Tårekanalen: Amalie Wessel – The Minds of 99

Lyt til podcasten her.

Jeg har allerede delt det på min Instagram, en del faktisk, men nu ville jeg altså også lige skrive et blogindlæg om det, så nyheden og link til podcasten ligger fast som et indlæg her på bloggen også. Det var med som pluspoint i en udgave af ‘Ugens plus – & minuspoint’ for nylig, at jeg var blevet bekræftet som gæst i en af mine yndlingspodcasts, og at jeg nok snart skulle afsløre hvilken. En af jer skrev faktisk en kommentar til det indlæg, og gav udtryk for virkelig at ønske sig, at det var Tårekanalen, jeg skulle være gæst i. Sådan noget får jeg kæmpe optur over, for det er bare så fedt, at en af jer havde tænkt, at det ville være et godt match. I dagene op til dagen hvor jeg skulle optage afsnittet sammen med Rikke Collin, som er vært på podcasten, glædede jeg mig så meget, at jeg begyndte at få paniktanker om alle mulige scenarier, der kunne forhindre, at vi skulle optage. Sådan bliver jeg, når noget virkelig er vigtigt for mig, og i ren afmagt drak jeg mig småfuld i fadøl aftenen før, hvilket jo absolut var at lege med ilden. Men vi fik altså optaget et afsnit på lidt over en time om (noget af) dét, der rører mig til tårer, om film, hjertesorg, hjertesorg på festival, lyrik, musik og selvfølgelig The Minds of 99. Vi nåede slet ikke at snakke om alle de numre, der har rørt mig til tårer, for jeg har mange ord, men jeg indsætter dem herunder. I podcasten snakker vi særligt om en oplevelse, jeg havde, til den akustiske version af Hurtige Hænder på Roskilde Festival i sommer, hvor The Minds of 99 spillede på Orange Scene. Vi snakker også om forelskelse, om at føle sig anderledes og om min medvirken i De Perfekte Piger på DR3. I kan lytte til podcasten her.






Mest hørte sange: September 2018

Der kom for ikke så længe siden et spørgsmål fra en læser, der ville vide, hvornår jeg ville skrive noget om musik igen, for der skulle jo altså laves en god efterårsspilleliste, og det gik lidt trægt med at få sammensat en sådan. Jeg går selv og trykker afspil på de samme ti-femten sange lige for tiden, men det skal ikke stå i vejen for, at jeg kan få lidt gang i den på musikfronten igen. Måske nogle af dem skal tilføjes til jeres efterårsspillelister, og hvis I den anden vej rundt har forslag til mig, er de selvfølgelig meget velkomne i kommentarfeltet. Der er som altid et par ord til hver sang og koncert-info de steder, hvor det er relevant.

Nummeret her er et cover af en Metallica sang, som jeg havde hørt før, men ikke som sådan havde et forhold til, og måske netop derfor kunne Baby In Vains cover af den stjæle mit hjerte. Og så fordi de er super gode, selvfølgelig. Deres cover er en ret “frisk” version af nummeret, synes jeg, og særligt stykket fra omkring 02:12 er jeg helt tosset med.

Apropos at Baby In Vain er super gode, er her en af deres egne sange, som jeg også hører meget. Den er fra debutalbummet More Nothing, som jeg har hørt meget i løbet af sommeren efter at have hørt dem spille på Roskilde Festival. Bandet har eksisteret i mange år, og jeg kan huske at have læst om dem i Soundvenue, da jeg gik i gymnasiet, men det er først det seneste halve års tid, at de langsomt har sneget sig ind på mig blandt andet med deres optræden ved P6 BEAT Rocker Koncerthuset 2018.

Baby In Vain er på tour i løbet af efteråret, og spiller blandt andet på Hotel Cecil til oktober. Se resten af tour datoerne her.

Sangen her er en af mine favoritter på debutalbummet fra The Blaze, som udkom i begyndelsen af måneden. Til marts kommer de til Danmark, og spiller en koncert i Store Vega. Jeg har billetter, og glæder mig umådeligt meget til at opleve dem igen efter deres flotte koncert på Roskilde Festival i sommer. Hele albummet er i øvrigt anbefalelsesværdigt.

Selvom Lykke Lis nye album er helt eminent, måtte jeg for nylig hive fat i denne gamle kending, som altså stadig kan noget, og som de fleste af jer sikkert kender i forvejen.

Nummeret her har jeg nævnt før, og det bliver altså stadig jævnligt sat på – både for sig selv, men også når jeg hører hele RK Koldings debutalbum igennem fra ende til anden.

