HAR I DAG DRØMT OM AT VÆRE IFØRT

want-to-wear_2

WEEKDAY sunglasses // WEEKDAY dress // WEEKDAY jeans // DR. MARTENS boots

Jeg er af besynderlige og frustrerende årsager altid mest inspireret til at udforme indhold til bloggen, når jeg egentlig burde lave noget andet. Lige nu burde jeg for eksempel følge med i gennemgangen af Inger Christensens Sommerfugledalen i min litteraturundervisning, og senere i dag bør jeg skrive min anden semesteropgave i samme fag, men jeg har meget mere lyst til at lave et blogindlæg om al den nye musik, jeg har tilføjet til min Spotify på det seneste. Noget andet, jeg studser lidt over, er min enorme trang til at købe noget nyt i dag. Jeg udgav jo det her blogindlæg om min nye plan for min garderobe i går, og det føles næsten som at have jinxet det, for i dag har jeg virkelig lyst til at klikke et hav af kjoler hjem til min nye obsession, nemlig at have kjole på udenpå et par jeans, og så have et par rå støvler på til. Bedste. Kombi. Nogensinde.

UGENS PLUS- & MINUSPOINT #34

img_1600

Så har vi ramt mandag igen, og jeg får simpelthen så dejlig respons fra jer på de her indlæg, så nu kommer simpelthen endnu et i rækken. Det er faktisk også de her indlæg, jeg altid ser enormt meget frem til at skrive, fordi det er sådan en god måde lige at tænke over ugen, der gik. Jeg har forresten tænkt over noget – får de her indlæg jer til at tænke over jeres uges plus- og minuspoint? Eller har I selv en måde at opsummere ugen, der er gået?

Her kommer i hvert fald mine point til ugen, der er gået ..

MINUSPOINT til virkelig at have en craving for at farve mit hår, måske endda få klippet noget pandehår, når jeg ikke må. Jeg er nemlig i gang med nogle optagelser i forbindelse med det dér projet, jeg ikke kan snakke om, og hvis vi skal filme pick-ups, duer det jo ikke, at jeg skifter hårfarve i tide og utide. Kontinuitet og så videre. Jeg ville btw farve det koldt blond, hvis jeg måtte.

MINUSPOINT til ikke at have haft nok selvdisciplin til at gå i gang med to opgaver til uni, som nu stresser mig til et punkt, hvor det gør lidt ondt i mavsen. “Dårlig til at prioritere min tid” burde næsten stå som egenskab på mit CV, og det er der nok et par mennesker, der gerne vil skrive under på. (Bør nok slette dette engang, når jeg rent faktisk skal give mit CV til nogen). Set på den lyse side har jeg til gengæld virkelig levet livet på det seneste, og fået nye oplevelser, jeg ikke havde fået hjemme ved skrivebordet. You win some, you lose some. Bum.

PLUSPOINT til annonceringen af Gorillaz og Stormzy på Roskilde Festival 2018. Det er fucking crazy! Jeg var ikke særlig begejstret over Roskildes line-up i år, og kom blandt andet af den årsag ikke afsted, men det her .. Det er bare alt. Jeg får helt sommerfugle i maven ved tanken om at høre Gorillaz og Stormzy live på Roskilde.

PLUSPOINT til at have været på Creative Space og malet keramik i mandags. Det burde man altså gøre til en tradition. Det tror jeg faktisk, at jeg vil gøre. Jeg har malet en kæmpe kaffekop, og jeg glæder mig barnligt meget til at hente den på tirsdag. BONUS-PLUSPOINT til min søde, nye veninde, jeg var afsted med. Hende har jeg mødt gennem det dér projekt, jeg hele tiden nævner, men stadig ikke må snakke om. Jeg lover, at der nok skal komme en forklaring på et tidspunkt.

PLUSPOINT til denne meget smukke og bevægende artikel, Emilie Foli har skrevet, og fået bragt hos Politiken. Generelt er jeg for tiden meget inspireret af mennesker, der skriver om dét, der er svært at snakke om, og Emilie er bestemt et menneske, jeg beundrer for netop dette. Jeg blev især ramt af følgende:

“Jeg forventer, at de løber, når de opdager mig, jeg giver dem ikke lov til at vælge. Hun siger, at alt kan blive noget andet, terapeuten, hold kæft hvor er det vigtigt at bede om hjælp.

