5 DAGLIGE TRIN TIL MERE OVERSKUD

giphy17

INDEHOLDER AFFILIATE LINKS:

Min skrivelyst er tilbage. Altså den del af den, der sidder i mig hele tiden, men ikke altid kan finde ud af, hvad det er, den gerne vil ud med. Det har skabt en del kaos i mit hovede på det seneste, ikke at have en klar idé om indhold til bloggis. Jeg skal lige vænne mig til en hverdag med både arbejde og blog. De her fem trin hjælper mig dog godt på vej:

1. SULTNE MÆND SKAL I NOTESBOGEN
Det her har jeg været sen til at opdage berigelsen ved. Alt skal i kalenderen og notesbogen. Jeg har altid brugt min kalender udelukkende til skole og arbejde. Det duer jo ikke. Nu bugner den med alt fra tandlæge til frokostaftaler, fra byture til bootycalls, fra vigtige dage som åbent hus på KEA til måske-aftaler, der får et ? i enden. Og så skriver jeg alt ned, der kan blive godt, for eksempel tanker fra en stiv hjemtur i 6A eller en idé til et blogindlæg, jeg får, når en lækker-men-i-lige-blevet-far-alderen-mand glor sultent i Netto.

2. FOLD NOGET SAMMEN. ANYTHING WILL DO
Læg dit glattejern på plads, når du har brugt det. Sæt din kaffekop i opvaskemaskinen (hvis du er så velsignet at have sådan en), sørg for at shampoo og balsam står pænt ved siden af hinanden i badet, fold en hvid t-shirt lidt pænere sammen, når du kyler den tilbage i skabet, fordi den er “alt for plain” til dit image i dag. Og tænk engang, alt dette kan gøres på en dag, hvor man ellers ikke udretter noget, men så har man alligevel udrettet lidt. Smart, ing’?

3. FODR DIG SELV MED VISE ORD AF HELLA JOOF
Alle piger bør eje et eksemplar af Papmachéreglen af Hella Joof, som jeg var så heldig at få i julegave. Den har virkelig sat nogle ting i perspektiv for mig, men jeg kan mærke, at jeg hellere må få læst den igen snarest. Jeg kan især anbefale Glimmer-reglen, Reglen om resten og Rub og stub-reglen. De to sidste appelerer drøngodt til tider, hvor ens beundring bliver til misundelse (det sker desværre ofte for mig).

4. SENGETÆPPE PÅ DIN LOVE NEST (ELLER MINUS LOVE NEST)
Det her er også nyt for mig. Jeg har købt et sengetæppe i forsøg på at blive mere voksen og gøre mit hjem mere indbydende for gæster, og det betyder, at jeg nu reder min seng hver morgen. Jeg har i hvert fald gjort det i tre dage nu, og det er bare så fint. Jeg mener det seriøst, det giver overskud at forlade et ryddeligt hjem, og endnu mere at komme hjem til et ryddeligt hjem.

5. STEP AWAY FROM THE IT GIRLS ON INSTAGRAM
Denne her har jeg endnu til gode at gøre brug af, men jeg kan forestille mig, hvad det kunne gøre af vidunderlige ting for mig. Det handler specielt om de dér model lækre typer klædt i alt godt fra Wood Wood, Weekday, Baum und Pferdgarten, Ganni og Sakspotts, altså alle de mærker, jeg sukker efter at iklæde mig hele tiden. Det gør simpelthen intet godt for selvværdet eller overskuddet, særligt ikke når jeg kommer helt derud, hvor jeg glemmer at gøre brug af tip nummer tre. Jeg tilføjer lige norske stilikoner også. Min seneste obsession.

Smid et like på min Facebook for at blive opdateret på nye indlæg.

7 SPØRGSMÅL, MAN OFTE FÅR SOM BLOGGER

ADVARSEL: Læs ikke videre, hvis du ingen form for humor eller forståelse for sarkasme har. Indlægget her har til formål at opklare og uddybe, men i lige så høj grad at underholde læseren. Du skal nok heller ikke læse videre, hvis du har noget imod ytringsfriheden.

