“SYNES DU, AT DIT LIV ER GLAMOURØST?”

Et spørgsmål, som er fandens svært at svare på. Et af de dér, hvor man er en idiot, lige meget om svaret er ja eller nej, men jeg er glad for, at en læser spurgte, for det satte nogle tanker igang hos mig, og nu er jeg vist blevet klar til at dele dem med jer, so here it goes ..

Jeg har det lidt sådan, at hvis jeg svarer nej, kommer jeg til at lyde utaknemmelig, som om jeg tager det hele lidt for givet og ikke er klar over, hvor velsignet jeg er, og hvor heldig jeg er at have fået succes med den hobby, jeg har brugt ufatteligt mange timer på, siden jeg var 13 år gammel. Omvendt ville jeg føle, at jeg løfter mig selv højere hævet end andre mennesker, hvis jeg svarer ja. Som om min tilværelse har et eller andet særpræg, som gør, at mit liv bare er en dans på røde roser, og at billederne på min Instagram profil er den hele sandhed. Men det er jo ikke sådan, landet ligger. Det er utroligt nemt at glemme, at der gemmer sig et liv og en person bag en Instagram profil eller en Facebook profil, som helt sikkert har en historie, der rækker meget længere end søndagsbrunch med veninderne på det nye in-sted i København. Sakspotts pelsen er måske lånt eller delt mellem tre veninder, hun spiste måske en pizza i sengen dagen efter, at hun stod og var lækker på dansegulvet på den mest fancy natklub i Kbh, måske var hun faktisk bare på en snusket bar og måske spiser hun slet ikke noget.

Jeg glemmer det selv. Altså ikke at spise, men at Instagram, Facebook og andre sociale medier ikke er den hele sandhed. Når jeg poster et Instagram-billede af mig selv i min nye grønne pels en mandag morgen og hashtagger #readyforaneweek, står der jo ingen steder, at den pels nok var min eneste motivation til at gå ud af døren den morgen, og at det med at være klar til en ny uge både var at lyve over for mig selv, men også over for alle, der så det billede. Der står heller ingen steder, når jeg er rundt til blogevents flere gange på en uge eller spiser middag og drikker vin på en hverdagsaften, at jeg ikke har overskud til mine afleveringer, når jeg så kommer hjem, og at mit skriftlige fravær får min mave til at snørre sig sammen.

Derudover er der den tilværelse, man har, når man låser sig ind derhjemme og sidder på sit værelse. Den deler man måske ikke engang med sine tætte veninder, fordi det, i hvert fald for mig, er pisse hamrende svært at bevæge sig udover den kant, hvor det er okay at vise skrøbelighed. Jeg ved simpelthen ikke noget værre end at føle mig lille, og jeg hader, når min facade krakelerer, hvis jeg får lidt for meget hvidvin til en fest, og det hele vælter ned omkring mig på én gang.

Det er måske også derfor, at jeg er slem til kun at være aktiv på Instagram, når jeg foretager mig noget spændende eller noget pænt, som ser flot ud ved siden af de andre billeder. Jeg glemmer, at det giver et forkert billede af tilværelsen, fordi jeg godt selv kan lide at tænke, at livet kun er søndagsbrunch med veninderne og sjove byture, som altid ender godt (…).

Mit svar på spørgsmålet er derfor hverken ja eller nej. Mit liv er langt fra håbløst, men så nogen gange føles dét lidt sådan alligevel, indtil man kommer ovenpå igen. Der er ingen enten eller.
Der er bare en bagside til den pæne forside, jeg lægger på Instagram.