Mine mest hørte sange i 2018

Året 2018 har været fuldstændig vanvittigt. Ikke bare vanvittigt for mig, men i det hele taget vanvittigt. Verden er vanvittig. Jeg er nødt til at læse nyheder og være på Twitter i små doser, fordi jeg simpelthen bliver så forarget over verden for tiden. Men musikken har vi da at forsvinde ind i, og hvor har der været mange fantastiske udgivelser og musikoplevelser i 2018.

Spotify gør hvert år den genialitet at opsamle ens mest hørte sange i forskellig sjov statistik, og det har været min inspiration til indlægget her. Jeg har i år 2018 brugt 54.803 minutter på at lytte til musik på Spotify. Det er omkring 913 timer. I 27 af de timer har jeg hørt The Minds of 99. Jeg har selvfølgelig også hørt en masse andet, og jeg har været inde og plukke nogle sange ud fra listen over mine mest hørte, da et blogindlæg med 100 sange måske bliver lige lovlig langt ..

Nu har jeg så siddet og kigget hele listen igennem, og det er godt nok meget tydeligt, at 2018 har været præget af ondt i hjertet. Jeg tror næsten, hele processen kan ridses op med sange fra listen, så de er sat op i rækkefølge ovenfor. Nu er jeg så nået til det sted i processen, hvor jeg bliver mere og mere irriteret for hver gang, jeg nævner det. Det irriterer sikkert også andre, at jeg får nævnt det, sikkert også den anden involverede part, hvis hun læser med. Men jeg gider omvendt ikke skamme mig over at have været så glad for nogen, at det gjorde møg hamrende ondt, da de gik, og ser ingen pointe i at play it cool, når situationen har været, at jeg ikke har haft det særlig cool. Selvfølgelig skal smerten i hjertet heller ikke dyrkes så meget, at den aldrig slipper, men når der er brug for at dyrke den, kan jeg anbefale ovenstående samling af sange. Og når det er på tide at skifte mindset, er det selvfølgelig denne her, der skal hives fat i (dette sagt med en vis ironisk distance):

Meget apropos mindset er der på listen en samling af sange, som jeg særligt hører, hvis jeg har brug for at gå rundt i en jeg-er-sgu-da-for-nice-stemning. Det må man gerne, så længe det ikke kommer til udtryk i arrogant opførsel. Særligt Silvana Imam og Stormzy er gode til dette formål, og dejlige Tove Lo, som netop er annonceret til NorthSide 2019, er også iblandt:





Nu har jeg vist skitseret dét, jeg har hørt ud fra bestemt humør, og her kommer så noget af det, jeg har hørt, fordi det “bare” er virkelig nice musik:







Ej, ved I hvad? Der er simpelthen så mange sange, at det er umuligt at snævre det ordentligt ind. Her er sgu et link til playlisten. Så kan I følge den, og lytte med på det hele, hvis I har lyst.

Hvad har I hørt mest i 2018?

Bonusinfo: En af mine mest afspillede artister er Steven Snow, som har lavet et album med titlen ‘Dolphin Sounds with Music’, og det er lige, hvad det er. Delfinlyde med musik. Jeg hører det, når jeg ikke kan sove, og det har jeg gjort siden år 2014.

Nye musiktilføjelser

Det er onsdag eftermiddag. Jeg sidder halvt liggende på min seng. Spiser chips med (dild)dip og drikker cola. Imens har jeg sat mig for at høre alt, Barselona har udgivet, fordi de har annonceret en række forårskoncerter, og jeg kan ikke tage til koncert med nogen, hvis jeg kun kender to sange. Men jeg vil gerne til koncert med dem. Så jeg må lære nogle flere sange at kende. Apropos at lære flere sange at kende er der kommet en forespørgsel på mere indhold om musik her på bloggen. Og nej, det er ikke bare noget, jeg siger. For at lyde som en hvis musiksmag folk giver en fuck for. Men det er sgu da meget fedt. At få sådan en forespørgsel.

På baggrund deraf kommer her (den vending afslører forresten virkelig antallet af jobansøgninger, jeg har sendt på det seneste) et blogindlæg om mine seneste tilføjelser til mit musikbibliotek. Også kendt som Spotify. Der ligger desuden under Highlights på min Instagram-profil en fane, der hedder ‘Tunes’. Der tilføjer jeg alle de sange, jeg deler i min Story. På den måde kan I altid finde nye forslag, og I kan klikke direkte ind på Spotify gennem de Stories. Ja, det er virkelig smart.

Jeg har kendt til LANY i lang tid, men havde af en eller anden årsag ikke opdaget, at de havde udgivet nyt. Jeg ved ikke, om de måske ikke helt har fanget Danmark, eller om jeg bare har misset en artikel om dem? Uanset er denne her sang fra deres seneste album i hvert fald virkelig dejlig.


