10 hurtige om at være flyttet til Indre By

At skrive “10 hurtige” i overskriften er måske på grænsen til falsk reklame. Der er i hvert fald ikke så meget fart over de ti punkter – jeg fatter mig sjældent i korthed, men jeg har nu boet i Indre By siden midten af juli, tiden flyver afsted, og imens den har gjort det, har jeg gået og skrevet på de her punkter. Mit år på Nørrebro var afklippede jeans, fadøl, skødesløst hår, brune Birkenstock sandaler og (næsten) alle de bedste mennesker i mit liv inden for en radius af to kilometer. Nu bor jeg så i Indre By, hvor min nærmeste kiosk er 7-Eleven på Nørreport, køen til Arch er min nabo og lyden af en “fed BMW”, der gasser op ned mod Torvehallerne, er soundtrack til min hverdag. De afklippede jeans og de brune Birkenstock er selvfølgelig kommet med herind, men der er altså bare noget, der er anderledes ved at bo i Indre By.

– Hvor jeg førhen, da jeg boede på Nørrebro, helt sikkert har været larmen, når jeg er gået sent hjem fra Nørre Bodega, bruger jeg nu usandsynligt meget stemmebåndsaktivitet på at tale om larmen. Det er faktisk på et niveau, hvor min mor linker artikler til mig, der handler om ældre mennesker, der bor i mit område, og sender støjklager til kommunen. Men øhm, kom drenge, vi tager på Arch!

– Jeg tør (næsten) ikke købe en ny cykel, selvom jeg virkelig mangler en, for er der noget, jeg ikke orker at stå og bande over nede ved Nørreport, så er det en stjålet cykel. Den statistik skal jeg bare ikke være en del af.

– Selvom larmen er lidt hidsig af og til (Fireball af Pitbull på fuld tryk fra en Heineken festbus er lidt hård, når man ligger og sveder tømmermænd lørdag formiddag), gør byens puls noget ved mig. Jeg vil nok ikke gå efter at bo i Indre By igen, for jeg savner følelsen af at have et lokalområde, men jeg kan godt lide at bo i lyden af storby. Hvor findes den perfekte blanding af de to? Vesterbro?

– Inventarlisten på min hylde i køleskabet siger lige nu havredrik, Thise urmælk, Thise vesterhavsost, Kærgården, økologisk rugbrød, God Morgen appelsinjuice og et bundt frisk bladselleri. Og en billig rosé, men det er lidt snyd, for den havde jeg med fra Nørrebro.

– Der ligger en pøl af indtørret opkast til højre for trappen ind til min opgang.

– Sonny er ved at blive lidt af et stamsted for mig, altså denne dér “bloggercafé” nede i Rådhusstræde. Jeg vil ikke engang skamme mig over det, for de laver rent faktisk en interessant avocadomad med langt mere spark i end så mange af de andre caféer i Indre By. Og deres citronlemonade med timian er min nye ting. Måske vi også skulle tage at holde op med at label ting som “bloggerting”, som om det er noget dårligt.

– Der er langt til alt, og alting er tæt på.

– Med mit tiltagende antal besøg på førnævnte café bliver jeg eksponeret en del for de dér cool piger, der kun snakker om, hvor sejt et eller andet nyt projekt, de har startet, er (drømmer totalt meget om at blive én af dem). De cool piger går selvfølgelig i (endnu mere) cool sneaks (end mig), og jeg er røget direkte tilbage i min sneakerafhængighed, dog uden at have bukket under for den (endnu). Men jeg skal gerne indrømme, at det er møg hamrende svært. Opdatering: Siden jeg skrev dette punkt for en måned siden er det blevet til to nye par sneakers. Jeg forstår godt, hvis nogen ikke tager mig seriøst, for jeg tager så tydeligvis heller ikke mig selv seriøst.

– Prisen på to-go kaffe har kureret min craving for det fuldstændig, og selv siddende på en café er jeg begyndt at bestille noget andet. I hvert fald 7 ud af 10 gange. Jeg savner min faste bestilling hos Riccos i Stefansgade. Det er også, som om kaffe i Indre By smager mere af mælk end kaffe?

