Mission finere hud - nye produkter & en guide

Mest hørte sange: September 2018

Der kom for ikke så længe siden et spørgsmål fra en læser, der ville vide, hvornår jeg ville skrive noget om musik igen, for der skulle jo altså laves en god efterårsspilleliste, og det gik lidt trægt med at få sammensat en sådan. Jeg går selv og trykker afspil på de samme ti-femten sange lige for tiden, men det skal ikke stå i vejen for, at jeg kan få lidt gang i den på musikfronten igen. Måske nogle af dem skal tilføjes til jeres efterårsspillelister, og hvis I den anden vej rundt har forslag til mig, er de selvfølgelig meget velkomne i kommentarfeltet. Der er som altid et par ord til hver sang og koncert-info de steder, hvor det er relevant.

Nummeret her er et cover af en Metallica sang, som jeg havde hørt før, men ikke som sådan havde et forhold til, og måske netop derfor kunne Baby In Vains cover af den stjæle mit hjerte. Og så fordi de er super gode, selvfølgelig. Deres cover er en ret “frisk” version af nummeret, synes jeg, og særligt stykket fra omkring 02:12 er jeg helt tosset med.

Apropos at Baby In Vain er super gode, er her en af deres egne sange, som jeg også hører meget. Den er fra debutalbummet More Nothing, som jeg har hørt meget i løbet af sommeren efter at have hørt dem spille på Roskilde Festival. Bandet har eksisteret i mange år, og jeg kan huske at have læst om dem i Soundvenue, da jeg gik i gymnasiet, men det er først det seneste halve års tid, at de langsomt har sneget sig ind på mig blandt andet med deres optræden ved P6 BEAT Rocker Koncerthuset 2018.

Baby In Vain er på tour i løbet af efteråret, og spiller blandt andet på Hotel Cecil til oktober. Se resten af tour datoerne her.

Sangen her er en af mine favoritter på debutalbummet fra The Blaze, som udkom i begyndelsen af måneden. Til marts kommer de til Danmark, og spiller en koncert i Store Vega. Jeg har billetter, og glæder mig umådeligt meget til at opleve dem igen efter deres flotte koncert på Roskilde Festival i sommer. Hele albummet er i øvrigt anbefalelsesværdigt.

Selvom Lykke Lis nye album er helt eminent, måtte jeg for nylig hive fat i denne gamle kending, som altså stadig kan noget, og som de fleste af jer sikkert kender i forvejen.

Nummeret her har jeg nævnt før, og det bliver altså stadig jævnligt sat på – både for sig selv, men også når jeg hører hele RK Koldings debutalbum igennem fra ende til anden.

Okay, nu har jeg efterhånden eksponeret det her nummer et antal gange, der grænser op til at være en gang for meget, men det er bare så fandens – ja, undskyld sproget – godt, og jeg hører det hele tiden. Jeg glæder mig til, at albummet kommer, og jeg har sgu efterhånden ret høje forventninger!

Det her nummer er ældgammelt, men jeg hørte det i radioen for nylig, og blev helt nostalgisk, fordi jeg kan huske at have hørt det i bilradioen som lille. Nu har jeg tilføjet det til en af de lister, jeg ofte hører, og nummeret har på den måde fået en lille revival hos mig. Derfor ville jeg også lige dele det her, hvis nu der sidder nogen, som også vil nyde at høre nummeret igen efter mange år.

Sampha er sådan en kunstner, jeg har opdaget lige efter Roskilde Festival, hvorfor jeg altså ikke hørte hans koncert der, og det er jeg lidt ked af, for der er et par numre, jeg virkelig er blevet glad for. Særligt dette har jeg hørt meget, faktisk så meget at jeg allerede har måtte pakke det lidt væk for ikke at slide det helt op. Med andre ord – det er et virkelig godt nummer.

Billie Eilish har jeg også opdaget for nylig, og på trods af ikke at have hørt vildt meget med hende, har jeg billetter til hendes koncert i Store Vega til februar. De sange, jeg har hørt, er jeg helt solgt til, og jeg er spændt på at opleve hende live.

Rosinen i pølseenden er en sang af en kunstner, jeg faktisk overhovedet ikke kender. Sangen er sådan en perle, der er dukket op i en af Spotifys skræddersyede spillelister, Your Daily Mix, mener jeg, og siden da har jeg hørt den igen og igen. Den er virkelig lækker!

Det var min liste, og som sagt – hvis I har noget ny musik til mig, eller bare vil dele jeres favoritter, er det så velkomment i kommentarsporet.

1 kommentar

  • Ida

    Jeg fornemmer en forkærlighed for noget voluminøst, mystisk, teatralsk og æstetisk. Jeg vil anbefale dig;
    Charlotte Day Wilson – Doubt
    Agnes Obel – Familiar
    Soap&Skin – Me and The Devil
    …og så formoder jeg, du kender til St. Vincent og Blood Orange (hele bagkataloget selvsagt, men Negro Swan som nyeste go-to)..
    Cezinando, som et lidt skævt, men så stærkt norsk indspark. Helt sublim sangskriver og bare så ækteeee!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mission finere hud - nye produkter & en guide