Meget apropos dejlig – jeg var helt tilfældigt på Rust en fredag aften for nylig, og lige pludselig var der koncert. Med Bette. Jeg havde godt set hende på Instagram, fordi hun er med i en Mads Nørgaard fotokampagne for deres nye 100% Organic ting, men jeg havde ikke fået hørt hendes musik endnu. Det var en absolut fornøjelse at blive introduceret til hendes musik ved at høre hende live.

Jeg mener at have nævnt det før, men jeg skal til koncert med Billie Eilish i det nye år, og hun har jo ikke udgivet så meget endnu, så det er lidt et sats, men ovenstående er altså endnu en sang til listen over gode udgivelser fra hende.



Benals musik er genial. Benals lyriske tekster er geniale. Jeg bliver så opslugt af tekstuniverset og rytmerne, og det er virkelig stimulerende for mig at høre. Også fordi det udfordrer mit eget sprog og min måde at tænke i sammensætninger af ord. Deres nye album er ingen undtagelse.

Dét med ordene gælder i høj grad også Katinka. Det er ikke hele det nye album, der har fanget mig (endnu), men sangen her er rammende, og jeg hørte den på repeat i nogle dage efter dens udgivelse. Det var ikke en fejl.

Når nu jeg nævnte dem indledningsvis, skal de selvfølgelig også lige indlejres her med en sang. Det er også noget med ordene, der fanger mig hos Barselona, og jeg er meget spændt på forhåbentlig at skulle høre en koncert med dem til foråret. Jeg har tydeligvis noget for dansksproget musik.

Klogere på verden med 3 nye DR-programmer

Jeg ser rigtig mange programserier og dokumentarer på DR, og for mig er det både en måde at slappe af og en måde at opsøge ny viden, og blive stimuleret i mit evige ønske om at forstå verden bedre. Jeg bliver også ofte inspireret af at tilegne mig ny viden, så for mig er det en god måde at genoplade, når jeg er alene, fordi det er en måde at få nye idéer og tanker. På det seneste er der særligt tre programserier, der har fanget mig, og vækket nye tanker hos mig, så dem har jeg samlet i en liste her, og skrevet lidt om, hvorfor de er værd at se. Der er selvfølgelig lagt links ind på titlerne, så I klikker bare på titlen, hvis I får lyst til at se et af programmerne.

Svært begavet er en serie på fire afsnit, hvor vi følger en række unge mennesker, der har en betydeligt høj IQ, og altså er svært begavede. Indledningsvis var jeg skeptisk og nervøs omkring programmets præmis – hvad skulle formålet eller udviklingen i programmet være? Men efter at have læst en artikel om programmet, slugte jeg alle fire afsnit på én gang, og måtte selv i gang med en IQ-test. Jeg endte faktisk med at tage to forskellige, fordi jeg ikke troede på den første. Jeg har taget programmet med her, fordi det melder sig ind i klubben af oplysende programmer, der ikke gør sig til dommer over deltagerne. Det er meget livsbekræftende at få fortællinger fra eksistenser, der måske ikke er typiske, men som, i hvert fald for mig, alligevel er genkendelige. Og der behøvede slet ikke være en udvikling. Det var nok bare at lære dem at kende.

Indefra med Anders Agger er som programserie ikke nyt, men der lander nye afsnit for tiden, så derfor er programserien med på denne liste. Programmet tager os med indenfor hos virksomheder, institutioner, stillinger, emner eller personer, som man måske ikke lige har adgang til at udspørge i hverdagen. Det er Anders Agger, der er den undersøgende, og det er gennem ham, vi beriges med ny viden. Af nye emner kan nævnes Indre Missions Ungdom, Alderdom og Fixerum, men hvis jeg skal anbefale et yndlingsafsnit, må det være det om Tina Dickow, hvor Anders Agger besøger hende på Island. Det er fra sæson 5. Af ældre og anbefalelsesværdige emner kan desuden nævnes YouTube-stjerne, Anbragt og Venteliste, alle tre fra sæson 4.

Mændene der plyndrede Europa har for det første virkelig chokeret og forfærdet mig, fordi det planter en tvivlen på, hvorvidt de systemer, vi binder vores liv op på, og bygger vores hverdag og samfund op omkring, overhovedet er til at stole på. Men for mig er det også bare så vigtigt, at de her svindelsager bliver afsløret, og jeg synes, det er spændende, hvilken magt medierne har i det. Det er hamrende sejt, at danske journalister har været med til at afdække hele denne her sag, og jeg synes, at alle skal se dokumentaren om det – ikke så meget for spændingen, men for oplysning og læren om vores samfund og dets svagheder.

Jeg anbefaler tre Netflix-produktioner

Jeg har afmeldt alle mine streamingtjenester undtagen Spotify, fordi jeg skal spare, hvor jeg spare kan, men jeg er så heldig, at jeg må have en profil på min mors Netflix abonnement (selvstændigt og voksent, jeg ved det), så jeg kan stadig binge – bare kun på Netflix. Det har resulteret i, at jeg er lidt grundigere, når jeg kigger mulighederne igennem, mere åben måske også, og jeg har på det seneste givet et par af Netflix’ egne produktioner en chance. Det er blevet til tre anbefalinger, som alle er binge-værdige, og hvis I ud fra disse har nogle anbefalinger til mig, er det meget velkomment at smide dem i en kommentar til indlægget her.


