(Næsten) alt det, jeg gerne vil begynde på

En slags efterord

facetune_17-04-2018-22-07-13-2

Det sidste afsnit af De Perfekte Piger er rullet over skærmen, og jeg er efterladt med både en enorm lettelse, men også en følelse af, at noget er uforløst. Programmet skildrer et intenst forløb over seks uger, som på så mange måder har været det største, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Men når et program af seks afsnit på 28 minutter skal skildre personlig udvikling for fire forskellige piger, er der også meget, der går tabt, og det er kun en brøkdel, der bliver vist. Ligeledes er det i første omgang også kun en brøkdel, der bliver filmet. Med andre ord er der en kæmpe del af processen, som aldrig når ud, og i virkeligheden er der så meget mere at sige om den udvikling, jeg har opnået, og stadig er i gang med.

I en nylig kommentar på min Instagram-profil går et spørgsmål på, hvorvidt jeg bruger programmet til at få endnu flere likes og øge min iscenesættelse af mig selv på diverse sociale medier. Vedkommende udtrykker, at jeg, hvis jeg er udfordret personligt, burde stoppe med at forsøge at styrke mit selvværd via likes og eksponering, og i stedet arbejde med mig selv. Kommentaren rundes af med, at det lader til, at jeg bruger programserien som brændstof for mit behov for selviscenesættelse.

Jeg ved ikke, om kommentaren er skrevet med hensigten at provokere. Men den har i hvert fald sat nogle tanker i gang hos mig, og den største af dem er, at jeg kan mærke, at min taletid ikke er opbrugt. Jeg har mere at sige, og jeg har måske i virkeligheden ikke sagt nok om min medvirken i programmet, fordi jeg gerne ville have, at det skulle bære sig selv. Og fordi jeg selv har skulle bearbejde det. Programmet har båret sig selv, og jeg har haft det lidt på afstand de seneste uger, men nu vil jeg gerne bære det videre.

Først og fremmest – nej, programmet er i mine øjne ikke et værktøj til flere likes og bedre selvværd (det får man ikke af likes, kan jeg hilse og sige, og det er netop en af pointerne bag min deltagelse i programmet) eller brændstof for mere selviscenesættelse. Jeg har faktisk haft en klar forventning om, at programmet ville blive min falliterklæring, at mine følgere ville drysse fra, og at jeg ville fremstå som en “løgn”. At responsen så har været, som den har, kan jeg næsten ikke engang forholde mig til. Det føles stort, fordi jeg ikke på noget tidspunkt har turde håbe på det. Jeg er meget overvældet.

For mig har dét at sige ja til programmet været nødvendigt, fordi selve projektet skulle blive et DR3 program, og jeg skulle bare være en del af det projekt. Muligheden for deltagelsen i projektet er landet hos mig på et tidspunkt, hvor jeg higede efter at blive revet ud af den onde spiral, jeg svømmede rundt i. Men dét at det skulle filmes og sendes på TV, har på intet tidspunkt talt til mig, tværtimod. Det har virkelig været svært, at noget så sårbart har skulle resultere i et TV-program. Til gengæld er jeg stolt af, at vi har gjort det, fordi jeg synes, programmet er kommet på et tidspunkt, hvor der har været brug for den slags ærlighed og sårbarhed. Og jeg bliver glad hver gang, jeg får en besked fra nogen, der føler, at programmet har gjort noget for dem. Det er virkelig stort at være en del af. Men jeg kan for eksempel næsten ikke engang få mig selv til at sige “tak”, når jeg bliver kaldt modig. For jeg har ikke modigt deltaget. Jeg har deltaget, fordi jeg ikke kunne lade være at give mig selv chancen for at ændre mit liv. Det har været så skelsættende for mig at deltage i projektet, at selve dét at det bliver sendt på TV næsten er det mindste af det. Forstå mig ret. Selvfølgelig er det vildt, men det er så ærligt, at jeg for eksempel ikke rigtig tænker over, hvad andre tænker om min deltagelse i programmet. For det kunne ikke være anderledes. Jeg har givet mig selv til det hundrede procent, og det kan jeg simpelthen ikke fortryde eller være usikker omkring. Det svære er, hvor jeg tager udviklingen hen herfra. Det tænker jeg meget over.

