VI SKAL SKABE RUM FOR AT TALE OM SÅRBARHED

604d5c04-ad8f-4fd9-ae85-7eee6197b805

Annonce for organisationen Headspace                                                           Foto: DR

“Hemmeligheden” er ude. Det dér projekt, jeg har snakket om i, hvad føles som evigheder, men ikke har måtte løfte sløret for, før i søndags altså. En programserie på DR. Kort før dagen for “afsløringen” blev jeg kontaktet angående et samarbejde med organisationen Headspace, og timingen kunne ikke være bedre. Desuden ser jeg det også lidt som min pligt at være stemmen, der fortæller, at der er steder at gå hen, når noget er svært.

Men først en lille forhistorie:

For et år siden bliver jeg kontaktet af en journalist, der arbejder på at udvikle et projekt til TV om perfektionisme og yngre kvinder, og i den forbindelse gerne vil mødes til en snak med mig. På det tidspunkt er jeg netop droppet ud af min bacheloruddannelse på CBS, og ser det ikke som en ny begyndelse, men som en falliterklæring af min selvopfattelse. Jeg har altid set mig selv som en dygtig, flittig og ambitiøs pige, men hvordan var jeg berettiget til fortsat at tænke sådan, når nu jeg var “sådan en”, der droppede ud af sin uddannelse? Interviewet med journalisten bliver startskud til, at jeg sluses ind i det projekt, der bliver til DR3 programmet De Perfekte Piger, som vi går i gang med at filme i efteråret. Programmet forløber sig over seks intense uger, hvor jeg mange dage er fysisk udmattet af at være så meget i kontakt med mine inderste tanker, men det bliver også seks uger, der frigør mig, og markerer en markant ændring, både indeni og udadtil. Det går op for mig, at jeg, også før min tid på CBS, faktisk siden folkeskolen, har navigeret ud fra, hvad andre skulle tænke om mig i en naiv tro om, at sådan ville jeg føle mig mest rigtig.

I programmet er vi fire piger, der bruger hinanden til at skabe et rum for at snakke om dét, vi ikke engang kan få over læberne sammen med venner og familie. Særligt Fie og jeg udvikler et bånd og en måde “at samtale” på, som har givet mig den ultimative følelse; den ikke at være alene med mine tanker og min måde at føle og anskue verden. Den oplevelse kunne jeg godt ønske mig, at vi ville blive bedre til at give hinanden, det dér med at skrabe nogle lag af, og turde nærme os hinanden. For jeg er sikker på, og det siger nye undersøgelser også, at der desværre er mange, mange flere piger, der sidder med de samme tanker som vi fire piger i De Perfekte Piger. Og jeg vil også gerne nævne, at det her altså også gælder mange drenge og unge mænd.

Det er her, Headspace kommer ind i billedet. Headspace er en organisation, som tilbyder anonym og gratis rådgivning til unge i alderen 12-25 år. Der er ingen ventetid, og du kan få lov at tale om alt fra eksamensangst til ensomhed, fra jobsøgning til forelskelse eller de helt tunge (selvom forelskelse kan være slemt nok) som selvskade, stress og spiseforstyrrelser. Idéen er at skabe plads til at tale om de emner, der ofte får lov at fylde alt for meget i vores hovede, og ikke finder vej til det talte rum. Og jeg ved, at der er brug for steder som Headspace. Jeg ved det fra mit eget liv, fra de andre piger i De Perfekte Piger, fra de, der har skrevet til mig på Instagram efter premieren på det første afsnit, og jeg bliver bekræftet i det, når jeg hører om studievejledere, der fortæller eleverne, at det at være ked af det ikke er en årsag til at gå hjem fra skole. Det bekymrer mig helt vildt, hvis unge mennesker i Danmark oplever, at det ikke er okay at have det svært, eller i hvert fald ikke er okay at vise det. Det dér med at blive fortalt, at en følelse ikke er “rigtig”, eller ikke er “berettiget”. Vi skal blive bedre til at rumme, når nogen føler sorg, angst, ensomhed eller tvivl. Indtil vi kan det, er jeg glad for, at der findes organisationer som Headspace.

Hvis I har lyst til at vide mere, kan I finde informationer her, og jeg vil desuden opfordre til at besøge Headspace bloggen, hvor man blandt andet kan læse dette interview med pigerne fra Team Hurricane med budskabet, at ting bliver lettere, når man taler om dem.

