Dine og mine bryster og vores frie valg

Jeg ser troligt X Factor, fordi det rammer noget i mig, når folk får lov at brillere med dét, de kan. Og selvom jeg kender programmets opbygning ind og ud, og godt ved, at alle de dårlige auditions ikke nødvendigvis kommer i træk, bliver jeg alligevel til en smiley med hjerter i øjnene, når der endelig kommer et ungt menneske ind, der synger som en drøm. Nogen gange går jeg sågar ind og ser deres audition igen, når den bliver lagt på YouTube. Jeg deltager til gengæld ikke i diverse kommentarspor om programmerne, hverken på Facebook, Twitter, Jodel eller hvor de ellers måtte eksistere, men jeg kan forstå, at det er lidt en dille at live-kommentere på programmet, imens det sendes. Og efterfølgende, selvfølgelig. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvorfor det kan være sjovt, men jeg vil ikke være med, når det munder ud i decideret, offentlig internetmobning.

Sidste fredag blev første afsnit i den nye sæson af X Factor sendt, og til audition er en 17-årig pige mødt op uden bh på. Hun har tøj på, men altså ikke bh, og hendes bryster fremstår derfor helt naturlige. Jeg tænkte, at det da godt nok var befriende og dejligt at se, at det kan man sagtens bare gøre. Det havde jeg ikke selv haft mod på som 17-årig. Jeg nåede faktisk også at tænke, hvor fedt det er, at tiderne ændrer sig. Og det er også fedt. Det er rigtig fedt, at vi snakker mere om krop, og at tiden er til, at der blomstrer nye måder at forholde sig til sin krop. Tiden har bare ikke ændret sig nok, når det alligevel kan vække røre på diverse sociale medier, at en pige fravælger bh. Ikke nok med at der i kommentarerne bliver skrevet, at hun skulle ønske sig en bh, bliver der også kommenteret på, hvor grelt det står til med hendes bryster, og de får ligefrem øgenavne. Jeg vil ikke gengive kommentarerne eller øgenavnene, for jeg ønsker ikke at gengive den diskurs, men de kan findes i et opslag hos Everyday Sexism Project Danmark, som jeg blev opmærksom på efter Maria Fantinos opslag om “sagen”.

Efterfølgende skrev jeg selv dette, og lagde på Instagram, hvortil der blandt andet er skrevet kommentarer om, at naturlige bryster (i denne kontekst altså bryster uden bh på) da klart er flottest. Det er ikke hensigten med mit opslag, at det skal gøres op, hvad der er flottest. Hele pointen er, at det er individuelt, og at ingen andre skal diktere, hvordan du skal have det med dine bryster, hvordan dine bryster skal se ud, eller hvordan bryster i det hele taget ser bedst ud. Det er altså et frit valg, hvorvidt man iklæder sig en bh, med eller uden bøjle, med eller uden vattering, en top, en undertrøje, binder dem ind, så det ligner, at der ingen bryster er, eller slet ikke tager noget på, så brysterne bare får lov at være, som de er. På en eller anden måde må det være gået galt at få præsenteret de mange muligheder, der er.

Jeg har lige siden, jeg begyndte at få bare lidt tydelige bryster, følt et pres om, at jeg for det første bare skulle glæde mig til, at de voksede endnu mere, og for det andet klæde mig efter dem helt fra start. Med bh selvfølgelig. Mine første bh’er var et par stykker af min venindes aflagte, som hun ikke kunne passe mere, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg, da jeg fik dem, skyndte mig at prøve dem alle sammen, fordi jeg tænkte, at de skulle forandre mig til en bedre eller mere rigtig pige, imens jeg bare følte mig dummere og dummere, fordi intet af det så spor sejt ud. De var alle sammen for store, selvom de vist nok endda var fra H&M’s teensektion, og derfor var mindre end de mindste i voksenafdelingen.

