MIT BREV TIL INSTAGRAM - ET EFTERSKRIV

#HELTÆRLIGT

Som den opmærksomme læser/følger måske har bemærket, sker der nogle ændringer på mine kanaler for tiden. Det er både bevidst og ubevidst. Jeg vil ikke belemre jer (så meget) mere om mine tanker om det hele, dem kan I læse HER, men jeg er på en måde i gang med at genopfinde min rolle i blogverdenen, og jeg håber så sindssygt meget, at I vil med på den rejse. I den forbindelse har jeg fundet på et nyt tiltag, så hermed et velkommen til bloggens nye serie!

Jeg bliver træt i perioder, hvor folk er helt oppe at ringe over nye afsnit af Stranger Things, Game of Thrones etc., fordi jeg bare ikke kan være med. Og det er jo ikke nice at være hende, der ikke ser det, og ikke forstår det. Overnaturlighed interesserer mig bare ikke det mindste, så det er helt bevidst, at jeg ikke følger med. Det er bare ikke en god kaffepause- eller festreplik.

Drakes musik siger mig egentlig ikke rigtig noget, men jeg hører det for at kunne snakke med om det. I en periode bildte jeg mig endda ind, at jeg godt kunne lide det, og hørte et af hans album meget. Men helt oprigtigt vil jeg for det meste hellere høre noget andet. Med undtagelse af Passionfruit. Den digger jeg. Ej, den er altså faktisk også lidt kedelig. For nu at være helt ærlig.

Jeg køber nye, nogen gange dyre, ting for at have det bedre med mig selv, eller i håbet om, at jeg bliver en bedre mig, mere rigtig, smukkere, sejere og mere beundret, hvis jeg ejer den specifikke ting. Nogen gange gør jeg det endda, selvom jeg i det større billede ikke har råd.

Jeg synes, tatoveringer er helt vildt sexede. Eller, i hvert fald den slags tatoveringer, jeg selv kan lide. Det skal ikke være sådan nogle pumper-John-fra-Vestegnen-tatoveringer, men nok mere sådan jeg-er-lidt-artsy-og-rå-og-hører-P6BEAT-tatoveringer. Dem og en hvid eller sort t-shirt er i mine øjne det mest sexede, man kan være iført. (Undskyld til alle fra min familie, der læser med).

Jeg sammenligner mine Instagram følgertal med andre bloggere og Instagrammers ugentligt, fordi jeg konstant er bange for at blive overhalet, eller blive old news. Det er jeg sikkert også for nogen, ligesom jeg er no news for andre. Men så håber jeg jo til gengæld, at jeg bliver good news for endnu flere.

Nogen gange tænker jeg, at jeg var lidt en kylling, da jeg ikke søgte ind på Journalisthøjskolen under mit højskoleophold på Vallekilde Højskole. Desuden spørger jeg stadig ofte mig selv, om jeg virkelig er på det rigtige studie. Jeg ved, at CBS ikke gjorde mig glad, og at det var langt mere stressende, end det var givende. Men jeg tænker samtidig, om jeg har sat mine drømme helt ned på et niveau, hvor jeg ikke har noget på spil. Hvis jeg ikke forventer for meget af min fremtid, bliver jeg ikke skuffet.

18 kommentarer

  • Cecilie

    Kæmpe smil herfra, holdt da op et forfriskende og relaterede indslag ✌

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det er en virkelig svær balance at finde et sted, hvor man tør forvente noget af sig selv og drømme stort, men samtidig ikke skuffe sig selv eller forvente for meget. Nogle gange er det lettere, ikke at have for høje forhåbninger for sin fremtid, men bliver man så nogensinde rigtig glad? Du er ikke alene om de tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hvorfor droppede du at søge ind på Journalisthøjskolen? :-)
    Jeg ved at der er mange københavnere/sjællændere, som har det stramt med udsigten til at flytte til Århus, og derfor vælger DMJX fra. Men helt ærligt, så det er sgu en skøn by! Men nu er jeg også selv fra Jylland ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Virkelig godt tiltag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    grow some fucking confidence! dit mindreværd er så uinspirerende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Louise. Tak for din kommentar. Jeg er helt sikker på, at din attitude over for andre mennesker er med til at få folk til at føle sig godt tilpas med dem, de er. God vind til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Kan godt forstå at det er det nemmeste for dig at antage at jeg går rundt og er led mod mine venner og fremmede mennesker. Det er faktisk ikke tilfældet :-) Der er nogen folk som har et mindreværd af en grund. Det ved jeg selvfølgelig ikke om du har. Jeg synes bare det er ufatteligt så meget du græder disse dage, over hvad? At du ikke er den sejeste smukkeste og mest succesfulde på jorden? Hvem fanden er det? Du ved jo (hvis du holder øjnene åbne) at langt de fleste succesfulde mennesker har angst, anoreksi og depressioner anyways.Hvis du begynder at måle dig selv i en målestok du selv har lavet, med ting som du SELV synes er vigtige, – fremfor en som du tror samfundet eller andre bloggere har lavet til dig, så kan jeg fortælle dig at livet faktisk er rigtig sjovt at leve :-) Det er ikke andres job at få dig til at føle dig godt tilpas, det er dit job.
      Så du må selv have god vind Amalie.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej igen. Jeg har ikke set din kommentar før nu, hvorfor den ikke er udgivet før nu. Jeg ved godt, at det ikke er andres job. Jeg beder da på heller ingen måde om, at andre skal få mig til at have det bedre med mig selv. Jeg siger bare, at din indstilling ikke er en, jeg kan bruge til noget. Jeg forsøger sådan set bare at gøre det mindre tabubelagt at vise sårbarhed, eller være ærlig omkring, at livet ikke altid er en dans på røde roser, og at man sagtens kan have succes, og være usikker på samme tid. Det synes jeg faktisk også viser min selvsikkerhed, at jeg tør stå ved, hvornår noget er svært. Jeg beklager, hvis det ikke er noget, du vil læse om, men du er jo også så hjertens velkommen til ikke at læse med for nu at sige det lidt direkte. Jeg prøver ikke at gøre mig uvenner med nogen, og hvis du ikke kan lide det, jeg skriver, er det helt okay.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Jeps, det tilbud tror jeg at jeg vil benytte mig af hehe;) “hvorfor mister jeg hele tiden følgere”