Jeg husker, hvordan det er at tro, at man kan klare det hele selv. Jeg husker følelsen af at være frosset fast, jeg husker ikke at kunne mærke mine tænder.

Man skal altid kunne mærke sine tænder.”

PLUSPOINT til Scarlet Pleasures nye EP. Jeg har fangirlet den hele weekenden, og spillet den nye EP højt på min roomies Sonos anlæg, imens jeg har ordnet vasketøj. (Jeg har været alene i lejligheden). Det er en lørdagsaktivitet, jeg varmt kan anbefale. Det går lige op for mig, at det er længe siden, jeg har dedikeret et blogindlæg til musik, og der er faktisk en del nyt at skrive om, så sådan et vil jeg lige få strikket sammen ASAP.

PLUSPOINT til at være begyndt at skrive mange tekster, som ikke er til nogen eller for noget. Hver gang en tanke rammer mig, eller jeg ser eller oplever noget, som bliver til en fin tekst i mit hovede, skriver jeg det ned, enten på computeren, i en notesbog eller på min telefon. Det er virkelig befriende at skrive bare for sig selv, men der er alligevel også noget i mig, der drømmer om en dag at udgive det. Eller noget andet.

EN NY PLAN FOR MIN GARDEROBE

fd527c04-814c-45ec-8298-da8d3256f8ec

Jeg er pisse irriterende meget i gang med at rydde op i min tilværelse, reflektere over mig selv og realisere mig selv, og jeg kunne blive ved. Det har de fleste nok også opdaget efterhånden. Man skulle ellers tro, at jeg havde overstået den proces på mit højskoleophold, for sådan siger man jo om højskole, at man får realiseret sig selv, men det skulle vise sig kun at blive begyndelsen. Helt enkelt er jeg on route til en tilværelse, jeg kan hvile mere i, og være glad for (lidt på tide, kan man sige). Det er gået op for mig, at det ikke hjælper hele tiden at lave om på alt det udenpå, at jeg aktivt kan gøre noget ved det rod, jeg oplever indeni, at det godt kan være anderledes. Jeg tror faktisk, bæredygtighed er et godt ord at bruge om dét, jeg arbejder mig hen imod. Og det har også fået mig til at påbegynde et projekt, der går ud på at skabe en bæredygtig garderobe.

Nu skal det ikke komme til at lyde, som om jeg er ude på en eller anden spirituel rejse, hvor jeg skal til at leve en helt au natural helse-tilværelse med en minimalistisk tilgang til alting. Og dog. Jeg vil faktisk gerne leve mere minimalistisk på den måde, at jeg godt kunne tænke mig at bryde ud af mit overforbrug. Jeg vil ikke blive sådan en hellig type, der preacher alt muligt vildt, ingen af os alligevel kan overholde, men jeg tror vitterligt på, at det kan være en sund erfaring at kigge lidt indad, spørge sig selv, hvorfor man gør, som man gør. Jeg er for eksempel blevet klar over, at en stor del af mit konstante indkøb af nyt tøj handler om, at jeg prøver at lappe et eller andet, kompensere for noget andet, jeg mangler. Jeg har nogen gange været helt overbevist om, at jeg ville blive et gladere menneske, hvis jeg købte et eller andet nyt stykke tøj. Men den lykke er en rus, og en rus er kun på lånt tid, en tid, der ophører, når trangen til nyt opstår igen, eller jeg bliver ked af det igen. Det er en helt vildt uholdbar løsning, og jeg har sat mig for, at materielle ting ikke skal afgøre min glæde. Den rigtige glæde findes i så meget andet, og jeg synes, det er en helt vildt spændende proces at være i gang med. Samtidig skal alt det udenpå heller ikke definere mig som person, for jeg er så meget mere (ad, så blev det lidt corny).

I praksis betyder det, at jeg for det første ikke køber noget nyt lige for tiden. Jeg putter stadig ting i kurven, men jeg køber det ikke. Jeg er ikke faldet i endnu i hvert fald. Derudover har jeg sat mig for virkelig at rydde ud. Jeg har sat nogle ting til salg på Tradono, og har også skrevet ud på Instagram, at I er velkomne til at kontakte mig, hvis der er et specifikt item, I er interesserede i at købe. Derudover tænker jeg at skaffe en stand på et loppemarked i nærmeste fremtid. Jeg tror sgu, det her projekt bliver godt.

