

Hvorfor er cola så fucking fantastisk en læskedrik?

Ting, jeg gjorde

facetune_12-05-2018-19-07-58

Bad min nye frisør om at barbere noget af mit hår af og smøre resten ind i afblegning. Gik i panik et sted mellem undercut og afblegning, eller nok i virkeligheden midt i afblegningen, og sad så dér i frisørstolen med tårerne trillende ned af kinderne, og prøvede at forklare frisøren på en nogenlunde cool måde, at der “bare sker ret meget for tiden”.

Sagde nej til en influencerkampagne for et produkt, jeg egentlig ikke ville have noget imod at teste. Jeg kan godt lide blød hud. Sagde nej fordi nogle formuleringer på produktets hjemmeside ikke stemmer overens med, hvordan udseende, i min optik, må omtales og defineres, og hvad jeg selv står for. Kan (og vil) ikke støtte op om nogen, der kalder barberede eller voksede arme for et “rent” look.

Mødtes med Ditte fra Ditte er fuld af løgn – Tværs på DR3 for at drøfte et lille projekt, vi gerne vil lave sammen. Snakkede video, sociale medier, erfaringer, budskaber, udvikling, problematikker.

Tilføjede disse smækbukser til mine ‘saved items’ på asos.com. Kunne da godt lige bruge den halve sommer i sådan et par. Og den anden halve i bare ben, selvfølgelig.

Bestilte mad fra Wolt to gange på en dag. Fordi det var lørdag, fordi jeg var træt (læs: havde tømmermænd), og fordi jeg ikke var i humør til en tur i Netto. Bestilte Jagger til frokost og Hey Darling til aftensmad (mit nye yndlingssted på Wolt). Husk forresten at I får 50DKK rabat på jeres første ordre hos Wolt, hvis I signer up med koden AMALIEWESSEL.

Brugte en søndag eftermiddag på at løbe et løb ved søerne i København (og løb det rent faktisk). Den lader vi bare stå sådan.

Genaktiverede mit abonnement på Tv2 Play for at se Station 2: Ubådssagen. Havde jo ellers en plan om ikke at betale til streamingtjenester, jeg ikke får brugt. Kan selvfølgelig bare afmelde mig igen. Efter anden sæson af Perfekte Steder. Og tredje sæson af Unge Lovende.

Havde sex med en, jeg havde lyst til. Og fordi jeg havde lyst. Til sex.

Meldte mig frivilligt til et par ansvarsposter på mit studie, selvom jeg i forvejen svømmer rundt i alt det ansvar, jeg ikke kan overskue. Her mener jeg primært ansvaret for mit eget velbefindende, min økonomi, mit studie, mit arbejde og mit vasketøj. I mit hovede florerer en idé om, at hvis jeg tager ansvaret for noget, jeg virkelig gerne vil, får jeg også styr på alt det andet. Bliv hængende og følg med i næste afsnit af ‘Amalies famlen rundt i semi-voksen-livet’.

Spiste pitabrød med falafel fra Fuldkorn (Durum Bar er stadig mit yndlingssted), drak dåsecola og hørte John Mayer (og sang med), imens jeg skrev det her blogindlæg færdigt.

En slags efterord

facetune_17-04-2018-22-07-13-2

Det sidste afsnit af De Perfekte Piger er rullet over skærmen, og jeg er efterladt med både en enorm lettelse, men også en følelse af, at noget er uforløst. Programmet skildrer et intenst forløb over seks uger, som på så mange måder har været det største, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Men når et program af seks afsnit på 28 minutter skal skildre personlig udvikling for fire forskellige piger, er der også meget, der går tabt, og det er kun en brøkdel, der bliver vist. Ligeledes er det i første omgang også kun en brøkdel, der bliver filmet. Med andre ord er der en kæmpe del af processen, som aldrig når ud, og i virkeligheden er der så meget mere at sige om den udvikling, jeg har opnået, og stadig er i gang med.

