10 hurtige om Ondt i røven på Tv2 Play

Fotograf: Nicolai Lok

Den seneste uge har jeg hver morgen tjekket min Tv2 Play app som det første, fordi jeg har været så grebet af den nye serie, Ondt i røven, som ligesom Skam har lagt et nyt klip op om dagen, cirka i hvert fald, at jeg har set den på telefonen. Serien er en coming-of-age-fortælling om unge Tessa, der flytter ind i et kollektiv på Nørrebro i København. Her bliver hun, med hendes egne ord, “konfronteret” med forskellige personligheder, der alle udfordrer hende, og lærer hende nyt om andre og sig selv. Jeg har undervejs, imens jeg har set serien, skrevet små reaktionsnoter på min telefon, og her er ti af dem samlet i en liste:

1. Eiijjjj, er der andre end mig, der hører Beatrice Eli?

2. Fuck hvor jeg savner at bo på Nørrebro.

3. Jeg vil også have en “How Dare You Assume I’m Straight” t-shirt!

4. Okay, nu bliver det meget 23-år-gammel-bor-på-Nørrebro. Planter overalt i vindueskarmen, vegansk/vegetarisk livsstil, glimmerfest, nøgen-træf på Badeanstalten og menstruationskop.

5. Gud, dem har jeg set før. Og dem! Ej, dem har jeg også set før. På datingapps. Og på Nørre Bodega. Og et par andre Nørrebro bodegaer. Årh, og en af mine yndlingsaktivister sidder lige dér. Vent, har jeg boet i deres baglomme måske?

5. Hvordan får jeg selv et queer fællesskab på sådan en helt naturlig måde? Snubler man bare over hinanden på gaden, og så er der fest og farver i et kollektiv nogle måneder senere?

6. Ååååh, hvor skal vi altså stoppe med at gå ud fra, at nogen er gået forkert baseret på udseende, eller holde nogen udenfor, fordi de ikke passer ind på vores selvskabte parametre.

7. Har nogen smuglyttet til mine tanker eller overvåget mig? Jeg har været Tessa. Tessa har været mig. Jeg er stadig lidt Tessa nogen gange. Lige med undtagelse af de uheldige kommentarer, hun får sagt i de første par afsnit. Der er jeg mere en google-beforehand- eller tage-folk-for-dét, de-selv-udstråler-kinda-gal.

8. Det er jo dét, jeg siger – et glas mælk, når man kommer hjem eller “hjem”, er bare godt altså. Hvorfor bliver der altid grint lidt af det? Haha.

9. Okay, nu får jeg helt paranoia. Kinder mælkesnitter? Dem havde jeg tit i mit køleskab, da jeg boede på Nørrebro, og spiste dem ikke altid alene .. Lighederne og tilfældighederne er virkelig mange i denne her ellers korte serie.

10. Ooooog nu falder der en tåre ned på min t-shirt, og dér triller en mere ned ad min kind. “Du skal nok finde et sted, hvor du føler, du passer ind”.

I finder serien på Tv2 Play her og på Instagram her. Og så har jeg i øvrigt lavet en playliste på Spotify med de sange fra serien, jeg har kunne finde:

Min nuværende dr.dk liste

For et par dage siden blev jeg i en spørgerunde på Instagram spurgt, om jeg kunne anbefale nogle gode programmer på dr.dk, og det er godt nok også længe siden, jeg har udgivet noget i min ‘Stream’ kategori. Det skyldes nok, at jeg på det seneste faktisk har benyttet mig mest af flow-TV, så jeg har desværre ikke fået set så meget af det, jeg gerne vil se på dr.dk, men en liste har jeg da. Det er ikke anbefalinger, men nærmere en liste over programmer, der har vækket min interesse, og som jeg har tænkt mig at se. Undtagen det første på listen, som jeg har set, og som er en meget stor anbefaling. Der er som altid lagt link til programmerne i titlerne.

Mens døden os skiller er en dokumentar, der følger en familie, hvor faren, Lasse, har ALS, og derfor er meget syg i dét, der bliver hans sidste tid. Dokumentaren har ligget på dr.dk i noget tid, og det er også ved at være et stykke tid siden, jeg så den, men den sidder stadig i mig, så derfor er den med på listen her. Den er i to dele, og jeg græd gennem begge. Jeg fik ikke bare tårer i øjnene. Jeg græd. Særligt det at se hvordan sygdommen påvirker kærligheden ramte mig meget. Det er en stærk dokumentar, og jeg anbefaler at have Kleenex klar.