Okay, nu har jeg efterhånden eksponeret det her nummer et antal gange, der grænser op til at være en gang for meget, men det er bare så fandens – ja, undskyld sproget – godt, og jeg hører det hele tiden. Jeg glæder mig til, at albummet kommer, og jeg har sgu efterhånden ret høje forventninger!

Det her nummer er ældgammelt, men jeg hørte det i radioen for nylig, og blev helt nostalgisk, fordi jeg kan huske at have hørt det i bilradioen som lille. Nu har jeg tilføjet det til en af de lister, jeg ofte hører, og nummeret har på den måde fået en lille revival hos mig. Derfor ville jeg også lige dele det her, hvis nu der sidder nogen, som også vil nyde at høre nummeret igen efter mange år.

Sampha er sådan en kunstner, jeg har opdaget lige efter Roskilde Festival, hvorfor jeg altså ikke hørte hans koncert der, og det er jeg lidt ked af, for der er et par numre, jeg virkelig er blevet glad for. Særligt dette har jeg hørt meget, faktisk så meget at jeg allerede har måtte pakke det lidt væk for ikke at slide det helt op. Med andre ord – det er et virkelig godt nummer.

Billie Eilish har jeg også opdaget for nylig, og på trods af ikke at have hørt vildt meget med hende, har jeg billetter til hendes koncert i Store Vega til februar. De sange, jeg har hørt, er jeg helt solgt til, og jeg er spændt på at opleve hende live.

Rosinen i pølseenden er en sang af en kunstner, jeg faktisk overhovedet ikke kender. Sangen er sådan en perle, der er dukket op i en af Spotifys skræddersyede spillelister, Your Daily Mix, mener jeg, og siden da har jeg hørt den igen og igen. Den er virkelig lækker!

Det var min liste, og som sagt – hvis I har noget ny musik til mig, eller bare vil dele jeres favoritter, er det så velkomment i kommentarsporet.

Podcastanbefalinger #2

Det har rumsteret lidt rundt i mit hovede, hvorvidt jeg skulle lave denne her version af mine podcastanbefalinger – en queerversion. Kan man godt tale om queer uden at blive stemplet som “sådan en, der taler om queer”, og hvorfor vil jeg ikke være “sådan en, der taler om queer”? I min rumsteren er jeg kommet frem til, at det havde været helt fantastisk for mig at læse et blogindlæg som dette, da jeg gik i folkeskole, gymnasiet eller bare for et år siden. Eller nu. Så selvfølgelig skal jeg lave denne her version. Og udgive den. Og om du så selv sidder og er queer eller ej, håber jeg, at de her anbefalinger vil berige dig på den ene eller den anden måde.

Der er koblet et link på alle overskrifterne, så I kan klikke jer ind og lytte den vej, eller finde de forskellige podcasts på jeres foretrukne app.

Når fars pige er til piger (Radio24Syv)
Denne her podcast hørte jeg i efteråret, da den kom ud, og jeg har tænkt rigtig meget på den siden, fordi den meget fint belyser, hvordan det desværre kan være en rigtig svær samtale at fortælle om sin seksualitet, og at det kan trækkes ud til at være en svær samtale meget mere end én gang. Podcasten er en dokumentarserie, og handler om Katrine, der er blevet kærester med Camilla. Familien ved det ikke, og Katrine mærker særligt et behov for at få sin fars accept af det. I podcasten er vi med i fortællingen om, hvordan Katrine møder Camilla, hvordan Katrine selv har det med sin seksualitet og selvfølgelig problematikken omkring familiens accept. Ved de det godt, men siger bare ikke noget? Og hvorfor bliver der ikke sagt noget? På et tidspunkt i podcasten siger søsteren direkte, at Katrine ikke skal fortælle sin far om Camilla på familieferien, fordi det vil ødelægge turen for ham. Mere vil jeg ikke afsløre, men jeg vil gerne sætte den disclaimer på, at podcasten nok kan være lige dele god og svær at høre, hvis man selv står midt i frygten for ikke at blive accepteret af sin familie.

Tændt: Homoseksualitet – medfødt eller fri kærlighed? (P1)
Først og fremmest en kæmpe anbefaling af programserien Tændt, hvor hvert program belyser et emne inden for eller i forhold til sex. Det er lærerigt, oplysende, bekræftende og interessant. I dette program snakker vært Satie Espersen om homoseksualitet, og jeg var fanget allerede fra indledningen, hvor Satie indrømmer egen frygt for at komme til at tale om det på en forkert måde. Samtidig taler hun om vigtigheden i at lave programmet, fordi der stadig er så mange mennesker, der ikke vil give den plads. Homoseksualiteten. Programmet berører det psykologiske, biologiske og sociologiske aspekt af at være homoseksuel, og hvordan det føles at have en seksualitet, der er genstand for debatter, videnskabelige studier og radioprogrammer som Tændt på P1.

