Frustrationer

Svenskere på Tinder. Eller, antallet af svenskere på min Tinder. Og Tinder i det hele taget. Jeg tænder og slukker for mine discovery-indstillinger som en opgaveskrivende laver kaffe. For meget. Nogen gange er jeg at finde derinde, men for det meste har jeg slået det hele fra, og slettet applikationen. “Jeg bruger faktisk ikke rigtig Tinder”. Indtil jeg sidder alene en eller anden lørdag, og bliver nysgerrig på, hvad (nok nærmere hvem) der er derude. Der er svenskere. Mange af dem. Det er ikke for at være besværlig, men at swipe ja ville være at bede om besvær. Altså ikke fordi svenskere er besværlige. Eller, det ved jeg jo ikke. Men det er distancen, jeg mener.

Den kommercielle interesse. I min blog, that is. Og min Instagram. Jeg kan godt lide at blogge. Det har jeg altid kunne. Jeg kan godt lide at være på Instagram. Ville elske at have overskud til at bruge det mere. Jeg kan godt lide at tjene penge, for jeg kan godt lide at købe nye ting. Og betale min husleje. På et tidspunkt fik jeg mulighed for at blande alt dét sammen. Men det dér med at være et brand med min egen person. Fordi jeg jo er ret opsat på at skulle have mig selv med i det at all times. Altså mig selv, mig selv – ikke en persona. Det er fucking hårdt. For pludselig skal mig selv-mig selv også leve op til brandet, og brandet skal være tro mod mig selv-mig selv, og hvornår er jeg hvad, og fuck. Jeg kan ikke så godt med at være økonomisk afhængig af min blog. Engang var det jo bare noget, jeg legede. Uden at tænke så meget over det.

Min økonomi. Meget apropos. Drømmer jo om at købe en lejlighed en dag. Og ville gerne, at den dag var tættere på. Mit eget sted. Min egen indretning. Mit eget rum. Med egne vaner. Og måder at gøre tingene på. Gad vide, hvor vi skal hen. Alle os der surfer rundt på værelser i København. Alle de penge, vi smider i noget, vi aldrig kommer til at eje. For at bo i København. Jeg tænker også på kollektiv. På at samle en gruppe indsigtsfulde mennesker, der giver en fuck, og indrette et stort hus med et værelse til hver og en stue med plads til at ligge på gulvet. Og brætspil. Er der ikke please nogen, der snart vil spille brætspil med mig?

Den gode stemning. Min frygt for at ødelægge den. Eller. Mere dét at jeg bare ikke gør det. Ødelægger den. Sidder bare dér, og synes, det er fint at blive ekskluderet i en samtale om sex med mænd, som om jeg ikke ved noget om det. Eller synes noget om det. Ville også gerne, at jeg sagde noget, når min seksualitet bliver brugt til at forklare, hvorfor jeg for eksempel ikke er så vild med at have noget nedringet på. Altså. Jeg synes jo ikke, det er fint. Men jeg siger ikke noget. Heller ikke her på bloggen, og hvad sker der for det? Jeg mener jo noget. Om andet end musik og striktrøjer.

Jeg

Drømmer om at prøve kræfter med arbejde, der ikke cirkulerer om mig selv. Har en periode, hvor begrebet influencer smager lidt besk. Kunne godt tænke mig at bruge dét, jeg kan. Noget med mere substans. Noget med ord. Det er fucking nervepirrende. At gå i gang med at drømme.

Har søgt et job. Sådan et, der ville være så fantastisk at have, at jeg næsten ikke turde søge det, og helt freaket tjekker min private mailindbakke mange gange dagligt, selv her i weekenden, hvor der jo selvfølgelig ikke kommer noget.

Fik for nylig at vide, at det er på tide, jeg handler selvisk i livet. Handler på noget. For mit eget bedste frem for stemningens bedste, eller det forventedes bedste. Fik af en anden at vide, at jeg i sommer i en periode fremstod “ret ego”. Tænker for tiden en del over, hvor fanden balancen er, og om det ikke altid vil være “ego” at være tro mod sig selv, men tænker samtidig også, om ikke det er det, vi skal? Være tro mod os selv. Det er vel ikke godt for nogen altid at lade være op til andre.