I en nylig kommentar på min Instagram-profil går et spørgsmål på, hvorvidt jeg bruger programmet til at få endnu flere likes og øge min iscenesættelse af mig selv på diverse sociale medier. Vedkommende udtrykker, at jeg, hvis jeg er udfordret personligt, burde stoppe med at forsøge at styrke mit selvværd via likes og eksponering, og i stedet arbejde med mig selv. Kommentaren rundes af med, at det lader til, at jeg bruger programserien som brændstof for mit behov for selviscenesættelse.

Jeg ved ikke, om kommentaren er skrevet med hensigten at provokere. Men den har i hvert fald sat nogle tanker i gang hos mig, og den største af dem er, at jeg kan mærke, at min taletid ikke er opbrugt. Jeg har mere at sige, og jeg har måske i virkeligheden ikke sagt nok om min medvirken i programmet, fordi jeg gerne ville have, at det skulle bære sig selv. Og fordi jeg selv har skulle bearbejde det. Programmet har båret sig selv, og jeg har haft det lidt på afstand de seneste uger, men nu vil jeg gerne bære det videre.

Først og fremmest – nej, programmet er i mine øjne ikke et værktøj til flere likes og bedre selvværd (det får man ikke af likes, kan jeg hilse og sige, og det er netop en af pointerne bag min deltagelse i programmet) eller brændstof for mere selviscenesættelse. Jeg har faktisk haft en klar forventning om, at programmet ville blive min falliterklæring, at mine følgere ville drysse fra, og at jeg ville fremstå som en “løgn”. At responsen så har været, som den har, kan jeg næsten ikke engang forholde mig til. Det føles stort, fordi jeg ikke på noget tidspunkt har turde håbe på det. Jeg er meget overvældet.

For mig har dét at sige ja til programmet været nødvendigt, fordi selve projektet skulle blive et DR3 program, og jeg skulle bare være en del af det projekt. Muligheden for deltagelsen i projektet er landet hos mig på et tidspunkt, hvor jeg higede efter at blive revet ud af den onde spiral, jeg svømmede rundt i. Men dét at det skulle filmes og sendes på TV, har på intet tidspunkt talt til mig, tværtimod. Det har virkelig været svært, at noget så sårbart har skulle resultere i et TV-program. Til gengæld er jeg stolt af, at vi har gjort det, fordi jeg synes, programmet er kommet på et tidspunkt, hvor der har været brug for den slags ærlighed og sårbarhed. Og jeg bliver glad hver gang, jeg får en besked fra nogen, der føler, at programmet har gjort noget for dem. Det er virkelig stort at være en del af. Men jeg kan for eksempel næsten ikke engang få mig selv til at sige “tak”, når jeg bliver kaldt modig. For jeg har ikke modigt deltaget. Jeg har deltaget, fordi jeg ikke kunne lade være at give mig selv chancen for at ændre mit liv. Det har været så skelsættende for mig at deltage i projektet, at selve dét at det bliver sendt på TV næsten er det mindste af det. Forstå mig ret. Selvfølgelig er det vildt, men det er så ærligt, at jeg for eksempel ikke rigtig tænker over, hvad andre tænker om min deltagelse i programmet. For det kunne ikke være anderledes. Jeg har givet mig selv til det hundrede procent, og det kan jeg simpelthen ikke fortryde eller være usikker omkring. Det svære er, hvor jeg tager udviklingen hen herfra. Det tænker jeg meget over.

Det nager mig for eksempel, at jeg ikke rigtig kan knække koden til, hvor jeg skal hen med bloggen og min Instagram. Jeg er jo blevet utroligt bevidst om bevæggrundene for min aktivitet på for eksempel Instagram, og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at bruge mediet på samme måde, som jeg tidligere har gjort. Jeg har ikke behovet for at leve gennem den persona. Det falder mig ikke længere naturligt at leve en Instagrammer-tilværelse, hvor der skal stoppes op hver gang, noget er insta-venligt. Og jeg definerer mig ikke længere gennem min “instaprofil”. Men betyder det, at jeg ikke længere er gyldig? Eller at jeg ikke må poste noget, der er pænt? Det synes jeg jo ikke, det behøver at betyde. Jeg skal bare finde ud af, hvilken rolle min platform fremover skal have, og jeg er helt klart ikke færdig med at arbejde med den ærlighed, der er så essentiel for at lade facaden falde, og lade den blive dér, hvor den falder. I sidste ende er alt jo en iscenesættelse, men jeg bliver mere og mere nysgerrig på, hvad min platform kan bruges til.