– Jeg har været med roomie på indløb i Torvehallerne. For at købe pil-selv rejer. Og fritter. Med trøffelmayo. Festmåltidet havde også hvidvin på bordet. Er der nogen, der gider trække mig op på bodegavognen igen, inden det stikker helt af? Opdatering: Jeg har fået et bekendtskab, der bor ude i mit gamle hood på Nørrebro, og er derfor igen at finde på mine stambarer.

Studie, orlov og spørgsmålet om uddannelse

Lige nu skulle jeg egentlig ligge mættet af indtryk og helt smadret efter introugeforløbet for de nye studerende på dansk på Københavns Universitet. Jeg har ikke nævnt det på mine sociale medier, at jeg skulle være tutor på mit studie. Min underbevidsthed har måske nok vidst, at det ikke ville blive sådan, selvom jeg egentlig var gået ind til det med stort engagement og to ekstra roller som studiegruppetutor og som konferencier i introugen. Det er blevet forsøgt at være et overmenneske i alle aspekter af livet, og det er blevet erfaret, at det efterlader meget lidt menneske tilbage, så nu sidder jeg i stedet blot lidt småtræt i min seng med cigaretrøg i håret og den mathed i kroppen, et par øl aftenen forinden efterlader. Et par øl sker ofte for tiden, og de ofte øl leder ofte til snak om uddannelse og det dér ubegribelige ord “fremtid”. Jeg ved ikke så meget, men jeg ved, at jeg skal lære at være menneske for mig selv, så ikke nok med at jeg har opsagt min tutorrolle, har jeg besluttet at søge om at få orlov fra mit studie.

Ude i byen hedder det sig, at jeg tager orlov for at fokusere på andre projekter. Det er sådan set også rigtigt nok. Jeg vil gerne lægge mit fokus et andet sted. Men jeg er også selv et af de projekter, for det handler også om tvivl, uro i kroppen og ondt i livet. Det er jeg bare lidt træt af at være – “sådan én”, der har ondt i livet, så for min egen skyld prøver jeg at vende fortællingen. Jeg tager et aktivt valg om at tage mig selv og mit velbefindende alvorligt, og jeg har ikke været glad for mit studie det sidste halve år – måske er det studiet i sig selv, måske er det alt dét rundt om i livet, jeg ikke kan styre, som har tynget mig. Det er nok i virkeligheden en kombination, men den konstante, dårlige samvittighed over ikke at give nok af mig selv til studiet er endt med at tage energi fra de projekter, jeg ønsker at have overskud til, og det er en enormt opslidende situation at være i. Jeg endte simpelthen med at blive fysisk dårlig af det, fordi jeg pressede mig selv så hårdt, og det er ikke det værd at ligge og kaste op efter at have skrevet en fem-døgnseksamen. Og som en veninde så fint sagde – hvem er det, jeg gør det for? Hvem er det, jeg tager en bachelor i dansk for?

Indtil videre er det “bare” et orlov – for at hele, trække vejret, mærke efter og fokusere på de dér “andre projekter” – men det er også blevet et spørgsmål om uddannelse. Jeg har altid vidst, at jeg ville tage en gymnasial uddannelse for derefter at tage en bachelor og så formentlig en kandidat. Der er aldrig blevet sat spørgsmålstegn ved det, og jeg har aldrig oplevet at blive pejlet i retning af spørgsmålet om lyst eller ‘drive’, men mere i retning af forventningen om at gå den akademiske vej, når nu jeg er så “akademisk kompetent”. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om det måske i virkeligheden handler mere om formen i de uddannelser, jeg har gået på – HA(kom.) på CBS og dansk på Københavns Universitet -, end det handler om studierne i sig selv. Da jeg droppede ud af CBS, blev jeg med det samme mødt af omverdenen med spørgsmålet om, hvad jeg så skulle læse i stedet for, og set i retrospektiv var dét at søge ind på dansk på Københavns Universitet nok i virkeligheden en lappeløsning på det “problem”. Jeg fik noget at svare på spørgsmålet, og på den måde slap jeg for at tage særlig meget stilling til det.