Det er ligesom at skrive dagbog, ik? Altså det kunne du vel bare gøre i stedet?
Der findes blogs, der i mine øjne minder meget om en dagbog. Det kommer helt an på, hvor meget man vælger at inddrage sit personlige liv. Jeg ville bare aldrig lægge en collage med tøj i min dagbog, skrive om Københavns clåb bois i min dagbog (okay, måske en enkelt eller to clåb bois), og der er ikke nogen, der svarer mig i min dagbog. Så for sidste gang. Min blog er et kreativt frirum, hvor jeg kan udfolde mine interesser for mode uden at være modejournalist, skrive om film uden at være filmanmelder og tekster som dette indlæg uden at være kronik- eller debatskribent. Kald det en åben scrapbook, om du vil.

Fuldtidsblogger? Nå, hvad laver man så?
Man blogger på fuld tid, altså arbejder man ikke med andet end sin blog. Der er rigtige penge i at blogge, og med den rigtige blogstørrelse kan man leve af det. Jeg kender bloggere, der lever af det, og jeg kender mig selv, der bloggede på fuld tid i den første del af mit sabbatår for blandt andet at finansiere et højskoleophold. Mange blogs er registreret som en virksomhed.

Så du lever af avocadomadder og latte?
Ja, og alt mit tøj er sponsoreret, og alt, jeg skriver, er sponsoreret. Jeg har altid plus på kontoen, jeg ser godt ud hver dag, mit liv er lige så smukt som et Instagram-feed, og jeg får aldrig dårlig mave eller det forkerte ben ud af sengen tre dage i træk for at krybe ned i sengen igen for at se den samme serie i de samme tre dage. De avocadomadder har virkelig forstyrret folk.

Kender du så Fie Laursen?
Det er klart, at en blogger med den mediedækning, Fie Laursen havde, og måske stadig har, bliver en almen definition på en blogger i folks hoveder, specielt hvis de ikke kender til andet. Jeg ser lidt det her spørgsmål som at skære os alle over én kam, altså os bloggere. Der er mange måder at blogge på, vi er alle forskellige, og vi er ikke alle ét hold, én gruppe eller én flok af veninder, der spiser avocadomadder sammen. Fie Laursen er blot ét eksempel på en blogger, der adskiller sig fra mig og min blog. Jeg kunne have nævnt mange andre navne.

Kan du leve af det? Hvor meget tjener du om måneden?
Spørger man sin ikke-blogger-veninde, hvad hun tjener om måneden? Eller ham den søde fyr, man lige har mødt til en fest? (Undtagelse: Han køber den dyreste drink, du spørger lidt ind til lovligheden i hans erhverv). Sin mor? Sin far? Mit gæt er nej. Det er uhøfligt, og svaret er privat. Hvornår er der opfundet en uskreven regel om, at bloggere skal svare på det spørgsmål? 

Hvorfor er dit liv mere interessant end andres?
Fordi jeg kan leve af avocadomadder og latte, altid har plus på kontoen, ser godt ud hver dag, aldrig har dårlig mave og aldrig får det forkerte ben ud af sengen. Jeg er faktisk slet ikke et almindeligt menneske. Jeg er blogger.

Er det ikke meget overfladisk?
Her formoder jeg, at “det” skal udgøre en høflig(ere) version af “du”, som nok i virkeligheden er målet med spørgsmålet, at afklare om man som blogger er overfladisk. Jeg synes, man skal passe på med det ord. På min blog skelner jeg for eksempel mellem indhold, der kan offentliggøres, og indhold, der er for privat. Men det gør mig ikke overfladisk. Samtidig har jeg dybe venskaber i blogland, og jeg har “overfladiske” venskaber, men det betyder ikke, at hverken de eller jeg er overfladiske mennesker. Men sammenlignet med min dagbog, hmm ..