GENFORELSKET I LÆDER

want-to-wear

MADS NØRGAARD knit // GESTUZ skirt // DR. MARTENS boots

Jeg prøver virkelig at holde mig væk fra diverse webshops her i november, da jeg har lovet mig selv ikke at købe noget nyt overhovedet, og jeg tror, det er nemmest at overholde, hvis jeg holder mig helt fra fristelsens farligste steder, Boozt og asos.com. Men jeg kan bare ikke helt lade være at klikke derind, og det gør jo ingen skade lige at kigge, vel? Til gengæld har jeg opdaget, at hvis jeg lader være at købe nyt i længere tid, holder glæden ved de nye ting også længere. Jeg er for eksempel stadig helt crazy med mine nye Dr. Martens støvler, som jeg har på hver dag, og hver gang, jeg tager dem på, tænker jeg lige, hvor godt det var, at jeg forærede mig selv et nyt par. De er bare så meget mig. I det hele taget er de lidt mere rå elementer ved at finde vej ind i min garderobe igen, og jeg så gerne mig selv spankulere rundt i outfittet på collagen. Jeg kan altid finde plads til en strik mere i garderoben ..

IVÆRKSÆTTERDRØMME OM BERLIN, FOTOGRAFI & VIDEO

SPONSORERET AF SAS

tumblr_owbfdgvfxc1ssfi6qo1_1280

Billedet er lånt fra denne Tumblr.

Afhængigt af hvor længe, man har læst med på bloggen, ved man måske, at jeg har et helt særligt forhold til Berlin, og jeg har blandt andet rejst dertil med min gode ven, Patrick, mange gange, hvor vi har taget et hav af billeder og lavet video. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har sat den del af min kreativitet på pause på ubestemt tid, måske fordi iPhone-kameraet er forbedret så markant de seneste år, og det bare er blevet hurtigere at tage billeder med det. Det er også betydeligt nemmere at have med sig rundt. Men jeg savner det virkelig, det dér med at tage billeder med mit spejlreflekskamera og lave æstetiske videoer som denne fra min og Patricks tur til Berlin tilbage i 2014. Jeg drømmer tit om at have midlerne og tiden til for alvor at dyrke den passion, udforme en kreativ platform at udgive det på, eller “bare” udvikle bloggen her til at være mere som i begyndelsen, hvor alle billeder var taget med et spejlreflekskamera. Jeg kunne bruge en hel dag på at tage billeder for så at bruge den halve nat på at redigere dem og høre god musik. Det drømmer jeg faktisk virkelig om at få op at køre igen, tage til Berlin og bare være dér, leve i Berlin, og dokumentere det hele med billeder og video. Og tekster selvfølgelig. Det kan jeg jo ikke lade være med. Det er måske en lille iværksætterdrøm, men det er en af mine store drømme.

SAS har sat et projekt i værks, SAS Scholarship, som giver muligheden for at tage et skridt på vejen til at udleve netop dét, en iværksætterdrøm. Projektet er en konkurrence, hvor tre heldige vinder kan komme afsted til en selvvalgt destination, som selvfølgelig har noget med en iværksætterdrøm at gøre. Man får desuden tilkoblet en mentor, som er relevant i forhold til det felt, iværksætterdrømmen ligger inden for. I mit tilfælde kunne det for eksempel være en fotograf, som også arbejder med visuelle koncepter. Jeg synes, projektet er mega sejt, og jeg har faktisk lavet en video om det sammen med SAS, som jeg glæder mig meget til at dele med jer. Hvis I ikke kan vente, og gerne vil vide mere allerede nu, vil jeg opfordre jer til at se mere om konkurrencen HER. Gennem det link kan I også deltage i konkurrencen. Måske I har lyst til at dele jeres iværksætter- og rejsedrømme i kommentarfeltet? Det kunne i hvert fald være spændende at høre om!