Det er absolut ikke, fordi jeg har opgivet tanken om at tage en uddannelse – så var det jo nemmest at droppe ud. Jeg vil bare gerne give mig selv plads til at være i tvivl. Og der er også en del af mig, der gerne vil arbejde på at få modet til at springe ud i noget af det, der måske ikke ligger lige til højrebenet, og heller ikke er en let eller lige vej, men som måske er det, jeg egentlig brænder for. Den snak kan vi tage som opfølger på dette skriv en anden dag.

Fashion Week outfit & ord

Won Hundred t-shirt // ASOS shorts // Adidas Yung-1 sneakers //
Kaibosh solbriller (gave) // Mads Nørgaard taske

Jeg har for nu at være helt ærlig været virkelig meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde noget at gøre til Fashion Week efter min deltagelse i De Perfekte Piger på DR3, især fordi Fashion Week på en måde er den halvårlige kulmination af den ‘verden’ eller branche, jeg bevidst har taget afstand fra i arbejdet med mig selv. Fashion Week er en eksamen, og det er antallet af invitationer og street style billeder, eller om du er ‘seated’ eller ‘standing’ til diverse shows, der viser dit værd, og fortæller omverdenen, hvor vigtig nogle andre i branchen synes, du er. Det er en hensynsløs branche, og jeg har min tvivl på, om det kan forenes med de værdier, jeg har, og den udvikling jeg er i. Omvendt handler det jo et eller andet sted også om indstilling. Hele det kreative aspekt i udførelsen af shows, alt fra venue til musik, og de kollektioner, der bliver fremvist, har jeg alle dage været begejstret for, så når jeg stadig bliver jeg inviteret, har jeg også fortsat en lyst til at deltage. Branchen er den samme, som da jeg begyndte at trække mig, men der er ændret nogle ting indeni mig, og dét har jeg haft med mig i denne omgang af Fashion Week. Skepsissen er også til stede i de hurtige snakke mellem shows og efter et glas vin eller to om aftenen. Måske der virkelig er et skift på vej, og måske bølgerne kan forenes, hvis vi gør noget for at bryde grænserne.

Selvom denne Fashion Week helt klart markerer sig som den, hvor jeg har slappet allermest af i det hele, valgte jeg alligevel i sidste øjeblik at begrænse min deltagelse til én dag. Det blev onsdag, hvor jeg var inviteret backstage med MAC cosmetics til Holzweiler SS19 showet, og det viste sig at være den bedste prioritering. Showet var spækket med items, jeg kunne se mig selv i, og den norske digter Alexander Fallo læste op til lyden af klaver. Virkelig en oplevelse i min ånd. Om aftenen var jeg inviteret til Glossier launch i Avlskarl Gallery, hvor jeg drak et par glas for meget, og bed hul i min tunge. Fashion Week over and out herfra.

Siden sidst ..

Der er sket ret meget in this life of mine, siden sidst jeg har sat mig ned og skrevet noget på bloggen, altså sådan rigtigt skrevet noget. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg for tiden navigerer i livet, som om jeg tror, jeg har alle mine følelser og tanker siddende udenpå, en arbejdsskade af at have delt så meget ud af mig selv måske. Nå, men jeg har af samme årsag i en periode både bevidst og ubevidst holdt meget for mig selv, især fordi der har været fokus på nogle ting i mit liv, som ikke er blogmateriale, men nu er fokus bevidst rykket, og der kan snart ikke være flere overskrifter, tekster og emner i mit hovede. Det skal ud, og vi starter med en god gammel kending i blogland – yes, that’s right, vi starter med en liste – en liste med episoder, der strækker sig over det sidste halve år.

Siden sidst ..