Da jeg så var teenager, med lidt større, men stadig meget små bryster, brugte jeg enormt meget unødig energi på at være ked af mine bryster, og især i gymnasiet følte jeg et pres om, at de skulle udgøre en ekspressiv feminitet. Med bh selvfølgelig. Og at de var faktor for, hvorvidt jeg var interessant eller god nok. Derfor har jeg også mange gange købt bh’er med diverse former for vattering, røde blonder, orange blonder, sikkert også lilla, med eller uden små sten på, hjertevedhæng under kavalergangen, og jeg ved ikke hvad. Hver gang har jeg brugt dem et par gange kun for at opdage, at det bare slet ikke føltes rigtigt, og så er de røget ind bagerst i skabet. Det blev gennem årene til lidt af en samling, som jeg sidste år smed i en pose én efter én, bare for lige at sige ordentligt farvel, inden jeg gjorde det af med dem.

Siden har jeg ikke skænket dem en tanke.

Det er sket flere gange, da jeg var yngre, at jeg har fået at vide, at det godt nok var lidt underligt, at jeg ikke gik mere op i undertøj. At jeg ikke lod mig begejstre af det univers. Ikke drømte om matchende sæt. Og skulle tvinge det frem i mig at have en mening om noget med blonder. Hvis jeg endelig købte det, var det for at prøve at være den pige, jeg følte, jeg skulle være for at være en “rigtig” pige. Var der dengang nogen, der havde sagt til mig, at der fandtes et hav af alternativer, at det ikke gjorde mig mindre pige, men blot en anden slags pige, og at det var lige så okay, havde jeg måske tidligere end i en alder af 21 år fundet modet til at udnytte det frie valg til at gøre mit køn, som jeg vil, og klæde mine bryster, som jeg vil.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om den 17-årige pige i X Factor overhovedet har gjort sig tanker om bh eller ej, eller om hun bare ikke lige orkede den dag, men jeg synes, at reaktionen på hendes valg vidner om, at vi er meget langt fra at forstå individets frie valg, når det kommer til forventninger til køn og udseende. Vi har fejlet i at præsentere alternativer. Vi fejler stadig langt hen af vejen i at præsentere alternativer. Vi fejler i at acceptere og imødekomme alternativer.

Jeg oplevede som teenager ikke, at det kunne være okay at gøre tingene på en anden måde. Jeg oplevede bare at føle mig forkert i forhold til alle andre. Jeg kunne godt have brugt et blogindlæg som det her, så derfor har jeg skrevet det. Så er der i hvert fald her præsenteret et alternativ og et par erfaringer. Måske en dag det ikke behøver være alternativer, men bare en masse forskellige måder at være pige og kvinde på.

18 ting, jeg lærte i 2018

1. At der, selvom der ligger en frihed i at være åben og tale ærligt om dét, der er svært, eller dét, der er rigtig godt, også ligger en enorm sårbarhed, som er skræmmende, og kan gøre rigtig ondt

2. At det er fucking svært at have en blog uden at være “blogger”, når først man har været det

3. At det i højeste grad er det kommercielle aspekt af min blog, jeg har det svært med

4. At jeg kan gøre meget for at blive gladere for det kommercielle aspekt af bloggen ved for eksempel aktivt at ændre min profil i takt med, at jeg udtrykker et mere ærligt væsen, mine “nye” interesser og de mærkesager, jeg beskæftiger mig med

5. At jeg ikke behøver at kalde mig hverken “lesbisk” eller “lebbe”, bare fordi jeg er til piger

6. At jeg er i min fulde ret til at sige fra og nej tak, når andre gør

7. At jeg selv bestemmer, hvem jeg vil have i mit liv, ligesom andre selv bestemmer, om de vil have mig i deres

8. Hvordan det føles at få knust sit hjerte, og at det er en sorg

9. At jeg har veninder, der står der, når den er gal. Som vil cykle ud i natten for at komme hjem til mig, når jeg ikke engang rigtig kan svare på, hvad jeg har lyst til, eller brug for, men bare sidder med våde, hævede øjne, og mekanisk drikker min the, fordi det er dét, man gør, når der er sket noget, der gør ondt. Man laver the