KAN VI LIGE SNAKKE OM DET SENESTE SKAM

SPOILER ALERT

Jeg har netop set det seneste afsnit af SKAM, sæson 3, og præcis fordi jeg forstår og deltager i hele hypen om serien, piner det mig, at jeg simpelthen er gået hen og blevet lidt frustreret. Og her mener jeg ikke åh-nej-en-hel-uge-til-næste-afsnit-frustreret, men reelt frustreret.
Måske er det bare mig, måske vil nogle af jer være enige.

billeder1

Jeg har hele tiden haft det sådan, at sæson 2 helt klart er min favorit, og jeg havde helt fra start svært ved at se, hvordan sæson 3 på nogen måde ville kunne komme op og toppe sæson 2. Det må jeg så konkludere, at den heller ikke kan, fordi halloooo, savner stadig William, liksom. Der var bare noget særligt over anden sæson. Først og fremmest skyldes det helt sikkert noget med identifikationen. Det er jo klart. Jeg kunne gennem anden sæson identificere mig meget med Noora og hendes forhold til William, hvor tematikken i tredje sæson ikke giver mig denne dér “det kender jeg godt”-følelse. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke både underholdes og føler med karaktererne i tredje sæson, at jeg ikke også sidder og er helt vildt spændt på udviklingen i Isaks og Evens forhold, men jeg har bare ikke det samme tilhørsforhold til sæsonen.

Derudover, og her kommer frustrationsdelen, har jeg det lidt svært med opbygningen. Jeg har hele tiden haft stor respekt for, hvordan Julie Andem tør at dvæle, hvordan hun lader tøvende scener have stor plads i serien, at karaktererne til tider er ret passive, og jeg kan rigtig godt lide denne her “alt sker i real time”-tendens, som hele serien igennem har domineret seriens udtryk. Men jeg må samtidig sige, at jeg synes, tredje sæson har haft en sløv opstart, og midten har ikke rigtig kunne reparere det. Nu begynder der så at blive kastet om sig med store begivenheder på én gang. For eksempel at Isak i ét afsnit både springer ud over for sin far, og så for sin mor, har en vigtig samtale med Sana om sin homoseksualitet, så hendes accept også kan krydses af på listen over ting, der skal nå at ske, inden sæsonens ende, og så finder han i samme afsnit ud af, at Even er maniodepressiv samtidig med en konfrontation med Sonja. Mit “problem” er nok egentlig, at jeg gerne ville have haft mere af den slags spænding tidligere i serien, men jeg kan sagtens se, hvordan begivenhederne har en realistisk fremgang, måske lige med undtagelse af at Sonja først kommer frem med denne her information nu. Virkelig hjerteskærende scene btw. Stakkels Isak!

Sidst, men ikke mindst, håber jeg inderligt, at det snart er slut med mystikken omkring Even. Nu er vi kommet så langt, at vi ved, at han er manisk, og det forklarer jo en del, men det rejser også spørgsmålet, om alle Romeo & Julie referencerne har været der for at indikere, at det hele er “teater” for Even? At han slet ikke er oprigtigt vild med Isak? Derfor ønsker jeg virkelig en form for stripped down scene med Even, hvor han er the real Even uden image, og forklarer Isak, og dermed os som seere, hvad hans greia egentlig er. For hvem er Even? Det føler jeg stadig ikke, vi ved, selvom sæsonen lakker mod enden. Gad vide, hvad der sker med Even nu?

Hvad tænker I?

OM HVORFOR JEG BLOGGER, OM KVINDEBILLEDER & MISFORSTÅELSER

Som jeg fik nævnt i mit femte blogpost om ugens plus- og minuspoint, har jeg haft en samtale, en diskussion om man vil, med nogle unge piger på min egen alder, som jeg skulle arbejde med til deres filmprojekt om kvindebilleder blandt unge kvinder i det danske samfund. Projektet bliver offentliggjort på et eller andet tidspunkt, og de er helt indforståede med, at jeg har set projektet som lidt af et angreb mod mit “felt”, og vi har også haft en god snak om det efterfølgende, så dette er på ingen måde backfire mod dem, men derimod et debatindlæg med formålet at belyse et emne, som jeg føler mig nødsaget til at råbe lidt højere omkring. Snakken med dem har givet mig det sidste skub i rumpetten, der skulle til for at få skrevet det her ned.