Atypical er en lidt atypisk serie (okay, det var faktisk ikke med vilje) for mig at blive opslugt af, da jeg generelt har en aversion mod serier, der følger amerikansk familieliv, og gør sig morsom på deres irriterende dumheder og åbenlyse fuckups. Det tog mig da også noget tid at tage mig sammen til at få den set, men da jeg rigtig kom i gang, kunne jeg slet ikke slippe den igen. Moren er det meste af tiden en voldsomt irriterende karakter, der gør irriterende ting, men serien vinder på hovedkarakteren, Sam, som er så fantastisk umiddelbar, hans søster og søsterens kæreste, som begge kommer til at fungere som seriens fornuft og moral, faktisk i fællesskab med endnu en karakter, jeg ikke vil afsløre. Serien er samtidig interessant i sin skildring af en ung mand med en udviklingsforstyrrelse, og jeg har faktisk aldrig før set det som tema på denne her måde, hvor karakteren er en så dominerende hovedrolle. Snakken går på en tredje sæson, og det krydser jeg fingre for.


Seven Seconds var gået min næse forbi, men jeg opdagede den forleden, og så, at den havde en høj procentsats i forhold til, hvorvidt serien var et match til mig. Den funktion benytter jeg faktisk ret ofte på Netflix for at lure, om det er noget, jeg gider at se. Jeg slugte serien på et par dage, og kunne serien igennem sætte hak ved flere krimiklichéer, som er velkendte, men virker alligevel – advokatopgøret, en hovedperson, der selv er traumatiseret af episoder i fortiden, og får banket fornuft i sig af en ny makker, jura, der kommer i vejen for hjertets retfærdighedssans og jeg kunne blive ved. Men dér, hvor serien for mig er virkelig interessant, er i dens belysning af problematikkerne omkring politiets undertrykkelse af den sorte befolkning, og hvordan politiet internt er korrupte i grupperinger, der har forbindelser til bandemiljøet. Nu vil jeg selvfølgelig ikke spoile noget, men serien vinder også på, at den er utraditionel i sin slutning, og dét har en kæmpe signalværdi.


Everything Sucks! har jeg allerede nævnt helt tilbage i februar, da serien ikke havde haft premiere endnu. Det er noget tid siden, jeg selv har set den, men af en eller anden grund fik jeg aldrig fulgt op på, hvorvidt den er værd at se, så det gør jeg nu. Udover en irritation over at seriens hovedkarakter er portrætteret som den stereotypiske lesbiske pige i jeans og skovmandsskjorte, og at serien i det hele taget er meget stereotypisk, vinder den på at være både sød og sjov. Derudover er det en fornøjelse at se en serie, hvor en pige, der er interesseret i piger, fremstilles på en ikke-seksualiseret måde, i modsætning til for eksempel en film som Loving Annabelle.

Tårekanalen: Amalie Wessel – The Minds of 99

Lyt til podcasten her.

Jeg har allerede delt det på min Instagram, en del faktisk, men nu ville jeg altså også lige skrive et blogindlæg om det, så nyheden og link til podcasten ligger fast som et indlæg her på bloggen også. Det var med som pluspoint i en udgave af ‘Ugens plus – & minuspoint’ for nylig, at jeg var blevet bekræftet som gæst i en af mine yndlingspodcasts, og at jeg nok snart skulle afsløre hvilken. En af jer skrev faktisk en kommentar til det indlæg, og gav udtryk for virkelig at ønske sig, at det var Tårekanalen, jeg skulle være gæst i. Sådan noget får jeg kæmpe optur over, for det er bare så fedt, at en af jer havde tænkt, at det ville være et godt match. I dagene op til dagen hvor jeg skulle optage afsnittet sammen med Rikke Collin, som er vært på podcasten, glædede jeg mig så meget, at jeg begyndte at få paniktanker om alle mulige scenarier, der kunne forhindre, at vi skulle optage. Sådan bliver jeg, når noget virkelig er vigtigt for mig, og i ren afmagt drak jeg mig småfuld i fadøl aftenen før, hvilket jo absolut var at lege med ilden. Men vi fik altså optaget et afsnit på lidt over en time om (noget af) dét, der rører mig til tårer, om film, hjertesorg, hjertesorg på festival, lyrik, musik og selvfølgelig The Minds of 99. Vi nåede slet ikke at snakke om alle de numre, der har rørt mig til tårer, for jeg har mange ord, men jeg indsætter dem herunder. I podcasten snakker vi særligt om en oplevelse, jeg havde, til den akustiske version af Hurtige Hænder på Roskilde Festival i sommer, hvor The Minds of 99 spillede på Orange Scene. Vi snakker også om forelskelse, om at føle sig anderledes og om min medvirken i De Perfekte Piger på DR3. I kan lytte til podcasten her.