HUSKER I … #1

giphy

Denne her gif giver mening, når I har læst punkt nummer to ;)

Jeg har fundet på en ny lille føljeton til bloggen, fordi en af mine bekendte foreslog mig at skrive noget “sentimentalt” en gang imellem, men jeg synes samtidig, det skal være hyggeligt og sjovt at læse. Og derfor er det lige præcis den genre, I kan læse på bloggen her til aften. Jeg har samtidig sørget for, at de fleste af tingene bør være nogle, man kan huske, hvis man er nogenlunde jævnaldrende med mig, eller har fulgt med på YouTube og blogs i nogle år. Måske jeg finder på et specifikt tema til mit næste indlæg i føljetonen. Eller måske I har nogle idéer til temaer?
Anyway, husker I …

… dengang man læste et blogindlæg, bare fordi det var der, og det var nyt, og overskriften ikke rigtig betød noget for, om man klikkede på det eller ej?

… top 3? Altså det dér med at skrive sms’er og spørge om hinandens top 3? Hold kæææft, hvor ville det være smart, hvis man lige kunne trække det trick op af lommen i dag uden at virke helt psyko. Altså bare for at vide, om hende den anden med langt lyst hår ligger højere eller lavere på hans liste end en selv. Det ville da have sparet mig noget tid i hvert fald.

… da MAC make-up var the coolest kid in town, og det var “på mode” at samle på øjenskyggerne? Og deres limited edition kollektioner? I hvert fald i make-up-blog-land og på YouTube. Norj, hvor har jeg brugt mange af mine teenage-lommepenge på at opbygge den vildeste samling. Det er sådan en skam, det bliver for gammelt.

… dengang man holdt nøje øje med, hvem der unfollowede ens profil på Instagram med denne dér Følgere+ app? Eller var det kun mig? Eller vent .. Gør man egentlig stadig det?! (Btw en kæmpe kniv i hjertet, når bf & første rigtige forelskelse hitter unfollow. Håber ikke han læser med. Men det gør han sgu nok ikke hence the unfollow .. Haha!)

… ‘What’s in my bag’ videoer på YouTube? Laver man stadig dem? Skal jeg lave en? Det får jeg helt lyst til! Det har faktisk været et efterspurgt blogindlæg, men jeg tænker, at video er sjovere?

Smid et like på min Facebook, hvis du vil opdateres på nye indlæg fra mig.

OM 8. MARTS, GRLPWR & BLOGGING

grlpwr

INDEHOLDER AFFILIATE: MADS NØRGAARD hoodie

Yes, I know, Kvindernes Internationale Kampdag var i går, og I har sikkert allerede læst og set en masse, måske en masse for meget, om det på de sociale medier i løbet af dagen i går, men jeg vil altså også lige være med i legen. Det er nemlig første gang, at jeg for alvor har mærket dagens betydning, og rent faktisk har følt mig som en del af dagen. Måske fordi jeg efterhånden kender så mange inspirerende kvinder (læs: mine blogger-storesøstre), som hver og én står for lige præcis dét, feminismen kan og skal bruges til, ifølge mig i hvert fald. At have ben i næsen og mod på at sigte højt. Og jeg vil jo gerne være ligesom “de store” (læs: voksne). De er bare seje.

Jeg startede min kampdag med at læse dette fantastiske skriv af Kathrine fra wearemad, som handler om tilgangen til blogging som erhverv, og hvor svært det kan være at tage kampen op at forsvare det, når man møder så meget modgang a la “Kan man virkelig leve af det?”, da det endnu ikke er alment anerkendt som erhverv. Det gav mig så meget power at få sat ord på de følelser, jeg selv går med, når jeg skal forsvare bloggen ude i byen! Næste punkt på dagen var selvfølgelig at få fat i den lyserøde GRLPWR hoodie fra Mads Nørgaard. Det resulterede i at bestille en str. L hjem fra webshoppen, og skynde mig ind i selve butikken efter arbejde i håb om at få en str. S i stedet. Det lykkedes, men nu er jeg i tvivl om, hvilken jeg egentlig bedst kan lide. Den er SÅ lækker! På vej hjem fra one beer too many læste jeg så denne artikel om de forskellige feminisme-typer, og selvom jeg ikke ellers ser mig selv som liberal, går jeg nok ind under ‘De liberale feminister’. Hvilken type feminist er du?

Smid forresten et like på min Facebook for at se mine nye indlæg!

JEG HAR LÆRT, AT ..

giphy

Ahaha, jeg har det stadig for fedt over denne her gif fra Oscar showet!

Jeg har gået og brygget på det her visdomsindlæg i en rum tid nu, og selvom det måske er sådan lidt kliché og føle-føle, vil jeg alligevel gerne dele det med jer, for der er altså nogle vigtige pointer iblandt, hvis jeg selv må sige det. Og de er alle sammen pointer, jeg rigtig gerne ville have læst, da jeg var 16, og da jeg var 18, og da jeg var 19 år. Det er nemlig alt sammen realiseringer, jeg først har gjort mig som 20-årig, men bedre sent end aldrig, right? Jeg har lært, at ..