UGENS PLUS- & MINUSPOINT #33

img_1389

Det er blevet tid til at runde ugen af, og for mig har det været en uge med enormt mange sociale arrangementer i kalenderen; Bloggers Delight netværksmiddag i onsdags, som selvfølgelig endte ud i en bytur, dinner-date med gymnasieveninder torsdag aften, fredagsbar med boyband bingo om, ja, sjovt nok fredagen, og lørdag var jeg så både til kombineret bryllyp & barnedåb og uni-fest. Jeg var mildest talt temmelig flad i går, søndag, hvorfor det her indlæg er blevet udskudt til i dag. Til gengæld har min uge været helt fantastisk, og jeg har dermed kun ét minuspoint at uddele, måske fordi jeg ikke har tjekket, hvor meget skade alle de fester har gjort på kontoen, men altså .. Den tid, den sorg, som man siger. Her kommer ugens point:

MINUSPOINT til at have lovet mig selv ikke at købe noget nyt i november overhovedet. Eller, det er faktisk en god ting, og indtil videre har jeg overholdt det, men det gør til gengæld, at disse seje leather-look-bukser ikke er på vej til mig. Og jeg er sgu ret forelsket i dem, så det passer mig ikke så godt, haha ..

PLUSPOINT til at det virker, det dér projekt, jeg har snakket så meget om. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at det ikke er alle, der har lyst til at læse om mit få-det-bedre-indeni-projekt, og det er også helt fair. Jeg synes bare selv, at jeg er ret sej, fordi jeg gør noget ved det, og samtidig er åben omkring det. Jeg er desuden af den overbevisning, at vi alle kan lære noget af det. Selvfølgelig bryder det nogle grænser, når jeg skriver indlæg som dette eller dette, men det er faktisk netop den største del af projektet, at stå ved den, jeg er. Og jeg har aldrig været tættere på at hvile i mig selv, end jeg er nu.

PLUSPOINT til simpelthen at have formået at lave noget mad, som så så lækkert ud, at jeg blev spurgt, om ikke jeg kan lave sådan et hvad-jeg-spiser-på-en-dag-indlæg. Som regel er jeg stor tilhænger af omeletten (lol), men har sat mig for at blive bedre til at lave “rigtig mad”. Det er stadig på et ret simpelt plan, men hvis det har interesse for flere, skal jeg da gerne komme med sådan et blogindlæg. Jeg er dog intet geni i et køkken, så det ville nok være noget a la uni-life-mad-for-dummies. Haha.

PLUSPOINT til denne Euroman artikel om 230 ting, man burde gøre noget oftere. Det er genialt og sjovt skrevet, og det er sådan en artikel, hvor jeg sidder og tænker “Damn, hvorfor fik jeg ikke den idé”. Hvis nogen af jer selv skriver tekster, kender I sikkert den følelse. Det er blandt andet den slags tekster, der giver mig blod på tanden, og giver mig lyst til at skrive endnu mere.

PLUSPOINT til at have fået denne bog i forsinket fødselsdagsgave af min gode veninde. Jeg har længe ville læse noget af Svend Brinkmann, selvom jeg tit har det svært med de dér fænomener, der bliver alment populære, men nu skal det altså være. Jeg synes, han har fat i mange interessante pointer, og jeg er sikker på, at hans tekster vil give stof til eftertanke.

PLUSPOINT til alle de gode forslag, I kom med, da jeg på Instagram efterspurgte anbefalinger af podcasts. En del af dem havde jeg allerede hørt, men der var også nye iblandt, som jeg nu er i gang med one by one. Der er desuden mange af jer, der har efterspurgt, at jeg efterfølgende laver en opsamling, hvor jeg anbefaler de bedste podcasts, så det vil jeg selvfølgelig gøre. Indtil videre har jeg hørt Når fars pige er til piger, og nu er jeg i gang med Det perfekte offer. 

Håber, I alle har en fantastisk solskinsmandag.

#HELTÆRLIGT

Som den opmærksomme læser/følger måske har bemærket, sker der nogle ændringer på mine kanaler for tiden. Det er både bevidst og ubevidst. Jeg vil ikke belemre jer (så meget) mere om mine tanker om det hele, dem kan I læse HER, men jeg er på en måde i gang med at genopfinde min rolle i blogverdenen, og jeg håber så sindssygt meget, at I vil med på den rejse. I den forbindelse har jeg fundet på et nyt tiltag, så hermed et velkommen til bloggens nye serie!