Jeg kan forstå, at der findes mennesker, som tror, at man starter en blog med præmissen, at man har et så interessant og godt liv, at man føler, det er noget at byde andre at følge med i. Dét skræmmer mig helt vildt, at der muligvis sidder piger, drenge, kvinder eller mænd og tænker sådan om mig, hvis de kommer forbi min blog eller min Instagram. Og til de, der spørger, hvad jeg ønsker at opnå med min blog, vil mit svar altid være, at jeg ønsker at inspirere andre mennesker, som jeg selv er blevet inspireret af mine forbilleder i “blogland”.

Men formålet var ikke at inspirere andre, da jeg som 13-årig lagde min første video på YouTube. Jeg ville bare gerne være en del af noget. I ved, der er altid hestepigerne, sportspigerne eller musikpigerne, og jeg passede bare ikke rigtig ind nogle af de steder. Jeg gik til billedskole, men så snart min far gav mig mit første kamera, blev jeg langt mere optaget af at være digitalt kreativ. Jeg ved ikke, altså jeg har nok altid været lidt en nørd. Jeg glemmer aldrig, da jeg fik min første bærbare computer, og vi fik trådløst internet. Det var, uden pis, rigtig stort for mig.

Ved at blive en del af YouTube og senere blogverdenen, fandt jeg mit eget felt. Jeg fandt noget, der var mit, en hobby, som jeg var god til, og som jeg kunne dele med andre, der kunne lide det samme som mig. Og nej, jeg vidste ikke, hvem jeg var, da jeg startede. Det ved jeg måske ikke engang nu, så jeg har med garanti ikke følt, at jeg kunne byde på noget særligt, men jeg skabte et kreativt forum, som også blev et socialt forum, og det er, set i bakspejlet, ret genialt tænkt af en forvirret 14-årig, synes jeg. Selvom jeg nok ikke tænkte så langt dengang.

De her piger spurgte mig, om ikke jeg er med til at give et forceret kvindebillede til unge piger, fordi jeg lægger min hverdag på bloggen og på Instagram, og at det aldrig kan være det hele billede, fordi man sorterer i, hvad man deler. De spurgte mig også, om jeg aldrig er bange for at blive misforstået. Og lige dér, med alle deres spørgsmål om, hvorvidt mine medier påvirker andre negativt, kom øjeblikket i hele min blogs historie, hvor jeg har følt mig allermest misforstået.

Jeg har brugt min blog til at udvikle den “kvinde”, jeg er i dag, og det er ikke en kvinde, der føler sig bedre end sit publikum. Det er ikke en kvinde, der har det hemmelige kodeord til et perfekt liv uden sorger eller tøjkriser og kun med gode hårdage og Instagram-mad på “in” steder i København alle ugens dage. Jeg er så ked af, hvis der er mennesker, der tror, at det er grundlaget for en blog. Og jeg synes også, at mine tekster udtrykker, hvor almindelig en pige jeg er. Også selvom jeg værner om mit privatliv og vægter de positive indlæg højere end de negative.

Jeg spiser rugbrød med fucking æggesalat ret tit, bliver også ignoreret af fyre, oftere end hvad acceptabelt er, vil nogen mene, jeg bander tit over mit studie, og jeg har tilbagevendende identitetskriser, hvor jeg vender alt på hovedet og revurderer mig selv fra ethvert muligt perspektiv, og nogen gange vasker jeg ikke hår i tre dage. Idéen med min blog er ikke at sige “jeg er kvinde på den mest rigtige og bedste måde”. Jeg er blevet kvinde sammen med jer, med bloggen, og jeg udvikler mig med den vision at dele ud af mine erfaringer, om det så handler om en t-shirt fra Kenzo x H&M, om at komme igennem 2.g på bedste vis, eller hvor man kan få en god frokost i København. Ikke fordi mine erfaringer er de rigtige eller bedste, men fordi de måske kan inspirere eller hjælpe nogen, ligesom jeg selv i høj grad er blevet hjulpet gennem mange dilemmaer, små som store, ved at læse blogs. Og i den grad også ved at blogge. Jeres kommentarer er jo også en stor hjælp, og så er vi tilbage ved det sociale forum.

