Jeg anbefaler tre Netflix-produktioner

Jeg har afmeldt alle mine streamingtjenester undtagen Spotify, fordi jeg skal spare, hvor jeg spare kan, men jeg er så heldig, at jeg må have en profil på min mors Netflix abonnement (selvstændigt og voksent, jeg ved det), så jeg kan stadig binge – bare kun på Netflix. Det har resulteret i, at jeg er lidt grundigere, når jeg kigger mulighederne igennem, mere åben måske også, og jeg har på det seneste givet et par af Netflix’ egne produktioner en chance. Det er blevet til tre anbefalinger, som alle er binge-værdige, og hvis I ud fra disse har nogle anbefalinger til mig, er det meget velkomment at smide dem i en kommentar til indlægget her.


Atypical er en lidt atypisk serie (okay, det var faktisk ikke med vilje) for mig at blive opslugt af, da jeg generelt har en aversion mod serier, der følger amerikansk familieliv, og gør sig morsom på deres irriterende dumheder og åbenlyse fuckups. Det tog mig da også noget tid at tage mig sammen til at få den set, men da jeg rigtig kom i gang, kunne jeg slet ikke slippe den igen. Moren er det meste af tiden en voldsomt irriterende karakter, der gør irriterende ting, men serien vinder på hovedkarakteren, Sam, som er så fantastisk umiddelbar, hans søster og søsterens kæreste, som begge kommer til at fungere som seriens fornuft og moral, faktisk i fællesskab med endnu en karakter, jeg ikke vil afsløre. Serien er samtidig interessant i sin skildring af en ung mand med en udviklingsforstyrrelse, og jeg har faktisk aldrig før set det som tema på denne her måde, hvor karakteren er en så dominerende hovedrolle. Snakken går på en tredje sæson, og det krydser jeg fingre for.


Seven Seconds var gået min næse forbi, men jeg opdagede den forleden, og så, at den havde en høj procentsats i forhold til, hvorvidt serien var et match til mig. Den funktion benytter jeg faktisk ret ofte på Netflix for at lure, om det er noget, jeg gider at se. Jeg slugte serien på et par dage, og kunne serien igennem sætte hak ved flere krimiklichéer, som er velkendte, men virker alligevel – advokatopgøret, en hovedperson, der selv er traumatiseret af episoder i fortiden, og får banket fornuft i sig af en ny makker, jura, der kommer i vejen for hjertets retfærdighedssans og jeg kunne blive ved. Men dér, hvor serien for mig er virkelig interessant, er i dens belysning af problematikkerne omkring politiets undertrykkelse af den sorte befolkning, og hvordan politiet internt er korrupte i grupperinger, der har forbindelser til bandemiljøet. Nu vil jeg selvfølgelig ikke spoile noget, men serien vinder også på, at den er utraditionel i sin slutning, og dét har en kæmpe signalværdi.


Everything Sucks! har jeg allerede nævnt helt tilbage i februar, da serien ikke havde haft premiere endnu. Det er noget tid siden, jeg selv har set den, men af en eller anden grund fik jeg aldrig fulgt op på, hvorvidt den er værd at se, så det gør jeg nu. Udover en irritation over at seriens hovedkarakter er portrætteret som den stereotypiske lesbiske pige i jeans og skovmandsskjorte, og at serien i det hele taget er meget stereotypisk, vinder den på at være både sød og sjov. Derudover er det en fornøjelse at se en serie, hvor en pige, der er interesseret i piger, fremstilles på en ikke-seksualiseret måde, i modsætning til for eksempel en film som Loving Annabelle.

Tårekanalen: Amalie Wessel – The Minds of 99

Lyt til podcasten her.

Jeg har allerede delt det på min Instagram, en del faktisk, men nu ville jeg altså også lige skrive et blogindlæg om det, så nyheden og link til podcasten ligger fast som et indlæg her på bloggen også. Det var med som pluspoint i en udgave af ‘Ugens plus – & minuspoint’ for nylig, at jeg var blevet bekræftet som gæst i en af mine yndlingspodcasts, og at jeg nok snart skulle afsløre hvilken. En af jer skrev faktisk en kommentar til det indlæg, og gav udtryk for virkelig at ønske sig, at det var Tårekanalen, jeg skulle være gæst i. Sådan noget får jeg kæmpe optur over, for det er bare så fedt, at en af jer havde tænkt, at det ville være et godt match. I dagene op til dagen hvor jeg skulle optage afsnittet sammen med Rikke Collin, som er vært på podcasten, glædede jeg mig så meget, at jeg begyndte at få paniktanker om alle mulige scenarier, der kunne forhindre, at vi skulle optage. Sådan bliver jeg, når noget virkelig er vigtigt for mig, og i ren afmagt drak jeg mig småfuld i fadøl aftenen før, hvilket jo absolut var at lege med ilden. Men vi fik altså optaget et afsnit på lidt over en time om (noget af) dét, der rører mig til tårer, om film, hjertesorg, hjertesorg på festival, lyrik, musik og selvfølgelig The Minds of 99. Vi nåede slet ikke at snakke om alle de numre, der har rørt mig til tårer, for jeg har mange ord, men jeg indsætter dem herunder. I podcasten snakker vi særligt om en oplevelse, jeg havde, til den akustiske version af Hurtige Hænder på Roskilde Festival i sommer, hvor The Minds of 99 spillede på Orange Scene. Vi snakker også om forelskelse, om at føle sig anderledes og om min medvirken i De Perfekte Piger på DR3. I kan lytte til podcasten her.