(NÆSTEN) ALT DET, JEG BURDE HOLDE OP MED

4adc06c1-3869-4239-857f-c4397cfd97e0

Hej med jer. Jeg er her stadig, altså her på bloggen. Ikke så forfærdelig meget lige for tiden, men jeg er her, og jeg har ikke glemt den. Bloggen. Det er irriterende at sige. At der sker meget, når det ‘meget’ ikke er noget, jeg indvier bloggen i. Men det er nu engang sådan, det er. Og inden længe bliver I klogere på, hvad dælen der er foregået omme bag forhænget. Det lover jeg. Men indtil da har jeg skriblet lidt om alt dét, der også sker.

Her kommer en liste over (næsten) alt det, jeg burde holde op med:

1. At udskyde turen i Netto helt til det øjeblik, der virkelig ikke er noget at komme efter i hverken køleskabet eller skabet til, ja, hvad kalder man det, tørfoder? Riskiks, knækbrød og sådan noget. Så er jeg ved at dejse om, og ender med at købe alt, min rungende mave begærer. Jeg har erfaret, at det ofte er børneprodukter som Danonino yoghurter, chokoladeboller, små kakaobrikker og Ostepops.

2. At arbejde, skrive blogindlæg, besvare mails, være på Tumblr og klø mig i håret under forelæsninger og i undervisningstimerne på uni.

3. At pjække fra uni, for jeg får hverken arbejdet, skrevet blogindlæg, besvaret mails, været på Tumblr, eller kløet mig i håret.

4. At betale til abonnementer på streamingtjenester, jeg ikke bruger. Tv2 Play. HBO. De er afmeldt nu. Bliver klogere af at se programmer på DR (?). Klikker mig ind på dr.dk flere gange dagligt. For at få noget for licenspengene, og fordi jeg bedst kan forholde mig til rigtige mennesker. Og krimi. Der finder man altid ud af, hvorfor det skete, som det gjorde.
(En tak til min mor for at jeg må have en bruger på hendes Netflix. Redder mig på de dage, jeg ikke kan forholde mig til et eneste rigtigt menneske.)

5. At bruge ordet ‘angstprovokerende’ om noget, der i realiteten ikke er det. Det er der faktisk mange mennesker, der skal holde op med.

6. At tjekke hvornår du sidst var online.

7. At købe vand på flaske flere gange om ugen. Få nu bare købt den drikkedunk, Amalie. Kommer i den forbindelse til at tænke, hvad så med danskvand. Om jeg også bør holde op med at bruge penge på danskvand. Holde op med at være forbruger af danskvand. På flaske. For økonomien. Og for miljøet. Åh. Miljøet.

8. At skifte tøjstil. Sælger ud af de seneste d. 8. april. Satser på at beholde den nuværende.

9. Alt med vodka. Primært i kombination med øl, gin, Red Bull og dårlig nattesøvn.

10. At jinxe ting. (Apropos at satse på at beholde nuværende tøjstil). Eller at tro, det jinxer det at sige noget højt. Kan ikke beslutte mig for, hvilken af de to jeg skal droppe. Måske i virkeligheden dem begge.

11. Altid at drikke én fadøl for meget.

12. At efterlade min cykel åndssvage steder, jeg ikke lige kommer forbi igen de efterfølgende dage, eller uger. Med den vane bliver min kondition jo aldrig bedre, eller mit forbrug af Rejsekort mindre. (Og det skulle det altså gerne. Igen, for økonomien og for miljøet).

13. At snooze igen og igen og igen. Og igen. På de dage, jeg skal møde tidligt på uni, for nej. 20 minutter er ikke rigelig tid til at få mig til at ligne et menneske, drikke kaffe, spise morgenmad, lave madpakke og pakke taske.

14. At slå mig selv i hovedet over samtlige ovenstående punkter.

TUREN GÅR TIL BERLIN

berlin-dubli

Reklame for Dubli

Jeg sidder på sengen i mit lille, men hyggelige værelse på Nørrebro, har lavet mig en kop Nescafé i mit Zetland krus, og taget en pakke riskiks med paprikasmag med ind fra min hylde i det store køkkenskab. Om halsen har jeg bundet et stort, blåt halstørklæde, som godt nok kradser lidt, men det holder mig varm, imens den sibiriske kulde snedigt siver ind gennem vinduet. Jeg skal skrive om Berlin, om den tur jeg skal på om lidt under en måned, og hvordan jeg bruger Dubli.com i min planlægning af rejsen. Men jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal starte. På mange måder er det helt specielt for mig at skulle afsted. Det er mere end halvandet år siden, jeg sidst har været i byen, og selvom jeg i mange år har set den som en ekstra lomme, mit andet hjem, er jeg blevet fremmed for den. Hvordan ser nogen ud, man ikke har set i halvandet år? Det tænker jeg meget på. Ligner gaderne sig selv, ligger butikkerne de samme steder, og lyder mit tyske, som det plejer, altså ikke sådan vildt godt, men heller ikke ringe nok til at lade være.