.. er der blevet grædt. Sammen og alene, på det lille værelse på Nørrebro. Bag solbriller i S-toget, på vej hjem fra uni mellem to undervisningstimer, en fuld og sen nat et sted på Nørrebrogade og på badeværelset midt i tandbørstningen inden sengetid.

.. kan der tælles to styk af karakteren 02 på mit “karakterblad” for 2. semester på mit studie (Dansk på Københavns Universitet, Amager), en karakter jeg ellers aldrig har fået til nogen eksamen, og jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, eller skifte studie (igen). Eller måske slet ikke læse noget lige nu. Den kan vi også lige tage en anden dag.

.. er jeg løbet tør for tårer, i hvert fald af den slags, der er faldet til Lov Mig Det af Tue West. Der skal heller ikke høres mere Tue West nu. Eller nogensinde. Haha.

.. har jeg været frivillig på Roskilde Festival, selvom jeg havde svoret, at dét skulle jeg ikke igen (jeg var frivillig med Clean Out Loud/Vallekilde Højskole i 2016). Denne gang viste det sig dog at være vildt fedt at være en del af festivalen på en anden måde – jeg var stage hands ved Avalon, og hjalp med at sætte scenen op, og tage den ned igen efter festivalen. Det gider jeg gerne igen!

.. er jeg flyttet fra det lille værelse på dejlige Nørrebro til et stort værelse i Indre By. Luftforandringen (omend spækket med bilos) har allerede vist sig at være positiv, og jeg er overrasket over, hvor hurtigt jeg egentlig er faldet til. Nørrebro har stadig en særlig plads i mit hjerte, men jeg er klar på nye oplevelser i Indre By.

.. har jeg læst et par bøger, hørt nogle podcasts og streamet serier på mere end to streamingtjenester. Det skal der nok komme nogle anbefalinger ud af! Jeg kan forstå, at der er mange af jer, der også er suckers for true crime, så det skal vi snakke lidt om.

.. har jeg sagt ja til at sidde med i det ungepanel, Sundhedsministeren har dannet som del af en indsats for i første omgang at finde årsagerne til, at den mentale mistrivsel blandt unge stiger så markant, som den gør. Jeg er simpelthen så stolt af at være valgt til det, og skrev faktisk også et blogindlæg om det, men var vist ikke så god til at pushe det. Læs eller genlæs det her.

.. har jeg skrevet mange tekster af en anden type, end jeg har været vant til, og har en enormt lyst til at udgive dem, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvilken platform de ville være finest på.

.. er jeg blevet mere modig, jeg tester mine grænser, og danser ind og ud af min comfort zone. Det kan altså noget!

.. har jeg tænkt og tænkt og tænkt, vendt det hele i mit hovede, tænkt noget mere, og næsten fremmedgjort bloggen for mig selv. Nu føles som det rigtige tidspunkt at “komme tilbage”, men det kommer til at være på min helt egen måde og med det eneste lille bitte (haha) krav, at det skal gøre mig glad. Det betyder, at der blandt andet skal åbnes endnu mere op for at have hele Amalie med.

Et skriv om at skrive (igen)

Det her blogindlæg var oprindeligt blevet til en ret vred smøre, men en vred smøre rettet mod mig selv, hvilket ikke ligefrem er charmerende. Det har min underbevidsthed nok været lidt opmærksom på (tak for det), for jeg har i hvert ikke udgivet det, og efter en gennemlæsning har jeg rykket lidt rundt, omformuleret, slettet og skrevet nyt, for udmeldingen er jo positiv: jeg vil gerne skrive igen, jeg skriver igen, så det her indlæg skal absolut ikke have klang af klagesang.