.. det fancy valg ikke altid er det bedste valg. Nogen gange smager et pitabrød med shawarma og en dåsecola fra den lokale svedlugtende biks bare bedre end en Instagram-venlig Sticks salat. Nogen gange er en røvdårlig pladderromantisk, amerikansk komedie den bedste film, du kan se på en lørdag, selvom der er ny sæson af en eller anden kultserie, du nok burde være opdateret på til mandag. Nogen gange har du bare købt tamponer. Nogen gange er CBS bare CBS.

.. der er forskel på selvværd og selvtillid. Sidstnævnte har jeg en god portion af, for ellers ville jeg ikke have delt så meget af mig selv med offentligheden i så mange år, eller sagt til ham, jeg bare så gerne ville være kærester med, at det altså var mig som kæreste eller slet ikke mig, eller være i stand til at sige min mening i store forsamlinger. Selvværd har jeg ikke så meget af, som jeg troede, for jeg tænker sgu en del over, om de andre nu synes jeg er dum, fordi jeg sagde sådan, eller om jeg egentlig overhovedet er spændende nok til at blive nogens kæreste.

.. jeg ikke skal sige undskyld på bloggen mere. Jeg skal give mit eget pres på mine egne skuldre en kæmpe fuckfinger. Vi skal give presset på vores skuldre en kæmpe fuckfinger. Det er okay, og det går nok, vi er gode nok, du er god nok. Jeg er god nok.

.. uddannelse ikke skal vælges ud fra karrieredrøm, men ud fra interesse. Der er jo ingen garanti for, at man vil finde sig til rette i den karrieredrøm, man går og har, for hvorfor har man den? På grund af pengene? Lyden af titlen? “For det gør de andre”? Eller en idé om, at det nok passer meget godt til ens interesser? Og hvad var de nu lige sådan egentligt?

.. ens egen glæde ikke må være afhængig af et andet menneskes rolle i ens liv. Man er nødt til at have stor nok glæde i sig selv og tilværelsen, som den er, når man er alene. Hvad skal man ellers gøre af sig selv, hvis den person lige pludselig ikke vil spille sin rolle mere?

Håber I kan bruge nogle af mine ord, eller bare har nydt at læse med :)

Smid forresten et like på min Facebook, hvis du vil se mine indlæg i dit feed.

5 DAGLIGE TRIN TIL MERE OVERSKUD

giphy17

INDEHOLDER AFFILIATE LINKS:

Min skrivelyst er tilbage. Altså den del af den, der sidder i mig hele tiden, men ikke altid kan finde ud af, hvad det er, den gerne vil ud med. Det har skabt en del kaos i mit hovede på det seneste, ikke at have en klar idé om indhold til bloggis. Jeg skal lige vænne mig til en hverdag med både arbejde og blog. De her fem trin hjælper mig dog godt på vej:

1. SULTNE MÆND SKAL I NOTESBOGEN
Det her har jeg været sen til at opdage berigelsen ved. Alt skal i kalenderen og notesbogen. Jeg har altid brugt min kalender udelukkende til skole og arbejde. Det duer jo ikke. Nu bugner den med alt fra tandlæge til frokostaftaler, fra byture til bootycalls, fra vigtige dage som åbent hus på KEA til måske-aftaler, der får et ? i enden. Og så skriver jeg alt ned, der kan blive godt, for eksempel tanker fra en stiv hjemtur i 6A eller en idé til et blogindlæg, jeg får, når en lækker-men-i-lige-blevet-far-alderen-mand glor sultent i Netto.

2. FOLD NOGET SAMMEN. ANYTHING WILL DO
Læg dit glattejern på plads, når du har brugt det. Sæt din kaffekop i opvaskemaskinen (hvis du er så velsignet at have sådan en), sørg for at shampoo og balsam står pænt ved siden af hinanden i badet, fold en hvid t-shirt lidt pænere sammen, når du kyler den tilbage i skabet, fordi den er “alt for plain” til dit image i dag. Og tænk engang, alt dette kan gøres på en dag, hvor man ellers ikke udretter noget, men så har man alligevel udrettet lidt. Smart, ing’?

3. FODR DIG SELV MED VISE ORD AF HELLA JOOF
Alle piger bør eje et eksemplar af Papmachéreglen af Hella Joof, som jeg var så heldig at få i julegave. Den har virkelig sat nogle ting i perspektiv for mig, men jeg kan mærke, at jeg hellere må få læst den igen snarest. Jeg kan især anbefale Glimmer-reglen, Reglen om resten og Rub og stub-reglen. De to sidste appelerer drøngodt til tider, hvor ens beundring bliver til misundelse (det sker desværre ofte for mig).

4. SENGETÆPPE PÅ DIN LOVE NEST (ELLER MINUS LOVE NEST)
Det her er også nyt for mig. Jeg har købt et sengetæppe i forsøg på at blive mere voksen og gøre mit hjem mere indbydende for gæster, og det betyder, at jeg nu reder min seng hver morgen. Jeg har i hvert fald gjort det i tre dage nu, og det er bare så fint. Jeg mener det seriøst, det giver overskud at forlade et ryddeligt hjem, og endnu mere at komme hjem til et ryddeligt hjem.

