MINE TANKER OM REDIGERING AF INSTA PICS ANNO 2016

Det er søndag formiddag, og du ligger stadig i sengen, fordi du har sovet længe. Eller måske er det onsdag eftermiddag, og du sidder i toget på vej hjem fra skole eller arbejde. Din mobil er solidt plantet i hånden, og din tommelfinger er den eneste del af din krop, der bevæger sig. Den har én opgave. Den scroller. Dit hovede er på en helt anden opgave. Du sorterer i alle de indtryk, du får, hver gang dine øjne når et nyt billede i dit Instagram-feed. Måske du er uheldig, og er havnet på Alexis Rens profil. Den skal du hurtigt væk fra igen, hvis du vil forhindre dit selvværd i at blive væk fra dig. Det kan også være, at du er havnet på en profil, hvor feedet er helt igennem manipuleret af forskellige apps. Måske er der brugt Facetune, måske Snapseed, måske begge, måske flere end det. Sandsynligheden for det er ret stor.

Det er kun lidt over en uge siden, at jeg fik kendskab til de to apps. Og jeg blev mildest talt mundlam over, hvad de kan, og hvor ofte jeg nu ser dem brugt. Jeg har siden opdagelsen af de to apps lagt seksten billeder ud på Instagram, hvor jeg har brugt Facetune. Dér gør jeg vægge hvidere og øger skarpheden i de dele af billedet, der skal fremstå skarpt. Jeg kan godt lide, at jeg hverken redigerer i lys eller farver på mig selv, men blot redigerer en væg og øger skarpheden, inden jeg uploader. Så hvad er så problemet med at bruge de her apps?

Problemet opstår, når redigeringen går fra forbedring af billedkvalitet til manipulering af billedets motiv. Og det er uden tvivl en hårfin balance. I Facetune kan man jo også rette på kropsform og ansigt. Det kunne være, at jeg gerne ville have lidt større baller, fladere mave eller smallere lår på mit bikini-billede, eller lige gøre min næse lidt mindre på et billede i profil. Alt dét kan jeg gøre i en app, og så kan jeg faktisk lige smutte ind i Snapseed efterfølgende og gøre min hud mørkere. Så er jeg pludselig både brun og slank(ere). Men det er ikke forbedring af billedkvaliteten. Det er manipulering af motivet. Og det er der altså rigtig mange, der benytter sig af. Men ved man det ikke, kan det sagtens ligne, at billedet stort set ikke er redigeret. Sådan har jeg mange gange tænkt, når jeg har beundret billeder på Instagram, jeg ikke kunne gennemskue redigeringen af. Jeg tror, at det er blevet realiteten. Der redigeres mere, men det skal ligne, at det ikke er redigeret. Og det er jo dér, det bliver skræmmende, for så handler det ikke længere om filter eller ej, men om hvor meget billedet er blevet manipuleret for at bestå adgangsprøven til Instagram, der i min optik burde være et medie i modspil til magasinernes airbrush. Jeg har faktisk måtte klikke ‘unfollow’ på et par profiler, fordi jeg ikke vil udsætte mit selvværd for at være i konkurrence med noget, der har fået en spraytan i en app, gjort maven flad og benene slanke som siv. Det er jo heller ikke inspirerende at kigge på noget, der på alle måder er uopnåeligt. Det er ikke engang bare uopnåeligt, men decideret uvirkeligt. Alligevel tiltrækker det likes, tusindvis af likes faktisk, millioner for de helt store.

Måske man i virkeligheden bare skal gøre op med sig selv, hvad man vil være med til. Både som blogger/instagrammer, men også som følger/læser. Vil man være det overpolerede udtryk og leve på de likes, man får derigennem, eller vil man være mere gennemsigtig, men måske have mere at sige? Og hvad vil man som følger eller læser helst følge med i?

Jeg tror forresten, at Alexis Ren også bruger Facetune #instaanno2016