5 anbefalinger til din streamingsøndag

Det er blevet søndag, og den seneste uge har simpelthen været så crazy og spækket med spændende aktiviteter og projekter, at jeg næsten ikke rigtig kan komme ned i gear. Når jeg har det sådan, bruger jeg bedst min energi på at skrive noget til bloggen. Udover at skrive det her blogindlæg er jeg desuden gået i gang med projektet at indrette mig bedre på mit værelse, og jeg har endelig langt om længe fået købt en kommode (læs: min mor og hendes mand har hentet den for mig i IKEA), så jeg kan komme på plads med de sidste ting. Det er måske i virkeligheden et helt andet blogindlæg. Her følger fem anbefalinger af programmer, du kan nyde om søndagen, eller enhver anden dag for den sags skyld, og som altid er programmet selvfølgelig linket på titlen, markeret med fed:

Moody drikker sig ned er en programserie på to afsnit, og handler om musikeren Moody, som har problemer med alkohol, især med de følelser, der opstår i dagene efter en bytur. For Moody hænger dét, andre måske kender som “tømmermændsblues”, nemlig ved i flere dage som en tung og mørk skygge af skam og selvhad. I programmet følger vi Moody i hendes overvejelser omkring sig selv, sit misbrug af alkohol og i spørgsmålet om, hvad det egentlige problem er, der får hende til at drikke. Jeg har kendt Moody “privat”, eller hvad man skal kalde det, i godt og vel halvandet år, og er så glad for, at både Moodys humor og charme får lov at skinne igennem sammen med ærligheden og de utroligt fine overvejelser, hun gør sig om sig selv og fremtiden.

Hjemmebane II er anden sæson af min seneste norske forelskelse, og første sæson er heldigvis stadig tilgængelig på dr.dk, så det er bare med at komme i gang, hvis du ikke er hoppet med endnu. Serien handler om, hvordan det er specielt for fodboldverdenen, at en kvindelig fodboldtræner skal træne et herrehold, og den tager fat i kønsroller uden at være for udtalt. Den er egentlig fyldt med filmklichéer – mor/datter problematikker, fordi mor (Helena, fodboldtræneren) arbejder (for) meget, faren der har et nyt liv med en ny kvinde, den ældre fodboldspiller, hvis kontrakt snart udløber, og i øvrigt indleder et “forhold” til en yngre pige, der er fan, den unge fodboldspiller, der får status af at kunne erobre hele gamet, men hungrer mere efter sin fars anerkendelse osv. osv. osv., men! Det fungerer, og jeg er totalt grebet af serien, også i anden sæson.

Fotograf: Nicolai Lok

Ondt i røven har jeg skrevet om før, og i øvrigt haft planer om at skrive en mere udførlig “anmeldelse” af, men har fået kolde fødder, fordi en del af castet og skaberen af serien er begyndt at følge mig på Instagram. LOL. Det er jo også meget federe og sejere at være super uncool og G&T-stiv over for dem til en queer-fest … Nå, men tilbage til pointen – jeg anbefaler lige serien igen, hvis den skulle være gået nogens næser forbi. Serien handler om Tessa, der flytter fra provinsen til København, ind i et queer-kollektiv, hvor hun bliver udfordret på sig selv, sin egen queerness og sin tilgang til andre mennesker. Jeg har aldrig før følt mig så “set” af en medieproduktion, og anbefaler den til andre i et væk – med den note, at: Man kan godt bo på Nørrebro uden at have monstera planter over det hele, være veganer/vegetar, dyrke fællesbad som søndagsaktivitet og/eller være kæmpe fan af menstruationskoppen – jeg ved det, for jeg har selv undgået samtlige i min tid på Nørrebro. Siden da har min klimaangst dog skubbet mig ud i at forsøge mig med den menstruationskop dér ..

Rugemor har jeg indtil videre desværre kun fået set første afsnit af, så min anbefaling skal tages med udgangspunkt i det. Serien har tre afsnit, og er en dokumentar om, ja, rugemødre i forskellige afskygninger. Serien følger forskellige par, der alle har valgt at få børn med hjælp fra en rugemor, som selvfølgelig også deltager i programmet. Det er virkelig spændende og interessant at følge, også i forhold til den danske lovgivning og de rettigheder, der følger og ikke følger med for danske forældre, der vælger at gøre det på den måde, og hvad det skaber af udfordringer. Programmet er public service, når det er rigtig godt, og så er jeg bare så kæmpe fan af de to mænd, der pludselig venter tre babyer på én gang. Hvordan det er gået til, kan man se i det første afsnit.