Jeg bliver træt i perioder, hvor folk er helt oppe at ringe over nye afsnit af Stranger Things, Game of Thrones etc., fordi jeg bare ikke kan være med. Og det er jo ikke nice at være hende, der ikke ser det, og ikke forstår det. Overnaturlighed interesserer mig bare ikke det mindste, så det er helt bevidst, at jeg ikke følger med. Det er bare ikke en god kaffepause- eller festreplik.

Drakes musik siger mig egentlig ikke rigtig noget, men jeg hører det for at kunne snakke med om det. I en periode bildte jeg mig endda ind, at jeg godt kunne lide det, og hørte et af hans album meget. Men helt oprigtigt vil jeg for det meste hellere høre noget andet. Med undtagelse af Passionfruit. Den digger jeg. Ej, den er altså faktisk også lidt kedelig. For nu at være helt ærlig.

Jeg køber nye, nogen gange dyre, ting for at have det bedre med mig selv, eller i håbet om, at jeg bliver en bedre mig, mere rigtig, smukkere, sejere og mere beundret, hvis jeg ejer den specifikke ting. Nogen gange gør jeg det endda, selvom jeg i det større billede ikke har råd.

Jeg synes, tatoveringer er helt vildt sexede. Eller, i hvert fald den slags tatoveringer, jeg selv kan lide. Det skal ikke være sådan nogle pumper-John-fra-Vestegnen-tatoveringer, men nok mere sådan jeg-er-lidt-artsy-og-rå-og-hører-P6BEAT-tatoveringer. Dem og en hvid eller sort t-shirt er i mine øjne det mest sexede, man kan være iført. (Undskyld til alle fra min familie, der læser med).

Jeg sammenligner mine Instagram følgertal med andre bloggere og Instagrammers ugentligt, fordi jeg konstant er bange for at blive overhalet, eller blive old news. Det er jeg sikkert også for nogen, ligesom jeg er no news for andre. Men så håber jeg jo til gengæld, at jeg bliver good news for endnu flere.

Nogen gange tænker jeg, at jeg var lidt en kylling, da jeg ikke søgte ind på Journalisthøjskolen under mit højskoleophold på Vallekilde Højskole. Desuden spørger jeg stadig ofte mig selv, om jeg virkelig er på det rigtige studie. Jeg ved, at CBS ikke gjorde mig glad, og at det var langt mere stressende, end det var givende. Men jeg tænker samtidig, om jeg har sat mine drømme helt ned på et niveau, hvor jeg ikke har noget på spil. Hvis jeg ikke forventer for meget af min fremtid, bliver jeg ikke skuffet.

MIT BREV TIL INSTAGRAM – ET EFTERSKRIV

6a841b2f-d6ae-4dcc-ab14-6e269a93f822

29. oktober 2017 klokken 22:02 skrev jeg ovenstående note på min telefon, egentlig bare til mig selv. Det gør jeg tit, skriver erkendelser ned til egen senere læsning for ligesom at dokumentere tanker og følelser om det, jeg oplever. Nogen gange får jeg lyst til at dele ud af tankerne, og sent mandag aften ville jeg lige se, hvor grim denne dér betonfarvede tekstboks egentlig ville se ud sammen med mine andre billeder på Instagram. Planen var at tage det ned igen lynhurtigt, men så fik jeg en besked, og var væk fra Instagram et par minutter. Da jeg vendte tilbage, var der allerede begyndt at trille likes ind. Mange likes. Og så kunne jeg ikke få mig selv til at tage det ned. Mit brev fik respons, og jeg sad med en følelse af, at de dér tanker, jeg beskriver, måske ikke er så fremmede for andre. Vi lever jo i den alle sammen, Instagram-tiden, og det er måske åndssvagt af mig at have gået rundt i troen om, at jeg er den eneste, der synes, det kan være svært. Sådan har jeg i virkeligheden nok tænkt, fordi jeg, når jeg ser mig selv udefra, ikke bør have det svært med det. Jeg har mange følgere (ikke sammenlignet med så mange andre, men jeg synes sgu, 25.000 er mange mennesker), er god til at fremhæve de goder sider af min tilværelse, og er endda så priviligeret, at Instagram har været med til at gøre min blog til mit levebrød (lige nu i hvert fald).