Blev temmelig fuld til KUA fest fredag aften. Øl og Jägerbombs og drinks og flere øl. Gav sgu lidt slip, tror jeg. Brugte meget af aftenen på at snakke med en, jeg havde mødt i indgangen, og brugte så meget af lørdagen på at tænke over, hvorfor det er så svært at skrive til nogen, at deres selskab var værdsat, og at det gerne måtte gentage sig. Jeg har endnu ikke skrevet.

Var ved at sætte bøtten med kaffe ind i køleskabet søndag morgen. Blev underligt lun. Det var nok tanken om, at jeg havde nydt at være til fest fredag aften så meget, at jeg hverken holdt øje med tiden eller min telefon, og kom så sent hjem, at trætheden fra tømmermændene varede så længe.

Har virkelig svært ved at “finde på” for tiden. Både til bloggen og Instagram. Jeg kan huske, at jeg, da jeg startede alt det her for mange år siden, brugte hver dag på at udleve alle mulige idéer til content, jeg gerne ville lave. Ting, jeg ville fotografere, og indlæg, jeg gerne ville udgive. Nu kommer idéer til alt muligt andet. Hvordan et dansk rockbands Instagram profil kunne være et outlet for mere end bare koncertdatoer. Hvordan en upcoming artist kunne nå ud til flere mennesker i perioder uden udgivelser. Videokoncepter. Ord. Tekster. Titler til bøger, der ikke er skrevet.

Er træt af, hvor dumme sociale medier kan være i et brud med nogen. Får næsten dagligt notifikationer fra Facebook, der fortæller mig, hvilke begivenheder du er interesseret i. Som om det er godt at vide, hvor fede ting du måske laver. Min iPhone foreslår mig at sende dig en besked i iMessage. Men jeg skal jo ikke noget af det, vel.

Overvejer at farve mit hår tilbage til noget, der er tættere på min naturlige hårfarve. Jeg fælder og fælder og fælder. Og med mit undercut gør det altså, at mit hår er ved at blive noget tyndt noget. Det er dejligt, når jeg sætter det op. Men det er bare ikke så fucking great, når det hænger løst. At der ikke er så meget af det. Overvejer også at lade mit undercut gro ud. Det er begyndt at føles som en indskudt sætning, der ikke længere mangler for at videregive hele historien.

En coming out story om ikke at springe ud

De findes i massevis på YouTube – ‘coming out stories’ – om at springe ud som homoseksuel, biseksuel, panseksuel eller noget helt fjerde. Det har så længe, jeg kan huske, heddet at springe ud eller komme ud af skabet, når nogen fortæller til omverdenen, at de har en anden seksualitet end heteroseksuel. Og det forventes ligefrem, at de gør det – springer ud, sætter varedeklaration på og klarlægger for omverdenen, hvordan landet ligger, hvem man ligger med, og ikke mindst hvordan det foregår. Det blev også forventet af mig første gang, anden gang faktisk også, jeg begyndte at se en pige, og det bliver også sagt om mig, at jeg er sprunget ud, selvom jeg bevidst har valgt ikke at gøre det. Og der bliver brugt mærkater om min seksualitet, jeg ikke engang selv ville bruge.

Det er som groet fast i vores sprog, at det er sådan, vi taler om seksualitet. Med mærkater.

Helt til at starte med handlede dét med ikke at springe ud om, at jeg ikke ville have, at nogen skulle vide “det”, ene og alene af den årsag at jeg ikke var sikker, og var rædselsslagen for skammen i at trække det tilbage, hvis nu det ikke var sådan alligevel. Lige så meget som andre forsøgte at putte mig i en kasse, havde jeg helt klart også selv et behov for at finde en kasse at være i og passe ned i. Sådan tror jeg egentlig, alle mennesker har det på et eller flere tidspunkter i livet. Jeg vidste bare ikke, hvad der skulle stå på den kasse, og det frustrerede mig grænseløst, fordi jeg følte, at jeg konstant blev mødt med at skulle tage stilling til det og “sætte mærkat” på mig selv. Derfor kom jeg også til i en periode at finde mig i at blive omtalt som “lesbisk”, “lebbe”, “homse” eller “homo”, ja, “biseksuel” er jeg også blevet kaldt, fordi jeg “da har været sammen med fyre?”. Det sker stadig, at jeg ikke får sagt fra over det, både af frygt for at ødelægge den gode stemning og for ikke at blive forstået.

