FOTODAGBOG: MIN REJSE TIL JORDAN

Det har været til stor debat inde i mit hovede, hvorvidt bloggen fortsat skal have lov at figurere dagbog fra tid til anden. Jeg er kommet frem til den konklusion, at den sagtens kan være en blanding af alt dét, jeg drømmer om at videreformidle på min blog. Derfor kommer nu en fotodagbog om min rejse til Jordan, da det har været efterspurgt siden bloggens genåbning.

For mig starter rejsen med et angstanfald på min højskole, der får mig til at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet kan kapere at tage med. Måske ved I det, måske ikke, men Jordan ligger i Mellemøsten og grænser op til Syrien, Irak, Saudi-Arabien, Israel og Palæstina, altså er Jordan omringet af lande i krig. Dét i sig selv er angstprovokerende for mig, men heldigvis skal vi afsted med organisationen Dignity, som holder et møde med os inden rejsen. På det møde bliver jeg overbevist om, at jeg gerne vil med, fordi jeg bliver forsikret om, at vi vil være i gode hænder. At vi så har en skrækkelig flyvetur fra vores mellemlanding i Istanbul til Amman er en anden sag, og det vil jeg ikke lade tage fokus, for det kan Jordan jo ikke gøre for.

Vi ankommer til Jordans hovedstad, Amman, hvor vi bor på et hostel, der serverer falafel, fladbrød og hummus til morgenmad. Hver morgen. Over for vores hostel ligger en frisør, hvor flere af drengene bliver klippet, får ordnet skæg, fjernet næsehår, og nogle af pigerne får da også lige fjernet dameskægget. På taget af vores hostel er en primitiv tagterrasse, hvor vi blandt andet drikker dyrt indkøbte øl og bliver overrasket af et jægerfly, der flyver så lavt, at man kan kigge lige op i skroget på det. Det øverste billede i collagen er fra restauranten Hashem, der skulle siges at have den bedste falafel i Jordan, så den tester vi, alt imens vi bliver fotograferet af forbipasserende, som er vi kendisser, der får lidt mad på en fortovsrestaurant.

Vores sidste del af rejsen bliver den, der gør størst indtryk, da vi besøger den næststørste flygtningelejr i verden, som ligger omkring 15 kilometer fra grænsen til Syrien. Det slår luften ud af maven på mig, for én ting er at gå herhjemme og snakke om flygtningelejre, en anden ting er at stå der, midt i det hele, og så tæt på dér hvor det hele sker. De efterfølgende dage besøger vi Petra og Wadi Rum, hvor vi skal bo i en beduinlejr en enkelt nat. Dagen efter kører vi i Jeep i ørkenen, indtil vi bliver sat af med ordene “you walk the rest”, og så kører beduinerne afsted i deres biler. Derefter vandrer vi i ørkenen ret uvisse om længden af det stykke, vi skal vandre, men vi når frem til lejren, hvor mange af os bliver dårlige, og begynder at glæde os til at lande på dansk jord igen. Humøret løftes dog allerede dagen efter, da vi har en dag fri, og beslutter os for at bestille taxaer til et resort ved Det Døde Hav. Her drikker vi kolde dåsecolaer ved poolkanten, får en god kulør og går en tur ned for at dyppe os i Det Døde Hav. Det svier lidt, men er samtidig helt vildt sjovt at flyde rundt i vandoverfladen på det meget saltholdige vand.

Samme aften går bussen til lufthavnen, hvor vi flyver til Istanbul og heldigvis har en rimelig kort mellemlanding, hvorefter vi så flyver til København. Da vi lander, har jeg været vågen i mere end et døgn, og det er først, da jeg har sovet, at jeg bearbejder alt dét, vi har oplevet. Næste trin er, at jeg gerne vil have en tatovering skrevet på arabisk.

#lyshåretiJordan #VallekildeF16iJordan #yallahyallah