Jeg er for et par uger siden gået i gang med et større projekt sammen med nogle andre piger. Det er egentlig ikke noget, jeg må fortælle så meget om (endnu), men jeg kan sige så meget, at det er et projekt, hvor jeg arbejder meget intenst med mig selv og mine inderste tanker om min person. I den proces er det blevet klart for mig, at amalie_wessel på Instagram er en persona. Jeg er ikke født Amalie Wessel (her mener jeg både personaen, men også det faktum, at det egentlig ikke er mit rigtige navn). Hun er skabt af mig gennem selviscenesættelse på diverse medier; først på YouTube, senere blog og Instagram. Det har jeg jo egentlig altid vidst, men det er først nu, jeg for alvor mærker det, i en grad jeg ikke kan ignorere. Lige nu føler jeg faktisk, at den persona er en løgn. Måske fordi jeg ikke rigtig er i kontakt med hende lige for tiden, ikke kan nå hende.

Amalie Wessel er selvfølgelig ikke en løgn. Hun er en sortering af sandheden, hvor det bedste får mest plads. Det betyder ikke, at jeg aldrig har været ærlig, eller at Amalie Wessel ikke er mig. Det er hun. Jeg er Amalie Wessel. Men jeg er også bare Amalie, og de seneste to år er der sket noget med Amalie, som gør det svært at være Amalie Wessel. Nu bliver det måske lidt spacy, men jeg håber, I er med endnu.

Man kan sige, at livet er kommet i vejen for mine planer for Amalie Wessel, i hvert fald en del af livet, ingen af os har lyst til at kæmpe med. Sygdom. Tvivl. Modløshed. Det har gjort det rigtig svært at leve op til de standarder, Amalie Wessel har sat for sig selv. Og jeg har bare ikke kunne følge med. Det har også fået mig til at kigge rigtig meget indad, mere end nogensinde før. Nu er jeg så nået til et punkt, hvor jeg føler, at jeg er nødt til at gøre noget. Sige noget. Jeg føler, at jeg er ved at miste Amalie Wessel. Den pige på billedet nedenunder, der står, og føler sig succesfuld i en ny Ganni kjole, en lækker strik og nylakerede negle. Hun har sgu da styr på det, har hun ik? Amalie Wessel har styr på det. Det har jeg, Amalie, bare ikke, og det er svært at navigere rundt i.

For tiden er jeg meget inspireret af personer som Ulrikke Falch og Martine fra afskaf-privatlivet. Samtidig er jeg bevidst om, at dét, de laver, er lige så meget selviscenesættelse, som dét, jeg laver. De fortæller bare en anden historie. Jeg kunne godt tænke mig at bruge mine mange år med selviscenesættelse på sociale medier til at fortælle den rigtige historie. Historien om Amalie, der blev Amalie Wessel. Jeg kunne godt tænke mig at fortælle min historie med Amalies ord, fordi jeg tror, der er noget at lære af den. Hvis ikke for andre, så i hvert fald for mig selv.

0e78f49e-85c5-4b19-b2bb-d83eef984f9b

5 TING JEG IKKE FORSTÅR

Mig, hvis jeg havde all the money in the world at bruge på udsalget på asos.com i dag. 

1. Forelæsere, der RÅBER, når de SNAKKER, selvom de jo har en MIKROFON. Det sker ISÆR, når de læser OP fra TEKSTER eller fra egne NOTER og SLIDES. Det er lidt ligesom i diskussioner. Jeg hører altså ikke nærmere efter, når nogen RÅBER af MIG.

2. Hvordan det er gået forbi min næse, at asos.com lige nu har 20% på alt med koden OCTOBER. Det er kun i 24 timer, så det er bare med at få købt det dér item i dine saved items, du længe har debatteret med dig selv om. Jeg har set mig lun på denne nederdel, som, jeg håber, kan se nice ud med jeans under.

3. Slutningen på HBO serien, Liar. Jeg vil ikke spoile noget. Jeg vil bare først og fremmest sige, at jeg synes, man skal se den. Men der er to ting, jeg ikke forstår: hvad er det, den prøver at sige om løgne; og hvorfor slutter den så brat? Altså er det bare mig, eller er det ikke, som om serien pludselig wrappes up, som om de ikke selv havde opdaget, at de var nået til sjette afsnit?