10. At jeg kan være det menneske for en anden. Og mere til. Den nogen, nogen falder i søvn på skødet af efter et angstanfald, den nogen, der bliver betroet nogens inderste, den nogen, der får lov at være der, også når det er grimt

11. At det ikke er nok

12. At mine følelser er min sandhed

13. At Instagram kan føles som en helt anden slags medie, hvis man aktivt tager stilling til, hvad man vil se, og evner at sortere i, hvem man følger for hvad

14. At vi selv er med til at skabe fortællingen om os selv, med dét vi siger, og det vi gør

15. At jeg lige så lidt, som jeg kan få en anden til at føle noget, der ikke er der, kan få mig selv til at føle noget, der ikke er der

16. At der er en reel problematik i influencer-begrebet, og at jeg rigtig gerne vil give mig i kast med for det første at stryge ordet fra noget som helst, der skulle beskrive, hvad jeg laver (nu), og derudover skrive noget om, at influencers bør forstå deres egen indflydelse i en lidt bredere kontekst end antal likes

17. At dét at drive en blog ikke skal være min eneste indtægtskilde

18. At “dating” for mig kan få lov at være et halstørklæde, jeg har glemt på en restaurant, lad os kalde den 2018, og aldrig får hentet

06.01.19 | En mindre taske til de vigtigste ting

Patagonia ‘waist pack’

Jeg har længe svoret ved min ‘Bel Air’ taske fra Mads Nørgaard, og det er absolut stadig den bedste taske, jeg har. Men jeg fylder den med så mange ting, fordi den jo har plads til mange ting, og det er selvfølgelig genialt for mig at have plads til en banan, en rugbrødsmad eller en af de 117 andre ting, jeg får brug for i løbet af en dag, i en alligevel ret lille taske. Det bliver bare tungt i længden, fordi jeg beholder den på som en bæltetaske, for eksempel når jeg er i byen, da jeg jo også har små ting som nøgler, pengepung, tyggegummi og what not i den. Og det er lidt tungt at gå rundt med. Derfor har jeg givet mig selv en mindre taske, som jeg fremover vil have pengepung, nøgler, telefon, hårelastikker og den slags i. Forhåbentlig vil det minimere de smerter, jeg erhvervet mig i og omkring min venstre skulder og venstre side af nakken. Det gør jo så heller ikke noget, at bæltetasken fra Patagonia er virkelig sej. Og smart. Jeg købte den på udsalg hos Junkyard, hvor den desværre er udsolgt nu, men den er til gengæld at finde her.

2019

Sidste år skrev jeg et recap over mit 2017, og udgav det her på bloggen. Det samme havde jeg planlagt at gøre med mit 2018, og jeg var egentlig også i gang med at skrive det, men nu har jeg fået det sådan, at jeg simpelthen er færdig med at snakke om 2018. Der kan ikke presses mere saft af den afsindigt bitre og sure citron, så nu løsner jeg grebet.

Det skal handle om 2019 i stedet.

Da jeg var yngre, var jeg altid bange for at komme til at ønske mig noget af livet. Bange for at få sagt det højt. Bange for at håbe for meget, tro for meget, føle for meget eller sige for meget. Sådan har jeg det egentlig stadig. Jeg er også bange for at planlægge for meget. Der er noget i mig, der tror, at hvis jeg planlægger mit liv, kommer det ikke til at ske. Så har jeg købt en masse i stedet for. En måde at have kontrol over dét, jeg har ønsket mig. Det duer bare ikke rigtig mere efter hele den udvikling, jeg har været igennem. Og nu er jeg så nået til et sted, hvor jeg for min egen skyld gerne vil begynde at drømme. Jeg vil gerne begynde at fortælle mig selv, at det kan jeg godt. Eller bare gøre uden at tænke over, om jeg kan. Sådan blev 2017. Jeg ved ikke, hvor det blev af i 2018. Det er der ikke noget at gøre ved nu.