Skjold og Isabel er en dokumentarfilm om den første kærlighed, og når den ikke er mere. Filmen har været vist i biografen, men jeg nåede aldrig at se den, og har faktisk stadig ikke set den. Nu er den så kommet på dr.dk, og jeg skal simpelthen have den set. Det skal jeg. For jeg har læst så meget fint om den. De medvirkende er en del yngre end mig, men jeg er sikker på, at de følelser, der rumsterer, er genkendelige for de fleste af os.

Vrede piger er en ny DR3-programserie om, ja, vrede piger. Jeg så for nylig programserien ‘Hjælp, jeg er vred’ på DR2, og syntes, det var enormt interessant at få lov at komme lidt ind bag facaden hos nogen, der agerer voldsomt i vredens magt. Jeg er nu gået i gang med at se første afsnit af ‘Vrede piger’, som har nogenlunde samme koncept som førnævnte DR2-program, og håber derfor, det giver samme indblik og forståelse for vreden. De fire medvirkende piger skal gennemgå et forløb, hvor de (vist nok i fællesskab) skal forsøge at lære at styre deres vrede, og jeg er ret spændt på programmerne.

Olivers testamente er endnu en dokumentar – dem er jeg ret glad for. Dokumentaren handler om Oliver, der vender hjem fra et psykiatrisk hospital for at tage fat på drømmene om kone, børn og en renoveret lejlighed. Oliver har til gengæld en dobbeltdiagnose, og drikker en kasse øl om dagen for at klare sine psykiske problemer. Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal forberede mig, inden jeg ser dokumentaren, for jeg frygter det værste ud fra titlen, og kan godt blive lidt ængstelig af at se programmer om psykiske problemer. Omvendt er det jo en dokumentar om, hvordan livet også kan være, hvorfor jeg virkelig gerne vil se den. Det skulle vi alle gøre noget mere – bevæge os uden for vores comfort zone, så vi kan indfange ny viden.

Hvad sker der efter Sana? er også en dokumentar, og den handler om skuespilleren bag karakteren Sana fra SKAM. Hun fik med sin rolle i SKAM sat muslimske piger på dagsordenen i popkulturen, og dokumentaren handler om, hvorvidt hun skal blive ved at spille skuespil, når hun føler sig som den eneste repræsentant. Hun opsøger svar og inspiration i New York, og jeg glæder mig til at se, hvad dokumentaren byder på af iagttagelser og idéer.

Har I noget på jeres liste, jeg skal kende til? Bedrag, Yes No Maybe II og Den Store Bagedyst gider jeg ikke, men ellers er jeg åben for de fleste forslag.

Klogere på verden med 3 nye DR-programmer

Jeg ser rigtig mange programserier og dokumentarer på DR, og for mig er det både en måde at slappe af og en måde at opsøge ny viden, og blive stimuleret i mit evige ønske om at forstå verden bedre. Jeg bliver også ofte inspireret af at tilegne mig ny viden, så for mig er det en god måde at genoplade, når jeg er alene, fordi det er en måde at få nye idéer og tanker. På det seneste er der særligt tre programserier, der har fanget mig, og vækket nye tanker hos mig, så dem har jeg samlet i en liste her, og skrevet lidt om, hvorfor de er værd at se. Der er selvfølgelig lagt links ind på titlerne, så I klikker bare på titlen, hvis I får lyst til at se et af programmerne.

Svært begavet er en serie på fire afsnit, hvor vi følger en række unge mennesker, der har en betydeligt høj IQ, og altså er svært begavede. Indledningsvis var jeg skeptisk og nervøs omkring programmets præmis – hvad skulle formålet eller udviklingen i programmet være? Men efter at have læst en artikel om programmet, slugte jeg alle fire afsnit på én gang, og måtte selv i gang med en IQ-test. Jeg endte faktisk med at tage to forskellige, fordi jeg ikke troede på den første. Jeg har taget programmet med her, fordi det melder sig ind i klubben af oplysende programmer, der ikke gør sig til dommer over deltagerne. Det er meget livsbekræftende at få fortællinger fra eksistenser, der måske ikke er typiske, men som, i hvert fald for mig, alligevel er genkendelige. Og der behøvede slet ikke være en udvikling. Det var nok bare at lære dem at kende.

Indefra med Anders Agger er som programserie ikke nyt, men der lander nye afsnit for tiden, så derfor er programserien med på denne liste. Programmet tager os med indenfor hos virksomheder, institutioner, stillinger, emner eller personer, som man måske ikke lige har adgang til at udspørge i hverdagen. Det er Anders Agger, der er den undersøgende, og det er gennem ham, vi beriges med ny viden. Af nye emner kan nævnes Indre Missions Ungdom, Alderdom og Fixerum, men hvis jeg skal anbefale et yndlingsafsnit, må det være det om Tina Dickow, hvor Anders Agger besøger hende på Island. Det er fra sæson 5. Af ældre og anbefalelsesværdige emner kan desuden nævnes YouTube-stjerne, Anbragt og Venteliste, alle tre fra sæson 4.