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Havde du ikke lyst til at udgive den kommentar som jeg lige har skrevet som svar? Som ikke var det mindste provokerende eller offensiv. Pinligt…. Min opsummering: Det er ikke andres job at få dig til at elske dig selv og dit liv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Synes det er ærgerligt at det er en stressfaktor for dig, det med følger tal!
    Jeg har fulgt dig i åååååår, fulgte dig endda stadig da du valgte at stoppe med at blogge, da den pludselig kom igen med et melon tema og nu hvor du er tilbage som “dig”. Synes din blog er fantastisk jordnær, engang imellem med lidt for mange spons (men du skal jo også leve, hæhæ). Men synes det er vigtigere du fokuserer på dit indhold, fordi det er du fantastisk til <3 Kys!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Altså, jeg stresser faktisk mindre over det end tidligere. Har skrevet på det her indlæg af flere omgange, så noget af det går mange måneder tilbage. Men ja, det er super åndssvagt egentlig. Er også selv enig i den med spons, haha, men ja, det er en balancegang, der er svær at finde, når man samtidig lever af det. Jeg er glad for, at du fortsat læser med, og idéen fremover er netop at fokusere rigtig meget på indholdet. Tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Pisse fedt indlæg! Vi har sgu alle nogen ting at deale med og gør ting for andres skyld eller se bedre ud, mere end for vores egen skyld. Og det er kun sjovt og befriende at læse, at man ikke er ene om det. Glæder mig til næste indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Mindreværd er nok uinspirerede, men sårbarhed, som jeg mener dette indlæg viser, er derimod fucking inspirerende og netop hvorfor vi er så mange, der læser med.
    ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kære Amalie. Virkelig godt og ærligt indlæg, og lige præcis, hvorfor jeg elsker at følge med i dit univers. Glæder mig til at følge din nye rejse med bloggen. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt ærligt og inspirerende indlæg xoxo F4F

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hold da op, hvor er du ærlig (og sårbar). Det kan jeg kun være fan af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Hej Amalie.
    Først og fremmest tak for et ærligt indlæg, som jeg tænker, har været en anelse grænseoverskridende at dele? Det er sgu sejt, og jeg kan nikke genkendende til rigtig mange af elementerne.
    Dernæst; hvorfor nøjes? Jeg kender alt til at nedskrue sine forventninger til sig selv, sit liv og sin fremtid, fordi man på den måde hverken skuffer sig selv eller omverden. At komme ind på Journalisthøjskolen har været min drøm siden 8. klasse, og da jeg gik i 3.g drog jeg til optagelsesprøven – fik et afslag, fortalte alle, at jeg egentlig blot havde søgt ind for at prøve det af, så jeg havde et bedre udgangspunkt året efter. Kæmpe løgn. Jeg var sgu ked af det. Da jeg så blev færdig med 3.g og havde udsigt til et sabbatår, søgte jeg nogle jobs. Ligesom alle andre sabbatårstyper. Fik afslag. Panikkede. Og søgte en ledig plads på uni på noget, jeg aldrig hverken havde hørt om eller udvist interesse for. At kommunikation var en del af titlen var ligesom det, der fik mig til at søge, for så kunne jeg jo bare tage en kandidat i kommunikation, og på den måde have samme udgangspunkt som hvis, jeg havde gået på DMJX. Efter knap tre måneder indså jeg, at det var fuldstændig åndssvagt. Det gik op for mig, at jeg var ved at ændre hele min fremtid. Et studie er jo ikke bare et studie; det er udgangspunktet for resten af dit voksenliv og den karriere du skal have. I april var jeg til optagelsesprøve igen. Og i maj fik jeg en mail hvori der stod, at jeg var kommet direkte ind. Det har ligesom bekræftet mig i, at selvom der er mere på spil ved at gå efter sine drømme 110%, fordi det gør forbandet ondt når ikke det går som håbet, så er det dét værd på den lange bane.
    Vores mavefornemmelse er det vigtigste vi har. Og vil man noget, så kæmp for det. For hvorfor nøjes?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIT BREV TIL INSTAGRAM - ET EFTERSKRIV