Når jeg så har valgt fortsat ikke at ville springe ud på traditionel vis, eller gøre så meget ud af det, handler det om, at jeg ikke rigtig ser det som nogen andens forretning end min egen og en eventuel partners, hvad min seksuelle og romantiske orientering er. Det er ikke breaking news, det skal ikke være mandag morgens sladder, og jeg skylder det ikke til nogen at definere mig selv som det ene eller det andet. Jeg synes, der hersker en uberettiget konsensus om, at homoseksualitet og biseksualitet er seksualitet, man må og kan blande sig i, og jeg oplever alt for ofte stødende spørgsmål, stødende måder at spørge på eller stødende måder at blive omtalt. Det er jo ikke på samme måde sådan, at heteroseksuelle bliver bedt om at redegøre for deres seksualitet, eller nogensinde i en gruppe bliver bedt om at definere deres seksuelle og romantiske orientering, så hvorfor skal vi? Og hvorfor sker det, at den bliver forsøgt defineret for os, som om andre har en part i den?

Forvirringen og frustrationen over alle kasserne og mærkaterne vendte jeg til et spørgsmål om, hvorvidt jeg overhovedet skulle være i nogen kasse. Jeg lever jo mit liv, som jeg vil uanset. Jeg lægger ikke skjul på noget, og jeg begrænser ikke mig selv, men jeg har grænser. Grænser for, hvad jeg vil være med til, grænser for, hvad jeg vil dele, grænser for, hvilke kampe jeg vil tage, og grænser for, hvor meget omverdenen skal have lov at definere mig. Jeg behøver ikke en kasse eller et mærkat.

Hver gang nogen kalder mig homo, lebbe eller lesbisk, og jeg tænker eller siger, at det er jeg ikke, er det ikke, fordi jeg benægter min seksualitet. Jeg ved godt, at jeg er homoseksuel. Men det har ingen krav på at få defineret. Jeg definerer ikke mig selv gennem de termer. Jeg er til gengæld holdt op med at sige, at jeg ikke er lesbisk, for så bliver jeg spurgt, hvad jeg så er? Biseksuel? Og det er jeg heller ikke. Det er jeg egentlig endnu mindre, end jeg er lesbisk. Jeg bliver desuden spurgt, om jeg er biseksuel uanset hvad, for jeg “har jo langt hår og ser da ikke særlig lesbisk ud?”.

Pointen er, at mærkaterne i min optik er en simplificering af min person og min seksualitet. 

Jeg er ikke lebbe. Jeg er ikke lesbisk. Jeg er ikke homo. Der hører så mange konnotationer og forestillinger med til de termer, som jeg ikke er. Det er ikke, fordi jeg ikke er proud. For selvfølgelig er jeg fucking proud. Men jeg vil også gerne bare kysse med en pige på en bar uden at blive bedt om at sætte varedeklaration på. 

Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at sige fra og sætte grænser. Jeg kunne godt tænke mig et nyt sprog for, hvordan vi taler om seksualitet. Lad dette være det første spadestik. 

Ting jeg gjorde #2

Farvede mit hår helt mørkebrunt i en billedredigeringsapp på min telefon for at aflure, om det skal være mit næste projekt, når jeg er færdig med at have hvidt hår. Det så faktisk overhovedet ikke tosset ud! Næste trin er at snakke med min frisør om, hvorvidt det overhovedet er muligt.

Ringede – som den pligtopfyldende betaler, jeg forsøger at være – til SKAT for at aftale en afdragsordning på et ubetalt girokort kun for at få at vide, at de har meget travlt. De har faktisk så travlt, at ventetonen bare kom på derefter, kun afbrudt af en kort meddelelse om, at hvis der allerede er oprettet en rykker på girokortet, kan jeg godt glemme alt om en afdragsordning. Der er hverken tiltro eller et nummer i køen at hente. Ventetonen spiller stadig.


