10 TING JEG IKKE FORSTÅR #2

b7648610-8e57-467d-9349-28f82ad6f5d1

MADS NØRGAARD kjole

1. Hvorfor det er så svært at forstå, hvad Phlake synger. I flyyyyy with the ains (hvad?) of my zoo, try reading out of the wild moon er jo i virkeligheden I fly with angels in my zoo, I tried reaching out at the wild moon. Jeg synger stadig forkert hver gang. Der er jo ikke plads til alle de ord.

2. Hvorfor jeg ikke er velsignet med en vidunderlig sangstemme, når nu jeg elsker at synge så højt. Altså, som i jeg elsker det at synge virkelig højt, men elsker også at synge virkelig højt. Måske denne her sætning bliver noget, I ikke forstår. Jeg ved ikke engang, om jeg selv er med.

3. Hvad Facebook har gang i med de dér lyn ved de mennesker, man har skrevet med flere dage i træk. Hos mig er der kun lyn ved én person, men jeg ved, at der er flere mennesker end den ene, jeg skriver med hver dag. Og så i øvrigt også – hvorfor skal social aktivitet belønnes/markeres på den måde?

4. Hvordan de her bukser sidder lige så godt på mig, som de gør på modellen. Jeg vil faktisk næsten vove at påstå, at de sidder endnu bedre på mig (*solbrillesmiley*).

5. Hvorfor den nye sæson af Broen ikke fanger mig i samme grad som de tidligere sæsoner. Jeg har det hele tiden, som om forbrydelserne er lidt “brugt”. SPOILER ALERT: At jagte en seriemorder, som opererer ud fra de forskellige henrettelsesmetoder, der eksisterer; har vi ikke været dér et par gange?

6. Hvor absolut fantastiske fund jeg har gjort mig under dette års januarudsalg. Det plejer ellers ikke rigtig at være sagen for mig, så jeg er virkelig overrasket. Jeg har klikket både denne, den samme i gul, som så desværre er udsolgt, og denne hjem. Specielt Mads Nørgaard kjolen er jeg helt over the moon over. Den er desuden sat yderlige ned nu. Surt for mig, men skønt for jer.

7. Hvordan Euroman kan spytte den ene artikel ud efter den anden, hvor fingeren bare er så meget på pulsen i forhold til sproglige tendenser i det danske sprog. Den seneste er denne, som jeg har haft det sjovt med, og allerede læst et par gange.

8. Hvordan andre piger med koldt, blond hår kan holde deres, ja, koldt blond, når mit absolut vil bevæge sig mod det gyldne uanset mængden af silver shampoo, balsam og kur, jeg putter i det. Findes der hjemme-toning? Og er det penge værd? Help a sister out.

9. Hvorfor jeg lige brugte udtrykket ‘help a sister out’. Det kunne faktisk, hvis man spørger mig, også kvalificere sig til Euromans liste over udtryk, vi skal holde op med at bruge i 2018. Nu overvejer jeg da helt at lave min egen liste.

10. Hvorfor det kommer som et chok for planlægningen af min økonomi, at jeg skal købe bøger til det nye semester i februar, når jeg har vidst det siden august. Jeg vil desuden meget hellere kaste penge efter og læse denne og denne nye udgivelse.

17 TING, JEG LÆRTE I 2017

tumblr_oesr32zzov1qc91i1o1_1280

1. At der ligger en enorm frihed i at tale åbent og ærligt om dét, der er svært, eller dét, der er rigtig godt. Det giver både styrken til at holde mennesker helt tæt, og styrken til at lade mennesker gå.

2. At lave kødsauce. God kødsauce, faktisk, hvis jeg lige selv skal sige det.

3. At jeg er mindst lige så interessant for dét, jeg bærer indeni, som jeg er for dét, jeg bærer udenpå, måske faktisk mere.

4. At det er mega fedt at skrive dagbog. At det godt kan gøres på sådan en voksen måde, der hverken har noget med hjerteformede hængelåse, Diddl eller S, P eller K at gøre.

5. At man godt kan have en blog uden at være “blogger”.

6. At en krop i sine 20’ere ikke er uovervindelig, og selv vi unge mennesker har eller kan få begrænsninger, vi ikke selv er herre over. 2017 står som året, hvor jeg for alvor har fået ind på livet, at ingen af os er udødelige, eller uden begrænsninger. Og det uanset hele livet planlagt forud med god opsparing og fast kæreste eller. Overtræk som noget fast, antallet af spontane vodka-RedBulls, der kastes indenbors, hede kys, i nattens mørke, i den tidlige morgens gråzone. Eller hvad der nu skal til for at fremprovokere følelsen af at leve.