Kender du typen? kører selvfølgelig en sæson 2019, og jeg må indrømme, at jeg efterhånden mest ser med for at følge Flemming Møldrup. Men det er helt klart virkelig godt til tømmermænd eller søndage, hvor man bare gerne vil se noget “let”, og Anne Glad ved så meget om forbrugsvaner – noget, jeg er meget fascineret af. Til gengæld er det efterhånden sket nogle gange, at der nævnes stereotypiske og heteronormative kønsroller, for eksempel hvordan noget er “et rigtigt drengeværelse”, og jeg får simpelthen lyst til at flå mit hår ud af hovedet på mig selv. Så er det sagt. Men, udover det – skønt program til søndagsstreaming.

10 hurtige om Ondt i røven på Tv2 Play

Fotograf: Nicolai Lok

Den seneste uge har jeg hver morgen tjekket min Tv2 Play app som det første, fordi jeg har været så grebet af den nye serie, Ondt i røven, som ligesom Skam har lagt et nyt klip op om dagen, cirka i hvert fald, at jeg har set den på telefonen. Serien er en coming-of-age-fortælling om unge Tessa, der flytter ind i et kollektiv på Nørrebro i København. Her bliver hun, med hendes egne ord, “konfronteret” med forskellige personligheder, der alle udfordrer hende, og lærer hende nyt om andre og sig selv. Jeg har undervejs, imens jeg har set serien, skrevet små reaktionsnoter på min telefon, og her er ti af dem samlet i en liste:

1. Eiijjjj, er der andre end mig, der hører Beatrice Eli?

2. Fuck hvor jeg savner at bo på Nørrebro.

3. Jeg vil også have en “How Dare You Assume I’m Straight” t-shirt!

4. Okay, nu bliver det meget 23-år-gammel-bor-på-Nørrebro. Planter overalt i vindueskarmen, vegansk/vegetarisk livsstil, glimmerfest, nøgen-træf på Badeanstalten og menstruationskop.

5. Gud, dem har jeg set før. Og dem! Ej, dem har jeg også set før. På datingapps. Og på Nørre Bodega. Og et par andre Nørrebro bodegaer. Årh, og en af mine yndlingsaktivister sidder lige dér. Vent, har jeg boet i deres baglomme måske?

5. Hvordan får jeg selv et queer fællesskab på sådan en helt naturlig måde? Snubler man bare over hinanden på gaden, og så er der fest og farver i et kollektiv nogle måneder senere?

6. Ååååh, hvor skal vi altså stoppe med at gå ud fra, at nogen er gået forkert baseret på udseende, eller holde nogen udenfor, fordi de ikke passer ind på vores selvskabte parametre.

7. Har nogen smuglyttet til mine tanker eller overvåget mig? Jeg har været Tessa. Tessa har været mig. Jeg er stadig lidt Tessa nogen gange. Lige med undtagelse af de uheldige kommentarer, hun får sagt i de første par afsnit. Der er jeg mere en google-beforehand- eller tage-folk-for-dét, de-selv-udstråler-kinda-gal.

8. Det er jo dét, jeg siger – et glas mælk, når man kommer hjem eller “hjem”, er bare godt altså. Hvorfor bliver der altid grint lidt af det? Haha.

9. Okay, nu får jeg helt paranoia. Kinder mælkesnitter? Dem havde jeg tit i mit køleskab, da jeg boede på Nørrebro, og spiste dem ikke altid alene .. Lighederne og tilfældighederne er virkelig mange i denne her ellers korte serie.

10. Ooooog nu falder der en tåre ned på min t-shirt, og dér triller en mere ned ad min kind. “Du skal nok finde et sted, hvor du føler, du passer ind”.

I finder serien på Tv2 Play her og på Instagram her. Og så har jeg i øvrigt lavet en playliste på Spotify med de sange fra serien, jeg har kunne finde:

Min nuværende dr.dk liste

For et par dage siden blev jeg i en spørgerunde på Instagram spurgt, om jeg kunne anbefale nogle gode programmer på dr.dk, og det er godt nok også længe siden, jeg har udgivet noget i min ‘Stream’ kategori. Det skyldes nok, at jeg på det seneste faktisk har benyttet mig mest af flow-TV, så jeg har desværre ikke fået set så meget af det, jeg gerne vil se på dr.dk, men en liste har jeg da. Det er ikke anbefalinger, men nærmere en liste over programmer, der har vækket min interesse, og som jeg har tænkt mig at se. Undtagen det første på listen, som jeg har set, og som er en meget stor anbefaling. Der er som altid lagt link til programmerne i titlerne.