Hørte Lana Del Rey – Mariners Apartment Complex i hvert fald fem gange i træk, og det er endda måske en underdrivelse. Jeg har indsat den ovenfor, så I kan lytte med.

Købte en ny cykel på afbetaling hos – wait for it – mine forældre. Idéen er selvfølgelig, at jeg nu med investeringen i en ordentlig cykel skal cykle rundt i København, og derved spare (mange) penge på Rejsekort. Min holdning til, hvorvidt cyklen skal benyttes som transportmiddel i beruset tilstand forbliver dog den samme – det skal den ikke.

Ramte ‘follow’ knappen hos en stor dansk it-girl, selvom jeg havde svoret aldrig igen at udsætte mig selv for den slags perfektion, mit selvværd og min selvtillid før i tiden brugte så meget tid på at lade sig nedsætte af. Forstå mig ret – det er ikke, fordi jeg synes, perfektionen i sådan en profil ikke må være på Instagram – så SoMe-kritisk er jeg ikke, og kan jeg slet heller ikke tillade mig at være. Jeg bliver bare ramt af tanken, hvorfor jeg dog ikke kan være sådan en pige. Men vi har de samme orange sneakers, og jeg har altså trykket ‘follow’. Let’s see how this goes ..

Tilføjede nogle forskellige fingerringe til mine ‘saved items’ hos asos.com, fordi jeg har fået lyst til atter at begynde at gå med flere ringe på én gang. Jeg tror, at lysten er kommet af at se roomie have mange ringe på. Og det er altså bare ret cool! Der er også en form for power over det? Jeg har indtil videre tilføjet denne multipack, denne og denne signetring.

Løb endnu et såkaldt ‘social run’ (et løb for det sociale eller for et budskab, altså et løb uden målet om en bestemt fysisk præstation), denne gang sammen med Naked & Asics i anledning af lanceringen af blandt andet disse super fede løbesko, som jeg var så heldig at få med hjem, og altså har i sinde at bruge som sneakers til hverdag. Jeg er også ret lun på disse fra samme lancering. Det hele var selvfølgelig i Naked #supplyinggirlswithsneakers ånden, og vi løb derfor for kvinders styrke.

Bestilte burger fra Jagger dagen efter at have løbet det dér løb. Sådan er jeg bare så alsidig. Nu har jeg godt nok sagt det mange gange, men øhm, ved brug af koden AMALIEWESSEL, når du opretter dig på Wolt, får du 50 DKK at handle for, og det samme gør jeg. Jeg kan i samme ombæring lige anbefale min nye yndlingsrestaurant derpå – Pasta la Pasta. Deres bolo er sublim.

Erkendte at det ikke duer at følge denne dér it-girl, selvom hun er åh så flot. Jeg bliver ked af mig selv, og må jo blankt indrømme, at det handler om et eller andet i mig, en eller anden rigtig godt gemt frustration over ikke at (kunne) være “sådan en pige”. Den frustration har jeg helt enkelt ikke brug for, og jeg har derfor atter ramt ‘unfollow’.

Satte gang i søgningen efter en sej person, der skal hjælpe mig med et videoprojekt. Jeg vil gerne lave en fornyet version af denne præsentationsvideo, som efterhånden har et par år på bagen, og i den grad trænger til at blive opdateret. Jeg ser jo for det første ikke sådan ud mere, men derudover synes jeg også, det kunne være sejt at have en video på mine medier, der præsenterer mig som person – både for nye læsere, men også for mulige samarbejdspartnere. Jeg håber at finde det rette match, og hvis det er dig, er du velkommen til at smide mig en mail.