5. STEP AWAY FROM THE IT GIRLS ON INSTAGRAM
Denne her har jeg endnu til gode at gøre brug af, men jeg kan forestille mig, hvad det kunne gøre af vidunderlige ting for mig. Det handler specielt om de dér model lækre typer klædt i alt godt fra Wood Wood, Weekday, Baum und Pferdgarten, Ganni og Sakspotts, altså alle de mærker, jeg sukker efter at iklæde mig hele tiden. Det gør simpelthen intet godt for selvværdet eller overskuddet, særligt ikke når jeg kommer helt derud, hvor jeg glemmer at gøre brug af tip nummer tre. Jeg tilføjer lige norske stilikoner også. Min seneste obsession.

Smid et like på min Facebook for at blive opdateret på nye indlæg.

7 SPØRGSMÅL, MAN OFTE FÅR SOM BLOGGER

ADVARSEL: Læs ikke videre, hvis du ingen form for humor eller forståelse for sarkasme har. Indlægget her har til formål at opklare og uddybe, men i lige så høj grad at underholde læseren. Du skal nok heller ikke læse videre, hvis du har noget imod ytringsfriheden.

Det er ligesom at skrive dagbog, ik? Altså det kunne du vel bare gøre i stedet?
Der findes blogs, der i mine øjne minder meget om en dagbog. Det kommer helt an på, hvor meget man vælger at inddrage sit personlige liv. Jeg ville bare aldrig lægge en collage med tøj i min dagbog, skrive om Københavns clåb bois i min dagbog (okay, måske en enkelt eller to clåb bois), og der er ikke nogen, der svarer mig i min dagbog. Så for sidste gang. Min blog er et kreativt frirum, hvor jeg kan udfolde mine interesser for mode uden at være modejournalist, skrive om film uden at være filmanmelder og tekster som dette indlæg uden at være kronik- eller debatskribent. Kald det en åben scrapbook, om du vil.

Fuldtidsblogger? Nå, hvad laver man så?
Man blogger på fuld tid, altså arbejder man ikke med andet end sin blog. Der er rigtige penge i at blogge, og med den rigtige blogstørrelse kan man leve af det. Jeg kender bloggere, der lever af det, og jeg kender mig selv, der bloggede på fuld tid i den første del af mit sabbatår for blandt andet at finansiere et højskoleophold. Mange blogs er registreret som en virksomhed.

Så du lever af avocadomadder og latte?
Ja, og alt mit tøj er sponsoreret, og alt, jeg skriver, er sponsoreret. Jeg har altid plus på kontoen, jeg ser godt ud hver dag, mit liv er lige så smukt som et Instagram-feed, og jeg får aldrig dårlig mave eller det forkerte ben ud af sengen tre dage i træk for at krybe ned i sengen igen for at se den samme serie i de samme tre dage. De avocadomadder har virkelig forstyrret folk.

Kender du så Fie Laursen?
Det er klart, at en blogger med den mediedækning, Fie Laursen havde, og måske stadig har, bliver en almen definition på en blogger i folks hoveder, specielt hvis de ikke kender til andet. Jeg ser lidt det her spørgsmål som at skære os alle over én kam, altså os bloggere. Der er mange måder at blogge på, vi er alle forskellige, og vi er ikke alle ét hold, én gruppe eller én flok af veninder, der spiser avocadomadder sammen. Fie Laursen er blot ét eksempel på en blogger, der adskiller sig fra mig og min blog. Jeg kunne have nævnt mange andre navne.

Kan du leve af det? Hvor meget tjener du om måneden?
Spørger man sin ikke-blogger-veninde, hvad hun tjener om måneden? Eller ham den søde fyr, man lige har mødt til en fest? (Undtagelse: Han køber den dyreste drink, du spørger lidt ind til lovligheden i hans erhverv). Sin mor? Sin far? Mit gæt er nej. Det er uhøfligt, og svaret er privat. Hvornår er der opfundet en uskreven regel om, at bloggere skal svare på det spørgsmål? 

Hvorfor er dit liv mere interessant end andres?
Fordi jeg kan leve af avocadomadder og latte, altid har plus på kontoen, ser godt ud hver dag, aldrig har dårlig mave og aldrig får det forkerte ben ud af sengen. Jeg er faktisk slet ikke et almindeligt menneske. Jeg er blogger.

Er det ikke meget overfladisk?
Her formoder jeg, at “det” skal udgøre en høflig(ere) version af “du”, som nok i virkeligheden er målet med spørgsmålet, at afklare om man som blogger er overfladisk. Jeg synes, man skal passe på med det ord. På min blog skelner jeg for eksempel mellem indhold, der kan offentliggøres, og indhold, der er for privat. Men det gør mig ikke overfladisk. Samtidig har jeg dybe venskaber i blogland, og jeg har “overfladiske” venskaber, men det betyder ikke, at hverken de eller jeg er overfladiske mennesker. Men sammenlignet med min dagbog, hmm ..

Older posts