Tværs: På tværs af seksualitet (P3)
Dette afsnit af Tværs er sat op som et panel, hvor vi først hører paneldeltagernes egne historier om at “springe ud” for dernæst at høre dem besvare lytternes spørgsmål i forhold til at være homo- eller biseksuel. Programmet fangede mig især ved paneldeltageren Ninas fortælling om at føle sig i modstand over for dét at springe ud, men alle tre fortællinger og de emner, der tages op til diskussion i podcasten, er vigtige og lærerige. I det hele taget er Tværs en programserie, alle unge mennesker burde gøre sig selv den tjeneste at lytte til.

Tårekanalen: Moody – La Vie d’Adèle
Nu kender jeg Josefine Moody off the mic so to speak, og det er altid en lidt sjov oplevelse at høre nogen, man kender, tale i radioen eller på TV, men Josefine er en sjov og charmerende fortæller, så selvfølgelig skal det her afsnit af Tårekanalen anbefales. I afsnittet taler Josefine med vært Rikke Collin om filmen Blue Is The Warmest Color/Adèles liv/La Vie d’Adèle – kært barn har mange navne – en film, jeg ikke turde se, da den kom ud. Jeg gik i 2.g, franskholdet så den i biografen som en del af undervisningen, og kom tilbage chokerede og forfærdede. Det var i hvert fald min oplevelse, og jeg var ræd for, hvad det betød, at jeg havde lyst til at se den af egen fri vilje. Så jeg lod være. Senere hen har filmen fået stor betydning for mig, fordi den skildrer noget, jeg kan genkende mig selv i, og dét har vi mennesker brug for. Noget eller nogen at spejle os i.

Tårekanalen: Mads Axelsen – Call Me By Your Name
Jeg ved godt, at Call Me By Your Name har været på alles læber, og måske er der nogen, der er ved at være lidt trætte af at høre om filmen, men hvis du stadig ikke har set den – se den, vend tilbage og hør dette afsnit af Tårekanalen. Det er kærlighed, når det er bedst, og gør mest ondt. Mads Axelsen har så mange fine ting at sige om filmen, og er i det hele taget bare en fornøjelse at høre “på radio”. I afsnittet er der desuden inkluderet små lydklip fra filmen, og jeg bliver totalt sat tilbage i den stemning, filmen har, som gør mig helt øm om hjertet.

Politikens Poptillæg #90: Årets bedste (homo)film er fyldt med kådhed, knuste hjerter og kedelig sex
I forlængelse af førnævnte vil jeg anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, som også handler om Call Me By Your Name, og igen har Mads Axelsen i panelet. Programmet har med sin anmelderagtige facon en mere kritisk vinkel på filmen – for eksempel de flade sexscener og problematikken i, at der stadig panoreres væk fra sex mellem to mennesker af samme køn. Programmet zoomer dog også ud, og taler om filmens vigtighed i forhold til at vise queerkærlighed i en verden, hvor det desværre stadig er lidt af en begivenhed, når queerkærlighed bliver sat på dagsordenen af film, der rammer populærkulturen.

Politikens Poptillæg #94: Ærlige sexscener, ægte kærlighed – og aids
Apropos populærkultur vil jeg også anbefale dette afsnit af Politikens Poptillæg, fordi det netop berører dét at have svært ved at se sig selv i populærkulturen, hvis man tilhører en minoritetsgruppe. Jeg synes selv, det kan være et næsten umuligt projekt at finde frem til de film, serier eller podcasts, hvor queerkærlighed er repræsenteret på en ikke-stereotypisk måde, og det er jo svært nok i forvejen at finde den repræsenteret overhovedet, så jeg synes, det her afsnit er så vigtigt. Forfatter Mads Ananda Lodahl taler nemlig om netop det i anledning af den franske film ‘120 slag i minuttet’ (som jeg mangler at se), og kommer i øvrigt med forslag fra sit eget queer pensum, som han kalder det.