Men nu forholder det sig dog engang sådan, at Instagram har lanceret endnu en ny funktion, som forleden ledte til at afføde en lille provokation i mig. Der er selvfølgelig tale om Spørge-Jørgen funktionen, hvilket den nok ikke hedder, hvis man spørger Instagram, så det gør vi ikke. Den kan tilføjes en Story, hvorved følgere kan stille spørgsmål, og fordi jeg ikke kan dy mig for også at skulle være med, når der ruller en bølge af tests af en ny funktion, lavede jeg selvfølgelig en Story med muligheden for at stille mig spørgsmål. (De er forresten ikke anonyme, kan jeg hilse og sige). Helt enkelt har en følger (går jeg ud fra) spurgt, om ikke jeg er enig i det udsagn, at min blog kan virke som “én lang reklamesøjle”. Samme formodede følger har desuden spurgt, hvornår der kommer et nyt ikke-sponsoreret indlæg på bloggen. Den kan vi lige tage med det samme, for det gør der jo nu. Angående det med den lange reklamesøgle er det faktisk noget, jeg har pint mig selv med en hel del de seneste måneder, og måske netop derfor mærkede jeg straks en knude i maven, da jeg læste spørgsmålet.

Det er ikke sådan, at jeg vil undskylde for noget – jeg har mere eller mindre levet af at skrive min mening om det ene og det andet på bloggen og Instagram det sidste år, så det er en helt naturlig del af mit arbejde med bloggen, at der indgår sponsorerede samarbejder. Langt de fleste af dem er jeg virkelig stolt af at få lov at være en del af, nogle af dem er jeg bare almindeligt stolt af, og jeg vælger også mine samarbejder med omhu. Men at der i en periode har været flere af dem end “normale” indlæg, er absolut ikke noget, der glæder eller inspirerer mig. Det er faktisk en meget utilfredsstillende oplevelse at have haft et halvt år med så meget pres og kaos, at jeg kun lige, eller faktisk ikke engang, har formået at opretholde den del af bloggen, der betaler huslejen, sætter brød på bordet og sender fadøl henover baren, og i den grad har forsømt hele den kreative del af det rum, jeg har opbygget. Hver gang noget føles halvt, eller hver gang jeg sidder med en følelse af at kunne have gjort mere, er det med til at distancere mig fra “værket”, og det irriterer mig. Helt vildt.

Sagen er den, at jeg (stadig) kæmper en del med at finde ståsted i en verden, jeg sådan set har opsagt mit abonnement på. “Blogger-verdenen”. Det er stadig en drøm for mig at udgive, og mit hovede fungerer i tekster. Men jeg kan ikke blive enig med mig selv om på hvilken måde, jeg fortsat vil dele ud (af mig selv). Det har krævet, og kræver fortsat, mod og energi at dele ud om at opleve mangel på mod og energi, og det i sig selv er jo komplekst at navigere i. Jeg finder det stadig grænseoverskridende at skrive. Bare vendinger som “mangel på mod og energi” er provokerende for mig at skrive, fordi jeg stadig kan være rigtig hård ved mig selv omkring “alt dét, jeg ikke kan”, eller ikke får gjort, og mange dage helst ser, at ingen ved, at der er noget, jeg ikke kan. Jeg tænker også meget over dét, der er fortællingen, og dét, der er den fortælling, jeg skaber, og hvordan de to påvirker hinanden. Der er jo også så meget, jeg godt kan.

Mange spørger til, hvordan det har været efter, De Perfekte Piger blev sendt, hvordan jeg har det nu, og hvad jeg gør for at holde udviklingen kørende. Jeg bliver også ofte spurgt, hvad jeg har gjort for at nå dertil, hvor jeg er i dag, og om jeg har gode råd til, hvordan man selv kan arbejde med sig selv på en givende måde. Det har jeg virkelig svært ved at svare på, fordi jeg i høj grad har haft brug for at være meget privat oven på den ekstreme oplevelse, det har været at være så sårbar og ærlig på landsdækkende TV. Men måske låget på den kasse skal løftes snart.

Når alt kommer til alt vil jeg gerne bruge min stemme og mine skrevne ord. Der er så meget, jeg ikke har fået skrevet eller udgivet, og der er endnu mere, jeg har tanker og holdninger til, som jeg ser mening i at udgive. Samtidig sker livet omkring mig, og det vægter jeg mere end nogensinde virkelig højt at tage del i. Uden telefon. Uden computer. Men jeg skriver altså stadig.