7. At tatoveringer er noget, jeg gerne vil have mange af. Og at de skal laves hos Betty Zoo Tattoo, ligesom flertallet af dem, jeg har, er blevet.

8. At du altid er den vigtigste spiller i dit eget liv. Også når det ikke føles sådan.

9. At der foregår meget, det er berigende at følge med i, hvis man kigger op fra skærmen på sin telefon, og dét liv, der leves uden for Instagram og Snapchat, kan rigtig meget. Det kan lyde som en kliché. Men ærligt talt har jeg levet i troen om, at jeg ville være glad, så længe jeg havde succes på Instagram (og bloggen), eller at en bytur var sjovest, hvis andre så med. Det er jeg faktisk helt pinlig over nu. Fokuserer derfor på at være til stede i dét, der sker omkring mig, i stedet for at opleve det gennem et medie.

10. At intet er bestandigt, og alt er foranderligt.

11. At Aarhus er en fucking nice by. Og selvom det hedder sig, at det er københavnerne, der er “smarte”, føler jeg mig altid totalt underlegen, når jeg går rundt i gaderne i Aarhus.

12. At jeg er mere Nørrebro, end jeg er Frederiksberg. (Vi er tilbage i København).

13. At min online persona har været en identitet, jeg har skabt, og holdt fast i, fordi den persona var sjovere at være, og nemmere at møde verden som. (Troede jeg).

14. At der er så vanvittigt mange gode bøger at fodre min hjerne og mit hjerte med.

15. At P6 BEAT er min radiokanal.

16. At det er sjovere at møde verden som ægte Amalie, fordi det er sådan, de ægte oplevelser opstår. Og at det var ægte Amalie, der i sin tid startede bloggen, så selvfølgelig er der stadig plads til hende på den.

17. At jeg har ledt i det forkerte rum.

2017

Screenshot Processed with VSCO with 1 preset

I 2017 fik jeg mit første rigtige job. I en lille butik i Store Strandstræde. Dér brugte jeg mange timer alene, timer på at stirre ud på våde mennesker i regnen, til lyden af P6 BEAT, timer på at sidde i solen på bænken ude foran, til lyden af turister, få minutter på at rende ned af gaden efter kaffe til overpris og endnu færre minutter på at spise frokost. Jeg arbejder der ikke mere.

I 2017 sagde min læge, at jeg havde sygdomsangst. Okay, tænkte jeg. Jeg er jo bange. Og jeg føler mig syg. Min psykolog sagde, at det har du altså ikke. Sygdomsangst. Ny læge. Nye blodprøver. Henvisning til andre læger. Der er altså ikke noget. Flere blodprøver. Du er ikke bange. Din krop er bange. Den modarbejder sig selv. Nu er der noget af den, der er gået i stykker. Ultralyd. Se denne her, form som en sommerfugl. Defekt. Medicin. Det skal nok blive bedre.

I 2017 frigjorde jeg mig selv fra CBS. Og den helt forkerte følelse, jeg havde hver dag. Skubbede til presset, men skubbede det ikke hårdt nok. Mærkede det også fra andre. Hvad vil du så gøre? Efter et godt råd, fra tidligere nævnte psykolog, faktisk, fik jeg det vendt om. Hvad har jeg lyst til?

I 2017 pakkede jeg mit værelse på Frederiksberg ned i kasser. Fik dem kørt et par kilometer, til Nørrebro. Jeg havde for få rammer. Jeg havde dem ikke engang om billederne på væggen. Det har jeg så stadig ikke. Hængepartier. Men nye rammer gav nyt overskud. Jeg tror, højskole fik plantet i mig, at jeg skal bo med nogen, der vil handle ind. Spise mad. Snakke om dagen. Sammen.

I 2017 søgte jeg nyt studie. Tænkte helt vildt meget over – den nemme løsning, om nogen ville se det sådan, om jeg selv følte det sådan. Blev optaget, takkede ja. ”Bare” læse Dansk? Du skal altså være gymnasielærer? Nej? Hvad skal du så med det? Jeg har det bare sådan. Betyder det noget? Lige nu? Når jeg er glad. Har det meget sådan. Hvorfor hele tiden videre, to skridt foran sig selv, foran de andre, hvad er der galt med lige hér?

I 2017 lod jeg tvivlen få helt vildt meget plads. Både i det sagte og det usagte. Jeg bliver vred. Kan ikke lide tvivlen, trives ikke i det uvisse, vil gerne være sikker på, at. Så det har jeg taget fat i. Arbejdet på. At blive mere sikker. Først på mig. Med forhåbningen om, at hvis jeg er det, vil jeg også blive sikker på dét. Omkring mig. Og forhåbningen er blevet til en tro om, at det er sådan, det hænger sammen. Jeg er stadig i tvivl, af og til, men jeg er blevet bedre til at være lidt i den, og så finde hjem fra den.