Mændene der plyndrede Europa har for det første virkelig chokeret og forfærdet mig, fordi det planter en tvivlen på, hvorvidt de systemer, vi binder vores liv op på, og bygger vores hverdag og samfund op omkring, overhovedet er til at stole på. Men for mig er det også bare så vigtigt, at de her svindelsager bliver afsløret, og jeg synes, det er spændende, hvilken magt medierne har i det. Det er hamrende sejt, at danske journalister har været med til at afdække hele denne her sag, og jeg synes, at alle skal se dokumentaren om det – ikke så meget for spændingen, men for oplysning og læren om vores samfund og dets svagheder.

Jeg anbefaler tre Netflix-produktioner

Jeg har afmeldt alle mine streamingtjenester undtagen Spotify, fordi jeg skal spare, hvor jeg spare kan, men jeg er så heldig, at jeg må have en profil på min mors Netflix abonnement (selvstændigt og voksent, jeg ved det), så jeg kan stadig binge – bare kun på Netflix. Det har resulteret i, at jeg er lidt grundigere, når jeg kigger mulighederne igennem, mere åben måske også, og jeg har på det seneste givet et par af Netflix’ egne produktioner en chance. Det er blevet til tre anbefalinger, som alle er binge-værdige, og hvis I ud fra disse har nogle anbefalinger til mig, er det meget velkomment at smide dem i en kommentar til indlægget her.


Atypical er en lidt atypisk serie (okay, det var faktisk ikke med vilje) for mig at blive opslugt af, da jeg generelt har en aversion mod serier, der følger amerikansk familieliv, og gør sig morsom på deres irriterende dumheder og åbenlyse fuckups. Det tog mig da også noget tid at tage mig sammen til at få den set, men da jeg rigtig kom i gang, kunne jeg slet ikke slippe den igen. Moren er det meste af tiden en voldsomt irriterende karakter, der gør irriterende ting, men serien vinder på hovedkarakteren, Sam, som er så fantastisk umiddelbar, hans søster og søsterens kæreste, som begge kommer til at fungere som seriens fornuft og moral, faktisk i fællesskab med endnu en karakter, jeg ikke vil afsløre. Serien er samtidig interessant i sin skildring af en ung mand med en udviklingsforstyrrelse, og jeg har faktisk aldrig før set det som tema på denne her måde, hvor karakteren er en så dominerende hovedrolle. Snakken går på en tredje sæson, og det krydser jeg fingre for.


Seven Seconds var gået min næse forbi, men jeg opdagede den forleden, og så, at den havde en høj procentsats i forhold til, hvorvidt serien var et match til mig. Den funktion benytter jeg faktisk ret ofte på Netflix for at lure, om det er noget, jeg gider at se. Jeg slugte serien på et par dage, og kunne serien igennem sætte hak ved flere krimiklichéer, som er velkendte, men virker alligevel – advokatopgøret, en hovedperson, der selv er traumatiseret af episoder i fortiden, og får banket fornuft i sig af en ny makker, jura, der kommer i vejen for hjertets retfærdighedssans og jeg kunne blive ved. Men dér, hvor serien for mig er virkelig interessant, er i dens belysning af problematikkerne omkring politiets undertrykkelse af den sorte befolkning, og hvordan politiet internt er korrupte i grupperinger, der har forbindelser til bandemiljøet. Nu vil jeg selvfølgelig ikke spoile noget, men serien vinder også på, at den er utraditionel i sin slutning, og dét har en kæmpe signalværdi.


Everything Sucks! har jeg allerede nævnt helt tilbage i februar, da serien ikke havde haft premiere endnu. Det er noget tid siden, jeg selv har set den, men af en eller anden grund fik jeg aldrig fulgt op på, hvorvidt den er værd at se, så det gør jeg nu. Udover en irritation over at seriens hovedkarakter er portrætteret som den stereotypiske lesbiske pige i jeans og skovmandsskjorte, og at serien i det hele taget er meget stereotypisk, vinder den på at være både sød og sjov. Derudover er det en fornøjelse at se en serie, hvor en pige, der er interesseret i piger, fremstilles på en ikke-seksualiseret måde, i modsætning til for eksempel en film som Loving Annabelle.