I Berlin skal jeg besøge min far. Han flyttede dertil fra Flensborg for et par år siden, og hans lejlighed har, på trods af at være en drøm af en lejlighed, ikke noget gæsteværelse. Jeg tænker på, om jeg med mine 21 år er blevet for gammel til at sove på madrasser i spisestuen sammen med min bror. Jeg vil heller ikke være i vejen for nogen. Så jeg kigger på hoteller, og på priser. Mest på priser. Solen er ved at gå ned nu. Den kaster et guddommeligt lys på husmurene i gården, imens mørke skyer rager helt malplaceret henover himmelen. I virkeligheden har jeg ikke penge til at bo på hotel, og så lige i påskeferien, men der er alligevel nogle muligheder på Hotels.com, hvor der er mange penge at spare. Jeg er heller ikke så kræsen. Det er jo ikke på hotellet, byen folder sig ud. Alligevel er der også noget særligt over at lægge sig til ro, med ømme fødder og mæt af indtryk, i en hotelseng. Jeg synes altid, hovedpuder på hoteller er kølige i længere tid end min egen. Og jeg sover bedst på en kølig pude.

På langt de fleste tilbud med cashback rabatten hos Dubli.com kan jeg spare over 500 kr., ja endda flere tusinde kroner, på den samlede pris for de tre nætter, jeg skal være i Berlin. Jeg kigger mest på hoteller i de områder, jeg kender godt. Alexanderplatz. Mitte. Rosenthaler Platz. Hvis ikke min bror og jeg skulle køre derned, ville jeg nok have foreslået at købe et Travelbird tilbud med hotel, morgenmad og fly. Jo mere jeg dykker ned i planlægningen af turen, jo mere savner jeg byen. De år, hvor Berlin var mit yndlingssted at være, fordi jeg aldrig var alene, når jeg var alene i Berlin. De år har en uskyldighed over sig. Jeg tænker på, hvordan livet ser så meget anderledes ud nu, hvordan mit liv er så meget anderledes. Men Berlin, jeg glæder mig til at se dig igen.

Du kan forresten registrere dig gratis og få adgang til alle de gode tilbud hos Dubli.com på nul komma fem. Hvad end det er en rejse eller en forårsjakke, du vil købe.

HATE IS THE BIGGEST TREND

ANNONCE FOR BIANCO

bianco

Jeg har tænkt rigtig meget over, hvilke ord jeg gerne vil knytte til denne kampagne, særligt til videoen, som jeg håber, I ser. Egentlig ville jeg indledningsvis skrive lidt om, at jeg er en af de bloggere, der priser sig lykkelig over sjældent at få hadefulde kommentarer på min blog. Men så fik jeg en nedern kommentar i dag. Den startede med lige at fastslå, at jeg er “så irriterende!”, og afsluttede med “STOP DIG SELV”. Det er i sådan nogle situationer, det bliver skrøbeligt at lave dét, jeg laver, sådan at give noget af sig selv til offentlig bedømmelse, specielt fordi det jo er hele min person, jeg bliver bedømt på. Eller i hvert fald den person, jeg opfattes som, og det er jeg jo afsender på. Og selvom jeg selv har valgt det, og selvom jeg i sådanne situationer prøver at tænke “jeg er bare mig, og det er okay”, rammer de hadefulde kommentarer alligevel noget i mig. Jeg når altid at få følelsen af, at jeg nok i virkeligheden er helt forkert. Og det gør det svært at turde være 100% sig selv i alle aspekter af livet. Nogen gange bliver følelsen hængende længe, andre gange børster jeg den hurtigt væk igen. Følelsen af at være forkert er en følelse, der hurtigt vækkes, fordi jeg har den med fra folkeskolen, hvor det var svært at være en af dem, der skilte sig ud, og følte sig anderledes. Sådan kan jeg stadig have det. Selvfølgelig er vi alle berettigede til at have en mening om dét, vi ser, møder, læser og hører, og at udveksle meninger lærer vi jo også meget af, men had er bare så ukonstruktivt og komplet ubrugeligt. Og det burde være umoderne, for det piller os jo fra hinanden, og frarøver os det at kunne hvile i os selv, og være glade for dem, vi er. Det mest uhyggelige er, at det at udtrykke had over for andre mennesker er så almindeligt, at jeg ikke engang blev chokeret over at blive råbt af på gaden, da jeg gik sammen med to homoseksuelle venner på vej hjem fra byen for et par weekender siden. Ovre i en anden boldgade er der nogen, der stadig ikke har opdaget, at det er lige så forkert at skinny shame, som det er at fat shame. Et tredje eksempel er Christina, der forleden modtog beskeder i sin indbakke på Instagram, som følgere havde sendt forkert. Det var beskeder med ikke særlig pænt indhold, der var tiltænkt veninder, så de kunne have det sjovt over at mene noget negativt om Christina. Det er så uendeligt problematisk, at vi har den tilgang til hinanden, og til sociale medier.