4. Hvordan man nogen aftener bare ikke bliver fuld, og måske endda har det lidt “meh” hele aftenen, selvom man drikker den ene øl efter den anden, andre aftener rammer alkoholen helt rigtigt, og bliver en dejlig brandert, som kan vare ved til den lyse morgen (mig i fredags), og helt andre aftener drikker man tre-fire drinks, og bliver så beruset, at aftenen må slutte “tidligt”, måske endda med hovedet i toilettet (mig til KUA-fester).

5. Hvorfor det tog mig næsten tre år fra min første tatovering til min anden. Nu er jeg fuldstændig bidt af det, og har fået lavet teknisk set fem tatoveringer på to måneder. To af dem hænger dog sammen, men er altså på hver sin arm. Jeg får hele tiden nye idéer til motiver, og det er for fedt at gå og nørkle med!

UGENS PLUS- & MINUSPOINT #32

fde189c7-d89c-4b47-931a-7f3d58cb0ea9

MINUSPOINT til endnu engang at føle mig i en position, hvor der er så meget, jeg gerne vil give mig selv 100% til, men desværre ikke kan, fordi enten energien eller tiden ikke er der. Det er min værste fjende, den følelse af utilstrækkelighed, der kommer snigende, når jeg har sagt ja til mere end jeg kan overskue, og først opdager det for sent. Lige nu går det desværre ud over bloggen, Instagram og det dér projekt, jeg arbejder på.

MINUSPOINT til at glemme fødselsdage. Og uanset hvad man skriver dagen efter, eller to dage efter, er det bare monster fucking pinligt, og det kan ikke undskyldes. Du glemte noget, der var vigtigt, og det er bare ikke okay.

MINUSPOINT til at have en brændende lyst til at få et pandehår a la det her, velvidende at jeg vil fortryde det kort tid efter. Det gjorde jeg i hvert fald sidst, jeg forsøgte mig med pandehår. Råd og tanker er velkomne.

PLUSPOINT til denne bog, men mere om den snarest. Den fortjener meget mere end blot de få ord her.

PLUSPOINT til The Minds of 99s nye udgivelse, del 1 af albummet Solkongen. Jeg er især opslugt af Solkongen, I’m Gonna Die og Guldregn. Forleden var jeg i et humør, så mine øjne blev helt våde, da I’m Gonna Die kom på i Morgenbeatet på P6 BEAT. Lyden var pludselig så kraftfuld, at jeg slet ikke kunne lade være at blive rørt. Det lyder næsten, som om jeg var på et eller andet, men det føltes sgu næsten også sådan. Var nok bare lidt hormonel.

PLUSPOINT til den film, jeg så i mandags, og skrev et længere indlæg om her. Den har virkelig sat nogle tanker i gang, og jeg prøver nu hver dag at åbne munden noget mere, altså om de vigtige, til tider svære, ting.

PLUSPOINT til at have fået min første semesteropgave i mit litteraturfag tilbage med den vildeste feedback, jeg overhovedet kunne have drømt om. Jeg har haft svært ved at finde troen på, at jeg kan yde det faglige niveau, jeg forventer af mig selv, så det her er bare en så fed succesoplevelse at få, og jeg vil tillade mig selv at have det helt fantastisk med det så længe, rusen varer.

PLUSPOINT til at have haft mine nye støvler på hele ugen. Jeg ved, at jeg har linket en del til dem på det sidste, men de er bare så vigtige. De betyder noget for mig i den forstand, at de repræsenterer en Amalie, der tør træde anderledes end andre, at det ikke er forkert at gå en anden eller sin egen vej. Og den Amalie har jeg brug for at blive mindet om. På hjemmesiden skriver de i øvrigt selv om skoene, at: “Dr. Martens’ appeal to people who have their own individual style but share a united spirit – authentic characters who stand for something. People who possess a proud sense of self- expression. People who are different”. Den tanke kan jeg godt lide.

DEICHMANN STYLE CHALLENGE 2017: MINE TRE FAVORITTER

deichmann2

SPONSORERET AF DEICHMANN

5TH AVENUE chelsea boots

Det er tirsdag, og jeg har skemafri fra studiet, så jeg tilbringer dagen i bloggens tegn sammen med Patrick i hans fine butik på Vesterbro, og fordi det for alvor er blevet efterår udenfor, er jeg selvfølgelig trukket i min efterårsuniform; strik, jeans, støvler og en varm jakke. Det er alle dage min foretrukne sammensætning af tøj, og jeg går altid hele sommeren, og glæder mig til sweater weather. Jeg prøver desuden at mindske mængden af sort i min garderobe for ikke at blive alt for vinterdepressiv, hvilket de brune støvler og den lyse strik er gode eksempler på.