Jeg laver ikke nytårsforsæt. De har klang af at være mål, der skal overholdes, eller på anden måde at være en opgave, du kan fejle i. Men jeg har tænkt over, hvad jeg gerne vil. Det er ikke sikkert, det hele sker. Måske sker det i perioder. Måske sker det slet ikke. Så kan jeg være ked af det. Og det er også okay. Jeg kan trøste mig selv med, at ting tager tid. Der er egentlig også meget at tage fat i, meget jeg gerne vil. Måske ender jeg med at ville noget helt andet.

Men for mit 2019 vil jeg lige nu gerne ..

.. at mit hjerte heler

.. (blive ved at) være ærlig

.. være mindre på min telefon

.. være mere nærværende

.. betale så meget af min gæld, jeg kan

.. læse flere (queer) bøger. Skal blandt andet have købt denne essaysamling om netop køn og seksualitet, queer teori og LGBT. Ikke for penge, der kunne gå til gæld, selvfølgelig, men for et gavekort, jeg fik i julegave

.. gøre mit for at være en bedre veninde, og sige fra, når jeg ikke kan være det

.. blive endnu klogere på mit køn, og hvordan jeg har lyst til at gøre mit køn

.. udforske min seksualitet (mere)

.. “date” mindre – måske helt lade være faktisk

.. finde en løsning på, hvordan de to ovenstående punkter kan lade sig gøre samtidig (lol)

.. sige det, når der er noget, jeg ikke kan lide, og når jeg bliver vred eller ked af det

.. genoverveje de produkter, jeg bruger på min hud, og eventuelt give mig i kast med at prøve make-up fra Miild, der både er allergivenligt og bæredygtigt

.. lytte mere til min kroniske sygdom, og finde måder, hvorpå jeg bedre kan håndtere den, og have en mere behagelig hverdag med den

.. spørge mig selv, om jeg kan lide dem, og ikke kun om de mon kan lide mig

.. rydde endnu mere ud i min garderobe, og begrænse køb af nyt

.. sige fra

.. tænke endnu mere over, hvor denne her blog skal bevæge sig hen, og handle på tankerne

.. få lavet flere tatoveringer

.. lave ingenting

.. bygge videre på nogle af de nye relationer, jeg er heldig at have med mig fra 2018

.. bruge min Instagram mere “aktivistisk”

.. skrive og deltage endnu mere på Twitter

T-shirt & jeans

Annonce for & Other Stories& Other Stories strik // Arket jeans // & Other Stories t-shirt

Har man set DR3 programmet, jeg medvirkede i tilbage i foråret 2018 (hvor er det mærkeligt at skulle sætte årstal på nu), kan man måske huske, hvordan min første selvvalgte udfordring var at gå i hvide t-shirts og jeans i en uge. For nogen virker det måske banalt, men for mig, som dengang brugte enormt meget krudt på at finde outfittet, var det en kæmpe oplevelse at stå op om morgenen, og bare trække i t-shirt og jeans. Det har faktisk været en befrielse at opleve, at jeg er god nok sådan. Siden da har jeg været på jagt efter nogle jeans og en hvid t-shirt, som skulle sidde på en helt bestemt måde. Det kender vi sikkert alle sammen. Man har et billede i hovedet, men intet i butikkerne matcher. Jeg vil nemlig gerne fortsat praktisere “bare” at gå i t-shirt og jeans, men det må jo også gerne se lidt lækkert ud, og der har jeg erfaret, at løsere jeans og en mere tætsiddende t-shirt er ideelt for mig. Begge dele har jeg nu haft held med at finde, og jeg ville derfor lige give tippet videre. Den lyserøde strik er bare en drøm, jeg har.

Mit 2019 starter i øvrigt ud med en heftig omgang forkølelse af den slags, som sidder både på øjne, næse, hals og brystkasse. Jeg har derfor ikke været uden for en dør siden 1. januar …. Happy New Year!