Nu blev det her en halv roman, men for mig er det vigtige ord. Tusind tak for at læse med.

(Næsten) alt det, jeg gerne vil begynde på

Annonce for Aarstiderne

facetune_09-04-2018-14-50-30

Jeg skriblede for noget tid siden en lang liste ned over “dumheder”, jeg burde holde op med. Pisse irriterende ord. Burde. Men det behagede mig mere end skal. I forlængelse af det tænker jeg nu at skrible en liste over (næsten) alt det, jeg gerne vil begynde på. I dét ligger, at jeg ikke kan garantere, at det kommer til at ske, men at jeg blot tænker over at begynde på følgende:

1. At gå i nye gader. At sætte mig på nye stole, ved nye borde, på nye bodegaer. At danse på nye gulve, til nye sange med nye drinks i hænderne (jævnfør mit ønske om at droppe vodka-RedBull én gang for alle). Og med “nye” mener jeg selvfølgelig nye for mig.

2. At være abonnent på en måltidskasseordning. Jeg har set mig lun på Aarstiderne, og specielt den kasse, der hedder Kvikkassen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem nyder at bruge tid på at lave mad (deraf mit store forbrug af Wolt), men hvis det kan klares på 30 min., count me in. Det er også på tide, at jeg giver min krop og sjæl ordentlig næring til aftensmad. Forresten, hvis I kunne tænke jer at være med i en konkurrence om tre måltidskasser fra Aarstiderne, kan I signe jer up gennem dette link. Vinderen findes 16. maj!

3. At læse mere på samfundet. Fordi jeg er nysgerrig på at udfordre min egen rolle og mit eget perspektiv, og fordi jeg for nylig i en diskussion blev beskyldt for at være blind for, hvordan samfundet hænger sammen, idet jeg hævdede, at noget var en social konstruktion. Vedkommende argumenterede på et fagligt niveau, der var ulige mit, hvorfor jeg gerne vil læse mig klogere for næste gang at kunne svare med mere end “Nå, men jeg mener noget andet med grundlag i dét, jeg selv oplever”.

4. At lave en plan for min økonomi. I ved, sådan én med budget i et Excel-ark, madplan med godt øje for Nettos tilbudsavis, helt Luksusfælden-agtigt med en post til faste udgifter, offentlig transport, mad, “diverse” (hvordan får jeg for eksempel råd til at farve mit hår – igen og igen), øl og andre vigtigheder.

5. At overføre min nyfundne ærlighed over for mig selv til også at være det over for andre. Ærlig. Jeg mangler dog stadig at komme frem til en konklusion i den debat med mig selv, der går på, hvem og hvor mange de “andre” skal være.

6. En opsparing.

7. At huske rent faktisk at få skrevet om alt det, I ønsker jer. Her kan nævnes, at I efterspørger mere om al den musik, jeg hører (det skulle ikke lyde så musik-elitært, som det måske kom til), den litteratur, jeg læser, og hvad jeg synes om den, hvor man skal gå hen, og hvad man skal lave i København (jeg har andre bud end øl på den lokale bodega), hvordan det gik med projekt hårtoning, og så selvfølgelig det spørgsmål, vi alle sveder over på et eller andet (eller flere) tidspunkt(er): at vælge eller ikke at vælge det rigtige studie. 

8. At støvsuge og støve af oftere. Jeg har fået at vide, at jeg alternativt kunne lade være at have “så mange hvide møbler”. Jeg har talt dem, og jeg har altså kun to. Og en vindueskarm. Måske seancen bliver sjovere, hvis jeg køber sådan en hvid pind med en stor mængde pink fluffiness i den ene ende. Hvad dælen hedder sådan én egentlig?

9. At styrketræne mine arme. Jeg tror, det vil klæde mine tatoveringer. Derudover ville det sgu nok være meget sundt, hvis jeg fik opbygget lidt muskelmasse.

Older posts