OUTFIT: SUPREME X NIKE AIR MAX 98

FOTODAGBOG: MIN REJSE TIL JORDAN

jordan

Det har været til stor debat inde i mit hovede, hvorvidt bloggen fortsat skal have lov at figurere dagbog fra tid til anden. Jeg er kommet frem til den konklusion, at den sagtens kan være en blanding af alt dét, jeg drømmer om at videreformidle på min blog. Derfor kommer nu en fotodagbog om min rejse til Jordan, da det har været efterspurgt siden bloggens genåbning.

For mig starter rejsen med et angstanfald på min højskole, der får mig til at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet kan kapere at tage med. Måske ved I det, måske ikke, men Jordan ligger i Mellemøsten og grænser op til Syrien, Irak, Saudi-Arabien, Israel og Palæstina, altså er Jordan omringet af lande i krig. Dét i sig selv er angstprovokerende for mig, men heldigvis skal vi afsted med organisationen Dignity, som holder et møde med os inden rejsen. På det møde bliver jeg overbevist om, at jeg gerne vil med, fordi jeg bliver forsikret om, at vi vil være i gode hænder. At vi så har en skrækkelig flyvetur fra vores mellemlanding i Istanbul til Amman er en anden sag, og det vil jeg ikke lade tage fokus, for det kan Jordan jo ikke gøre for.

Vi ankommer til Jordans hovedstad, Amman, hvor vi bor på et hostel, der serverer falafel, fladbrød og hummus til morgenmad. Hver morgen. Over for vores hostel ligger en frisør, hvor flere af drengene bliver klippet, får ordnet skæg, fjernet næsehår, og nogle af pigerne får da også lige fjernet dameskægget. På taget af vores hostel er en primitiv tagterrasse, hvor vi blandt andet drikker dyrt indkøbte øl og bliver overrasket af et jægerfly, der flyver så lavt, at man kan kigge lige op i skroget på det. Det øverste billede i collagen er fra restauranten Hashem, der skulle siges at have den bedste falafel i Jordan, så den tester vi, alt imens vi bliver fotograferet af forbipasserende, som er vi kendisser, der får lidt mad på en fortovsrestaurant.

Vores sidste del af rejsen bliver den, der gør størst indtryk, da vi besøger den næststørste flygtningelejr i verden, som ligger omkring 15 kilometer fra grænsen til Syrien. Det slår luften ud af maven på mig, for én ting er at gå herhjemme og snakke om flygtningelejre, en anden ting er at stå der, midt i det hele, og så tæt på dér hvor det hele sker. De efterfølgende dage besøger vi Petra og Wadi Rum, hvor vi skal bo i en beduinlejr en enkelt nat. Dagen efter kører vi i Jeep i ørkenen, indtil vi bliver sat af med ordene “you walk the rest”, og så kører beduinerne afsted i deres biler. Derefter vandrer vi i ørkenen ret uvisse om længden af det stykke, vi skal vandre, men vi når frem til lejren, hvor mange af os bliver dårlige, og begynder at glæde os til at lande på dansk jord igen. Humøret løftes dog allerede dagen efter, da vi har en dag fri, og beslutter os for at bestille taxaer til et resort ved Det Døde Hav. Her drikker vi kolde dåsecolaer ved poolkanten, får en god kulør og går en tur ned for at dyppe os i Det Døde Hav. Det svier lidt, men er samtidig helt vildt sjovt at flyde rundt i vandoverfladen på det meget saltholdige vand.

Samme aften går bussen til lufthavnen, hvor vi flyver til Istanbul og heldigvis har en rimelig kort mellemlanding, hvorefter vi så flyver til København. Da vi lander, har jeg været vågen i mere end et døgn, og det er først, da jeg har sovet, at jeg bearbejder alt dét, vi har oplevet. Næste trin er, at jeg gerne vil have en tatovering skrevet på arabisk.

#lyshåretiJordan #VallekildeF16iJordan #yallahyallah

10 kommentarer

  • Kitt

    Det er indlæg som dette, der gør og altid har gjort din blog unik og adskilt sig fra “alle de andre”, og er egentlig også grunden til, at din blog er den eneste, jeg aldrig er stoppet med at følge, hvilket er tilfældet med alle andre blogs, jeg har fulgt…<3 Synes bestemt ikke, det gør noget, at din blog nogle gange antager "dagbogsform", synes tværtimod, at det er fedt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak, det er jeg virkelig glad for at høre. Jeg synes nu ellers, at rigtig mange blogs tager den ligegyldige dagbogsform, hvor overskrifterne bliver sådan clickbait agtige fx “Det hér fik jeg af min kæreste på vores månedsdag”, og så er der bare en tekst om månedsdagen og et billede af gaven. Sådan noget kunne jeg ikke tænke mig på min blog :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anya

    Så fint skrevet, Amalie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hvordan var det generelt at være lyshåret pige dernede? Og hvordan gik du klædt? :-) Tænker særligt i Amman

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Der blev kigget rigtig meget, og mange gadesælgere og restauranter henvendte sig til en, men det blev aldrig decideret ubehageligt. Helt grundlæggende skal man bare sørge for at have dækket knæ og skuldre, så jeg gik med lange hørbukser og hvide t-shirts alle dagene. Til de forskellige dage i ørkenen havde jeg en hvid hørskjorte til at beskytte mod solen :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg kunne ikke være mere enig med Kitt!! Mere af det her – dét er hvad der gør din blog mere værd (i en positiv forstand, vel at mærke), end andre blogge. Personlighed og nærvær er hvad danske blogge generelt mangler, og dét er lige netop hvad disse indlæg indbyder med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thit

    Ved du om Dignity er noget man kan komme afsted gennem selvom man ikke er på højskole, eller hvordan det ser ud? :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det ved jeg faktisk ikke, men du kan jo altid prøve at kontakte dem og høre ad, hvad de har af muligheder. Jeg ville i hvert fald foretrække at tage til Jordan sammen med nogen, der ved noget om landets kultur :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

OUTFIT: SUPREME X NIKE AIR MAX 98