Jeg tror, jeg vil lade det være de sidste ord fra mig i indlægget her, men jeg synes, det kunne være spændende at høre lidt om, hvordan I oplever had?

FASHION WEEK OBSERVATIONER

img_1017

CPHFW har efterhånden en uge på bagen, men siden fashion week sæsonen ikke er slut endnu, og NYFW er lige om hjørnet, og fordi tekster, der siger noget om det dér omme bagved, altid er interessante, kommer her et lille skriv om nogle observationer, jeg gjorde mig under fashion week. Det har faktisk været virkelig sjovt at skrive, og sjovt at ende med en tekst, der siger noget om fashion week på en anden måde, end mine blogindlæg tidligere har gjort. Let’s get to it:

/ Backstage til Baum und Pferdgartens AW18 show. Nogen kaster op på toilettet. Bemærker straks egen fordom om (og bekymring for), at derude er en model, som ikke er sund. Næste tanke går på, at denne scene er en, hvor er-du-okay ville stå som en misforståelse, som om man er gået forkert, ikke hører til. Så bliver jeg også lidt skræmt af dét, men samtidig absurd glad for. Ikke at være kold i røven ved lyden af opkast.

/ I køen til Han Kjøbenhavn. Jeg har ikke byggeklodser på fødderne.Tænker over udskiftningen af smart, skiftet i generationer. Hvem fanden er de her mennesker. Er jeg ikke for ung til ikke at kende de næste. Eller det er måske sådan, det er. Man ser op til de ældre, kender og smiler til, eller “kender” og skuler til, de fra samme tid, ser blot til, imens de næste træder til. Er pludselig meget gammel. Old (no?) news. Var måske også lidt tidligt ude med at spille smart, blev det måske heller aldrig rigtig, ligger vel i ordet at spille.

/ Til middag på Lusso. Får at vide, mit look er som trådt lige ud af 80’erne. 80’er rocket. Senere på aftenen, nyt menneske, nye ord, jeg ligner noget fra dengang, fra dengang hvad. Jeg var der jo ikke. Ved ikke, om det er rigtigt, dét de siger. Sort make-up, sort tøj, afbleget hår. 80’er rock. Tager mig kun én Google-søgning at blive lidt mopset over den udtalelse. Tænker over, om der underbevidst er lidt Michael Strunge-ness over mit look, for filmen om ham har jeg lige set et par dage forinden.

/ I metroen på vej til Han Kjøbenhavn show sent på dagen, underforstået: Der har været mange shows i løbet af dagen. Overhører en mand og en kvinde, udenlandske, fotograf-agtige typer, snakke om, hvordan de er begyndt at sortere i shows. Hører dem sige, hvordan de engang tog det hele i ét rap, pressede sig selv for at nå det hele for så at være fysisk og mentalt udkørt bagefter. I år har de gjort det anderledes, vælger ting fra, for at holde fast i mental sundhed i al den kaos, fashion week indebærer. Tænker om det er et resultat af tiden, eller den tid, der skal komme, måske et skift er på vej, et skift i vores måde at være til stede. Bliver glad ved tanken.

/ Tendens: Modeshows bliver i højere grad end nogensinde før set gennem skærmen på en smartphone. Tænker, om der overhovedet er nogen tilbage, der står i spænding, og lader musikken gå hele vejen fra tæerne op igennem kroppen, til maven, der brummer lidt af bas, også lidt af sult, mærker det rush, det er, når den første model synes, og den forløsning, det er, når modellerne går finale. Den voldsomme stilhed, når det hele kort efter er slut, og den eneste lyd tilbage er fødder, der hastigt skal videre.

/ Det handler om penge. Det gør det bare.