Apropos vinterdepression, ville det gøre mig virkelig glad, hvis I vil gå ind og stemme på mine billeder i Deichmann Style Challenge 2017, hvor jeg har stylet mine tre favoritter fra deres sortiment. Det er nemlig sådan, at jeg er virkelig tæt på at føre konkurrencen, og det ville altså være en så fed succesoplevelse at få, at vinde denne her konkurrence. Det ville også gøre jer til jordens sejeste læsere. På billederne derinde kan I desuden se, hvordan jeg har stylet et par loafers og et par lidt mere robuste snørestøvler til efteråret. I kan se alle de sko, der er med i Deichmann Style Challenge 2017 her.

På forhånd et kæmpe tak til de af jer, der er inde at stemme på mig!

MENS VI LEVER

mensvileverstill

Jeg vidste godt på forhånd, at filmen ville sidde i mig bagefter, at den ligesom film som De urørlige og Smagen af rust og ben ville gøre ondt i maven, ondt i hjertet, og i samvittigheden, give våde øjne, og skubbe tårer langt ned af kinderne, til de sidder under hagen som små salte vidner om, at man er for rørt til at bryde sig om at tørre dem væk. Men fordi traileren er så sparsom i sin afsløring af handlingen, havde jeg ingen anelse om, hvor meget jeg egentlig ville tage med mig fra filmen.

Det er som sådan heller ikke den konkrete handling, der taler til mig, men mere den underliggende, at der er så meget, vi mennesker ikke fortæller hinanden. Der er mange ord, vi ikke lader os selv ytre, mange følelser, vi lægger skjul på, og det handler jo nok i bund og grund om at være bange, bange for at ordene ændrer os, eller ikke bliver grebet. Det er derfor, vi ikke bare slynger ordene ud.

Når jeg tænker tilbage, er der uendelige gange, hvor jeg ville ønske, at jeg havde sagt noget. Og her mener jeg ikke efter de dér samtaler, man har med sig selv i badet, hvor man revurderer ethvert ord i den fuldemandssnak, man havde i går, og ønsker at have sagt noget andet, noget bedre. Jeg mener alle de gange, hvor man tier. Alle de gange man føler og tænker i stedet for at tale, især når man får tænkt noget så stort, at det slet ikke synes muligt at tale om det. Selvfølgelig er der emner, som bare esvære at tale ærligt om, og vi vil finde os selv i mange situationer, hvor vi bliver i tvivl, om vi overhovedet skal sige noget. Jeg er bare blevet ret sikker på, at den største fortrydelse er dén ikke at få sagt noget. Vi har jo kun tiden, mens vi lever.

Nogen gange bruger vi måske også tiden forkert ved at tie. Jeg er på ingen måde fortaler for at sidde og fortryde tidligere perioder af ens liv, men jeg ved bare med mig selv, at der er relationer, hvor jeg gerne ville have talt mere, end jeg tænkte og følte, situationer, hvor jeg gerne ville have sagt fra, råbt højt, eller bare anerkendt, at noget eller nogen fik mig til at føle på en bestemt måde. Jeg havde måske været et andet sted i min evne til at være ærlig om mit indre, hvis jeg havde været det første gang, jeg oplevede denne her tvivl. Det er bare blevet en så stor del af mig, at jeg holder det for mig selv, når det virkelig betyder noget. Hvis jeg endelig siger en følelse højt, handler det for det meste af tiden om noget endnu dybere, der bare ikke kan finde sin vej til mine læber. Og sådan tror jeg faktisk, vi er rigtig mange, der har det.

Jeg er for nylig, og af flere omgange, blevet gjort opmærksom på, at det skaber en distance, en kløft, når man tier, når jeg tier, eller negligerer følelser. Det har virkelig fået mig til at tænke, men det har også vækket en lyst til at bruge mine ord, og bruge dem ærligt, selvom det er svært.

Hermed altså en varm anbefaling af filmen Mens vi lever.