I 2017 oprettede jeg bloggen som virksomhed. Det er rigtig smart, sagde de alle sammen, det skal du gøre. Det kan jeg måske godt se. Men jeg kan bare slet ikke lide at se min blog som en virksomhed. En moneymaker. Prøver derfor at skille tingene ad, ikke lade det påvirke kreativiteten. Jeg ser ingen kreativitet i pengene, og pengene planter heller ingen kreativitet i mig.

I 2017 sagde jeg ja til at deltage i et stort personligt projekt. Grænseoverskridende at være i. Bliver grænseoverskridende at se. For mig. Nok også for andre. Forhåbentlig også givende. For mig. Og for andre. Har aldrig været mere nøgen med alt mit tøj på.

I 2017 var jeg på unfollow tour på et område af Instagram. Og så på follow tour på et andet område. Sådan noget med negativ energi, hvad skabes den af. Har altid forsvaret Instagram, det er ikke roden til negative tanker, det kommer andetsteds fra. Nå, men jeg har det i hvert fald bedre nu.

I 2017 tog jeg unfollow/follow strategien ud i det virkelige liv også. Hvilken slags mennesker vil jeg gerne have i min hverdag, og hvilket slags menneske vil jeg selv være for andre? Hvilken form for relation vil jeg have med hvem? Hvad har jeg lyst til? Jeg tror, det er sådan, man former ærlige relationer, værdierne i orden osv. Det mener jeg virkelig.

I 2017 blev jeg kaldt selvdestruktiv. Grinte lidt, måske nervøst. Er jeg det? Var lige ved at sige ja. Men det er jeg ikke. Jeg har nedbrudt en persona, en facade, jeg ikke længere kunne holde ud at bære. Så er der noget, der er røget med i faldet. Sådan er det. Det hører med til at bryde ud af noget. Jeg har mig selv mere med nu, post destruction.

Om 2017 kunne jeg sige meget mere. Men selv uden facade er det ikke alt, jeg behøver at bære udenpå.

MINE ORD OM BLACK FRIDAY

untitled-1

I forlængelse af mit indlæg om at have lagt en ny plan for min garderobe vil jeg gerne knytte et par ord til den store dag, det er i dag. Det er jo i dag, vores forbrugersamfund for alvor får lov at shine. Om man så lader sig indhylle i det eller ej skal være fuldstændig op til en selv. Jeg skal ikke dømme nogen. Måske jeg i virkeligheden vil nøjes med at dømme mig selv lidt. Jeg har nemlig en forfærdelig lyst til at shoppe nogle items fra Envii hjem, som jeg har haft i kurven længe, og det føles af en eller anden grund mere okay, hvis jeg gør det i dag, hvor der er 20% rabat at hente. Men jeg har samtidig lyst til at bevise over for mig selv, at jeg godt kan lade være, da det her nye projekt faktisk er virkelig vigtigt for mig. Jeg er overbevist om, at det kan give mig rigtig meget i det lange løb, og jeg kan faktisk allerede mærke en forskel. Hvis I ikke har fået læst om projektet, kan I gøre det her.

Hele Black Friday fænomenet kan diskuteres endeløst, så jeg vil gøre min pointe kort, hvis det da overhovedet er en pointe .. Det er måske mere en tanke. Der er virksomheder, der boycutter Black Friday fuldstændig, og ingen rabatter har, og så er der dem, der embracer den dag på året, hvor der kan skabes en vild profit. Man kan sige, at enhver virksomhed, der sælger en vare, bidrager til vores forbrugersamfund hver dag, og ethvert udsalg er jo at opfordre til køb, så at boycutte Black Friday er måske på nogen måder et svagt statement. Man leger jo på samme legeplads alligevel. Jeg ved derfor ikke rigtig, om jeg har et klart standpunkt, men måske nærmere en forhåbning om, at vi generelt begynder at tænke os mere om, hvad angår vores forbrug.

Med de ord kommer her mine bud på, hvor det giver (nogenlunde) mening at shoppe på Black Friday:

ASOSDer er 20% at spare hos asos.com ved brug af koden WIN20. Den gælder faktisk helt til tirsdag morgen kl. 09:00, så der er ingen grund til at forhaste noget eller få købt en masse, det måske viser sig, man slet ikke havde brug for, men bare købte, fordi det skulle gå stærkt. Der er tid til at tænke sig om.