Mens døden os skiller er en dokumentar, der følger en familie, hvor faren, Lasse, har ALS, og derfor er meget syg i dét, der bliver hans sidste tid. Dokumentaren har ligget på dr.dk i noget tid, og det er også ved at være et stykke tid siden, jeg så den, men den sidder stadig i mig, så derfor er den med på listen her. Den er i to dele, og jeg græd gennem begge. Jeg fik ikke bare tårer i øjnene. Jeg græd. Særligt det at se hvordan sygdommen påvirker kærligheden ramte mig meget. Det er en stærk dokumentar, og jeg anbefaler at have Kleenex klar.

Skjold og Isabel er en dokumentarfilm om den første kærlighed, og når den ikke er mere. Filmen har været vist i biografen, men jeg nåede aldrig at se den, og har faktisk stadig ikke set den. Nu er den så kommet på dr.dk, og jeg skal simpelthen have den set. Det skal jeg. For jeg har læst så meget fint om den. De medvirkende er en del yngre end mig, men jeg er sikker på, at de følelser, der rumsterer, er genkendelige for de fleste af os.

Vrede piger er en ny DR3-programserie om, ja, vrede piger. Jeg så for nylig programserien ‘Hjælp, jeg er vred’ på DR2, og syntes, det var enormt interessant at få lov at komme lidt ind bag facaden hos nogen, der agerer voldsomt i vredens magt. Jeg er nu gået i gang med at se første afsnit af ‘Vrede piger’, som har nogenlunde samme koncept som førnævnte DR2-program, og håber derfor, det giver samme indblik og forståelse for vreden. De fire medvirkende piger skal gennemgå et forløb, hvor de (vist nok i fællesskab) skal forsøge at lære at styre deres vrede, og jeg er ret spændt på programmerne.

Olivers testamente er endnu en dokumentar – dem er jeg ret glad for. Dokumentaren handler om Oliver, der vender hjem fra et psykiatrisk hospital for at tage fat på drømmene om kone, børn og en renoveret lejlighed. Oliver har til gengæld en dobbeltdiagnose, og drikker en kasse øl om dagen for at klare sine psykiske problemer. Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal forberede mig, inden jeg ser dokumentaren, for jeg frygter det værste ud fra titlen, og kan godt blive lidt ængstelig af at se programmer om psykiske problemer. Omvendt er det jo en dokumentar om, hvordan livet også kan være, hvorfor jeg virkelig gerne vil se den. Det skulle vi alle gøre noget mere – bevæge os uden for vores comfort zone, så vi kan indfange ny viden.

Hvad sker der efter Sana? er også en dokumentar, og den handler om skuespilleren bag karakteren Sana fra SKAM. Hun fik med sin rolle i SKAM sat muslimske piger på dagsordenen i popkulturen, og dokumentaren handler om, hvorvidt hun skal blive ved at spille skuespil, når hun føler sig som den eneste repræsentant. Hun opsøger svar og inspiration i New York, og jeg glæder mig til at se, hvad dokumentaren byder på af iagttagelser og idéer.

Har I noget på jeres liste, jeg skal kende til? Bedrag, Yes No Maybe II og Den Store Bagedyst gider jeg ikke, men ellers er jeg åben for de fleste forslag.

Mine mest hørte sange i 2018

Året 2018 har været fuldstændig vanvittigt. Ikke bare vanvittigt for mig, men i det hele taget vanvittigt. Verden er vanvittig. Jeg er nødt til at læse nyheder og være på Twitter i små doser, fordi jeg simpelthen bliver så forarget over verden for tiden. Men musikken har vi da at forsvinde ind i, og hvor har der været mange fantastiske udgivelser og musikoplevelser i 2018.

Spotify gør hvert år den genialitet at opsamle ens mest hørte sange i forskellig sjov statistik, og det har været min inspiration til indlægget her. Jeg har i år 2018 brugt 54.803 minutter på at lytte til musik på Spotify. Det er omkring 913 timer. I 27 af de timer har jeg hørt The Minds of 99. Jeg har selvfølgelig også hørt en masse andet, og jeg har været inde og plukke nogle sange ud fra listen over mine mest hørte, da et blogindlæg med 100 sange måske bliver lige lovlig langt ..