Jeg kan ikke stå til ansvar for, hvilket kvindebillede andre influencers fremstiller, men jeg kan stå til ansvar for mit felt. Og det ville jeg bare gerne lige ud med. Rigtig mange pluspoint til de, der har læst med helt hertil. Jeg håber, I forstår mig.

3 GODE GRUNDE TIL AT LÆSE BLOGS

ER DEN DYRESTE VIRKELIG DEN BEDSTE?
Det her argument for at læse blogs er sådan set mit største argument alle dage, selv efter indtrædelsen af sponsoreret indhold i blogverdenen. Jeg har altid læst blogs og set YouTube-videoer for at finde frem til de reelt gode produkter. I dag skulle jeg bare i Matas for at købe en ny tørshampoo, men jeg tænker “okay, har det lidt øv, føler mig bleg og små buttet, og hende ekspedienten i Ganni tænkte sikkert ‘taaabeeer’, ergo har jeg brug for selvbruner til ansigtet”, så jeg spørger den søde ekspedient i Matas, hvad hun vil anbefale. Og hun foreslår så en selvbruner fra Sisley til 825 kr., og så tænker jeg bare “okay, løbet er kørt”, og jeg havde mest af alt lyst til at sige noget bittert alla “nå ja, men det fungerer også godt med min SU”. Jeg vælger i stedet at sige, at jeg som regel er glad for Cliniques produkter, ender med at købe en derfra, og jeg ligner allerede en, der har været et par dage på en sydhavsø. Det kommer der mere om på bloggen, og dermed kan man nogen gange få mere ud af at læse en blog frem for at spørge ekspedienter til råds. De skal sælge et produkt, vi videregiver en mening eller erfaring.

“OKAY, WOW, DET ER PRÆCIS SÅDAN, JEG HAR DET”
Jeg hører rigtig ofte kritik fra min omgangskreds, hvad angår det personlige element på blogs. “Er blogs ikke bare en online dagbog, hvor man kan klynke lidt over et eller andet og lave en god clickbait overskrift?”. Men når jeg så spørger ind til, hvilke blogs de læser, så er det alle blogs, der deler ud af deres hverdag, tanker om deres liv og personlige ting, de ikke selv ville dele med omverdenen på den måde. Og det er jo sådan, fordi man gerne vil læse noget, man kan relatere til. Og det er jo lige præcis pointen, altså det her med at have noget til fælles med bloggeren, at kunne nikke genkendende til nogle af de ting, bloggeren skriver. Om det så handler om et forhold, om økologi, sneakers, træning, uddannelse eller det seneste afsnit af SKAM. At det så oftest er indlæg med clickbait, der bliver læst flest gange, er en hel anden snak, som vi slet ikke skal tage, hvis jeg skal holde en ordentlig tone i det her indlæg, haha.

INSPIRATIONEN TIL EN BEDRE VERSION AF SIG SELV
… eller til en bedre version af sin garderobe, bog-, CD- eller beauty-samling. Jeg synes ikke, man får noget ud af at sammenligne sig selv med hende i det smarteste outfit på studiet, jeg-er-for-cool-til-at-arbejde-her-og-snakke-med-dig-ekspedienten i Acne Studios eller modellen med mere end tyve Chanel tasker, og prøve at opnå at se sådan ud. Det er så out of reach, at det dræber inspirationen. Det er selvfølgelig ikke alle blogs, der er i øjenhøjde med læserne, men dé, der er, kan man virkelig få brugbar inspiration fra. Selv stræber jeg også efter at være sådan en blogger.

Hvorfor læser I blogs?

Older posts