MUNKSTOREHar man i dag lyst til at bruge penge på noget nyt, kan man med fordel støtte en dansk virksomhed, som måske endda er lokal for nogen. Jeg beundrer munkstore.dk meget, fordi de har fingeren på pulsen, og så har de gang i noget virkelig fedt, hvad angår kundekontakt (følg dem på Snapchat). Der er 25% rabat at hente på udvalgte varer her.

HOLZWEILERMåske I kender hættetrøjerne med en klædeskabsbøjle på? Det er det norske mærke, Holzweiler, der står bag dem. De har som reaktion på Black Friday valgt at give 20% af al omsætning i dag til en kirkelig organisation i Norge, som giver julemiddag til dem, der ikke selv har råd. Det er, på trods af stadig at opfordre til at købe noget, en rigtig fin tanke, synes jeg.

Slutteligt vil jeg nævne, at jeg er meget bevidst omkring, at en del af de penge, jeg tjener gennem bloggen, kommer fra jeres forbrug. Det er en af mange grunde til, at jeg ikke kan sige nej, når facere fra diverse organisationer stopper mig på gaden, og jeg donerer hver måned penge til en række organisationer, jeg ser mening i at støtte. Det er ikke for at pudse min glorie, men blot for at gøre opmærksom på, at jeg er bevidst om at være en del af “problematikken”. Og netop derfor følte jeg også for lige at knytte nogle ord til Black Friday.

#HELTÆRLIGT

Som den opmærksomme læser/følger måske har bemærket, sker der nogle ændringer på mine kanaler for tiden. Det er både bevidst og ubevidst. Jeg vil ikke belemre jer (så meget) mere om mine tanker om det hele, dem kan I læse HER, men jeg er på en måde i gang med at genopfinde min rolle i blogverdenen, og jeg håber så sindssygt meget, at I vil med på den rejse. I den forbindelse har jeg fundet på et nyt tiltag, så hermed et velkommen til bloggens nye serie!

Jeg bliver træt i perioder, hvor folk er helt oppe at ringe over nye afsnit af Stranger Things, Game of Thrones etc., fordi jeg bare ikke kan være med. Og det er jo ikke nice at være hende, der ikke ser det, og ikke forstår det. Overnaturlighed interesserer mig bare ikke det mindste, så det er helt bevidst, at jeg ikke følger med. Det er bare ikke en god kaffepause- eller festreplik.

Drakes musik siger mig egentlig ikke rigtig noget, men jeg hører det for at kunne snakke med om det. I en periode bildte jeg mig endda ind, at jeg godt kunne lide det, og hørte et af hans album meget. Men helt oprigtigt vil jeg for det meste hellere høre noget andet. Med undtagelse af Passionfruit. Den digger jeg. Ej, den er altså faktisk også lidt kedelig. For nu at være helt ærlig.

Jeg køber nye, nogen gange dyre, ting for at have det bedre med mig selv, eller i håbet om, at jeg bliver en bedre mig, mere rigtig, smukkere, sejere og mere beundret, hvis jeg ejer den specifikke ting. Nogen gange gør jeg det endda, selvom jeg i det større billede ikke har råd.

Jeg synes, tatoveringer er helt vildt sexede. Eller, i hvert fald den slags tatoveringer, jeg selv kan lide. Det skal ikke være sådan nogle pumper-John-fra-Vestegnen-tatoveringer, men nok mere sådan jeg-er-lidt-artsy-og-rå-og-hører-P6BEAT-tatoveringer. Dem og en hvid eller sort t-shirt er i mine øjne det mest sexede, man kan være iført. (Undskyld til alle fra min familie, der læser med).

Jeg sammenligner mine Instagram følgertal med andre bloggere og Instagrammers ugentligt, fordi jeg konstant er bange for at blive overhalet, eller blive old news. Det er jeg sikkert også for nogen, ligesom jeg er no news for andre. Men så håber jeg jo til gengæld, at jeg bliver good news for endnu flere.

Nogen gange tænker jeg, at jeg var lidt en kylling, da jeg ikke søgte ind på Journalisthøjskolen under mit højskoleophold på Vallekilde Højskole. Desuden spørger jeg stadig ofte mig selv, om jeg virkelig er på det rigtige studie. Jeg ved, at CBS ikke gjorde mig glad, og at det var langt mere stressende, end det var givende. Men jeg tænker samtidig, om jeg har sat mine drømme helt ned på et niveau, hvor jeg ikke har noget på spil. Hvis jeg ikke forventer for meget af min fremtid, bliver jeg ikke skuffet.