Det nager mig for eksempel, at jeg ikke rigtig kan knække koden til, hvor jeg skal hen med bloggen og min Instagram. Jeg er jo blevet utroligt bevidst om bevæggrundene for min aktivitet på for eksempel Instagram, og jeg ved, at jeg aldrig kommer til at bruge mediet på samme måde, som jeg tidligere har gjort. Jeg har ikke behovet for at leve gennem den persona. Det falder mig ikke længere naturligt at leve en Instagrammer-tilværelse, hvor der skal stoppes op hver gang, noget er insta-venligt. Og jeg definerer mig ikke længere gennem min “instaprofil”. Men betyder det, at jeg ikke længere er gyldig? Eller at jeg ikke må poste noget, der er pænt? Det synes jeg jo ikke, det behøver at betyde. Jeg skal bare finde ud af, hvilken rolle min platform fremover skal have, og jeg er helt klart ikke færdig med at arbejde med den ærlighed, der er så essentiel for at lade facaden falde, og lade den blive dér, hvor den falder. I sidste ende er alt jo en iscenesættelse, men jeg bliver mere og mere nysgerrig på, hvad min platform kan bruges til.

Nu blev det her en halv roman, men for mig er det vigtige ord. Tusind tak for at læse med.

   

9 kommentarer

  • Så fint skrevet! Jeg har virkelig nydt at følge din og de andre pigers proces, og jeg synes, at I alle kommer frem med nogle meget vigtige pointer i forhold til de idealer, som vi selv og som samfundet stiller op for os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig nogle velovervejede pointer. Jeg forstår godt, at det kan være svært at redefinere sig selv på de sociale medier, men jeg synes virkelig, at du gør det godt! Det er så fedt, at programmet og du har fået så meget positiv respons, det er fortjent!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Meget flot beskrevet.
    Jeg synes du skal være præcis den du føler for og ændre du noget undervejs er det vel kun naturligt.
    Lyt ikke til alle andre, men til dit indre.
    Jeg nyder at følge med uanset hvisse hvasse!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er fuldstændig enig i det, du siger. Men programmet har ikke kun givet jer, der har medvirket, stof til eftertanke, men også inspireret os seere. Jeg og min kinesiske veninde, der studerer dansk, har fulgt jer hver uge her fra Beijing.

    Hvis du/I har lyst til at “pay it forward” så er en måde at bruge sociale medier at blive ved med at inspirere andre til at være ærlige over for sig selv og andre, men måske også til at arbejde imod at lave grupper som jeres, så andre også kan påbegynde sådan en rejse med støtte fra likemindede.

    Tak for, at vi måtte være med i jeres process!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Det er så vigtig en debat, og det er så sejt, at du tager den op og specielt deltager i et program om sådan et sårbart emne på landsdækkende TV!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie B.

    Din blog har altid været min favorit, men efter at dine indlæg er blevet mere ærlige, personlige og for mig, relaterbare, er den kun blevet bedre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg er VILD med din deltagelse i det her projekt. Det er virkelig sejt, at du bryder op med din tidligere insta-tilværelse(sorry, af mangel på bedre definition) og at du taler ærligt omkring det. Jeg unfollowede dig faktisk på Instagram for længe siden, da du var en af profiler som kunne give mig en følelse af ikke at være god nok, fordi det virkede simpelthen så perfekt. Er overbevist om, at jeg skal til at følge med igen! Det er en virkelig vigtig problematik, du er med til at skabe fokus omkring. Kæmpe respekt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du skal være rigtig stolt over dig selv, vi synes du er pisse sej og vi synes da også Insta er ved at tage lidt overhånd med en vis form for billeder, ikke at vi er dydsmønstre, men vi forsøger i hvert fald at køre en mere klassisk stil, men samtidigt ser hvad der virker for konkurrenter så er det ikke altid nemt og er længere emne at komme ind på xoxo F4F

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Amalie! Du, Fie, Anna og Julie er modige piger, at stå frem på TV med noget så sårbart, og som mange unge piger kan genkende sig selv i. Tak for jeres mod! Min kollega Mette og jeg har ladet os inspirere af jer. Vi opretter en psykoterapi gruppe for unge “Perfekte piger” som jer. Fordi vores hjerter er med alle jer, og I har så meget fortjent at have et godt liv – også inde under overfladen.
    Se gerne om gruppen på mit hjemmesidelink.
    Hvis det føles rigtigt for dig, er du meget velkommen til at dele om dette, til de mange unge piger du har kontakt med. Og hvis ikke, så helt ok! Jeg ønsker dig alt godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

(Næsten) alt det, jeg gerne vil begynde på