The list: September 2018

I starten af året startede jeg denne serie, som så ikke blev helt så konsekvent, som planen var, men sådan er det også at gå i gang med at løbe. Nogen gange kommer man ikke afsted. Jeg har til gengæld tænkt mig at tage fat i den igen, og har en masse gode udgivelser til jer i dette september issue af the list. Ligesom de andre gange er I selvfølgelig velkomne til at byde ind med jeres egne bud på udgivelser, det er værd at tjekke ud i denne måned eller resten af året. Hvis jeg skal fremhæve nogle favoritter, må det være Lovleg under ‘Film & serier’, Van Gogh udstillingen på Arken og RK Kolding i musiksektionen, men håber selvfølgelig, I læser med hele vejen.

Film & serier:

Lovleg er NRK’s nyeste skud på stammen af ungdomsserier, og handler om Gunnhild, som flytter på kollegie og skifter skole for at komme væk fra de kedelige håndboldspillende unge i hendes hjemby. Hun er på alle måder socialt akavet, men har samtidig ben i næsen, og der er noget ved hende, som minder mig om mine egne akavede teenageår og kampen om at finde en gruppe at passe ind i. Serien kan allerede streames på dr.dk eller ses i bidder ligesom SKAM på seriens egen side lovleg.p3.no.

Lykke-Per af Bille August havde premiere 30. august, og har ikke været til at undgå i medierne, hvorfor jeg egentlig var lidt betænkelig ved at inkludere den her, men måske der er noget om snakken. Filmen er baseret på Henrik Pontoppidans klassiske roman af samme navn, og som litteraturinteresseret er det da lidt spændende, at Bille August har lavet en film baseret på en så stor klassiker. Kogt ned til få ord handler filmen om at skabe et liv, der adskiller sig fra dét, man kommer fra, og det i sig selv har vakt min interesse.

Udstillinger:

Van Gogh på Arken var jeg inviteret ind at se forud for udstillingens åbning i weekenden. Kurator Dorthe Juul Rugaard førte os gennem udstillingen, og fortalte undervejs om Van Goghs liv, som jeg simpelthen er så fascineret af. Hans sind har været så uhyggeligt, men hans kreativitet og måde at forholde sig til farver og motiver er så medrivende. Det er enormt fascinerende, og jeg har virkelig lyst til at besøge udstillingen igen. Den løber heldigvis helt indtil 20. januar 2019, og er en unik samling af malerier, tegninger og citater, som aldrig før har været udstillet i Danmark.

Bøger:

Alt hvad du ejer af Caspar Eric udkom godt nok i midten af august, men fordi jeg ikke udgav en liste om august, kommer den med her. Der er meget få mennesker, jeg betragter mig selv som fan af, men Caspar Erics forfatterskab har jeg været opslugt af siden hans første udgivelse, som kom midt i min gymnasietid. Jeg var så betaget af skrivestilen, emnerne og hans beskuelse af dem, at jeg faktisk bad min dansklærer om at inkludere hans første digtsamling i undervisningen, og det lykkedes! Min dansklærer var super sej. Jeg fik Alt hvad du ejer i fødselsdagsgave, men har desværre ikke læst den endnu, da jeg lige har en roman, jeg skal læse færdig til et samarbejde med Gyldendal først, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil finde den både smuk og interessant.

Transformer af Linda P er ikke umiddelbart en bogform, jeg ville tage ned fra hylden hos boghandleren, men jeg så for nylig tilfældigt et klip fra et interview med Linda P, som vækkede min interesse, fordi det var snak om eksistens og identitetsdannelse – blandt andet hvordan hun blev “den sjove lebbe”, og det er vist ikke nogen hemmelighed, at identitetsdannelse interesserer mig en hel del, så bogen har vakt min interesse, fordi jeg har en fornemmelse af, at Linda P har noget på hjertet og livet, jeg kan blive klogere af at læse. Bogen er en udviklingshistorie om tiden før og efter et sammenbrud på Skanderborg Festival, om sprut, stoffer og sex, om svigt og “omkostningerne ved at tabe sig selv af syne“.

Musik:


RK Kolding er helt ny i mit musikkartotek, men har med sin første udgivelse, albummet Fluid, virkelig printet sig fast, og sangen ‘Dive’ har rumsteret i mit hovede siden første gang, jeg blev gjort opmærksom på den. Musikken har et virkelig lækkert lydunivers, som kombineret med en god stemme og fine tekster lover sindssygt godt. Det er altid svært for mig at definere, hvorfor noget (ny) musik er værd at lytte til, så måske ordene herfra bare skal være, at det er værd at give et lyt.