10 hurtige om at være flyttet til Indre By

At skrive “10 hurtige” i overskriften er måske på grænsen til falsk reklame. Der er i hvert fald ikke så meget fart over de ti punkter – jeg fatter mig sjældent i korthed, men jeg har nu boet i Indre By siden midten af juli, tiden flyver afsted, og imens den har gjort det, har jeg gået og skrevet på de her punkter. Mit år på Nørrebro var afklippede jeans, fadøl, skødesløst hår, brune Birkenstock sandaler og (næsten) alle de bedste mennesker i mit liv inden for en radius af to kilometer. Nu bor jeg så i Indre By, hvor min nærmeste kiosk er 7-Eleven på Nørreport, køen til Arch er min nabo og lyden af en “fed BMW”, der gasser op ned mod Torvehallerne, er soundtrack til min hverdag. De afklippede jeans og de brune Birkenstock er selvfølgelig kommet med herind, men der er altså bare noget, der er anderledes ved at bo i Indre By.

– Hvor jeg førhen, da jeg boede på Nørrebro, helt sikkert har været larmen, når jeg er gået sent hjem fra Nørre Bodega, bruger jeg nu usandsynligt meget stemmebåndsaktivitet på at tale om larmen. Det er faktisk på et niveau, hvor min mor linker artikler til mig, der handler om ældre mennesker, der bor i mit område, og sender støjklager til kommunen. Men øhm, kom drenge, vi tager på Arch!

– Jeg tør (næsten) ikke købe en ny cykel, selvom jeg virkelig mangler en, for er der noget, jeg ikke orker at stå og bande over nede ved Nørreport, så er det en stjålet cykel. Den statistik skal jeg bare ikke være en del af.

– Selvom larmen er lidt hidsig af og til (Fireball af Pitbull på fuld tryk fra en Heineken festbus er lidt hård, når man ligger og sveder tømmermænd lørdag formiddag), gør byens puls noget ved mig. Jeg vil nok ikke gå efter at bo i Indre By igen, for jeg savner følelsen af at have et lokalområde, men jeg kan godt lide at bo i lyden af storby. Hvor findes den perfekte blanding af de to? Vesterbro?

– Inventarlisten på min hylde i køleskabet siger lige nu havredrik, Thise urmælk, Thise vesterhavsost, Kærgården, økologisk rugbrød, God Morgen appelsinjuice og et bundt frisk bladselleri. Og en billig rosé, men det er lidt snyd, for den havde jeg med fra Nørrebro.

– Der ligger en pøl af indtørret opkast til højre for trappen ind til min opgang.

– Sonny er ved at blive lidt af et stamsted for mig, altså denne dér “bloggercafé” nede i Rådhusstræde. Jeg vil ikke engang skamme mig over det, for de laver rent faktisk en interessant avocadomad med langt mere spark i end så mange af de andre caféer i Indre By. Og deres citronlemonade med timian er min nye ting. Måske vi også skulle tage at holde op med at label ting som “bloggerting”, som om det er noget dårligt.

– Der er langt til alt, og alting er tæt på.

– Med mit tiltagende antal besøg på førnævnte café bliver jeg eksponeret en del for de dér cool piger, der kun snakker om, hvor sejt et eller andet nyt projekt, de har startet, er (drømmer totalt meget om at blive én af dem). De cool piger går selvfølgelig i (endnu mere) cool sneaks (end mig), og jeg er røget direkte tilbage i min sneakerafhængighed, dog uden at have bukket under for den (endnu). Men jeg skal gerne indrømme, at det er møg hamrende svært. Opdatering: Siden jeg skrev dette punkt for en måned siden er det blevet til to nye par sneakers. Jeg forstår godt, hvis nogen ikke tager mig seriøst, for jeg tager så tydeligvis heller ikke mig selv seriøst.

– Prisen på to-go kaffe har kureret min craving for det fuldstændig, og selv siddende på en café er jeg begyndt at bestille noget andet. I hvert fald 7 ud af 10 gange. Jeg savner min faste bestilling hos Riccos i Stefansgade. Det er også, som om kaffe i Indre By smager mere af mælk end kaffe?

– Jeg har været med roomie på indløb i Torvehallerne. For at købe pil-selv rejer. Og fritter. Med trøffelmayo. Festmåltidet havde også hvidvin på bordet. Er der nogen, der gider trække mig op på bodegavognen igen, inden det stikker helt af? Opdatering: Jeg har fået et bekendtskab, der bor ude i mit gamle hood på Nørrebro, og er derfor igen at finde på mine stambarer.