Nu har jeg så siddet og kigget hele listen igennem, og det er godt nok meget tydeligt, at 2018 har været præget af ondt i hjertet. Jeg tror næsten, hele processen kan ridses op med sange fra listen, så de er sat op i rækkefølge ovenfor. Nu er jeg så nået til det sted i processen, hvor jeg bliver mere og mere irriteret for hver gang, jeg nævner det. Det irriterer sikkert også andre, at jeg får nævnt det, sikkert også den anden involverede part, hvis hun læser med. Men jeg gider omvendt ikke skamme mig over at have været så glad for nogen, at det gjorde møg hamrende ondt, da de gik, og ser ingen pointe i at play it cool, når situationen har været, at jeg ikke har haft det særlig cool. Selvfølgelig skal smerten i hjertet heller ikke dyrkes så meget, at den aldrig slipper, men når der er brug for at dyrke den, kan jeg anbefale ovenstående samling af sange. Og når det er på tide at skifte mindset, er det selvfølgelig denne her, der skal hives fat i (dette sagt med en vis ironisk distance):

Meget apropos mindset er der på listen en samling af sange, som jeg særligt hører, hvis jeg har brug for at gå rundt i en jeg-er-sgu-da-for-nice-stemning. Det må man gerne, så længe det ikke kommer til udtryk i arrogant opførsel. Særligt Silvana Imam og Stormzy er gode til dette formål, og dejlige Tove Lo, som netop er annonceret til NorthSide 2019, er også iblandt:





Nu har jeg vist skitseret dét, jeg har hørt ud fra bestemt humør, og her kommer så noget af det, jeg har hørt, fordi det “bare” er virkelig nice musik:







Ej, ved I hvad? Der er simpelthen så mange sange, at det er umuligt at snævre det ordentligt ind. Her er sgu et link til playlisten. Så kan I følge den, og lytte med på det hele, hvis I har lyst.

Hvad har I hørt mest i 2018?

Bonusinfo: En af mine mest afspillede artister er Steven Snow, som har lavet et album med titlen ‘Dolphin Sounds with Music’, og det er lige, hvad det er. Delfinlyde med musik. Jeg hører det, når jeg ikke kan sove, og det har jeg gjort siden år 2014.

Nye musiktilføjelser

Det er onsdag eftermiddag. Jeg sidder halvt liggende på min seng. Spiser chips med (dild)dip og drikker cola. Imens har jeg sat mig for at høre alt, Barselona har udgivet, fordi de har annonceret en række forårskoncerter, og jeg kan ikke tage til koncert med nogen, hvis jeg kun kender to sange. Men jeg vil gerne til koncert med dem. Så jeg må lære nogle flere sange at kende. Apropos at lære flere sange at kende er der kommet en forespørgsel på mere indhold om musik her på bloggen. Og nej, det er ikke bare noget, jeg siger. For at lyde som en hvis musiksmag folk giver en fuck for. Men det er sgu da meget fedt. At få sådan en forespørgsel.

På baggrund deraf kommer her (den vending afslører forresten virkelig antallet af jobansøgninger, jeg har sendt på det seneste) et blogindlæg om mine seneste tilføjelser til mit musikbibliotek. Også kendt som Spotify. Der ligger desuden under Highlights på min Instagram-profil en fane, der hedder ‘Tunes’. Der tilføjer jeg alle de sange, jeg deler i min Story. På den måde kan I altid finde nye forslag, og I kan klikke direkte ind på Spotify gennem de Stories. Ja, det er virkelig smart.

Jeg har kendt til LANY i lang tid, men havde af en eller anden årsag ikke opdaget, at de havde udgivet nyt. Jeg ved ikke, om de måske ikke helt har fanget Danmark, eller om jeg bare har misset en artikel om dem? Uanset er denne her sang fra deres seneste album i hvert fald virkelig dejlig.


Meget apropos dejlig – jeg var helt tilfældigt på Rust en fredag aften for nylig, og lige pludselig var der koncert. Med Bette. Jeg havde godt set hende på Instagram, fordi hun er med i en Mads Nørgaard fotokampagne for deres nye 100% Organic ting, men jeg havde ikke fået hørt hendes musik endnu. Det var en absolut fornøjelse at blive introduceret til hendes musik ved at høre hende live.

Jeg mener at have nævnt det før, men jeg skal til koncert med Billie Eilish i det nye år, og hun har jo ikke udgivet så meget endnu, så det er lidt et sats, men ovenstående er altså endnu en sang til listen over gode udgivelser fra hende.



Benals musik er genial. Benals lyriske tekster er geniale. Jeg bliver så opslugt af tekstuniverset og rytmerne, og det er virkelig stimulerende for mig at høre. Også fordi det udfordrer mit eget sprog og min måde at tænke i sammensætninger af ord. Deres nye album er ingen undtagelse.

Dét med ordene gælder i høj grad også Katinka. Det er ikke hele det nye album, der har fanget mig (endnu), men sangen her er rammende, og jeg hørte den på repeat i nogle dage efter dens udgivelse. Det var ikke en fejl.

Når nu jeg nævnte dem indledningsvis, skal de selvfølgelig også lige indlejres her med en sang. Det er også noget med ordene, der fanger mig hos Barselona, og jeg er meget spændt på forhåbentlig at skulle høre en koncert med dem til foråret. Jeg har tydeligvis noget for dansksproget musik.