Chinah er ude med en ny single, og har i den forbindelse (endelig) annonceret et debutalbum, som er sat til at lande i november. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg har læst mig til, at Chinah går efter et musikalsk retningsskifte, at jeg synes de to nye singler (de udgav ‘Yeah Right’ tilbage i juni måned) lyder anderledes, end hvad, jeg synes, er en klassisk Chinah lyd som på ‘Away From Me’ fra 2016, men det lyder i hvert fald nyt. For mig er det dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, og jeg er meget spændt på debutalbummet.

Podcastanbefalinger #1

Nu har jeg nævnt det så mange gange, at på et eller andet tidspunkt kommer der noget om podcasts, og nu sker det endelig. Som med så meget andet kommer det til at køre som en serie, for der er simpelthen for mange gode podcasts i podcastland til kun at lave ét blogindlæg. Denne gang er der ikke som sådan et tema i de podcasts, jeg har udvalgt, men det er der næste gang, hvor der vil være et queer fokus, så hvis du kender til en podcast eller specifikke afsnit af en podcast, jeg skal nå at lytte til og tilføje til det indlæg, så smid mig lige en kommentar! Indtil da skal det handle om ..

Fries before guys
Jeg har på fornemmelsen, at det efterhånden er et meget begrænset antal mennesker, der ikke kender til denne podcast, men den skal nævnes alligevel. Kender I det med at opdage en idé, man ville ønske, man selv havde fået? Det er præcis sådan, jeg har det med denne her podcast. Josephine og Nanna har med denne samtalepodcast skabt et forum med en ærlighed, jeg har beundret siden det første afsnit, jeg hørte. Det er en podcast, der udfordrer grænserne for, hvad vi “må” snakke højt om, og jeg opdager ved hvert afsnit noget, der forsikrer mig, at vi mennesker ikke er så forfærdeligt langt fra hinanden, som vi måske går og tror. Her i 2018 har særligt afsnittet Det Der Gør Mest Ondt været rart for mig at lytte til, og af endnu nyere afsnit vil jeg lige nævne Angstens Hest, især for de, der måske går og føler sig helt alene i verden med angsten.

P1 Dokumentar
Ligesom Fries before guys er dette et mekka af gode podcasts om spændende emner, og hvis man ligesom mig godt kan lide at høre om den virkelighed, vi ikke selv kan se, er P1 Dokumentar genial at dykke ned i. Der er to særlige podcasts iblandt, som jeg varmt vil anbefale, og de er – Et år uden Anja, der møder Anders et år efter, hans kæreste Anja har begået selvmord ved at springe ud fra Rundetårn blot 17 dage efter fødslen af deres første barn. Det er en podcast om fødselsdepression, lys og mørke. Den er enormt rørende og meget tankevækkende. Det perfekte offer om en nattevagts seksuelle overgreb mod en psykiatrisk patient på den lukkede afdeling, og hvordan man som psykiatrisk patient får nogen til at tro på sig. Jeg vil ikke afsløre for meget, for det er en fortælling, der udvikler sig, og strækker sig over tre afsnit, som alle overrasker og forarger. På min liste over podcasts, jeg vil høre, har jeg desuden lige tilføjet den, der hedder Når kvinder slår mænd.

Alt er nu (Politiken)
Okay, hvis du lider af den famøse summertime sadness, og det er den, der har lagt dig i seng med podcasts i ørerne, så skal denne podcast altså kun høres, hvis du kan lide at dyrke tårer og tristhed, og måske har brug for at græde lidt. Fortællingen er af den slags, hvor du som lytter ikke kan lade være at have denne dér følelse af, at det hele bare er så uretfærdigt. Det handler om en kærlighed, Stine og Titans kærlighed, den slags kærlighed, hvor man kommer igen allerede dagen efter første møde, og igen dagen efter og hver dag siden. Men så er der et billede, der vælter. Ikke det af kærligheden, men af livet. Og så vil jeg ikke sige mere end at podcasten er et lyt værd.

Et langsomt mord (DR)
Denne her podcast er jeg nødt til at have hørt igen, for man skal virkelig koncentrere sig for at få det hele med. Det er en ret kompleks fortælling om en mand, der prøver at finde svar på, hvorfor hans far skulle dø i en vaskekælder i udkanten af Svendborg kun 27 år gammel. Det er manden selv, Adrian, der er fortællerstemmen i podcasten, hvor han opsøger svar ved at snakke med mennesker, der kendte hans far, men også ved at snakke med politiet, gamle efterforskere i sagen og ved at søge aktindsigt i de gamle arkiver i sagen. Igen, er man til historier fra virkeligheden, er det her en meget lytteværdig podcast.